Af Svend Holm-Nielsen. Tidehverv, 1954, s.77-78. (1.kor.15,21-28).

1. Kor. 15. 21.-28.

Salmer: 308-519-640-522.

HVAD vi her har hørt, er et stykke typisk teologi. Det er ganske vist ofte sagt, at det nye testamente indeholder den karske og rene forkyndelse, og at kirken senere har spærret den inde i et teologisk system eller i mange forskellige teologiske systemer - vexlende med forskellige tider. Det er ikke rigtigt og bliver ikke rigtigt, hvor ofte det end gentages. Forkyndelsen som den har lydt i de ældste menigheder, sådan som Paulus har ført den ud i verden, er teologi, fordi den er menneskers tale om Gud. Det er end ikke rigtigt, sådan som det også ofte siges, at Paulus har gjort Jesu frie forkyndelse af evangeliet til teologi; det er muligt, han har ændret Jesu ord, så de blev til en anden teologi, men i al fald sådan som vi kender Jesu forkyndelse gennem evangelierne, er den teologi; hans opgør med farisæerne og de skriftkloge er et teologisk opgør, hans forkyndelse af gudsriget er en teologisk forkyndelse. Kun hvis man udvander den til at være en mere eller mindre åndelig livsanskuelse, en samling råd og leveregler for menneskers jordiske liv, er det ikke mere teologi. Og man bør på forhånd gøre sig klart, hvad det er, man ønsker at høre: en tale om Gud eller en tale om mennesket og dets muligheder. Man bør gøre sig det klart, fordi det jo virkelig er muligt at få begge dele i det nye testamente; det kommer altsammen kun an på, hvordan man hører; begge muligheder er til stede. Som regel bliver det vel til en sær blanding af begge dele, hvadenten det nu skyldes, at man ikke gider tænke sagerne til bunds, eller at man gerne vil være garderet og sikker på at møde forståelse fra alle sider; det er måske nok mest det sidste. Men det skulle dog anstændigvis ikke være for stort et krav til os som teologer, at vi gør os valget klart: enten en tale om mennesket udfra dets forudsætninger og muligheder - og så er det humanisme og ikke teologi; eller en tale om Gud - og så er og må det være teologi, uanset hvor frisk man gør sin forkyndelse.

Hvad Paulus i 1. Kor. 15. kapitel siger om døden og de dødes opstandelse er altså teologi, fordi det taler om Gud og Guds handlen med mennesket og ikke siger eet ord om menneskets egne muligheder. Og ikke blot undlader det at nævne noget om menneskets egne muligheder, men det taler på en sådan måde om Gud, at det fremgår, at mennesket slet ingen muligheder har - eller rettere sådan, at menneskets eneste mulighed er døden. "Thi fordi døden kom ved et menneske" … "thi ligesom alle dør i Adam" … det er menneskets eneste mulighed. Overfor det er menneskets holdning i tilværelsen virkelig og ganske alvorligt helt ligegyldig. Om du er en ugudelig slubbert og asocial drukkenbolt eller et menneske af høj etisk standard og i stadigt arbejde for Guds riges sag - det er i denne sammenhæng ganske uden betydning, for du har dog ikke andet end døden i vente. Og om du når vidt i livet, om du bliver een af dem, som mennesker ser op til, fuld af ånd og kristelig ydmyghed, godhed og barmhjertighed - eller om du aldrig drev det til noget, men kun hutlede dig gennem livet: din eneste mulighed er dog døden. Kort sagt: om du hører til blandt tolderne og synderne, Jesu venner, eller blandt hans modstandere, farisæerne og de skriftkloge - det er dog uden betydning, fordi du alligevel skal dø. Overfor døden er der intet menneskeligt, der slår til - det være sig så stærkt, så rigt og stort, det være vil. Døden er dommen og loven over mennesket. Så er det egentlig underordnet, om man betragter døden som naturens gang eller som Guds straf og arvesyndens følge - eller hvilken anden dogmatisk betragtning, man kan finde på at anlægge på den; den er dog menneskets undergang. Man kan jo gerne prøve på at lyve sig fra det ved at anstille sig heroisk overfor døden eller ved at lege, at man er ligegyldig overfor den. Og man kan også gerne stille sig op ved siden af Gud - som en mus ved siden af en elefant - ranke ryggen, se brysk ud og med tordenrøst sige: Døden er den sidste fjende, vi med Gud skal overvinde - det er dog altsammen kun en flugt bort fra det, som er vor eneste virkelighed: at døden er vor totale undergang og udslettelse.

I denne dødens verden og til os dødelige mennesker taler Paulus et ord om levendegørelse i Kristus. "Thi ligesom alle dør i Adam, således skal alle levendegøres i Kristus." Det er et fremmed ord, det er ufornuftigt og umenneskeligt - det kommer ikke fra menneskers verden. Og vel at mærke er det ikke kun for de vantro, at det er et ufornuftigt og utroligt ord. De troende skal endelig ikke bilde sig ind, at de har fundet de vises sten og kan gøre evangeliet fornuftigt og troværdigt; de troende skal dø som de ikke-troende, og for mennesker der skal dø er et ord om levendegørelse, om de dødes opstandelse et utroligt ord, et forargelsens ord, et ord som støder an imod alt det, der er menneskers liv. Der tales om en levendegørelse i Kristus; der er tale om, at Gud tilintetgør døden som den sidste fjende; her er ikke tale om noget hos mennesket, der finder nåde for Guds øjne, noget han kan bygge på, noget han kan puste liv i. Når mennesket er dødt, når nederlaget er fuldstændigt, så levendegøres mennesket i Jesus Kristus; når døden er fuldstændig, når alt, hvad der var menneskets, er brudt ned, så tilintetgøres døden som den sidste fjende - ikke før; den tilintetgøres af Gud - ikke af noget menneskeligt.

Om man nu vil forstå dette, som noget eskatologisk, der skal ske en gang på dommens dag - eller om man vil høre det som noget, der sker nu i mit liv, at ordet skaber liv af døde - det spiller mindre rolle. Det første er vel det letteste, fordi det er mest håndgribeligt og mest på afstand; det andet bliver ofte til noget filosofisk godtkøbssnak. Men det spiller mindre rolle, hvordan man hører det - for i begge tilfælde ligger dog dette ene i forkyndelsen, at mennesket ikke har nogen mulighed, men at alt er muligt for Gud, at alt er underlagt Gud, at Gud er alt i alle.

Men alt dette er jo altså teologi, menneskers tale om Gud og som sådan vel ikke forpligtende? Nej, selvfølgelig er det ikke forpligtende; intet i livet er forpligtende længere end man selv ønsker, det skal være det. Det er Paulus' mening om døden og livet - og det angår vel ikke mig, hvad han mener? Nej, selvfølgelig angår Paulus' meninger ikke mig. Heller ikke skal man tro, at der kan pustes liv i en forpligtelse ved at tale om skriften og Guds ord. Det er selvfølgelig kun en påstand, at det er Guds ord, - og hvad angår det forøvrigt mig, hvis ikke jeg ønsker at være forpligtet af det? Ethvert forsøg på at gøre sig selv og andre forpligtet er på forhånd mislykket. Sikkert er kun, at sålænge det kan diskuteres, hvorvidt man er forpligtet eller ikke, sålænge er det et ligegyldigt ord, man har hørt - dødt som alt andet i menneskelivet. Men sikkert er det også, at den dag man hører ordet om liv af døde, hører det sådan, at det virkelig bliver et levende ord, den dag er man færdig med at spørge, om det er forpligtende.

Og så er det vel sådan, at jo rigere man er materielt og åndeligt - og navnlig det sidste - jo vanskeligere er det at høre det som andet end et uforpligtende teologisk ord. Det har alle dage været vanskeligt for de rige, at gå ind i Guds rige. Ja, det er vel sådan, at kun den der er fattig, kun den der er død, formår at høre andet end et menneskeord i dette. Kun den som har set, at al hans åndelige rigdom var tomhed, at det var dødens bytte ligesom alt andet, kun den der ikke mere ser noget liv, men alene ved sig omgivet af døden, kun han formår at høre ordet om det dødes opstandelse, om liv hvor han kun ser død.

Ja, salige er de fattige i ånden.

Amen.