Udskriv

Sensationelle Dagbogsoptegnelser

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 83, 2009, nr. 8, oktober, s.173-174.

Vi er kommet i besiddelse af nogle dagbogsoptegnelser, formentlig skrevet af en ældre præst på Salling omkring år 2029. Betydningen af disse notater stod os straks klar. De viser med al ønskelig tydelighed, hvad der kom ud af den standende debat om stat og kirke, talen om præsterollen, præsternes ønske om mere ledelse, søndagsfri og fem dages arbejdsuge, den stigende administrationsbyrde, bureaukrati og djøfisering. I jævne ord skildrer denne navnløse præst sin arbejdsdag og maner læseren til eftertanke.

Originalmanuskriptet, hvis ægthed vi indestår for, opbevares et sikkert sted. Af sikkerhedshensyn kan vi ikke oplyse, hvordan det er kommet os i hænde. Der er tale om et grønt, ulinieret hæfte, 16 x 21 cm., omfattende 8 håndskrevne sider. Formentlig fordi præsten nærede mistillid til sikkerheden på sin DNK-computer, lå hæftet nederst i en skrivebordsskuffe, stukket ind i en kirkeministeriel betænkning. Notaterne er ikke dateret, men på hæftets omslag står med samme håndskrift tallet 2029. Hæftets serienummer bestyrker denne datering. Det pågældende trykkeri bekræfter, at dette nummer først vil anvendes om 20 år. Med eneret offentliggør vi her den fulde ordlyd:

Jeg vågner kl. 7.30 ved at min i-phone ringer på mit natbord. Jeg har sovet over mig. Det er kirkemanageren, der ringer nede fra præstehuset: Der var morgenbriefing om en halv time, siger han. Jeg er ved at være for gammel til det sjov, men efter det 64. år får man fastholdelsesbonus, og den er svær at undvære efter den seneste lønreform. Jeg kommer i tøjet og på cyklen, og når lige at stemple ind kl. 7.59. Vores morgenbriefing foregår i præstehusets fælleslokale. Vi er 22 præster forsamlede, foruden Torben, kirkemanageren, som er jurist og sekretæren Ida. Mine yngre kolleger er ankommet for længst. De har alle præsteskjorter på, sort eller lilla med lille hvid flip. Nogle af mine kvindelige kolleger har en lille blondekant på kravens underside. Selv er jeg i civil. Egentlig skal jeg have uniformen på, men jeg tror, Torben ser stort på det, fordi jeg alligevel kun er her et par år endnu. Vi lægger ud med at synge et par salmer af Holger Lissner og Svein Ellingsen, for at vi kan komme i den rette stemning. Jeg døjer med melodien, men vi har heldigvis klaver. Så fordeler Torben dagens opgaver. Jeg har endnu ikke rigtig vænnet mig til det, men mine kolleger er meget glade for det. Det minder mig altid om en politiserie, de sendte engang for mange år siden. Hvad var det nu, den hed? Og Torben plejer såmænd også at slutte af med at sige: ”og husk, vær forsigtige derude”! Nå, jeg slipper for at være besøgsven eller stå skolepatrulje i dag. Det var noget af prisen, for at stat og kirke ikke blev skilt for nogle år siden. Som et kompromis mellem regering og opposition skulle præsterne bl.a. bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i hjemmeplejen og skolesektoren. Præsten er jo også en slags omsorgsmedarbejder. Nå, jeg vinder distriktsvagten. Det er en ren loppetjans. Jeg sætter mig ud i en af ”kirkebilerne”, en ret lækker sort varevogn med et sølvkors malet på siden og et www.dinfolkekirke.dk. Distriktsvagten svarer lidt til gamle dages bogbus. Bagi er der indrettet et kontor med skrivebord og alt computer-tilbehør. Dertil hjemmeberettelsessæt, præstekjole, messehagel, folkekirkepallium og en mobil døbefont på hjul. Ude foran alle Sallings kirker er der et skilt med ”kirkebilen”. Det er der, jeg stopper. Jeg begynder ude i Hem. Her holder jeg fra 9.17 til 9.43 og kan kigge over på den gamle præstegård, som nu er solgt til en arkitekt. Så videre til Hvidbjerg, hvor jeg holder fra kl. 10.01 til 10.29. Der kommer aldrig et øje, så jeg har god tid til at beregne min kørsel. Det tager temmelig lang tid. Den første tur fra præstehuset til Hem er skattepligtig, mens turen fra Hem til Hvidbjerg er skattefri, såfremt turen køres tirsdage og onsdage før kl. 12.21, og der ikke gøres ophold på vejen. Turen videre til Brøndum er skattefri halvdelen af vejen, medmindre kørslen foregår en fredag, og der er blevet ringet efter mig. Jeg har en bærbar pc, hvor jeg taster ind. Hvis jeg begynder, lige som jeg ankommer til en kirke, er jeg færdig, når den halve time er gået, så det forstyrrer faktisk, hvis der kommer nogen. Det hele er blevet gennemprøvet af en konsulent med et stopur, så det er svært at lave numre. Men kørepengene er gode. Nuvel, klokken 12.10 er jeg tilbage ved præstehuset. Efter en let økologisk frokost og en kop Tanzaniakaffe har jeg et møde med min supervisor. Hun og jeg skal gennemgå min begravelsestale til på fredag. Hun hedder Camilla og kunne være min datter, men hun er altså supervisor for mig. Hun er egentlig uddannet i religionsvidenskab, men hun blev præst under nødordningen af 2014. Hun skrev vistnok speciale om vor store kirkefader, Erik Norman Svendsens bryllupstaler. Carina er ikke rigtig tilfreds med min tale. Som tempeltjener – ja, sådan kalder vi os selv – er det vigtigt, at vi trøster og beroliger. Det nye cirkulære fra religionsministeriet indskærper, at det netop er vores fornemste opgave. Derfor mener hun, at jeg skal tale om, hvordan livet er stærkere end døden, og at afdøde lever hos Gud. Hun foreslår, at jeg beskriver, hvordan den døde nu er blevet til en engel eller en stjerne, der sidder oppe på himlen og kigger ned til os. Den skulle være god at forstå for børnebørnene. Jeg er lidt træt bagefter. Men det kan ikke nytte noget. Jeg har et møde med menighedsrådet, dvs. formanden og kontaktpersonen. De er lidt utilfredse med, at jeg ikke har haft gudstjeneste i kirken den sidste måned. Det er heller ikke rigtig godt, men efter at 37-timers-arbejdsugen blev indført for præster, er der ikke noget at gøre. Vi har fri tre søndage om måneden. Den fjerde har vi søndagsvagt i tre eller flere kirker, alt efter hvilket præsteteam, vi er tilknyttet. Sidste søndag havde jeg noget afspadsering, og da vi skal afspadsere, var der ikke noget at gøre. Formanden ser ikke tilfreds ud. Hun mener selv, hun som menighedsrådsformand er min chef, men jeg er jo statsansat. Da klokken er hen ad 13.32 sidder jeg på mit kontor, det er nr. 14 på gangen til højre. Der er en del skrivebordsarbejde at passe. Først skal jeg indrapportere tjenestefrihed. Vi har et særligt program, vi skal indrapportere på. Det er ganske smart, men også lidt indviklet. Min skærm er koblet til en storskærm nede i fællesstuen, så vi ved morgenbriefingen kan se, hvem der har fri de næste dage og hvorfor. Jeg skal indrapportere mine mødetider og timetal. Dertil skal jeg gøre rede for, hvem der har vagt i mit fravær. Jeg har listen ved siden af mig, men det er svært at overskue, for der er nogen, der har byttet, og jeg er nødt til at sætte den rigtige på telefonsvareren. Klokken 14.50 mødes vi i fælleslokalet. Torben er ikke kommet, så jeg sidder lidt og tager et par vejrtrækningsøvelser for at stresse af. Mine kolleger udveksler strikkeopskrifter og prædikenvejledninger. Så endelig kommer Torben. Han har nogle praktiske meddelelser, og så synger vi den gamle sang: Vi præster kan også være bange. Det er rart at synge lidt sammen, inden man skal hjem. Det gør, at man føler sig knap så ensom. Der er egentlig menighedsmøde i aften, men jeg har opbrugt mine mødetimer, så jeg sætter telefonsvareren til og kører hjem.


(Der blev i 2010 gjort endnu et fund: Dagbogsoptegnelser II – som kan læses i Tidehverv, nr. 4, april, 2011. Dagbogsoptegnelserne stammer sandsynligvis igen fra sommeren 2029, "og vi står hermed atter med en helt unik mulighed for at se de fremtidige konsekvenser af vores samtids kirkepolitiske beslutninger").