Af Claus Oldenburg. Tidehverv, 1982, s.73-74. Matt.10,24-31.

Matt.10,24-31.

Når man som voksen kommer med sit barn og vil have det døbt, så bliver dåben også en erindring for den voksne. Det voksne liv er kompliceret og de store ord, ord som kærlighed, frihed og sandhed, har været gennem virkelighedens kværn et par gange. Erfaringerne har hobet sig op og mange af dem er sørgelige.

Men når man står der med sit barn, så er man tæt ved det oprindelige - dengang mennesket endnu var godt og ikke overlistet af sin egen ulykke, dengang mennesket kunne leve uden at have ridset forskellen mellem godt og ondt ind i bevidstheden.

Det barn, der døbes, er hverken bedre eller værre end vi voksne er. Men et Guds-barn er det, og menneskets oprindelse må være god.

Det ved vi, for det onde kan ikke eksistere i kraft af sig selv. Det gode kommer først, det er vores oprindelse. Først bagefter kommer det onde og det onde kender vi kun som den magt, der huler det gode ud. Nemlig menneskets liv. Derfor er al menneskets slid og slæb én lang kamp imod det onde - vi arbejder, for at vores arbejde skal lykkes, vi leger med børnene, for leg er uden ondskab, vi opsøger hinanden, for kun tale og fysisk nærvær giver vores tilværelse mening.

Vi er i bevægelse mod den kærlighed, der forbinder menneskers ånd og menneskers legemer til fuldstændighed - det punkt, hvor vi er ét med vores omgivelser og uden afstand til vores verden.

Men når vi begynder på de store ord: kærlighed, frihed og sandhed, så får de let en falsk tone. Vi er blevet overlistet, - for der er altid et forbehold i kærligheden, der er altid et ansvar at binde frihed med og altid en forklaring til at gennemhulle sandhed med. Og vi er tilbage så i det praktiske livs mange kompromisser, hvor menneskers ord bliver flygtige i forhold til menneskers erfaringer.

Men på trods af vores ulykke, har vi ikke overgivet os. For mennesket ved, hvad sandhed er. Det er det oprindelige, det ægte, det indlysende. Sandhed giver sig selv. Den skal ikke forklares. Og den er en del af vores liv.

Mens løgnen, den eksisterer kun som en fornægtelse af sandhed. Løgnen må have sandhed til forudsætning. For var der ikke sandhed, så havde løgnen ikke noget at snylte på.

Derfor starter mennesket med at tale sandt. Derfor kan ethvert menneske prædike fra tagene, for der er ting, der er så vigtige at løgnen ikke har nogen chance.

Så vigtige, at mennesket tør løbe en risiko.

Det er sagt sådan: sandheden er at vide, at man ingenting har at miste. For når man ikke har noget at miste, så er man usårlig, ingen kan binde éns ord og intet hensyn kan snøre én ind i løgn.

Men kimen til vores ulykke er, at vi har så meget at miste. Det gælder os alle. Og når vi skal til at beskrive vores virkelighed, så bliver denne beskrivelse hurtigt en lang opremsning af al det, vi har at miste, og en optælling af de ressourcer, vi har, til at fastholde det vi kunne miste.

Bekymret betragter vi den magt, der kan få reallønnen til at stige eller falde, for vores velfærd afhænger af det. Med bange følelser registrerer vi, hvor meget vi har sat ind på familieliv og på venners omdømme og ser, hvor meget vi har at tabe. Med uro ser vi, at vi har investeret så uendelig meget i de ydre rammer om vores liv - og det øjeblik det kikser i Det hvide Hus eller de gamle mænd i Kreml bliver bange, så er ragnarok, det store Helvede, over os.

Frygten for at miste er den enkeltes problem. Med blikket rettet bagud holder vi fast ved det, vi har.

Frygten for at miste er samfundets problem. Med blikket rettet bagud holder vi sammen fast i det, vi har. Frygten for fremtiden er som en bortvendt himmel.

Af hjertet råber vi på fred men mener: lad os i fred. Og råbet er stilet til de økonomiske magter, statsmændene ved deres kaminpassiar og den navnløse udvikling.

Frygten for at miste slår i sidste ende et menneske med tavshed og håbløshed. Det er den slags, der sætter sig som skyld. Skyld forud. Den mindste uoverlagte handling eller det ringeste ord kan blive farligt og risikabelt, så derfor hellere sidde helt stille og holde sin mund.

Et menneske kan få hovedpine af ikke at sige noget og muskelsmerte af ikke at handle.

Tanken om hvad der kunne ske - for den enkelte eller for fællesskabet - er anledning nok til løgnen.

I stedet bruger vi vores kræfter på at kitte sprækker i vores liv. Og trøster os med, at det hele nok skal gå. Den samfundsmæssige rigdom er endnu intakt, marken giver godt i år, og vores samfundssystem fungerer. Og bagest i menneskers bevidsthed lever kirken som en grundmuret evighed. En garant for at verden endnu kan stå helt stille.

Men vi har frygten i os. Og derfor er vi så sårbare.

Kunne vi overvinde denne frygt, så ville det lyde som en lettelse, når mesteren siger: der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt og der er intet skjult, som ikke skal åbenbares.

Men det er ingen lettelse. Det er kun en lettelse for den frygtløse.

Når mennesker altid har kredset omkring personen Jesus af Nazareth og grundet over dette mærkelige udtryk Guds rige, så må det være fordi mandens liv var uden frygt og derfor usårligt.

Hvem kan gribe mig i nogen synd? spurgte han engang, og de vidste at det var der ingen, der kunne. Og da det var ved at være forbi, sagde han til sin dommer Pontius Pilatus: enhver der er af sandhed, hører min stemme! Hvorpå Pilatus trak på skuldrene og spurgte lidt bittert: hvad er sandhed?

Vi holder gudstjeneste i kraft af hans usårlighed. Og for at bygge det op hos os selv, at vi faktisk kan leve uden frygt og derfor sige et sandt ord. For ethvert menneske når det punkt, hvor livet sammen er så vigtigt, at man er parat til at løbe den risiko at miste alt andet - for at genfinde det oprindelige, det ægte, det som ikke er forplumret af løgn.

Når det sker, prædikes der fra tagene og mennesker taler i lys. Det sker overalt, hvor mennesker lever og tør se andre mennesker i øjnene for at genfinde konturerne af det Guds billede, der ligger som en rest, en oprindelse i hvert menneske.

Således er sandhed ikke noget vi har - hverken som ejendom eller som patent. Sandhed er altid konkret og ny. Og den genopdages, hver gang vi låner af mesterens visdom og tør tale i klart sprog.

Det sker fra tagene - for vores liv er ikke en ophobning af tilfældigheder, der skygger for hinanden. Kan vores liv leves uden frygt er det himlens spejl.

Amen.