Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Det rent faktiske

Af Ole Rydal. Tidehverv, 1991, s.19-20. (Johs. 1, 35-51).

19. søndag efter Trinitatis 1990. Tekst: Johs. 1, 35-51.

Danmark har en kirkeminister, og det er en prægtig mand, der vil noget. Han vil virkelig udrette noget for den betrængte folkekirke. I sidste uge lukkede han igen op for sin pose af ideer til kirkens frelse. Det skete i en stor kronik, der begyndte sådan:"Den danske folkekirke har tiltagende problemer med at være kirke for folket. Danskerens viden om indholdet af evangelisk-luthersk kristendom kan stå på bagsiden af et stadigt mindre frimærke, og 1990-mennesket kan uden besvær klare sin tilværelse uden det kristne evangelium. Kirkedebatten er ufolkelig i betænkelig grad. Dåbstallene falder. o.s.v., o.s.v.

Disse ting er de centrale problemer, når folkekirken er til debat". Og derfor mente kirkeministeren da også, at andre mere praktiske problemer om folkekirkens opbygning, inddeling og såkaldte kompetence-forhold burde komme i anden række, men dog ikke helt i anden række. For som han videre skrev: det er "naturligvis pjat og pjank at hævde, at de strukturelle forhold ingen betydning har. Utidssvarende strukturer og antikverede arbejdsmetoder kan som bekendt lægge sin klamme hånd på al udvikling og nytænkning". Dér slap altså den prægtige og foretagsomme kirkeministers ideer ud. Folkekirkens tiltagende problemer med at være kirke for folket skulle afhjælpes ved bedre og mere tidssvarende strukturer og mere moderne arbejdsmetoder, sådan at der kunne komme gang i nytænkningen og udviklingen. I den forbindelse var det også, at kirkeministeren kunne tænke sig at nedlægge en række små og småt-besøgte kirker i tyndt-befolkede områder som faste gudstjenestesteder, - de kunne bare stå som konfirmations -bryllups - og begravelseskirker. Derved kunne man måske oven i købet spare nogle lønninger, som kunne bruges til nytænkningen og udviklingen.

Kirkeministeren var klog nok til ikke at beskrive nøjere, hvad han mente med nytænkning og udvikling. Alligevel kan man jo ikke lade være med at gætte på, at det, der lå ham på sinde, var at få kirkerne udnyttet mere effektivt, - eller at nytænkningen og udviklingen skulle bestå i nye smarte metoder til at lokke folk i kirke. Indenfor biblioteksverdenen taler nogle om at lokke nye lånere til ved hjælp af hyggekroge, kaffebarer og sodavandsautomater eller ved hjælp af videobånd og hjælpemidler til hjemmedatamaterne. Måske foresvævede der kirkeministeren noget lignende. Der er jo masser af plads i de fleste kirker, - hvorfor så ikke hyggekroge og barer (i al uskyldighed - naturligvis - ingen spiritusbevilling, som kunne genere kromanden). Her kunne menigheden så sidde og småsludre, mens præsten prædikede og degnen sang, og så ville problemerne med at være kirke for folket være løst. Joh, - det er en rigtig kirkeminister Man må sige, at det er en lykke for den samme kirkeminister, at evangelisten Johannes forlængst er død og borte. For ellers kunne han ha' risikeret, at Johannes dagen efter artiklens eller kronikkens fremkomst ville være kommet farende, og så var der blevet meget varmt i kirkeministerens kontor på Frederiksholms Kanal.

"Kirke for folket", ville Johannes ha' brølet - "der er kun een mulighed - her!" Og så ville Johannes ha' knaldet sit evangelium i bordet for næsen af den nytænkende minister. "Der er kun evangeliet, og det er for folket. Læs selv!"

*

Johannes fortalte om Jesu møde med de første 4 af disciplene. En lidt snørklet redegørelse, fordi det hele i virkeligheden drejer sig om her i det første kapitel af evangeliet at få præsenteret Jesus med alle de titler, der nu er knyttet til ham. Han er "Guds lam", "Messiasø", "den, som Moses og profeterne har skrevet om", "Guds søn og Israels konge". Store og dyre titler, og i samme åndedrag det stik modsatte: Han er rabbi eller lærer, - han bor i et almindeligt hus, han er Josef af Nazareths søn - og kan der overhovedet komme noget fra en flække som Nazareth - det er ham, der går derhenne på gaden mellem alle de andre folk på gaden. Og gennem ham skal I se "himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over menneskesønnen" - over Josefs søn. I grunden gentager Johannes bare, hvad han tidligere har sagt eller skrevet, at "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed".

Jamen, hvad er det da, Johannes vil sige. Han vil såmænd bare sige, at Gud ikke er det sære og ophøjede - det ubegribelige, men Gud er et ord, en tale ind i den enkeltes liv. En tale gennem Jesus og gennem hans liv og levned. En tale, der siger: Du, den enkelte, ensomme, dødsdømte gælder, akkurat som ham, du ser derhenne - han, der går ind i sit hus nu, og som kaldes menneskesønnen eller Guds søn. Som han - denne dødsdømte mand - er Guds søn, er du Guds søn eller datter. Hør det og 1ev og dø frimodigt - eller hør det ikke og - nå ja - fungér, hvis du kan i al din ligegyldighed og tilfældighed. Find på et eller andet at leve på - det ene kan være ligeså godt som det andet, for det er nemlig altsammen bare noget, du selv har fundet på.

Hverken mere eller mindre er det, Johannes har på hjerte. For Johannes står med begge ben på jorden - han ved, at han hører jorden til. Han ved, at ingen nytænkning eller udvikling kan ændre ved det. Hverken Freud eller Jung eller Marx eller nogen anden profet kan forandre det.

*

Der ligger en kone på hospitalet. Hun ligger der for at dø. Hun er ganske ung, og der er ingen mening skabt i det. Hun ved, at kræften har fat i hende, - alle ved det, selv om alle prøver at snakke udenom. For hvad er der at sige til det rent faktiske, at det bare er et spørgsmål om tid - om uger eller måske nogle måneder. Ingen kan sige andet end, at det er aldeles meningsløst, - at tilværelsen er blottet for mening, trods alle fine ord. Hvad er der at sige til det rent faktiske - til det komplet tåbelige - andet end dette - skøre, om man vil, som Johannes fortalte, at derhenne går Guds søn, og han ender ligeså tåbeligt. Men han er, som du, den, Gud vil. Hvad andet er der at klamre sig til? Hvad andet er der - til syvende og sidst - at give denne lille kone at kæmpe med? -

En ung mand er på vej til sin pige. Han er højt hævet over alverden, der eksisterer kun denne svimlende forventning, denne vilde lykke. Han kan alt, forventer alt - regner intet andet i verden end pigen og mødet med hende.

Det hele er uendelig skrøbeligt og udsat, - det hele er bare en tid - lang tid måske, men dog kun en tid alligevel. Det er det rent faktiske, som man selvfølgelig ikke taler om - som den unge mand ikke har tid at tænke over. Og hvad er der at sige til det rent faktiske andet end dette: At det er, hvad Gud vil, og netop derfor har den unge mand ikke andet at gøre end at lade sig beruse af sin lykke - at lade folk grine aldrig så højt af den forelskede tosse. -

En gammel mand sidder lammet og hjælpeløs i sin kørestol, en forbryder sidder i sin celle, mens hans liv går, en mand gør oprør mod et samfund, som synes ham vanvittigt, og det koster menneskeliv, til sidst hans eget, - et ægtepar sættes fra hus og hjem p. g. a. økonomien, og de er måske egentlig uskyldige, et andet ægtepar skilles, fordi der er utroskab med i spillet, - nogle er lykkelige og i den 7. himmel, andre keder sig til døde og må rastløst søge forlystelse efter forlystelse. Hvad er der at sige til det rent faktiske - dette, at tilfældigheden råder - hvad andet er der at sige end, at dette er den tilværelse, som er menneskesønnens. Hvad andet holder den samme tilværelse sammen end ordet? At over den står himlen åben og Guds engle stiger op og stiger ned over den for at tale i Jesu billede?

Det var det, Johannes ville sige eller forkynde, og det ville han, fordi han var pisket til det - fordi han stod med begge ben på jorden. Sådan lavede han kirke for folket, og andet er kirken ikke. Sådan er den altid kirke for folket, eller sådan beskæftiger den sig altid med folket, og der er ikke noget problem i det. Problemet opstår først, når en kirkeminister, eller tåbelige præster for den sags skyld - vil lægge evangeliet til side og udtænke noget andet som er mere tillokkende. Når han vil se bort fra det rent faktiske - den givne virkelighed.

Og gå så hjem til det rent faktiske - overvej det rent faktiske, og 1ev frimodigt i det. For i det rent faktiske, lyder ordet, er Gud med!
Mere er der ikke at sige!

Amen!