Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Søndag sexagesima

Af Thorkild Skjerbæk. Tidehverv, 1951, s.65-67.

Almindeligvis vil man vel ikke være fristet til at bruge udtrykket "optimisme" i forbindelse med Jesu forkyndelse.

Jesus var en opgørets mand. Han sagde som regel sin mening rent ud og tilmed i så skarp en form, at han kom til at virke udfordrende. Gang på gang bragte han sin samtid til raseri ved det, han sagde. Og Jesus var heller ikke selv blind for, hvad virkning hans optræden kunne få. Han gjorde sig ingen illusioner om den fremtid, der ventede ham og dem, der sluttede sig til ham. Lidelse, forfølgelse og kors var, hvad der stod forude.

Og så kan man alligevel nu og da fristes til netop at gribe til udtrykket "optimisme" om det, Jesus havde at sige til sine medmennesker. F. eks. denne lille fortælling om bondemanden, der er ved at tilså sin mark.

Men vi skal jo måske nok prøve at høre fortællingen, som den vel har lydt for tilhørerne første gang. D. v. s. glemme alle udlægninger af den, alt det pindehuggeri, der i tidens løb har kløvet den så grundigt, at der ikke er blevet nogen fortælling tilbage. Også glemme den udlægning af lignelsen, der i alle tre evangelier er overleveret som Jesu egen udlægning. Hvordan det end forholder sig med den, må det umiddelbart forekomme tvivlsomt, både om Jesus overhovedet har givet sig af med at udlægge sine egne lignelser, og ialtfald da om denne udlægning virkelig kan være Jesu egen. Handler den dog ikke om noget helt andet end lignelsen selv?

Hvis vi prøver at se bort fra alt dette, er lignelsen jo - som så mange andre af Jesu lignelser - simpelthen en hverdagshistorie, uden videre forståelig for enhver: Bondemanden går ud over sin mark for at så den til. Det foregår på god gammeldags maner. Han følger kornet på dets vej fra hånden til jorden. Og så kan han selvfølgelig ikke undgå at lægge mærke til, hvordan en del af det havner, hvor det ikke vil have nogen vækstmuligheder - på de nedtrådte stier, i den jord, der kun er et tyndt dække over klipperne, mellem tjørn og tidsel (nå, ja, en mark i jødeland så noget anderledes ud, end marker gør hos os, sådan som tilsåningens teknik også var en anden dengang - men ellers skal der vel ikke så megen fantasi til, for at bondemandens arbejde står levende for os). Og sådan er det jo: noget går til spilde, det kan ikke være anderledes. Men af den grund at tabe modet og opgive at tilså markerne ville dog være komplet meningsløst. For der er jo da også en del, der falder i god, dyrket jord, vokser op og en dag er modent til høst. Det vil måske komme til at give mange fold - 30 eller 60 eller endda 100 fold! Kan man ikke godt kalde dette for en slags optimisme? Den optimisme, som ingen af os kan leve foruden. Man kunne også godt kalde det tillid - at være tillidsfuld, fortrøstningsfuld over for livet, at vort arbejde dog ikke vil være fuldstændig forgæves, vort liv ikke skal aldeles mislykkes, selvom så meget falder i skår. Denne optimisme, denne tillid hører simpelthen med til vor natur. Hvis vi altid og alle vegne kun kunne få øje på det, der mislykkes, ville vi ikke kunne være til. Vi går simpelthen ud fra, at det må lykkes - stort set.

Sådan kunne man altså høre denne fortælling. Sagt til mennesker, der i andre af livets forhold havde sat deres optimisme over styr - for det kan der ganske rigtig så tit være al god grund til. Men se på bondemanden! Han ved godt, at noget må gå til spilde. Men han opgiver ikke af den grund. Han ved dog også, at noget vil spire og vokse og en dag kunne høstes!

Kan det nu tænkes, at det er en sådan "optimisme", Jesus har villet forkynde?

Det virker ikke umiddelbart sandsynligt, at hans prædikens indhold skulle have været optimisme sådan i al almindelighed. Og hvis vi kan slutte noget ud fra den sammenhæng, hvori evangelierne bringer lignelsen, så er den optimisme, der lader sig finde i lignelsen knyttet til noget ganske bestemt, nemlig "ordet"s kår her i verden.

Man kan nok forstå, om Jesus nu og da kunne tabe modet. Så megen modvilje, så lidt forståelse han mødte for det, han ville. Hvordan skulle det gå med det Guds rige, han talte om, når mennesker stillede sig så ligegyldigt, afvisende eller direkte fjendsk. Og det var jo ikke noget, der blev bedre med tiden. Tværtimod. Jo mere Jesus talte om Guds rige, des stærkere blev modsætningen til de toneangivende, folkets lærere og ledere.

Måske er det med dette i tankerne, at Jesus fortalte om bondemandens fortrøstningsfulde arbejde med at tilså sin mark. Måske - vi ved det ikke.

Vi ved kun, at det var sådan, man siden huskede hans lignelse. Og så kom interessen mere og mere til at samle sig om en forklaring på, hvorfor "ordet" havde så ringe kår i verden. For sådan blev det jo ved med at være også den første lange tid efter Jesu død. Så uddybedes mere og mere dette om de forskellige tilfælde af dårlige vækstbetingelser - alt det, vi kender så godt. Resultatet blev med tiden mange og lange prædikener om al den dårlige jord, der findes, hvis mening og sigte som regel har været advarsler derimod. Formaninger mod at give djævelen lejlighed til at stjæle ordet ud af menneskehjerter, mod at lade verdens fristelser blive stærkere end ordets magt, formaninger til udholdenhed i modgang og forfølgelse.

Om alt dette kan der sikkert siges mange rigtige og nyttige ting. Men enhver kan dog vist uden vanskelighed høre og fornemme, at vi er kommet så langt væk fra Jesu fortælling om bondemanden ved såningen, at den egentlig slet ikke kan findes mere i alle disse udlægninger og forklaringer? Og det er mærkeligt, at den mistanke ikke oftere er slået ned i lignelsens mange udlæggere, at skal lignelsen forstås i den retning, som det sædvanligvis sker, så forkynder den en ubarmhjertig lære om de fleste menneskehjerters uforanderlige hårdhed og slethed. Alligevel er det usandsynligt, at Jesus skulle have prædiket optimisme slet og ret. Der er ialtfald nok det rigtige i evangeliernes gengivelse af lignelsen, at den i Jesu mund har været en tale om Guds rige - det, han talte om med alt, hvad han sagde. Men han talte blot anderledes om Guds rige, end det almindeligvis gengives, når man udlægger lignelsen i stil med det, vi allerede kan finde i evangelierne. Ja, netop i udlægningen af lignelsen om sædemanden finder vi den afsporing, der har været så skæbnesvanger ned gennem tiderne. Den er så gammel som evangelierne selv. Ordet om Guds rige bliver forvandlet til en "sag", hvis fremgang eller stilstand eller tilbagegang mennesker er optaget af.

Sådan har verden og verdenshistorien jo været rig på "sager" - bevægelser, som har haft det ejendommelige ved sig, at man hurtig glemte, hvad der oprindeligt var sagens og bevægelsens indhold og mål, og i stedet viede man sin interesse og sine kræfter til at skaffe sagen tilhængere og få bevægelsen til at vinde udbredelse.

Sådan gik det også kristendommen. Den blev netop en "sag", en bevægelse. Mennesker drog ud i verden - ikke blot for at forkynde det samme budskab, som Jesus havde forkyndt, men for at agitere og vinde tilhængere for den sag, budskabet var blevet. Og så måtte interessen selvfølgelig snart komme til at samle sig om, hvor mange tilhængere det var muligt at få, og en forklaring på, hvorfor ikke mange flere ville slutte sig til en så fremragende bevægelse. Det er - kunne vi vist godt sige - ånden i den udlægning af lignelsen om sædemanden, som vi allerede kan finde i evangelierne. Men det er ikke Jesu ånd. Det er missionærernes, agitatorernes ånd!

Og sådan er jo den mest udbredte opfattelse af, hvad kristendom er, også i vore dage - Gud bedre det! Måske mere end nogensinde er kristendommen en sag. Man agiterer for den. Man deler menneskenes børn i tilhængere og modstandere. Og så kan man selvfølgelig godt forstå, at mennesker kan vie mange kræfter til jordbundsanalyser i de dybe og dunkle menneskehjerter! Sikkert kan der også nok være brug for et optimismens ord, når Guds riges sag og fremgang skal kunne aflæses af kirkegang, tilslutning til kristelige møder, de kristelige anskuelsers udbredelse o.s.v..

Men det er ikke den optimisme, vi taler om her, i forbindelse med sædemanden. For alt dette har ikke ret meget med Jesu tale om Guds rige at gøre - eller helt nøjagtigt: det har slet ingenting at gøre dermed!

Så lad os hellere springe alle udlægninger over og simpelthen lade fortællingen handle om den optimisme, vi mennesker ikke kan leve foruden. Det kan vi vel nok have brug for nu og da at høre lidt om. Når livets modgang får os til at stirre os blinde på vanskelighederne og alt det, der mislykkes. Det hjælper ikke at tabe modet og give op. Det er også naturstridigt at gøre det. Lige så naturstridigt, som hvis bonden holdt op med at så, fordi han ikke kunne undgå at lægge mærke til, hvor meget af kornet der går til spilde!

For i en hvis forstand er det sikkert netop den optimisme, der lever i Jesu ord. I virkeligheden er der nemlig slet ikke her tale om optimisme sådan i al almindelighed, denne blåøjede friskfyragtighed, der klarer alle vanskeligheder og alt besvær ved simpelthen at lukke øjnene derfor. Den slags optimisme findes, bevares, det er vel oven i købet det, man ofte mener, når man taler om optimisme. Men den slags har man også andre navne for: livsløgn, livsflugt - for at nævne et par stykker.

Jesu optimisme lever ud af en stædig seen virkeligheden i øjnene. Han kender verden og livet og menneskene. Han ved om lidelse, nød, modgang, tvivl, frygt - alt det, der kun altfor ofte knækker mennesker. Han ved også, at mennesker ikke ret ofte bryder sig om at høre, hvad han har at sige derom. Han ved, at de som regel hellere vil lukke øjnene for livets kår eller glemme vanskelighederne ved at bruge kræfterne på alle de mange verdensforbedrende sager og bevægelser.

Alligevel er han optimist. For han tror på Guds rige. Deri består hans optimisme.

Men Guds rige er for ham netop ikke en sag, der er afhængig af tilslutning og tilhængere. Derfor kaldes det dog Guds rige. Det er ikke et rige, mennesker skal oprette og udbrede. Hans optimisme består i, at han ser Guds rige overalt, eller at han overalt ser verden og livet og menneskene i lyset fra Guds rige - hvordan man nu vil udtrykke det.

Jesu optimisme består i, at han overalt tør tro på, at Guds gode og kærlige vilje vil sejre og råde, hvordan livet så end tager sig ud for en begrænset menneskelig erfaring. Og Gud er ikke den tyranniske, hævngerrige og rethaveriske despot, sådan som mennesker så tit danner ham i deres eget billede. Han er den, der vil kaldes for fader. Han kender vor nød og trang, han lytter til menneskers bønner og sukke. Hvorfor da tabe modet!

Lad være, at bonden kan få mismodige tanker, hvis han for en stund kun lægger mærke til det korn, der falder langs markens kanter, på stierne, blandt tjørn og tidsel - det er kun for et øjeblik, så har han atter blikket rettet mod marken som helhed. Snart ser han det spirende korn, den bølgende mark og den tilstundende høst - ellers ville han da være en mærkelig bonde!

Lad os afvise enhver fristelse til at udlægge og finde betydning i de enkelte led af fortællingen, om kornets skæbne på vejen, mellem tidslerne og på klipperne. Det kan kun føre på afveje.

Måske skulle der en anden gang fortælles en historie om at dyrke og frugtbargøre jorden. Måske vil den bedre kunne udlægges i enkeltheder, så at vi forstod, at lidelse og nød og modgang kan have sin betydning i Guds arbejde med os genstridige og selvrådige mennesker. Den selvrådighed og genstridighed, der f. eks. kan give sig udtryk i en falsk optimisme, der i virkeligheden blot er dække over en hensynsløs egoisme. For en sådan findes jo også: bare det går mig godt her og hisset, så skidt med de andre. Men det ville altså være en anden historie.

Skønt nej, den ville jo også komme til at handle om det samme: om troen på Guds rige og den optimisme - livets sande og virkelige optimisme, som gælder dette vort almindelige, jordiske liv - der i nød og modgang, i lidelse og anfægtelse alligevel klynger sig til

at den gode jord hernede,
tro og håb og kærlighed,
rense vil Gud selv og frede
til en himmelsk frugtbarhed!