Af Niels Carl Lilleør. Tidehverv, 1998, s.108. (Luk. 24,13-35).

Luk. 24,13-35.

"Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse." Siger Peter i teksten fra Apostlenes Gerninger, som blev læst fra alteret. Og han fortsætter: "I ethvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham."

Herefter kan intet folk hævde at være Herrens udvalgte. Det er ikke tilfældigt, at Martin Luther i en Langfredagsprædiken fastslår, at vi alle af natur er jøder. Det vil sige, at vi lader personsanseelse og særlig udvælgelse være det helliggørende og retfærdiggørende princip.

En tysk professor udtalte engang, da han skulle vurdere den tyske folkeligheds sans for selvforherligelse: "Vi savnede hos os en H. C. Andersen, der med myndighed lærte folket at sige om folkeforføreren: Han har jo ingenting på." Og hvad angår selvforherligelse i småt og stort, er det i denne forbindelse værd at nævne Den Grimme Ællings besøg i det faldefærdige hus med de tre berømmelige indvånere, Konen, Katten og Hønen, der hver især har gjort en storagtig dyd af de talenter, de alene burde takke Vorherre for. Men Ællingen skal leve op: "Kan du spinde, kan du skyde ryg, kan du lægge æg?" Den kan ingen af delene. Og må forføje sig. "Og alletider sagde de Vi og Verden for de troede de var halvparten og det den allerbedste del." Således forkrøbles et folkeligt fællesskab i selvforherligelse. Og det folkehus falder sammen. Guds stormvejr vil feje hen over det folk, og det blæser bort som avner for vinden. Således blev luften renset i Europa fra tid til anden i dette selvforherligende århundrede.

Jeg forstår for alvor, at der ikke er personsanseelse hos Gud, siger Peter. Det har sine grunde. Og her begynder Påskens beretning om Peter, om mennesket og den sande kirke på jorden. Peter havde svoret på, at han ville forsvare sin Herre til det sidste. Men da det kom til det sidste, bandede han på, at han aldrig havde kendt ham. I Jerusalem var han blevet genkendt som "en af dem," der var sammen med Jesus. Men Peter sagde nej, og hanen galede ildevarslende. De afgørende ord i nadverens ritual og den såkaldte indstiftelse er ordene: "I den nat da han blev forrådt..." Ved graven får kvinderne et klart og godt budskab: "Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa. Der skal I møde ham, som han har sagt jer". Evangelisten Markus finder grund til at understrege, at - også - Peter skal give møde! Da Emmaus-disciplene i vores tekst bærer deres bristede forhåbninger bort fra byen, da møder de en fremmed på vejen, der vil have rede på, hvad der er sket i Jerusalem i de sidste dage. De svarer, og det er delvist sandt, at øvrigheden - rådsherrerne og ypperstepræsterne - har overgivet Jesus til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Men de undlader at berette om discipelkredsens indre opløsning. Om Judas, der forrådte ham. Om Peter, der fornægtede ham, og at de selv løb fra det hele.

Under det sidste Vatikanerkoncil (1962), da Johannes XXIII var pave, var den danske professor Skydsgaard observatør. Da han var kommet hjem, fortalte professoren en aften nogle teologiske studenter følgende historie fra Rom: Skydsgaard havde observeret en gammel munk, der gik og gav ondt af sig i Vatikanets søjlegange. Munken fandt, at det hele var meningsløst. Han troede ikke på, at kirken kunne finde sine egne ben ved et koncilium. Således havde munken erklæret sig, da Skydsgaard en alten havde talt til ham. Skydsgaard havde derpå spurgt: Hvor er der så i Det Nye Testamente et sandt billede af kirken? Og munken havde straks svaret: Dér, hvor Judas forråder, Peter fornægter, og disciplene sover fra det hele.

I den nat da han blev forrådt, tog han brødet, velsignede det og gav dem det... Således kommer kirken til sig selv, hver gang der holdes nadver. Den indstiftes. Kirken finder ikke sig selv hverken gennem koncilier eller fælleserklæringer. Således mødte han også disciplene på vejen til Emmaus. Og da han tog brødet velsignede og brød det, "da åbnedes deres øjne." Det er erklæring nok. Til fælles opbyggelse for alle kristne kirker. For biskopper og Paver. For sogn og menighed. Og der er grund til at erindre om ordene til Peter: På dig vil jeg bygge min kirke. Det er det, evangelisten Markus fastholder.

Det er ikke Peterskirken i Rom, der skal bringes i erindring. Men det er beretningen om Peter, den arme synder, der ikke ligner en kirkebygger, men som bliver opbygget af Herren selv. Og derved bygmester. Således begyndte det. Og således har evangelisterne fastholdt den hele og fulde erindring i teksterne, ihukommende kirkens første tid på jorden, så at prædikerne til enhver tid skal åbne øjne og ører og høre godt efter.

Denne er dagen som Herren har gjort,
lover ham, kristne, hans værk er stort!
Kristus opstod fra de døde!
Kirkerne alle velsigne den milde,
drikke med fryd nu af Israels kilde,
kilden til liv fra de døde.

Det er hvert dødeligt menneskes fryd
det er på jorden en himmelsk lyd:
Kristus stod op fra de døde!
Han i sin død trådte døden på nakke
hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.

Amen.