Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

De gode mennesker

Af Majken Frost, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 1, januar, s.16-18.

”Her gør vi holdt næste gang,” har min mand sagt de to gange, vi på vej til Prag passerede Dresdens forstæder, og jeg var helt enig med ham. Den enestående malerisamling på Zwingermuseet, Semperoperaen og de overdådige kunstskatte, som August d. Stærkes bombastiske slot rummede – vi vidste om det, og vi havde læst om den berømte Frauenkirchen, der siden krigen havde ligget i ruiner, men hvis påbegyndte genopbygning storstilede og mangeårige indsamlinger havde gjort mulig.

Jo disse, de almindelige Baedeckerkundskaber om Sachsens hovedstad var os nogenlunde bekendte, men først og fremmest har Dresden jo indskrevet sig i vores og i vel alle andre europæeres bevidsthed gennem den tragedie, der ramte byen d. 13. og 14. februar 1945, da de allierede bombede byen og udløste en forfærdende ildstorm, som krævede titusindvis af ofre og lagde 15 km2 af byens historiske centrum i ruiner. Og fra at være en blomstrende industriby og århundreders regeringssæde for en af Europas rigeste og mest magtfulde fyrsteslægter, hvis indsats for kultur og kunst gav byen berømmelse langt ud over Tysklands grænser, sank Dresden ned til at være en skygge af sig selv og indlemmet i det DDR, hvis genopbygning af den fortrinsvis kom til at bestå af betonkaserner og hæslige såkaldte kulturpaladser.

Som bekendt har nødvendigheden af det britisk/amerikanske angreb på Dresden været intenst diskuteret og diskuteres fortsat blandt historikere og andet godtfolk. Ord som terror og folkemord og ren og skær hævn står over for en påpegning af det just nødvendige i at destruere byens krigsindustri og at hindre den forstærkning af den tyske østfront, som de allierede frygtede kunne blive en realitet, hvis de mod vest nedkæmpede tyske tropper blev indsat her – med en forlængelse af krigen og dermed store allierede tab til følge.

Valget mellem pest og kolera er nu engang en del af krigens ikke specielt tiltalende virkelighed, og det er uendeligt nemt et halvt århundrede senere at påvise, at det i l945 allerede opløste Tyskland aldrig ville have kunnet gennemføre en sådan militær omrokering, men eftertidens fingernemhed gør dog ikke Dresdens tragedie mindre eller ændrer på taknemmeligheden over, at så meget på grund af forudseende museumsfolk trods alt blev reddet.

Vores beslutning om på et tidspunkt at besøge byen skyldtes også det mere private, at der blandt mine familiepapirer befinder sig et billede af en smuk hovedbygning til et gods 30 km. uden for Dresden, som min oldemors slægt i århundreder har besiddet – og den sidste ejerindes beretning om sin deportation og russernes besættelse og senere nedbrydning af bygningen.

I oktober 2007 gjorde vi besøgene de to steder til virkelighed.

*

Det er ikke meningen med disse indledende bemærkninger at delagtiggøre Tidehvervs læsere i en rejseoplevelse eller i familiefølelser, men en samtale på hjemvejen fra besøget har sammen med en tysk bog vakt en vis eftertanke hos mig. Vi delte under en stor del af turen kupé med en tysk studine, som viste sig at være datter af en tilsyneladende indflydelsesrig SPD-politiker. Det fik os blandt mange andre ting til at spørge om, hvordan tyskerne så på regeringsskiftet i 2006. Og jo, Angela Merkel var da ganske populær, men hun selv, studinen, anså hende nu for at lefle for det værste i tysk mentalitet. Bl.a. havde vores studine ved et møde for nylig i just Sachsen hørt regeringschefen komme med, som hun sagde, regulære racistiske bemærkninger om indvandrere, hvad der naturligvis havde vakt jubel i denne delstat, der var berygtet for sin højredrejning. Den kultiverede foragt hos den unge dame over for både Merkel og de primitive tidligere østtyskere var ikke til at tage fejl af, og den blev fulgt op af en os alt for velkendt tale om tyskernes generelle stigmatisering af indvandrerne, hvor imødekommenhed og tolerance og sans for forskellighedens goder ville kunne løse alle problemer. Vi forstod, at vi som så ofte før sad over for et sandt godt menneske, der græmmedes over sit eget folks forstokkethed, og vi tabte med skam at melde interessen for videre snak.

Jeg ville nok helt have glemt hende, hvis ikke en omtale i Jyllandsposten for et par uger siden gjorde mig opmærksom på et nyudgivet tysk opgør med landets ”Gutmenschen”, med de gode mennesker, som forfatteren, chefredaktør for avisen ”Bild” Kai Diekmann, anser for Tysklands alvorligste og mest dybtgående problem. (”Der grosse Selbstbetrug. Wie wir um unsere Zukunft gebracht werden”. Piper 2007).

*

Selv har jeg kun det spinkle kendskab til det moderne Tyskland, som almindelig avislæsning og TV-kiggeri bibringer én, men jeg husker endnu det ramaskrig, der rejste sig ud over det meste af Europa, da formanden for Den vesttyske Forbundsdag, Philip Jenninger, ved en mindesammenkomst i anledning af 50-året for Krystalnatten i november 1938 i samme Forbundsdag talte om den tyske skyld. I 1985 havde den tyske præsident Richard von Weizäcker ved 40-året for krigsafslutningen om netop skylden for nazisternes ugerninger udtalt, at ”forbrydelsens udførelse lå i de få´s hænder”. Jeg har ikke læst talen, netop den sætning har åbenbart haft stor betydning og er blevet højt berømmet. Der var, mente man, blevet slået en afgørende streg i sandet i det tyske problem. Og nu, 3 år efter, stod formanden for landets højeste forsamling på talerstolen og sagde, at ikke kun de ledende og aktive nazister og deres håndlangere bar på en skyld, for skyldig var enhver, dvs. hovedparten af det tyske folk, som tavst eller begejstret havde accepteret udviklingen og progromerne.(Jenningers tale findes oversat i Tidehverv, dec. 1988, med en fremragende indledning af Jesper Langballe, hvorfra jeg har hentet oplysningerne om efterforløbet).

Philip Jenninger blev adskillige gange afbrudt af rasende tilråb fra medlemmerne, og 50 af dem, fortrinsvis fra SPD og de grønne, udvandrede i raseri under den lange tale, hvori Jenninger minutiøst opridsede rædslerne, der havde fundet sted og lovene, der var givet, og som skulle have gjort tyskerne opmærksomme, før det var for sent. For hvor absurd det end lyder, blev Jenningers fremhævelse af nødvendigheden af at ”eftertænke, at erindre, at aflægge regnskab og drage lære for nutiden og fremtiden” af medlemmerne opfattet som dels en billigelse af de begivenheder, han refererede og dels en utilladelig trækken det frem, som man havde hørt sig frikendt for af præsidenten. Medierne gik i selvsving, og Jenninger trådte frivilligt tilbage fra sin post dagen efter, men stod samtidig fast på, at talens målsætning var: ”zu verstehen, wie es dazu kam, wie es dazu kommen konnte”. Tværtimod at være en billigelse af rædslerne var talen en understregning af den samvittighedens fordring, som den enkelte uanset tid og sted er underlagt, og hvis uomgængelighed Jenninger præciserede ved at citere Dostojevskij. ”Hvis Gud ikke eksisterer, ville alt være tilladt”.

Nu har folkevalgtes evne til at høre aldrig forekommet specielt imponerende, men tankevækkende er det, at de stribevis af læserbreve, som postyret i Forbundsdagen afstedkom, i udstrakt grad røber den forståelse af og lydhørhed overfor Jenningers tale, som var fraværende hos politikerne.

*

Også Kai Diekmann taler om den tyske skyld, og tilsyneladende er han uenig med Jenninger, idet han her, i året 2007, opfordrer sine landsmænd til at afkaste skylden og stå ved sig selv. For tyskerne har meget at være stolte af. Ikke at Diekmann nedtoner vanviddet i det 20. århundrede eller den folkelige tilslutning, det blev mødt med, men han opfordrer tyskerne til i dag at huske den historie, der også er deres. Den historie, der fortæller om dygtighed og energi, om en fornem kultur og om fremragende tænkere og kunstnere, som fik betydning for en hel verden – og ikke mindst har tyskerne en ny historie, der fortæller om en demokratisk forfatning og om beslutsomheden, hvormed de imponerende hurtigt genopbyggede landet efter krigen. De gjorde det med amerikanernes hjælp, understreger Diekmann og giver dermed nøglen til, hvem hans opgør i bogen er rettet imod. Det er den nye totalitære ideologi, det er ”die Gutmenschen”, den USA-hadende venstrefløj, der med 68-generationen som bannerførere tildelte sig selv fører og opdragerposition i folket og fremhævede socialismens og kommunismens lyksalighed og bekvemt overså dens ofre i bl.a. deres modstand mod genforeningen af de to efterkrigstysklande. De gode mennesker, som hånede alt, hvad der under ét kaldes de gamle dyder: Gudstro og fædreland, bundethed til familie og ærbødighed for flid og sparsommelighed og orden – i stort antal satte denne generation sig få år efter -68 på forvaltningsembederne og lærestolene, den befolkede redaktionerne og satte sig bag katedrene i børneskolen, og da indvandringen satte ind, fik den nyt skyts. For menigmands betænkelighed ved de nye landsmænd og adfærden, de bragte med sig, var i de gode menneskers optik intet andet end Hitlertidens synder gentaget.

Og de gode mennesker fik forbløffende god vind i sejlene, for alt, hvad de undsagde, kunne jo godt ligne det, som man helst ville glemme og ville have omverden til at glemme. Derfor blev denne korrekte godhed langt mere udbredt i Tyskland end i det øvrige Europa, og en – med Diekmanns ord – nypietistisk moralisme har i mange år været et gængs tysk træk. Med den underminering af landet, som den indebærer. I dag er f.eks. morderne fra Rote Armë interessante, og man dissekerer deres sjæleliv, for de var jo ikke rigtige forbrydere, men en art frihedskæmpere – samtidig med at etiketten ”det brune spøgelse” omgående findes frem, når der kræves lovoverholdelse eller spagfærdigt stilles spørgsmålstegn ved indvandringen.

Som i sin tid Jenninger fremdrager Diekmann omhyggeligt og over mange sider eksempler på ”die Gutmenschen”s aftryk i dagens Tyskland, hvor godhedsideologien, fordi den især hyldes af de intellektuelle, har sat sit præg langt ind i statsadministrationen. Men især for to forhold har de nye ideologers fremmarch været katastrofal: For familien og for kirken. Deres neglisering af eller foragt for det livslange familiesammenhold (herunder for den hjemmegående husmor) har betydet en åndelig og karaktermæssig forarmelse af de nye generationer, som vil betyde en katastrofe for landet. I skolen er der ingen hjælp at hente, tværtimod. (I det protestantiske Hamburg fejrede en af folkeskolerne ramadanens afslutning med fremvisning af bedetæpper og besøg i en moské, mens reformationsdagen, som det er skik at markere i den protestantiske del af Tyskland, få dage senere blev forbigået i dyb tavshed). For den kirke, skriver Diekmann, som – henholdsvis katolsk og protestantisk - gennem historien har været det afgørende memento til det politiske og sværmeriske, er dybt forarmet og ramt af en storstilet medlemsflugt. Den katolske kirke er økonomisk udmarvet og må lukke skoler og andre institutioner, mens den protestantiske ganske enkelt har opløst sig selv ved at erstatte gudstjenesterne med happenings og ritualerne med gospelsang og Taizédans og den har udskiftet troens mysterium med opbyggelige taler om nedrustning og ulandshjælp og socialpolitik. Det hele under mantraet næstekærlighed.

Hvis alt dette lyder bekendt i danske øren, er det ikke uden grund, selvom det alligevel forekommer at stå værre til i vores naboland.

Men Tyskland er et kristent land og har været det i mere end tusinde år, fremhæver Diekmann. Kristendommen er fundamentet under hele den europæiske kultur, skønt EU-kleresiet ikke tør sige det, for kristendommen er forudsætningen for friheden, den frie forskning og økonomi og for ligestilling og demokrati, og kun kristendommen kan holde ideologierne grundlæggende i skak. Diekmann citerer ikke Dostojevskij, og han har ikke så udtalt som Philip Jenninger forståelsen eller måske snarere understregningen af den enkeltes lydhørhed over for befalingen til samvittigheden som det, hvormed alt står og falder.

Men hans tale om ideologierne og skylden er værd at lytte til.

*

Jenningers tale var et frihedsbrev til det tyske folk, hvad åbenbart kun menigmand syntes at have forstået. Dette, at kun hvor mennesket forkyndes ansvarligt og tager sin skyld på sig, kan det i solidaritet med sin nabo tage sin opgave op – gøre det i frimodighed, fordi ”Gud eksisterer”, dvs. taler til mennesket ved sin søn, som bar alverdens skyld op på sit kors. Det var i den forstand en luthersk prædiken, der på novemberdagen i 1988 blev holdt i Den tyske Forbundsdag, og den kom til at afsløre, hvor cementeret den nye totalitære ideologi allerede da var. Vor studine i toget røbede, at den fortsat trives i bedste velgående.

Nu, 20 år efter Jenninger, har Diekmann taget hans ærinde op, overfladisk set i en modsigelse til Jenninger. Det er dog kun overfladisk set, at det forholder sig sådan, for der er for mig at se en samstemmighed mellem de to.

Jenninger stod over for den gode samvittighed, de gode mennesker, som kun kendte til skylden hos de andre, hos slægten og hos den tilbagestående menigmand med de gamle normer og betænkeligheden ved det sværmeriske tusindårsrige. Han anfægtede de gode samvittigheder og sagde med Nathan: ”Du er manden”. Det samme gør Diekmann, men der er med den islamiske trussel mod regulært landets eksistens kommet noget nyt til, som får ham til at lægge trykket et andet sted end Jenninger. Ret ryggen, siger han til sine landsmænd, undsig de gode menneskers henholdsvis foragtende snak og se den selvbetagelse og fejhed, den i virkeligheden er. Og i kapitel efter kapitel fremviser han som nævnt for tyskerne resultaterne af de gode menneskers succes, som kulminerer i underdanigheden over for en dødsensfarlig tro. Han erkender sig selv som naiv, når han trods alt klamrer sig til håbet om, at tyskere og muslimer kan leve fredeligt sammen, hvis blot muslimerne opgiver sharia, men røber selv, at det er et uhyre spinkelt håb.

*

Jenningers tale vakte forargelse og raseri i Tyskland. Jeg ved ikke, hvordan Diekmanns bog er blevet modtaget, men uden lydhørhed over for Jenningers påpegning af den fordrede samvittighed og dermed af hver enkelts ansvar og skyld, af forargelsens sted, som forudsætning for ”at forstå, at erindre, at aflægge regnskab og drage lære for nutiden og fremtiden” risikerer bogen at blive læst som et blot kulturopgør. Det ville være skammeligt.

Foran Dresdens nu genrejste Frauenkirchen står en stor statue af Luther. Der er et mylder af turister ude og inde, og rundt om det store torv skyder nu kopier af de historiske bygninger op. Det hele kan virke sært kulisseagtigt, men sådan må det nok være. Min indforståethed til trods kunne jeg alligevel ikke forsone mig med den lille ting, jeg bed mærke i inde i kirken – at pladserne på bænkene var nummererede. ”Af hensyn til koncerterne” fortalte en kustode os, og det er jo praktisk nok. Men jeg kan ikke lade være med at kigge lidt beklemt op på Luther, da vi skridtede over torvet.