Af Monica Papazu. Tidehverv, 1993, s.209-212. (Lukas 17,11-19).

14. Søndag efter Trinitatis 1993

Lukas 17,11-19

Guds Ord tegner i de linjer, vi lige har hørt, en enkel tegning, med simple og kraftige pennestrøg. En simpel fortælling, hvor få ord udveksles og hvor handlingen er knap. Bevægelsen på den scene, som for et øjeblik har åbnet sig for vore øjne, er også af slående enkelhed - og dog siger denne scene det væsentlige: Det, der bliver sagt til vor Frelse.

Lad os standse og lytte til ordene og tavsheden omkring ordene. Lad os prøve at se, hvad det er, vi er vidne til.

Vi er først på en grænse, den grænse, hvor Jesus befinder sig - "grænsen mellem Samaria og Galilæa". Her begynder fortællingen og her afsluttes den; til denne grænse vender den ene af de ti spedalske tilbage. Han gik på den vej, der var blevet anvist ham af Kristus og vendte tilbage til udgangspunktet, til grænsen, til Den, hvis Ord havde dannet en vej at gå på. En venden om, en tilbagevenden, en tilbagekomst…

Dette er fortællingens handling på det synlige, fysisk konkrete plan. Én vendte tilbage. De ni andre har vi tabt af syne, fordi de taber selv deres spor i det fjerne; de er faldet udenfor rammen af denne fortælling. De er trådt ud af rammen, der er ikke nogen grænse, som standser deres skridt. De befinder sig udenfor vor synskreds - de har fortabt sig, vil vi sige i konkret forstand. I deres spor, uhåndgribeligt, følger kun Kristi bedrøvede spørgsmål: "Hvor er de ni?"…

Der var ti i begyndelsen, men se, der er kun én, vi lærer at kende. Og det må vi overveje.

Ja, i begyndelsen er der kun en gruppe - "ti spedalske mænd" - en lille mængde, hvor ingen er individualiseret. Det kunne de jo heller ikke være, eftersom spedalskheden er den frygtelige sygdom, som æder ikke kun kroppen, men selv ansigtstrækkene op, efterladende en anonym, forpint klump råt kød, råt sår, efterladende en levende død, et skrig: Det råb, vi hører, det kommer på én gang fra de ti formløse munde: "Jesus, mester, forbarm dig over os!". De ti mænd er mennesket reduceret til det nøgne hjertets skrig, til en appel til Guds barmhjertighed.

Vi kender ikke de ti, kun det fælles menneskelige råb fra dybden af menneskets vilkår.

Fra det vilkår, som er den stadige, konstante erfaring af den fremadskridende, anticiperede død.

Fra det vilkår, som for de ti består i at skulle bære deres urene agoni i afstand fra andre mennesker med deres færden og gøremål. De er ekskluderet, udvist fra menneskenes samfund, fra samvær, fra de levendes verden - selv i forhold til Jesus holder de sig på afstand: De bliver stående langt fra ham. Alene deres råb kan krydse denne afstand. I dette råb har Gudsforholdet koncentreret sig. Derfor vil den ortodokse kirke gøre dette råb til sin mest konstante bøn. Kyrie eleison! Herre, forbarm dig!

Ansigtsløse, anonyme dele af et urent legeme, bærende på eet skrig om barmhjertighed, er disse mænd kun individualiserede i deres lidelse. For lidelsen, selv om den er fælles, kollektiv, er altid ens egen, ligesom døden: Den deles ikke, den mindskes ikke, selv om der er mange, der oplever den, den er altid hel.

Og se, når Guds Ord lyder, når det falder over den smertende masse, gendannes menneskets ansigt. Trækkene træder frem, kinderne får deres fylde, næsen kan sanse vindpustet, munden smage, øjnene blinke og se. - "Mens de gik derhen, blev de renset", siger Skriften. - De blev mennesker igen, med et levende, bevægeligt legeme og med et enestående ansigt. De blev individualiseret - en anden individualisering end den, angsten og døden giver, fordi den netop er en individualisering til livet -, de fik muligheden for at være den enkelte.

Og sådan afsluttes fortællingen: Den pinte, halv-døende, halv-levende lille mængde gik, og tilbage kom den enkelte - et levende, taknemmeligt menneske, som priste Gud som helbredelsens kilde, som ydmygt erkendte sig selv overfor Livets Herre. - Jeg siger: "Den enkelte" kom tilbage, "den enkelte" i almindelighed, fordi helbredelsen har til enhver af dem givet et individuelt liv og har svaret på den præcise, individuelle lidelse og dødsangst, som hver af dem, hver især, bar på sig. Dog kun én blandt de ti blev virkeligt til den enkelte: Den, i hvis hjerte helbredelsens ord i troen slog rødder.

"Stå op, drag bort; din tro har frelst dig!", siger Jesus til ham, ligesom Han plejer at sige til andre, Han har helbredt. I disse ord er helbredelsen fuldbyrdet i troen, det vil sige i Gudsforholdet. Det forhold, som er skænket, og som man frit har valgt i sit hjertes dyb. - Og intet er nemlig friere end den tiende mands tilbagevenden for at takke Jesus og prise Gud. Denne tilbagevenden er den mest eklatante frihed. Den er det rent personlige initiativ, som ikke er fremskyndet af nogen nødvendighed. Den er gratuit, fri. Den bryder med al inerti - inertien ville blot have skubbet ham videre frem på den vej, han befandt sig på. Men han vender om, det vil sige bryder inertien, det afstukne, det fastlagte.

Og idet Kristi Ord lyder: "Stå op, drag bort; din tro har frelst dig!", bliver den skænkede frihed fuldt ud virkelig for den tiende mand, den bliver attesteret, forseglet, og den bliver til et "skal": At du skal "stå op", at du skal være fri!

Fortællingen i Lukas Evangelium taler om den givne frihed og om den frihed, mennesket tager på sig: Friheden til at tro, og friheden i troen, i troen på den befriende Gud.

Alle blev befriet. Den enes helbredelse har ikke kunnet være større end den andens. Helbredelsen er, eller den er ikke. Og den er mærket, stemplet i deres eget legeme, på deres eget ansigt. De bærer alle et vidnesbyrd på deres egen krop. Det er et faktum. Fra nu af er der givet dem friheden til at være mennesker, den urene gruppes forbandelse og dødens trussel er veget fra dem. Frihed til at færdes, hvorhen de vil, til at færdes blandt mennesker og være sammen med dem: Bevægelsesfrihed, kommunikationens og dialogens frihed, frihed til at vælge, frihed til simpelthen at leve. Livets frihed. Skænket af Den, som selv er Livet. Skænket til alle, uden at gøre forskel, "i lige mål", det vil sige umåleligt - for livet som gave kan ikke måles og vejes.

Men kun hos én blandt de ti fuldbyrdes frihedens gave, som er fri og ikke forudbestemt, i et valg, valget af at tro, som er lige så frit som den helbredelse, som Jesus i Sin frihed har skænket.

Gaven er den samme for alle - umålelig - en barmhjertighedens, nådens gave. Men den samme gave kommer til at differentiere menneskene, adskille dem, som en grænse, som grænsen, hvor Kristus stod, og som et sværd, der går gennem deres hjerter.

Hvad handler fortællingen om de ti spedalske om? Det kan siges meget simpelt: Om Guds barmhjertighed. Om Guds vilje, som er, at mennesket skal leve. Om helbredelse, om fornyelse, om befrielse og frihed. Og om omvendelse på frihedens præmisser.

Ja, vist handler den om omvendelse - dette er den konkrete menneskelige handling, vi er vidne til. Et menneske vender om i selv samme øjeblik, han opdager sin helbredelse. Og idet han vender om, er han ikke den samme som den, der først gik på den vej. Han er et nyt menneske, fornyet i sit legeme, skænket et nyt liv, ja ligesom født på ny. Han er genfødt - og i sin prisning af Gud erkender han sig selv som skabning overfor den Almægtige, Gud-Skaberen, og som modtager af Guds barmhjertighed i Kristus. Det gamle er faldet bort, det nye er kommet, og fortællingen gengiver på sit symbolske plan Kristi sejr over synden og døden, Hans befriende gerning, som gør mennesket til en ny skabning, og som mennesket i valget af troen modtager i sit indre.

Og i grunden var de ti spedalske i en vis forstand beredt på at høre det ord, der blev sagt, bære det vidnesbyrd, der blev stemplet i deres eget kød. De var beredt gennem deres lidelse - og lidelsen véd næsten altid bedst, lidelsen er næsten altid klartseende, ja, mere klartseende end glæden, sådan som Skriften lærer os - for i deres lidelse og sorg havde de henvendt sig med bøn til Livets og Kærlighedens Gud: "Jesus, mester, forbarm dig over os!". Og de var beredt gennem deres hidtidige trosforhold. Jesus sendte dem til præsterne, sådan som det var efter Moseloven (3. Mos. 14,2), han henviste dem så at sige til fundamenterne i deres egen tro.

Nu var helbredelsen af de spedalske også under den Gamle Pagt, i det Gamle Testamente, særligt forbundet med Guds nåde - alene Gud "råder over liv og død", alene Han kan "skille en mand af med hans spedalskhed", siger Skriften (2. Kongebog 5,7) - og med Guds mænd, profeten gennem hvem Han manifesterer Sit virke.

Om dette taler kapitel 5 i Anden Kongebog, hvor Profeten Elias helbreder Na'aman, kongen af Arams hærfører, ved at sende ham til at dykke sig syv gange i Jordan - symbol på dåb, renselse og genfødelse. Na'aman blev helbredt: "Hans legeme blev atter friskt som et barns, og han blev ren" (v. 14). Og Na'aman vendte om - han "vendte (…) tilbage til den Guds mand", der havde hjulpet ham, og kom til tro. Han forkastede de andre guder i erkendelsen af den eneste sande Gud: "Nu ved jeg, at der ingensteds på jorden er nogen Gud uden i Israel!", siger han, "(jeg) vil aldrig mere ofre brændoffer eller slagtoffer til nogen anden Gud end Herren!" (v. 15, 17).

Helbredelsen, genfødelsen, blev her til en hjertets omvendelse. Og alt dette pegede hos det folk, som bar på håbet om Messias, videre; det forberedte det på Hans komme. Derfor vil de ni spedalskes tilsyneladende ligegyldighed og åbenbare utaknemmelighed ved første øjekast forekomme mærkelig. Menneskeligt talt var de egnet til at tage dette barmhjertighedens under på sig: Deres egen angst, deres lidelse, deres fædrene tro, alt syntes at forbedrede dem derpå.

Men er man nogensinde beredt? Var underet, som de bar på deres legeme, så åbenbart som vi er tilbøjelige til at mene i dag?

Nej, thi Kristi under var ikke noget åbenbart under. Det var synligt og usynligt på én gang, åbenbaret og skjult. Det var tvetydigheden selv. I en vis forstand gjorde Kristus intet, i hvert fald intet håndgribeligt, intet, der kunne virke som et bevis. Han sendte blot de spedalske af sted, for at de skulle vise sig for præsterne, hvilket de under alle omstændigheder burde have gjort. Kristus trådte ikke et øjeblik udenfor det vante, det normale. Han gav dem et svar, som de naturligt må have været bekendt med. Det eneste særlige er, at Han så på dem - Han, den skjulte ypperstepræst -, og at Han sagde de ord.

Helbredelsen er et faktum for alle ti syge. Men fakta, ikke engang de mest markante og umiddelbare fakta, som rammer én på krop og sjæl, bærer deres mening i sig selv. Meningen kan godt være indprentet i "kødet", men det er ikke kødets øjne, der kan aflæse de tegn.

For de ni synes helbredelsen, så formidabel den end er, at falde indenfor en vis normalitet. (Det kan være os tilladt at prøve at fylde den historie ud, som Skriften lod blive ufortalt, for de spedalske er os.) Den synes at være indtruffet ligesom en "fait divers", en lokal begivenhed, en hændelse blandt andre, som om den ikke angik dem selv. Og der er så mange svar på rede hånd: Det skete ved en tilfældighed; det var måske solens lys eller et helsebringende vindpust, der traf dem på vejen; eller måske var de kommet til at spise noget særligt den dag.

Der kan vælges mellem så mange forklaringer, der kan udpeges bekvemme årsager. Ja, bekvemme, lette at omgås og beroligende - naturlige forklaringer. For dér, hvor vi har med naturlige forklaringer at gøre, bliver vi beroliget, og vi tror, at vi selv har magt over dem, over vort eget liv. Og alt kan jo forklares og bortforklares. Naturvidenskabelige og rationalistiske konstruktioner er altid lige om hjørnet. De synes at stadfæste mennesket som herre over sin eksistens og sin verden, menneskets autonomi. For én ting kan de ni spedalske åbenbart ikke gøre: Kaste sig ned på deres ansigter og takke, og derved på én gang erkende Guds almagt og barmhjertighed og frihed - at man er overladt til Guds frihed, og selv fri.

Udflugtsveje for at undgå at give sig i den Levende Guds vold.

Udflugtsveje for at undgå at mærke den afgrundsdybe gæld, man er kommet i overfor Giveren: Den gæld, der aldrig kan gøres op. Kærlighedens uendelige gæld.

Og alle de forklaringer, som mennesket omgærder sig med - nu, mere end nogensinde, og ikke mindst i hele den nypuritanske dyrkelse af det "sunde" liv, som om tingene og selv den mad, man spiser (og spiser uden taknemmelighed for "det daglige brød") igen faldt i to kategorier, ren og uren - forklaringer, som mennesket tror, gør ham selvstændigt, autonomt og magt-fuldt, er kun nye afguder, nye måder at forkaste friheden på, at nægte at leve livet på den Gudsskænkede præmis af frihed.

Og de ni spedalske fortsatte videre, på den vante vej, som om intet var sket, som i søvne. Og intet er mere håbløst, menneskeligt forstået, end ikke at se det gode i det gode, ikke at erkende gaven, når man modtager den, ikke at kaste sig ud i friheden, når den er tilstede, ikke at turde glæde sig i glædens velsignelse.

Evangeliets fortælling om de ti spedalske udspiller sig til stadighed iblandt os og i os, i den enkeltes hjerte og liv, og på det kollektive plan. For vi må ikke glemme, at de ti spedalske danner en gruppe, de udgør og symboliserer et helt samfund i sig selv. Guds barmhjertighed griber ind i den enkeltes tilværelse, ligesom den griber ind i historien, på sin egen forborgne, diskrete måde. Pludselig, imens man blot går, imens alt synes låst fast, indtræder helbredelsen, friheden, som en underfuld begivenhed.

Vi kender det alt sammen, og det er især os fra Østeuropa, som kender det og kan vidne om det i vor tid. For hvad har totalitarismens pludselige forsvinden været andet end den bratte helbredelse af de spedalske? … Brat, som et lyn fra himlen. Som "lyn ved grave"… Den overrumplende frihed: Friheden til at bevæge sine lemmer, til at trække vejret, til at tale, være sammen med de andre, og simpelthen være til… Sygdommens lænker er brudt, og dog, ligesom Evangeliet fortæller os, er der kun én ud af ti, der véd det, der véd, at angstens net ikke behøver at holde én fangen; der véd det og har grebet den skænkede gave for at vende om og takke. For at vende om og gøre op med sit liv. Og for at være den enkelte - i troen.

De ni spedalske vendte ikke om. De fortsætter, som om intet var hændt, som om de ikke var blevet helbredt. Dette er den dybe og sande forklaring på den angst, den elendighed (især den moralske elendighed, men også den fysiske, biologiske elendighed), på den forvirring og på de skamferede ansigter, som præger mange af Østlandene i dag.

Nej, spedalskheden er ikke en sygdom, der kun gjaldt for hin tid, og som mennesket gennem sine egne evner, gennem medicinens fremskridt er blevet kureret for. Den er til stadighed med os, som en bestanddel af menneskets vilkår, som et stempel på vort væsen.

Lidelsens spedalskhed: Spedalskhed hos enhver alvorligt syg, hos de fængslede i deres kvaler; i angsten og ethvert dødens nærvær; i ensomhed og afsavn. Og syndens spedalskhed, som er over os, sådan som David sagde i sin Salme:

"Gud, vær mig nådig efter Din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter Din store barmhjertighed, tvæt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd! (…). Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne…" (51, 3-4, 9).

Det var netop med ysopkvisten, præsten efter Moseloven skulle rense den spedalske for hans sygdom (3. Mosebog 14, 4,6). Men spedalskhedens sygdom er, som David så klart udtrykte det, syndens sygdom. Og den rensende ysopkvist er, som Lukas Evangeliet lærer os, det tilgivende Guds Ord, som vil troes.

Sådan er vi den dag i dag: Et folk af spedalske, og spedalske hver især. På én gang spedalske og helbredte. Helbredte uden at vi vil vide af det. Og i sandhed helbredte, når vi virkeligt opdager det og tror det.

"Var der ikke ti, der blev renset? Hvor er de ni?", spørger Jesus. Han svarer ikke, Han spørger til stadighed… Han svarer ikke, og Hans tavshed rammer os i det fjerne som en kalden. "Hvor er de ni?" - Hvor er I?… Han svarer ikke, så vi må forme vort svar: Vi må svare, og svare med vort liv. Men idet vi hører spørgsmålet, og hører det som Hans spørgsmål, der henvender sig til hver især - det knappe, hjerteskærende spørgsmål - så er vi standset. Så kan intet være som før, og vi kan ikke andet end vende om, blive til den tiende mand. Denne venden om er det eneste svar.

Kristi under er alt dette: Det er helbredelsen, renselsen, glæden og friheden. Friheden til at bevæge sig frit, til at vælge, til at leve. Friheden til Livet: Til et liv, som ikke længer er uigenkaldeligt skambidt af syndens spedalskhed, og som derfor ikke er et liv til døden, men et liv til Livet.

Og det er frihed, fordi selve Hans under er af sådan en art, at alene troen kan erkende det. Der er intet bevis her. Alene troen kan attestere underets tilstedeværelse. Og alene den troende - den mindst beredte af alle, den forhånede samaritaner - griber friheden, idet han gribes af den - han vender om -, griber glæden og gaven, idet han gribes af den - han takker.

Og vi må ikke glemme dette: At troen altid er en omvendelse. Ikke kun fordi den indebærer anger (metanoia), men også fordi den er en venden om, en venden tilbage. Tilbage til udgangspunktet, til det faste punkt, til Livets og Helbredelsens Kilde. Tilbage til den grænse, som den tiende spedalske vender tilbage til, for at finde Kristus i Hans tålmodige, langmodige venten.

Og denne gang behøver manden ikke stå langt fra Ham. Han kaster sig ned på sit ansigt for Hans fødder, og takker Ham: Afstanden er nemlig forsvunden. I selve erkendelsen af grænsen - grænsen mellem Skaber og skabning, og grænsen, hvor Gud åbenbarer sig som Skaber og Frelser - er afstanden paradoksalt overvundet.

Helbredelsens barmhjertige gave blev givet, for at mennesket må "stå op og drage bort" - bevæge sig, leve blandt mennesker, leve livet indenfor en normalitet, som ikke er en selvfølge, men en gave, leve friheden ved at tage den på sig, med alvor, ansvar, med frimodighed, med de risici, den indebærer, og med den faste tro på, at "for Gud er alt muligt" (Mt. 19, 26).

Og den blev givet af Gud som en appel, som en dragen og op-dragen til sig, i dette liv, hvor de mange veje, der går bort, veje i "Samaria og Galilæa", og veje til Damaskus, er lige så mange omveje, veje at vende om på, angerens og den skænkede fornyelses veje, veje, som Herren har ladet gå gennem menneskets frihed og føre til friheden, det vil sige føre tilbage til Ham selv.

Amen.