Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Gud er retfærdig

Af Claus Thomas Nielsen. Tidehverv, 2000, s.209-210. Matt.5,43-48.

4. søndag efter Trinitatis 1998 - Tekst: Matt. 5,43-48.

Gud er retfærdig, siger vi. Og det er naturligvis sandt. Men det er jo ikke noget vi kan se ved at studere verden og derved komme frem til at Gud sandelig også er retfærdig. Thi over for Gud har et menneske altid uret. Over for Gud kan vore domme eller vores fornuft ikke bruges til noget. Nej Gud er retfærdig fordi han er Gud. Længere er den ikke.
Gud er retfærdig. Også når han går imod vores dom og forkaster vores syn på hvad der er godt og retfærdigt.

Gud er retfærdig. Også når han dømmer og forkaster de mennesker vi synes er gode og retfærdige og som vi synes fortjener hans kærlighed.

Gud er retfærdig, også når han giver frelse og evigt liv til dem som vi efter vor bedste overbevisning finder er onde og ikke fortjener andet end døden.

De sandt fromme og gudfrygtige er ikke derved frelste, og de onde mennesker er ikke på forhånd fortabte. Ingen er i sig selv, på grund af deres liv, på forhånd lukket ude fra Guds velsignelse. Selvom Gud er almægtig og holder hele verden i sin hånd, kan man ikke, hvis et menneske på enhver måde har lykken med sig, derved se at han også har Gud med sig. Thi Gud lader det regne på såvel retfærdige som uretfærdige og ofte lader han endda de uretfærdige have de retfærdiges paraplyer. Også hvis et menneske har haft et liv fuld af modgang og et hjerte fuld af ondskab, så kan man ikke derved se, at han er fjernt fra Gud. Det vil sige, at selv vi der sidder her i kirken i dag, selv vi der, hvis vi tør granske vore egne hjerter, véd at vi er helt og aldeles fortabte syndere som ingenting fortjener, selv os kan Gud give plads i de himmelske boliger.

På trods af al jordisk retfærdighed elsker Gud os, dvs. at han elsker sine fjender. Han velsigner dem, som forbander ham. Han gør godt imod dem som hader og forfølger ham. Han elsker sine fjender så meget, at han lod sin egen søn dø på korset for sine fjenders skyld, for vores skyld. Og derved gav han sine fjender syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Han skænkede sit rige til sine fjender såvel nu midt i menneskelivets hverdag, som ved opstandelsen på den yderste dag.

Sådan er Gud i sin søn Jesus Kristus. Og hans bud til os er, at vi skal omvende os og være som han. Vi skal følge i Jesu fodspor, vi skal tage vort kors på os, og elske vore fjender. Og til forskel fra Jesus, som ikke hadede noget menneske, men kun selv blev hadet, så er vore fjender jo ikke blot dem der hader os, nej vore virkelige fjender det er dem vi selv hader.

Det er dem vi skal elske. Vi skal elske de mennesker vi afskyr over alt i verden. Vi skal elske det menneske hvis gerninger vi finder er de mest afskyelige der tænkes kan. Forestil jer den mest slimede psykopat og massemorder som man kan støde på i en amerikansk film. Sådanne mennesker findes faktisk ikke kun i film, de findes også i virkeligheden. Nogle af dem sidder i fængsel og venter på deres velfortjente dødsstraf, andre går rundt iblandt os og gør deres djævelske ugerninger. Jeg hørte en dag en journalist spørge en fange der ventede på at blive henrettet, hvorfor han havde slået så mange børn ihjel på de mest bestialske måder, og hans svar lød: "Fordi jeg gerne ville være berømt, fordi jeg gerne ville i fjernsynet. Og det er jeg kommet, jeg fortryder intet."

Sådan et menneske er ondt, hans gerninger er onde. Han er en vantro djævledyrkende synder som nægter at angre sin synd, og var det mig der bestemte så skulle han kastes i helvedes evige flammer. Men det er ikke mig der bestemmer over det evige liv, hverken jeg eller noget andet menneske har indsigt i Guds evige retfærdighed. Det kan jo være at Gud øjeblikket efter forbryderen har sagt dette sender sin ånd til ham og lader ham angre sine synder og af dybsens nød anråbe den almægtige om sine synders forladelse. Den sidste dom er altid Guds. Thi over for Gud har et menneske altid uret. Og det får vi at vide ved at Jesus fortæller os, at Gud i Jesus Kristus elsker sine fjender. Han elsker dem der forfølger ham. Og vil vi følge i Jesu fodspor, vil vi være retfærdige for Gud, så skal vi gøre ligeså. Men det kan vi ikke af os selv. Hvis vi kunne det, så ville vi jo være retfærdige, og så havde vi ingen brug for Guds frelsende nåde. Vi kan naturligvis ikke af os selv elske mennesker der øver onde og syndige gerninger midt iblandt os.

Nej vi kan det ikke i os selv, men vi kan gøre det, vi kan elske vores fjende, når vi gør det i troen på Jesus Kristus. Og vi skal gøre det. Vi skal elske såvel vore naboer, vor omverden som vores fjender ved at hjælpe dem til at tro på Guds nådige evangelium. Vi skal prædike omvendelse til tro på svndernes forladelse i Jesus Kristus.

Og forbryderne, dem der er dømte og sidder i fængsel, de skal naturligvis omvende sig og angre deres synd og i tro modtage syndernes forladelse. Og vi skal tro på at også disse kan modtage deres synders forladelse.

Men at modtage sine synders forladelse, det betyder ikke, at ens synd bliver mindre, tværtimod. Kun i lyset fra syndernes forladelse, bliver synden alvor. Thi når livet leves i lyset af Guds kærlighed, så brænder syndigheden naturligvis endnu mere i sjælen. Uden tro på Gud, så straffes vi jo kun for vore onde gerninger i nogle få år. Men hvis man tror på Gud, så tror man også på, at det ikke kun er i dette liv vi skal stå til ansvar, nej vi skal i al evighed stå til ansvar for vores syndige gerninger. Vi skal stå til ansvar for hver ond og syndig tanke der er gået igennem vores hoveder, vi skal stå til ansvar for vores misundelse, vores hævngerrighed, vores urene begær, vor manglende evne til at opfylde vores forpligtelser og al anden syndighed der er i vore hjerter. Vi skal stå til ansvar for alle disse synder fordi de i virkeligheden er udtryk for én og samme synd der behersker et menneskehjerte: Nemlig vantroen.

Hvis vi troede på Gud med hele vort hjerte, dvs. hvis vi virkelig frygtede og elskede ham som vores Fader og Skaber, og satte al vores lid til ham, så ville vi aldrig synde, men fordi vi er vantro, derfor hersker synden i verden. Men Gud elsker sine Fjender, og derfor vil han frelse os vantro mennesker. Og Guds vilje til at omvende og frelse os, hans kærlighed til os, den kan vi allerede møde nu, ja den kan man møde hvert øjeblik livet igennem.

Men hvordan viser Guds kærlighed sig så her i verden, hvordan viser hans kærlighed sig for os? Den viser sig ikke ved ydre tegn, den viser sig ikke ved at vi får et lettere og mere harmonisk liv, nej den viser sig kun på én måde: Guds kærlighed til sine fjender, dvs. Guds kærlighed til os viser sig ved at han lader sit frelsende evangelium forkynde for os og derved skænker os troen på den evige frelse. Og det samme skal vi gøre. Vi skal vandre i Jesu fodspor og elske vores næste. Det vil sige, at vi skal forkynde kristendom for alle mennesker vi møder på vores vej, ven eller fjende.
At elske sine fjender betyder altså i handling dette ene og kun dette: At forkynde evangeliet om den korsfæstede frelser.

Vi skal selvfølgelig bekæmpe vore fjender med magt, vi skal selvfølgelig forfølge forbryderen og sætte ham i fængsel, ja så sandt som der findes et evigt liv, så er det heller ikke kristeligt forkert at gå ind for dødsstraf i et samfund hvor det er nødvendigt for at holde forbryderne i ave. Vi skal bekæmpe syndigheden og det urene begær i os selv og i vor omverden. Men vi skal også vise synderen kærlighed, ikke vores egen kærlighed, men Guds.

At elske sin næste, ven eller fjende, betyder at forkynde evangeliet for ham: Forkynde at han skal frygte og elske Gud som sin skaber og fader, vende sig bort fra denne syndige verden og sætte alt håb til frelsen i Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse. Vi skal, for ven såvel som fjende, og først og fremmest for os selv, forkynde omvendelsens budskab. Budskabet om at synden, dødens og fjendskabets verden allerede er gået under, og Guds evige fredsrige allerede er midt iblandt os når vi omvender os og tror på Gud i Jesus Kristus.

Det er vejen, sandheden og livet. Den eneste vej, den eneste sandhed og det eneste liv. Alt andet er synd og fordærv og ulykke. Kun i omvendelsen og troen på evangeliet er der lykke og fred og evigt liv i Guds kærlighed.

Amen.