Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Allah i udklædning

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr.6, juni, s.113-114.

 

Min bordherre var efterhånden temmelig sikker i sin sag. Nu ville han melde sig ud af folkekirken. Den var helt vildt gammeldags, uvedkommende og gjorde alt for lidt for at følge med tiden.

Hen over desserten kom det dog frem, at han, uanset om præsten slog badut-spring op og ned ad kirkegulvet, arrangerede stenderske ædegilder på kirkebænken eller spillede rock iført lilla silkeskjorte, næppe nogensinde ville deltage i en højmesse. Han havde nemlig allerede en gud. En anden gud.

”Jeg tror, der er en intelligens derude, der på en eller anden måde har sat det hele i gang, men”. Men den kristne Gud, der kommer os nær med sine befalinger, sin søn og sin tilgivelse – nej, det var altså for langt ude. Hans Gud var hinsides al det.

Hans Gud var langt mere ophøjet og utilgængelig. Og i hans øjne var den kristne Gud fordømmende, smålig og gammeldags – og alt for meget i øjenhøjde.

Så vidt middagskonversationen, der afspejler en tendens i tiden.

*

Hør f.eks. hvad Mikael Jalving skriver i sin nye bog ”Mig og Muhammed”: ”Hvis jeg skulle have en gud, skulle det være en radikalt individualiseret Gud. En mystisk Gud, kan man sige, en kaosgud, man ikke kan få hold på i denne verden, et viljesvæsen…hinsides godt og ondt.”

Jalvings modige og veloplagte bog udmærker sig ved en præcis og rammende islamkritik, og alligevel ender han i en bisætning med at firte med en gud, der i skrækindjagende grad minder om Allah. Godt nok i en lidt mere frisk, sexet og umiddelbart harmløs udgave. Det er nemlig William af Ockhams såkaldt voluntaristiske Gud, der begejstrer ham:

”Gud er slet ikke god. Gud er ikke styret af rationaler, men snarere af vilje, og Guds vilje er fri, absolut fri, uforudsigelig, vilkårlig og ubegribelig”. Denne Gud jenseits vom Gut und Bösem har, som Jalving bemærker, meget lidt med skolastikernes gode og barmhjertige Gud at gøre.

Og det er jo sandt nok. Denne kaosgud er ingen rar bessefar, han er nemlig slet ikke far for sine skabninger, allerhøjst en fuldstændigt fraværende skilsmisse-far. Altså et mysterium fascinosum et tremendum.

I Regensburg-talen trak paven lighederne mellem Allah og denne Ockham-gud op. Og alle solide, kristne islamkritikere giver ham ret: Islam er gudsfrygt uden guds-tillid.

Jens Christensen – ingen over og ingen ved siden af ham – illustrerer sagen med en historie om den ”religionsdialog”, der gik forud for Muhammeds brutale opgør med jøderne i Medina. Muhammed indbød jøderne til omvendelse og truede dem samtidig med døden, hvis de ikke fulgte opfordringen (en effektiv missionsstrategi). Men det fortælles, at jøderne svarede ham sådan: ”Du kan ikke gøre os bange, Muhammed. Vi er Guds børn, og Gud holder af os”.

Over dem åbenbarede Allah disse koranvers: ”Jøderne og de kristne påstår: Vi er Guds børn og er elsket af ham. Sig: Hvorfor straffer han jer så for jeres skyld. Nej, I er mennesker som alle andre, han har skabt. Han tilgiver, hvem han vil og straffer, hvem han vil. Gud hersker over Himmel og jord, og hvad der er imellem. Hos ham ender alt.”

Den lille historie illustrerer den uvished, der i modsætning til kristendom og jødedom hersker i islam, fordi Allah er fuldstændig fri, fuldstændig uberegnelig og fuldstændig anti-rationel. Han tilgiver, hvem han vil og straffer, hvem han vil.

Bekender man sig til denne voluntaristiske gud, kan man derfor aldrig sige, som jøderne ifølge den islamiske overlevering gjorde: ”Vi er Guds børn, og Gud holder af os”. For hvordan kan vi vide, om Gud holder af os i morgen, i eftermiddag, i næste øjeblik?

Hans vilje er jo afskilt fra hans løfter. Han har ikke bundet sig til dem. Han er fri, ganske fri, og utilregnelig og har aldrig åbenbaret sig selv. Præcis som Ockhams kaosgud og middagsherrens fjerne, deistiske guddom.

*

Har man Paulus’ Romerbrev præsent, vil man måske indvende, at sætningen: ”Han tilgiver, hvem han vil, og straffer hvem han vil” stort set er identisk med Romerbrevet 9,15, hvor der står: ”Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil”. Derfor kan vi, der er leret i hænderne på pottemageren, aldrig gå i rette med pottemageren, Gud. Det vil være latterligt, for der er en kvalitativ forskel mellem Gud og menneske. Og derfor afhænger frelsen ifølge Paulus ikke ”af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed”.

Men den er der til gengæld ikke grund til at tvivle om. Det er hovedbudskabet i Romerbrevet 9-11, hvor man finder denne afgørende formulering: ”For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”.

Gud holder ord, hans løfter står ved magt, man kan hvile trygt og tillidsfuldt i dem.

Hans trofasthed varer fra slægt til slægt. Guds trofasthed! Den findes ikke i islam og hos Ockham. Allah og kaosguden er frie, fjerne og utilgængelige og derfor per definition ikke til at stole på. Derfor er islam dybest set ikke bare en lovreligion. For man er ikke sikker på sin frelse, blot fordi man følger loven. Som Jens Christensen formulerer det:

”... Det er latterligt at sige til en muslim, at hans religion er en lovreligion. Uden tvivl er den det i den forstand, at han føler det som sin pligt at holde fast ved et stort antal love og regler som udtryk for Guds vilje. Og alligevel er det for muslimen ingen virkelig lovreligion, for hans lovlydighed har ingen forbindelse med hans endelige stilling over for Allah. Men det er heller ikke et evangelium, dvs. forkyndelsen af godt budskab, for hvilket godt budskab kan der være i dette frygtelige, uforudsigelige ”hvis” – intet menneske, lige fra Muhammed selv og ned til den ringeste indfødte muslim, kan nogensinde bilde sig ind at vide eller vove at forudsige, hvad hvis’et ville indebære for ham.”

Over for denne principielle islamiske uvished står kristendommen, der godt nok også har et hvis – men et andet hvis:

”Også i kristendommen er der et ”hvis”, men den store forskel mellem det og islams ”hvis” er, at det førstnævnte aldrig henføres til Gud. Hele evangeliets indhold er kort og godt dette ene at vise menneskeslægten, at Gud er trofast mod sin skabning. Han har bundet sig selv ved pagter, overenskomster og løfter; Han har åbenbaret sig i en fuldkommen forening med menneskets fald – altsammen sådan, at vi kan kende og stole på ham, som den trofaste, dvs. som den, der holder sit ord til sin skabning. Kristendommens ”hvis” gælder altid mennesket: Hvis du vil tro, hvis du vil tage imod, så er Gud trofast – du kan altid stole på ham.”

*

Kristendommen er altså ærefrygt og tillid på én gang, islam er ren gudsfrygt, eller med Christensens bestemmelse: Islam er underkastelse under det uundgåelige. Skæbnetro med andre ord. Kristendommen indeholder kun skæbnetro, for så vidt som den taler om en skaber. Men denne skaber kan man nære tillid til, fordi han er ordholdende og sanddru. Hans ord glipper aldrig. Han er ingen voluntaristisk gud. Derfor kan Luther sige, at vi både skal frygte og elske og stole på ham. Vi, der ikke har trællekår, men barnekår.

Et andet ord for skæbnetro er fatalisme. Den lammende og hæmmende overtro på det uundgåelige, som historisk set har ført til passivitet og handlingslammelse. Fatalismen står i skarp modsætning til det livsmod på Guds ord, der kendetegner kristendommen, til evangeliet, der befaler det altid urolige og ængstelige menneske at leve og handle i verden i tro og tillid – ikke til verden, men til verdens skaber.

Det moderne, emanciperede menneske, der i oikofobisk foragt for længst har kasseret denne fædrene tro, har en tendens til at foretrække den deistiske, helt fjerne Gud, der er så dejlig ligeglad med, hvordan vi opfører os. Og lægger slet ikke mærke til, at dette uforudsigelige væsen lige så godt kunne være Allah. For hvad nu, hvis dette viljevæsen pludselig fik lyst til at sætte kraft bag Muhammeds ord? Hvad skulle hindre ham? Intet løfte, intet ord. Kaosguden vil selv og kan selv.

Så i al naivitet ender disse måske islamkritiske mennesker med at tilbede en Allah i udklædning. I grunden ret bizart og lidt skræmmende.

Indøvelse i kristendom ville gøre dem i stand til at klæde dette gudsbillede af.