Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Øgleunger!

Af Ole Rydal. Tidehverv, 1989, s.163-164. (Math. 3, 8-10).

Store Bededag 1989. Tekst: Math. 3, 8-10.

Hård og stejl - ond i sindet eller hadsk var den Johannes Døber, der modtog flokken af farisæere og saddukæere ude i ørkenen ved Jordanflodens bred. Hans stejlhed og vrede kunne fuldt ud måle sig med den stejlhed og vrede, hvormed Jesus kort tid efter gik til angreb på de samme folk. Ja, der er rent faktisk overhovedet ingen forskel på Johannes Døber og Jesus i deres domstaler. Begge råber de "øgleunger" eller "kryb" efter det jødiske samfunds pæne mænd. Efter samfundets og religionens støtter! Begge er de fulde af hån mod disse mænd, - de regner dem ikke.

Den officielle prædiketekst til St. Bededag begynder med ordene: "Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig ..." Teksten er klogeligt skåret til, så den passer til dagen - bods- og bededagen. Den lægger op til en formanende tale om omvendelse og om et bedre og mere kristeligt og fromt liv efter omvendelsen.

Men denne "tilskæring" betyder også, at teksten er forvansket. At det hele handler om eller er rettet imod netop de pæne folk, - efter samfunds- og kirkestøtterne, er på den måde forsvundet, - og hvad værre er: Det er glemt og fortiet, at Johannes lige ud siger, at det er umuligt at stable et bedre og mere kristeligt eller fromt liv på benene. "I øgleunger - hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?" Hvorfra fik I den tåbelige idé, at I kunne blive anderledes og bedre mennesker? Fordi I kan påberåbe jer en fin tradition og de bedste navne, - fordi I henviser til selveste fader Abraham - bliver I ikke et hak bedre.

Johannes Døbers bods- og bedringstale har altså bestemt adresse, og der ligger bag den et helt andet syn på, hvad bod og bedring - dette at bære frugt - er.

Det er ikke alle og enhver, der får en omgang, - det er samfundsstøtterne, - det er dem, der skal vejlede andre. Det er Israels politikere, jurister, lærere og præster, der kommer under Johannes' beskydning. Det er dem, der får at vide, at de vildleder deres folk med deres pletfri liv, - med deres moralske forbedringsprogram, og det er ikke den tilfældige og simple lille Benjamin eller Miriam, som udmærket godt ved, at de ikke er og aldrig bliver særlig fine i kanten.

Og så kan enhver iøvrigt overveje med sig selv, hvor han eller hun står.

Farisæerne og saddukæerne kom ud for at høre Johannes og for at lade sig døbe. De mænd, som i forvejen stod for alt det pæne og rigtige, - de mænd, som var toneangivende på det moralske område - de mødte op for at vise deres gode moral frem. De ville lade sig døbe af Johannes for yderligere at fremhæve deres gode og rigtige sindelag - for at sole sig i det i folkets øjne: Vel står vi som ledere og lærere, vel ved vi, hvad det gode er, - men vi er skam også ydmyge, - vi ved da godt, at vi kan blive endnu meget bedre! - Den slags har altid taget stik hjem! Eller stemmer! Den slags har altid været og er stadigvæk. Johannes Døbers raserianfald er lige aktuelt.

Der raser for tiden en heftig debat omkring den tidligere justitsministers ansvar for behandlingen af den såkaldte Tamil-sag. Justitsministeriet og direktoratet for udlændinge beskyldes for at have forhalet eller undladt at behandle en række sager om familiesammenføringer, dvs. sager, hvor tamilske flygtninge her i landet har ansøgt om at få lov til her i landet at blive genforenet med deres nærmeste familie.

Det er en lang og indviklet sag, som rækker langt videre end til vores lille justitsministerium og flygtningedirektorat, og det er da heller ikke stedet at behandle den i en prædiken.

Derimod er en indgriben i sagen værd at behandle her.

Folketingets ombudsmand manden i en af rigets fornemste stillinger, en højt anset jurist, greb ind i Tamil-sagen. Han skulle eller ville undersøge, om ministeriet havde båret sig juridisk korrekt ad i sagen. Det gjorde han så, og han udarbejdede en lang rapport, som mundede ud i en skarp kritik af ministeriets og direktoratets fremgangsmåde.

Stedet er ikke heller her, hvor den lange rapport skal diskuteres eller kritiseres. Det er derimod ombudsmandens slutning og kritik.

For i slutningen eller konklusionen af rapporten sker der noget mærkeligt og for den højt ansete jurist meget kritisabelt. Manden i det fornemme juridiske embede går pludselig bort fra juraen - fra det rent lovmæssige. Fra spørgsmålet om, hvorvidt der er begået noget ulovligt, til spørgsmålet om, hvad han selv synes og mener, er godt og skidt.

Han synes, at behandlingen af sagerne har taget for lang tid. Justitsministeren syntes det ikke. Men der findes ingen lov om, hvordan lang og kort tid skal forstås.

Ombudsmanden synes øjensynligt, at der er handlet forkert mod tamilerne, og at det er synd for dem, for det må jo påpeges, "at det er sager af meget væsentlig betydning for de pågældendes familiemæssige situation, herunder forholdet til deres mindreårige børn". Ombudsmanden skifter pludselig ham - han er ikke bare manden, der skal undersøge, om loven er overholdt, nej, han er manden, der sidder med den rette moral og den rette medmenneskelighed overfor en minister, der har en anden opfattelse. Og så siger han bedrevidende: Det er "overordentlig kritisabelt", hr. justitsminister! Tænk på de små børn, tænk på, hvad disse flygtninge må lide ved, at de er flygtet fra deres familie. Jeg synes sandelig, det er uanstændigt at lade dem vente så længe! Uden at blinke, - uden at ville anerkende justitsministerens grunde til at trække sagerne ud en tid, fordi justitsministeren skønnede noget andet (og ministeren var i sin ret til som minister og ikke som jurist at skønne), - så tog ombudsmanden den for ham rette moral frem og dømte udfra den. Eller - skal man antyde noget endnu værre: Manden i det fornemme juridiske embede tog en politisk anerkendt holdning frem. Det, han mente, var bedst.

Og så falder Johannes Døbers hammer: Øgleunge! Hvordan kan du mene at være på den rigtige side? Hvem gav dig den tanke at fly fra den kommende vrede.

Vi kunne også udtrykke det anderledes: Når rigets fornemste mænd skalter og valter med deres embede og stiller sig an, som var de Vorherre selv, så må kirken trække Johannes Døber frem for at fortælle disse mænd, hvor deres plads er.

Jamen skulle farisæerne og saddukæerne, skulle den danske ombudsmand da ikke være gode eksempler og hjælpe til at højne moralen? Prøve at få folk til at "bære gode frugter?" Forbedre sig.

Nej, for det var jo slet ikke det, Johannes Døber talte om.

Meningen med hans vrede tale var jo, at vise, at ingen overhovedet - selv ikke de allerbedste - kan nå frem til den rette moral. Ingen kan undfly den kommende vrede, uanset hvad de påberåber sig. Farisæerne og saddukæerne henviste til Abraham, ombudsmanden henviste til den moral, den politiske holdning og de menneskeretligheder, som han hørte til i, - men det hjalp ikke.

Når Johannes Døber talte om de gode frugter, som var omvendelsen værdig, tænkte han i helt andre baner.

Han tænkte meget mere enkelt og nøgternt på, at omvendelsen ikke var menneskers sag. Det var Guds. For når omvendelsen er menneskers sag, begynder den at lugte grimt. Når Mads Peter omvender sig og bliver et bedre menneske og forsager spiritus, tobak og kvinder, så sker det, fordi Mads Peter ser sin fordel i at holde sig fra de dele. Altså er Mads Peter nøjagtig den, han altid har været.

Nej, omvendelsen i Johannes Døbers forstand er Guds omvendelse - dette, at Gud ta'r den uforbederlige Mads Peter for gode varer. Og de gode frugter er ikke Mads Peters mere sædelige levned, - men de består i, at Mads Peter i tillid til eller lydighed mod Guds "omvendelse" går tilbage til det, der er hans tilværelse. De består i, at Mads Peter siger til sig selv: Jeg er den, jeg er - jeg bliver aldrig andet. Men fordi Gud siger god for mig - tosse som Han er - så vil jeg gå til min dagligdag og klare den så godt, jeg kan. Glad og frimodig - i tillid til Guds omvendelse eller ord - vil jeg tage fat og slå mine skæver. Og kanske min glæde og frimodighed kan smitte af og hjælpe en og anden.

Sådan er bods- og bededagen at forslå i lys af evangeliet. Den sætter på plads og befrier til livet som slet og ret menneske. Og det er noget ganske andet end, hvad pæne farisæere, saddukæere og ombudsmænd kan fylde os med af forkrampethed! I virkeligheden er Johannes Døbers hårde ord befriende og fulde af livsglæde og livslyst, mens samfundsstøtternes pæne moral kvæler alt liv - kvæler kærligheden og glæden og modet på livet.

Amen!