Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Nej, nej og atter nej!

Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 2, Februar, s.38-42.

I forrige nummer af Tidehverv kunne man læse Claus Thomas Nielsens svar til mig. Jeg mener, at svaret var ordrigt uden at være særlig konkret, men jeg skal prøve at svare alligevel. Tillad mig at indlede mit svar med at forsikre om, at jeg ikke er vred på Claus Thomas Nielsen, og at min kritik ikke har sin grund i en idiosynkrasi eller irrationel affekt. Jeg synes, at Claus Thomas Nielsen er et sympatisk og begavet menneske. Hvis jeg blev vred, var det udelukkende på teologiens og sagens vegne. Jeg skal ikke nægte, at jeg opfatter den nyskolastiske bølge på Tidehverv som et utidigt knæfald for den herlighedsteologi, som man på Tidehverv altid har været fælles om at afvise uanset hvad. Til forskel fra alle dem, der ikke har nok i korset, men hellere vil marchere lige ind i himlen for at se Guds herlighed, har man på Tidehverv altid været enige om at sige nej trods alle uenigheder. Jeg kender godt parolen og har hørt den hen ved hundrede gange på universitetet og iblandt kirkeligheden: ”Det ”nej”, som Luther udtalte dengang mod aflad, skolastik og pavekirke, var godt nok, men nu er tiden blevet en helt anden. Luther ville have sagt noget andet, hvis han havde levet i dag.” Ja, nej’et kan bøjes på mange måder, men på Tidehverv har man været enige om, at nej’et skulle lyde, for at ja’et kunne lyde. Nu er nej’et jo ikke blot udtryk for en individuel protest. Det er evangeliets eget nej, der dømmer mennesket og indeslutter alt under synd, for at mennesket herpå kan erfare Guds fuldtonende ja – at det er nåde alt sammen. Både nej’et og ja’et lyder i evangeliet og finder sit koncentrerede udtryk i Jesu Kristi kors.

Nu kan man på Tidehverv høre nogle fromme tidehvervspapister, heriblandt Claus Thomas Nielsen, sige, at der var en tid til at rive ned, og at det nu er tid til at bygge op. Eller som han citerer Søren Holm og C. S. Lewis for at sige: Der findes ”i teologiens historie perioder, hvor det drejer sig om at rydde jungler, og andre perioder, hvor det drejer sig om at opdyrke ørkner.” (s. 206). Nu er det tid til at bygge op, siger han i sit svar til min kritik. For tiden er nemlig en anden. Islamismens pest er over os, og vesten er ved at blive afkristnet. Lad os derfor glemme de gamle kristne stridsmænds nej – Olesen Larsen og alle de andre tidehvervsfolk, for de rev jo bare ned. Nej, lad os i stedet se på paven og pavekirkens forkromede metafysiske tankesystemer. Paven, han kan nemlig dyrke op. Han fører sig frem som en konge over kristenheden og kan fortælle os alle sammen, at den protestantisme, der begyndte med Luthers nej, i virkeligheden var begyndelsen på et stort forfald i vesten. Og skolastikken, den kan sandelig bygge. Når den først er kommet i gang, kan den slet ikke få stoppet igen. Lad os glemme nej’et og komme i gang med at bygge op. Ja, der kan være en stor fare forbundet med at blive stående i korsteologiens nej, hævder Claus Thomas Nielsen og løfter belærende pegefingeren. Han refererer nu til ”en i øvrigt velinformeret grundtvigsk præst”, som han hørte for nylig. Da jeg så ordene ”en i øvrigt velinformeret grundtvigsk præst”, spurgte jeg mig selv, om sådan nogen overhovedet eksisterer mere. Der kan ikke være mange eksemplarer tilbage af racen. Jeg kunne på det efterfølgende konstatere, at den grundtvigske præst aldeles ikke var velinformeret, og at han ikke – for nu at sige det pænt – kan være den hurtigste knallert på molen. For han spurgte, om Kjeld Holm kom på Tidehvervs sommermøder. Claus Thomas Nielsen burde selvfølgelig have givet manden en verbal kindhest og bedt ham gå hjem og læse på lektien i stedet for at stille dumme spørgsmål. I stedet tager Claus Thomas Nielsen spørgsmålet dybt alvorligt og spinder nu en lang ende til skræk og advarsel. ”Kjeld Holm kunne”, siger han, ”uden at forarge hverken sig selv eller andre, genbruge en Olesen Larsen-prædiken fra 1930erne. Læst som Olesen Larsens prædiken, holdt i 1930, kan prædikenen naturligvis stadig inspirere og være sand, men gentaget som talt i dag af Kjeld Holm ville den let være usandhed.” (s. 207) Så kære læser, hvis du ikke ønsker at ende som Kjeld Holm, så lad være med at gentage Olesen Larsen. Det er meget sikrere at se hen på paven og skolastikken. For de dyrker nemlig op.

Claus Thomas Nielsen er som sagt en af dem, der bygger. Han bygger og bygger et stort forkromet spekulativt tankepalads af skolastiske sandheder, der som en anden gotisk katedral når helt op i himlen. Han bygger og bygger og udlægger historien som den kristne logos’ triumftog gennem historien, hvor den kristne logos udgør den højeste fornuft og er årsagen til alle fremskridt. Kort sagt, Claus Thomas Nielsen bygger – eller det vil sige, det gjorde han i sit foredrag om Aftenlandet. For i sit svar på min kritik påtager han sig nu rollen som snurrig dialektiker. Hvad der begyndte som en varm hyldest til paven og et brusende forsvar for skolastikken, metafysikken og alt dens væsen, er nu endt i et forsvar for en dialektik, hvor ord og begreber ikke nødvendigvis skal tages for pålydende. Claus Thomas Nielsen benytter sig af en meget fin og avanceret dialektik, der til forveksling ligner relativisme. Alt sammen for at bevise to ting: Med sit skolastiske systembyggeri og sin pavebegejstring vil Claus Thomas Nielsen blot sige, hvad Tidehverv må sige i dag. For det andet mener Claus Thomas Nielsen også, at han er ude i sandt luthersk ærinde. For luthersk teologi er nemlig lejlighedsteologi, og i dag drejer det sig om at forsvare fornuften. Havde Luther ”oplevet en på engang anti-rationalistisk, subjektivistisk og dekonstruktiv teologi som nutidens, så kunne han sagtens have sagt: Ingen bliver teolog, medmindre han bliver det med Aristoteles.” (206) Det skulle såmænd ikke have undret mig, hvis Claus Thomas Nielsen havde tilføjet, at hvis Luther havde levet i dag, ville han glædestrålende have kastet sig i armene på paven og med blanke øjne have udbrudt: ”Mennesket retfærdiggøres af gerninger alene”. Ja, er det ikke mageløst, hvad man kan få Luther og teologien til at sige – blot man er en snurrig dialektiker.

Ja, jeg ved det godt. Claus Thomas Nielsen vil nu fortælle mig, at jeg er en forbenet barthianer, der sidder med min ”betonagtige facitlisteteologi” og udøver tankecensur. (s. 205) Det gør man nemlig ifølge Claus Thomas Nielsen, hvis man holder fast i reformationens nej og ikke er til fals for papisme, skolastik og spekulative systemer. Sådan sidder jeg og ”sætter de teologiske korrektheder på nåle som var det indfangne sommerfugle” (s. 205), hvorved jeg åbenbart dræber Claus Thomas Nielsens smukke forsøg på at mediere protestantismen og katolicismen sammen. Jeg beklager. Jeg har intet ønske om en stor syntese, hvor alle modsætninger er tænkt væk, og jeg har heller intet ønske om at genindtræde i pavekirken. Jeg er nemlig lutheraner, og derfor svarer jeg nej. Jeg mener, at Luther var fuldstændig konsekvent i alle sine opgør. Det drejede sig om evangeliets sandhed og intet andet. Det drejede sig om evangeliets nej og evangeliets ja. Jeg har intet imod at blive kaldt en betonagtig barthianer, hvis det drejer sig om at holde dette fast. Herudover skal jeg ærligt indrømme, at jeg er af den måske lidt gammeldags indstilling, at ord og begreber skal tages for deres pålydende. Det gælder i det hele taget, men da navnlig i forhold til teologien. I det forhold er jeg temmelig betonagtig. Luther lod et rungende nej lyde mod skolastikken og pavekirken, og det kan 100 spekulanter ikke lave om på, lige meget hvor begavede de er. Så mit svar til Claus Thomas Nielsen er kort og godt: Nej, Nej og atter Nej.

Nuvel, lad os se på nogle af de ting, som man kan forholde sig konkret til i Claus Thomas Nielsens svar. Han begynder med at opregne en sand kongerække af celebre støtter som Søren Holm, Monica Papazu, Søren Krarup og Katrine Winkel Holm. Samtidig bliver jeg placeret i helvedes svovlpøl sammen med Karl Barth og Torben Bramming. Claus Thomas Nielsen er selvfølgelig taktfuld nok til kun at antyde det, men man forstår, at man er kommet i yderst dårligt selskab. Når nu Claus Thomas Nielsen forsøger at åbne så mange fronter som muligt og i øvrigt forsøger at brændemærke mig som en betonagtig barthianer, så lad mig svare meget enkelt: Jeg mener, at en teologisk eksistens står og falder med sagen selv. Hvis nogen ønsker at kæmpe, tager jeg gerne udfordringen op. Når det er sagt, skal jeg ikke nægte, at jeg er meget tilfreds med, at mit ”nej” kom til at stå efter Søren Holms indbydelse til den nyoprettede loge af tidehvervspapister. Jeg har aldrig brudt mig synderligt om loger og paverøgelse! Så nej, jeg tager heller ikke mod Søren Holms indbydelse. Mit nej til Claus Thomas Nielsens nyskolastiske systembyggeri og næsegruse pavebegejstring gælder selvfølgelig også Søren Holms nyskolastiske systembyggeri og næsegruse pavebegejstring. Jeg vil mene, at det giver sig selv.

Det kan godt irritere mig lidt, at Claus Thomas Nielsen ignorerer det, jeg har skrevet om Luthers fornuftskritik og hans nej til skolastikken og pavekirken, men på den anden side kan det jo ikke undre, når han har en så mærkværdig forståelse af Luther. Nuvel, han hævder, at jeg i virkeligheden blot gentager Karl Barths nej til Brunner, hvorefter han udlægger Karl Barth – og det tilmed forkert. Claus Thomas Nielsen mener så bestemt at kunne konstatere, at det ”formodentlig” må være Karl Barths ”Nej” til Brunner og ikke Luther, som er baggrunden for mit nej. Årsagen til denne antagelse skulle være, at jeg brugte Karl Barths overskrift fra en artikel mod Brunner fra 1934. Hertil kan jeg kun svare, at det for mig ikke er afgørende, om det er Barths eller Luthers nej, som jeg har benyttet mig af. Det vigtigste for mig er at få sagt nej. Barth har i øvrigt heller ikke patent på ordet Nej som overskrift. Når det er sagt, skal jeg da ærligt indrømme, at jeg er helt på Barths side, hvad angår hans afvisning af den naturlige eller metafysiske teologi og dermed også af Claus Thomas Nielsens måde at drive teologi på.

Herpå lidt om Claus Thomas Nielsens udlægning af Karl Barth. Claus Thomas Nielsen kritiserer Karl Barth for at være ”radikalt fideistisk, dvs. at gudserkendelsen for mennesket altid kun kan være til stede i troen”. (s. 205) For det første bliver jeg nødt til at spørge Claus Thomas Nielsen, om gudserkendelsen for ham er til andre steder end i troen, og om Gud er åbenbar for andet end troen? Karl Barth er en ordentlig teolog, og en ordentlig teolog kan man kende på, at troen altid kommer først, og at synden virkelig er en realitet. Hvor skulle teologien ellers begynde, hvis det ikke skete i den virkelighed, der er bestemt af syndefaldet og begyndte med troen? Jeg kender godt svaret. Claus Thomas Nielsen har allerede fået sig placeret uden for syndens virkelighed i kraft af en metafysis, som åbenbart ikke er troen, men fornuften. Det er i øvrigt ikke noget tilfælde, at den grundlæggende modsætning for Claus Thomas Nielsen ikke er tro kontra vantro, men fornuft kontra irrationalitet. Den kristne logos er f.eks. indbegrebet af al fornuft og årsagen til alle væsentlige fremskridt, mens islam er radikalt anti-rationalistisk (s. 206). Af samme grund kan Claus Thomas Nielsen heller ikke lide Barth, for ”fornuften spiller ingen rolle”. (s. 205) Claus Thomas Nielsen ønsker at kravle ud af sin eksistens og søge en position uden for verden, hvor han kan lade som om, han aldrig har hørt evangeliet eller syndens virkelighed. Sådan har han sat sig i en position, hvor det er hans fornuft, der begynder og dermed er den virkelige begyndelse. Glemt er syndens virkelighed og glemt er, at Claus Thomas Nielsen er et eksisterende menneske i tid og rum. Hvor han får levnet plads til evangeliet om syndernes forladelse og det almindelige levende menneske, begriber jeg ikke, men sikkert er det, at der virkelig er givet plads til, at gerningsretfærdigheden og fornuften kan komme til at boltre sig. Det er forkert, når Claus Thomas Nielsen hævder, at Barth skulle mene, at troen ”heller ikke kan have nogen form for erkendelsesmæssige forudsætninger eller virkninger.” (205) Det er også forkert i forhold til Barth, når Claus Thomas Nielsen taler om et ”calvinsk og barthiansk billedforbud, der tenderer mod at blive et rent tankeforbud.” (s. 208) Jeg ved ikke, hvor Claus Thomas Nielsen har sine påstande fra, men forkerte er de i hvert fald. I 1931 udgiver Karl Barth bogen ”fides quarens intellectum” (troen søger forståelse). I bogen forsøger Barth at bestemme forholdet mellem ”fides” og ”ratio”, mellem tro og fornuft udfra Anselms gudsbevis. Der er ingen tvivl om, at det afgørende for Karl Barth er at få klargjort, hvordan teologisk tænkning eller teologisk rationalitet er mulig, og der knyttes et meget tæt bånd mellem troen og det rationelle, men sådan at forstå, at det rationelle eller forståelsen følger af troen og ikke omvendt. Bogen er meget central. Den peger frem mod ”Den Kirkelige Dogmatik”, hvor trinitetslæren er det teologiske rationale (jf. KD 1,1 s. 311-514). Troen har for Barth altså i høj grad erkendelsesmæssige virkninger.

Det afgørende for Barth er at få understreget, at Gud virkelig har inkarneret sig i Jesus Kristus, hvilket trinitetslæren netop fastholder. Jesus Kristus er Guds præeksistente ord, som var i begyndelsen, og som er blevet kød. Derfor taler han i ”Den kirkelige Dogmatik” også konsekvent om åbenbaringen eller inkarnationen. For lige at få ryddet de sidste misforståelser af vejen: Barth er ikke korsteolog (s. 205 og 208), som Luther var det (se note 1), og som jeg i al beskedenhed også er det. Barth lægger i stedet hovedaccenten på opstandelsen og kan kritisere den lutherske teologi for at lægge for stor accent på korset (V/1 379 ff.). At tale om et barthiansk billedforbud, og at det skulle tendere i retning af et tankeforbud, er det rene sludder. Når Gud er blevet kød og har åbenbaret den sande gudbilledlighed i Jesus Kristus, betyder det for Barth, at alt i skaberværket kan blive til en lignelse og et billede på Guds rige. Tankeforbud kan man vel næppe beskylde en mand for, der har skrevet og tænkt så meget som Karl Barth, og hvis motto var, at man konstant må begynde forfra med at eftertænke, hvad det kristne budskab betyder.

I den sidste spalte når Claus Thomas Nielsen frem til hovedpunktet i min kritik. Han hævder, at jeg er spekulativ, når jeg påstår, ”at den antikke kultur blot var den kultur, som tilfældigvis var til rådighed." Dermed siger jeg ifølge Claus Thomas Nielsen, ”at Gud kastede med terninger, da han valgte, hvor han ville lade sig inkarnere og sin kirke blive grundlagt.” (s. 209) Hertil vil jeg svare, at jeg ikke ved, hvorfor Gud lader tingene ske, som de sker. Forsynstro har for mig intet at gøre med et stort forkromet historisk system. Jeg tror på, at Gud nok skal lede mig gennem livet, men hvorfor tingene sker, som de sker, er jeg ikke altid klar over. Det overlader jeg trygt til Gud. Jeg er sikker på, at alt står i Guds faderhånd. Derfor kan jeg frimodigt kæmpe for alt, hvad jeg har kært, blandt andet mod islamismen. Vist ser det meget sort ud, men når alt står i Guds faderhånd, kan det ikke gå helt galt. Jeg er sikker på, at Gud har en mening med tingene. Helt vide det kan jeg ikke, men hvis jeg skal komme med et svar på Claus Thomas Nielsens spørgsmål, så kan det være, at Gud lod sin søn føde ind i antik kultur for at give alle de fine græske filosoffer en lang næse. Han lader dem stå tilbage med alle deres filosofiske begreber, mens han i stedet lader sit ord gå til alle dem, der intet er i verdens øjne, til toldere og syndere.

Til sidst forsøger Claus Thomas Nielsen at forsvare sin påstand om, at ligesom der er kontinuitet mellem Aristoteles’ ubevægelige bevæger og Det gamle Testamentes Gud (s. 137f.), så er der også en kontinuitet mellem den græske spekulative brug af ordet logos og Johannes evangeliets brug af ordet logos. For det første vil jeg mene, at Johannes-prologen er en ny skabelsesberetning, hvor man først bliver mindet om den første skabelse for herefter at blive mindet om syndefaldets radikalitet og det mørke, der har hvilet over menneskelivet siden. Det kan så også godt være, at Johannes tillige har den fine græske filosofi i tankerne. Hvor må han have godtet sig over den guddommelige humor, der ligger i, at Gud i evangeliet lader alle de begavede filosoffer stå som nogle tåber. Nu gik de der og troede, at logos var sådan et ophøjet spekulativt princip, som kun begavede filosoffer forstod sig på. Og så kommer Johannes med det kristne budskab og sprænger filosoffens verdensbillede i stumper og stykker. Nu må filosoffen høre, at ordet er blevet kød og er at finde i et barn i en krybbe og i en mand på et kors – og at ordet først og fremmest går til toldere og syndere.

Lad os her til en afslutning forestille os en spekulant, der ligesom Claus Thomas Nielsen begynder med sig selv og sin egen fornuft. Han siger til sig selv: ”Jeg har studeret de hellige skrifter og sammenholdt dem med videnskabelige værker om universets tilblivelse og verdenshistorien. Nu er jeg nået frem til den slutning, at Gud må være en form for ubevægelig bevæger, der engang for længe, længe siden var årsag til verdens tilblivelse. Nu sidder han i det skjulte og trækker i trådene og våger over menneskene. Dersom jeg studerede spørgsmålet grundigt og dybtgående, ville jeg nok til sidst nå frem til, at alt i skaberværket er bygget logisk og rationelt op. Det er blot et spørgsmål om fornuft og indsigt, så kan jeg til sidst se Gud i kortene og nå til en endelig afklaring af altings mening og formål. Nu er jeg så kommet i kirke og hører ordene fra Johannesevangeliet om, at i begyndelse var ordet, og at ordet var hos Gud, og at ordet var Gud. Men er det ikke det, som jeg altid har sagt, og giver kristendommen mig ikke ret i, at bare vi søger længe nok, så finder vi til sidst tilbage til den første begyndelse, og så får vi en flig af Guds herlighed at se? – Jeg vil gå hjem og søge videre, og en dag skal det nok lykkes mig. Så jeg takker Johannes og det kristne budskab for den kyndige vejledning og skynder mig hjem.”

Nu griber Johannes fat i spekulanten og siger: ”Vent lige lidt! Der er vist noget, som du har misforstået grundlæggende. Sagen er, at du hele tiden har vandret i mørket, som ethvert menneske gør uden Guds ord, og i dette mørke hjælper din fornuft dig ikke spor. Din fornuft kan hjælpe dig med mange ting, hvad angår din tilværelse, din virkelighed, dit forhold til næsten og til samfundet. Fornuften er kort og godt en af menneskets mest fornemme egenskaber, men den kan ikke føre dig til Gud. For du har konstant været på vildspor og er det stadigvæk. Da du mente at søge Gud, søgte du dit eget. Da du mente at finde klarhed, fór du vild i mørket, og da du mente, at du nogensinde kunne nå Gud i hans skjulte majestæt, legede du blindebuk og fandt ham aldrig.”

”Sagen er, at du har vandret i mørket, og at der har siddet en troldsplint i dit øje fra begyndelsen, der gjorde, at du ikke kunne finde Gud. For der er et mørke, som har hvilet over menneskeslægten, og dette mørke angår ikke menneskets fornuft, men er født ud af menneskets synd og vantro. Der har altid været noget tvetydigt over fornuften. Menneskene har brugt den både til at bygge udryddelseslejre og gaskamre og til at opfinde livsvigtigt medicin og udforske universets hemmeligheder. Tvetydigheden kommer af, at fornuften ikke er sin egen herre, men tværtimod fra første færd har været en lakaj, der solgte sig selv til den højstbydende. Den har været underlagt en langt stærkere kraft, nemlig menneskets syndige vilje til magt og drift imod at blive Gud i sit eget liv og tilværelsens suveræne herre. Hvad menneskene har manglet, er ikke fornuft, men tro.” Johannes fortsætter med at tale og siger: ”Hvad godt der end er at sige om fornuften, er det i forhold til Gud troen, som det hele kommer an på. Og den tro, der er tale om, er vel at mærke ikke en tro, der slavebinder mennesket i et nyt mørke og reducerer mennesket til en fjernstyret robot, men en tro, der sætter mennesket i frihed og gør det til Guds kære barn. Dog bestod din største fejl i at mene, at dit forhold til Gud kom an på din søgen efter ham, at det først og fremmest var op dig at finde ham. For han har hele tiden været undervejs til dig, og hele dit liv blev anlagt på, at han ville møde dig. Han søgte, mens du vandrede i mørket. Han kom dig til undsætning, da du var ved at gå til bunds. Han fandt dig, da du var faret vild. Det ord, der var i begyndelsen, er det ord, som blev kød i Jesus Kristus, og som lyder ned til dig på kirkebænken. Du behøver altså ikke at søge Gud, for han har allerede fundet dig. Det drejer sig altså ikke om, at du skal søge efter en første begyndelse eller søge Gud, men at han begynder forfra med dig nu i dag ved at lade dig høre budskabet om det ord, der blev kød – dvs. om hvordan Gud lader sin søn føde ind i menneskenes virkelighed og historie. Dermed er der tale om en ny skabelse. Gud giver mennesket en ny begyndelse, hvor alting bliver til på ny. Andre religioner handler om, hvor mennesket skal søge, og hvad det skal gøre for at finde Gud, men ikke det kristne budskab. For det handler nemlig om, hvordan Gud kommer til mennesker i Jesus Kristus. Dybt bevæget i sit inderste opsøger Gud det fortabte menneske for at frelse det og befri det ud af mørket. Han er så fast besluttet på, at hans nåde og kærlighed skal sejre, at han lader sin søn gå gennem lidelse og død ud i den yderste tomhed for at frelse det fortabte menneske og genrejse den faldne. Det mest koncentrerede udtryk for det kristne budskab er det kristne kors, for Gud åbenbarer her rækkevidden af sin tilgivelse og kærlighed. Så langt er Gud villig til at gå for din og min skyld for til sidst i sin søns opstandelse at åbenbare, at hans kærlighed til os overvinder alt – selv synd og død. Sådan er det med det kristne budskab. Guds nåde og kærlighed kommer altid først. Hans nåde og kærlighed er, som de gamle udtrykte det, forekommende. Altid er Gud først, fordi han søgte mennesket, før mennesket selv vidste af det. Han frelste mennesket, før det overhovedet havde erkendt, hvor meget det var fanget i mørket.” Nu spørger spekulanten: ”Hvor er ordet, der var i begyndelsen, at finde?” Her svarer Johannes: ”Du finder det i de ord, som du hører netop nu. I evangeliet, i prædikenen, i salmesang, dvs. i ganske almindelige menneskeord, er Guds skaberord at finde. Hvor evangeliets vidnesbyrd lyder, er Guds skaberord selv at finde. Sådan har det været, siden Gud gjorde sin søn til sin tolk og dermed lod mennesker vide, at vil de virkelig have med Gud at gøre, får de det kun gennem Jesus Kristus og budskabet om ham. Dersom du virkelig lytter efter, vil du erfare, at det er Gud selv, der taler til dig, og at det er Gud selv, der møder dig. Det ord, der var fra begyndelsen, lader han dig høre netop i dette øjeblik. Han fortæller dig, at dette budskab altid var bestemt for netop dig. Dog vil han ikke tvinge dig, for troen sker i frihed. Dersom du tager imod Guds ord til tro, da vil du erfare, at alting bliver nyt.” Herefter siger Johannes amen og lader spekulanten gå hjem. På vej hjem kan spekulanten spekulere over, hvor mærkeligt dette budskab egentlig er. filosoffer og søgende sjæle har gået og funderet over tilværelsens mening og skuet op mod himlen og tænkt, at et eller andet sted derude hos den skjulte Gud lå meningen med alting skjult. De har forsøgt at kikke Gud i kortene og at aflure ham de sidste hemmeligheder. De har haft så travlt med at kikke op i luften, mens de tænkte dybsindigt over tilværelsens første principper, at de slet ikke har bemærket, at de blot behøvede at bøje sig ned mod dette lille barn i krybben for at høre, at netop der begynder Gud helt forfra med mennesket og nyskaber tilværelsen fra grunden.

note 1: Se Luthers Heidelbergteser XX. ”Navn af teolog fortjener den, som forstår Guds synlige og udadvendte væsen ad den vej, at han får indsigt deri igennem lidelse og kors.” Modstillingen mellem korsteologi og herlighedsteologi stammer netop fra disse teser.


Claus Thomas Nielsens svar på ovenstående kan læse her.