Af Terkel Tikjøb. Tidehverv, 1989, s.39-40. (Matt.20,20-28).

13. søndag efter Trinitatis 1988 - Tekst: Matt. 20,20-28.

Det var folketingets formand, socialdemokraten Svend Jakobsen, der forleden på et møde med amtsrådsforeningen udtalte, at det offentlige var blevet et stort og tyngende problem. Efter hans mening ikke alene p. g. a. dets økonomiske forbrug; nej, det vigtigste, sagde han, er, at befolkningen ikke mere opfatter det offentlige som deres serviceapparat, men som deres modpart. Eller sagt med de ord, der præger prædiketeksten i dag: det, der skulle være en tjener, er blevet vores herre. Det offentlige skulle være til for vores skyld. I stedet oplever mange mennesker det således, at de er til for det offentliges skyld.

Herre og tjener. Endnu i min barndom var der ikke noget odiøst i at ville herske, at have magt og bruge den. På landet kunne nogle få storbønder ofte bestemme alt i et sogn. Jeg husker endnu en af dem, der i flere år insisterede på at være den i sognet, der betalte mest i skat. Sådan måtte det passe sig for en stormand, mente han. I dag ville man sikkert se skævt til den magt, disse mænd besad. Sådan tænkte man ikke dengang. Og ofte havde de såmænd også retsind til at forvalte deres magt. Det er ikke så få gange, et gammelt menneske har fortalt om, hvordan denne eller hin storbonde også forstod at hjælpe dem tilrette, der sad i små eller vanskelige kår. Nå, det skal ikke idylliseres. Det modsatte har sikkert også fundet sted. Menneskelige egenskaber er ikke ligeligt fordelt.

Herre eller tjener. Der er ikke mange herskere, der har haft større magt over deres undersåtter end zarerne i det gamle Rusland. Bønderne levede da også stort set et elendigt liv og var holdt nede i uvidenhed og fattigdom. Men da folkets tjenere kom, Lenin og senere Stalin, da kom folket fra asken i ilden. Millioner af bønder blev henrettet. Andre millioner døde i fangelejre.

Herre eller tjener. I forrige århundrede og i begyndelsen af dette besad de store søfartsnationer i Vesteuropa kolonier over snart sagt hele verden. Især herskede englænderne over kolossale områder i både Afrika og Sydøstasien. Den indfødte befolkning var billig arbejdskraft. Den levede ofte under kummerlige kår, skønt de europæiske herskere sjældent var mere brutale end deres indfødte forgængere. Mange steder fik den indfødte befolkning også en lille bid af den økonomiske velstand, europæerne overalt førte med sig. Men rart var det næppe at være under disse fremmedes åg, og op i vort århundrede rejste der sig da også overalt modstandsbevægelser, der ville tjene de indfødte befolkningers sag. Overgangen til selvstyre blev blodig. Især hvad angår Afrika vil det være vanskeligt at hævde andet end at folkets tjenere viste sig at være langt værre end folkets herrer. Jeg vil ikke forsvare koloniherredømmet - og i vor tid passer det næppe - men det må være rimeligt at konstatere, at kontinentet endnu bløder. Hersker eller tjener?

Nu er dette jo ikke noget historisk eller politisk foredrag. Derimod har det foregående skullet tjene til en påpegning af, at forholdet mellem det at herske og det at tjene nok ikke er så ligetil, som vi gerne vil gøre det. For enkelte gange kan herskerne faktisk godt være tjenere, medens det næsten altid er sådan, at de, der vil være tjenere, kun ønsker at tjene på deres egne præmisser, og derfor hurtigt viser sig slet ikke at ville tjene, men herske. Sådan er det åbenbart med os mennesker. Vel findes der både kærlighed, ægte ydmyghed og tjenersind iblandt os. Men det findes de underligste steder og kommer måske til udtryk der, hvor ingen havde ventet at finde det. Og hvor vi ventede at finde tjeneren, ja, der er tjeneren jo altid et jordisk menneske, der hænger ved sig selv, sin egoisme, sit magtbegær, sin herskertrang. "Ved støvet hænger dog min sjæl, og slangen bider i min hæl, skønt du dens hoved knuste".

Derfor er det nok værd at lægge mærke til én bestemt sætning i prædiketeksten til i dag. Efter at Zebedæussønnernes moder har bedt for sine sønner, at de måtte få de fornemste pladser i Himmerriget, og efter at Jesus har tilbagevist dem ved at pege på Guds majestæt: hans alene magten - da slutter han med at formane til tjenersind "ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange".

Det er i denne sidste sætning, hele historiens vægt ligger. Til Zebedæussønnernes store ord om, hvor meget de både havde gjort og ville gøre, til alle menneskers velmente, varme og idealistiske tale om tjenerskab og tjenersind lyder der dette Nota Bene: "ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange".

Dér er vi sat på plads. For vi vil gerne tjene. Men ikke som Menneskesønnen. Ikke uden magt, ikke uden ære, ikke uden den mindste succes, ikke når det kun går den forkerte vej, ikke når alle forlader én på den vej, der ender på korset under den lukkede himmel. For på den måde er det jo nytteløst, mener vi. Og hvorfor skulle man tjene, hvis det ikke nytter?

Derfor fortsætter vi med at tjene på vores egen, effektive facon. "Vi efter skygger jager og mangen kunst opdager og kommer længer fra vor vej". Ja, vi opdager for sent, at det, vi søger, den kærlighed som er livet selv, den fås kun ved det tjenerskab, som er menneskesønnens, ikke ved vore kræfter, ikke ved al vores gode vilje, men kun af nåde.

I Gösta Berlings Saga fortæller Selma Lagerlöf om den gamle bonde i Högberg, der ligger på sit dødsleje. Omkring ham står hans hustru, hans børn og tjenestefolk. Han har været lykkelig, rig og anset. "Jeg har været en flittig arbejder og en god husbond", siger han. "Jeg har elsket min hustru som min højre hånd. Jeg har ikke ladet mine børn vokse op uden tugt og pleje. Jeg har ikke drukket. Jeg har ikke flyttet markskel. Jeg har ikke pisket på hesten op ad bakkerne. Jeg har ikke ladet køerne sulte om vinteren". Og omkring ham gentager de grædende tjenestefolk som et ekko: "Han har været en god husbond. Å, herre Gud! han har ikke pisket på hestene i bakkerne, han har ikke ladet køerne sulte om vinteren". En fattig mand er ubemærket kommet ind ad døren for at bede om et måltid mad. Det er kaptajn Lennart, der ved andres bedrag og bagtalelse er blevet frygteligt vansiret af livet, så han har mistet alt og er blevet forstødt af sin egen hustru. Han hører den døde, der nu igen begynder: "Jeg har ryddet skov, jeg har udtørret moser... " o. s. v. Og igen gentager tjenestefolkene og børnene bekræftende. "Gud vil nok give mig en god plads i sit himmerrig", siger den gamle. "Vorherre vil nok tage godt imod husbond", siger tjenestefolkene.

Men nu griber forfærdelse den fattige ved døren, ham, der i lange år har været Guds kastebold. Han går hen til den syge og tager hans hånd. "Min ven", siger han, og hans stemme skælver af bevægelse, "har du betænkt, hvem den Herre er, for hvis åsyn, du snart skal stedes? Han er en stor Gud, en vældig Gud. Verdener er hans agre, stormen hans hest. Store himle skælver under hans fodtrins vægt. Og du stiller dig overfor ham og siger: "Jeg har kørt i lige furer, jeg har sået rug, jeg har hugget skov". Vil du rose dig overfor ham og måle dig med ham? Træd ikke frem for Gud med store ord", vedbliver vandringsmanden. "De mægtige er som tærsket halm i hans lade. Hans dagværk er at bygge sole. Han har gravet havene og rejst bjergene. Bøj dig for ham, du flygtende menneskesjæl. Kast dig i støvet for din Herre og din Gud. Guds storm farer hen over dig. Bøj dig! Grib fat som et barn i fligen af hans kappe og bed om beskyttelse".

Den syges øjne står vidt åbne, hans hænder folder sig, men det lyser op i hans ansigt. "Menneskesjæl, flygtende menneskesjæl", udbryder vandringsmanden. "Så vist som du nu i din sidste stund har lagt dig ydmygt ned for din Gud, så vil han tage dig som et barn på sine arme og bære dig ind til himlens herlighed".

Den gamle drager et sidste suk og alt er forbi. Kaptajn Lennart bøjer hovedet og beder. Alle i stuen beder med tunge suk. Da de ser op, ligger den gamle bonde i stille fred. Hans øjne synes endnu at stråle af genskinnet af herlige syner, hans mund smiler, hans ansigt er skønt. Han har set Gud.

Amen.