Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1979, s.89-92. Lukas 6,36-42.

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis i Thorning og Grathe kirker.

"Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke dømmes; fordøm ikke, så skal l ikke fordømmes; tilgiv, så skal I få tilgivelse; giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen. Han sagde også til dem med en lignelse: Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Hvor kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage splinten ud, som er i dit øje, du, som ikke ser bjælken i dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud, som er i din broders øje". (Lukas, 6,36-42).

Vi kender alle historien om den fortabte søn, der krævede sin arv i utide, rev sig løs fra sin far og satte alt over styr i det fremmede, og hvordan han i sin fortabelse og elendighed, helt overladt til sig selv, indhentedes af sin fars grundløse, kærlige tilgivelse, der løb ham i møde og sluttede ham til sig som barn af huset uden een eneste formaning, men satte ham til at spise fedekalven, og da han havde spist, dansede med ham.

Og vi husker også den anden søn, ham, der blev hjemme og bar dagens byrde i bedriften, og som blev forbitret over dette væsen og slet ikke kunne se retfærdigheden heri og derfor ikke ville deltage i festen for sin hjemvendte broder. Og hvordan faderen sagde til ham: Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.

Om denne anden søn skal jeg i dag fortælle noget mere, for om ham og til ham er teksten til i dag talt.

Da hans oprørske broder var draget bort, var han ude af sig selv af harme og forbitrelse over broderens hensynsløse og selvoptagne adfærd overfor den gamle far og overfor den fælles bedrift, som havde lidt ved, at arveparten var trukket ud af den. Få luft for sin vrede og forurettelse mod broderen kunne han ikke, men så havde han da i det mindste forurettelsen selv, som ingen skulle tage fra ham, og han besluttede at lade sig anspore af den til at være sin fader en ekstra god og lydig søn og drive gården frem til det bedst tænkelige.

Men da han den første morgen efter broderens bortrejse sad ved morgenbordet før dagens arbejde, sagde faderen: - Du vil være mig en god og lydig søn. Hør så min befaling: Du skal forlige dig med din broder! Du skal tilgive ham af hele dit hjerte, og hvert arbejde, du udfører her på gården fra morgen til aften skal være gjort for din broders skyld - han, som har rykket sig løs fra hjemmet. Sådan og kun sådan kan du være mit barn, som den, der skylder din broder alt. Og ellers er du det ikke. Det er min befaling.

Sønnen svarede ham: - Ethvert af dine bud vil jeg opfylde til punkt og prikke, men dette ene, som du her forlanger, er umuligt. Det kan jeg ikke.

- Det ved jeg, svarede faderen. Derfor spørger jeg heller ikke, om du kan. Jeg siger i min kærlighed, at du skal. Og uden det er alt dit arbejde her på stedet intet værd. Uden det vil ethvert bud, du opfylder, kun rykke dig længere bort fra mig, fordi alle dine pligtopfyldende gerninger vil tilhøre din selvretfærdighed i stedet for at tilhøre din broder. Afgørelsen er din, for befalingen er min. Den står ikke til diskussion, og jeg begrunder den ikke, for min retfærdighed er forud for alle begrundelser. Befalingen grunder kun i, at jeg er din far, og som jeg er din far, skal du være min søn.

- Men spurgte sønnen, hvordan kan mine gerninger på gården tilhøre min broder, når han er rendt fra hjemmet og ikke længere har lod og del i gården?

- Tror du da, svarede faderen, at han kan rejse så langt, at min kærlighed ikke kan nå ham? Om han når helt ud i den intethed, hvor det er glemt, at han nogensinde har haft en far og har hjemme et sted, så vil jeg møde ham der. Herefter blev spørgsmålet ikke drøftet yderligere.

Faderens befaling rokkede selvfølgelig intet ved den hjemmeværende broders sindelag, men befalingen selv stod fast. Hver morgen, når de før dagens arbejde satte sig til bordet, lød faderens ubetingede ord: - Du skal forlige dig med din broder, fordi du skal være min søn. Og sønnen forskansede sig og forhærdede sig mod faderens befaling, for den var jo det umulige, og så dømte den ham, den retfærdige broder, som var han den skyldige. Aldrig gav faderen ordre om et stykke arbejde, uden at denne befaling gik forud som meningen med det hele. Den var dagsbefalingen. Dette du skal kom til at fylde alt i forholdet mellem fader og søn. Det slog så ganske sønnen til jorden, og når han spurgte sig selv, om han i grunden var sin fars søn, så måtte han svare nej. Alt hans møje og besvær på bedriften var jo ikke andet end ulydighed, fordi han var ulydig i dette ene, han ubetinget skulle. Så var der ikke andet faderforhold tilbage mellem dem end befalingen selv. Den stod dog fast. Den var nu alt, hvad der bandt ham til faderen, samtidigt med, at den skilte ham fra faderen som en dom over ulydigheden.

Så skete det en morgen, at befalingen udeblev. Faderen var tavs, og sådan også den næste dag og de følgende. Da vidste sønnen, at han var fortabt. Faderens du skal var jo alt, hvad der bandt ham til faderen, og derfor var han nu ganske skilt fra ham. Når han overvejede, hvordan han muligvis kunne nå tilbage til faderens du skal, blev det hele fortvivlelse. Det var som at skulle trække sig selv op ved hårene. Til sidst kunne han slet ikke huske, om der i grunden havde lydt nogen befaling fra hans far, og om han derfor virkelig havde en far. Eller om - rædselsfulde tanker - befalingen lød endnu, men ikke kunne høres af ham. Men glemme den kunne han heller ikke, for faderens store du skal havde splittet sig op i tusinder af små du skal'er som knugede hans samvittighed ved at stå og håne ham og lamme ham, hver gang han skulle tage fat på et stykke arbejde, som ekkoer af en forbandelse.

Sønnen havde blandt sine venner både en teolog og en psykolog. Dem rådførte han sig med, og de sagde til ham med lidt forskellige ord, at han havde pådraget sig et urimeligt skyldkompleks, som han skulle se at komme af med. Teologen sagde, at han skulle befri sig for det ved at indse, at faderen dog var en forstående, rar og tilgivende far, som ikke tog det så nøje med så lidt, og psykologen sagde, at han skulle lære at gennemskue sig selv og finde årsagen til sin fader-binding og autoritetstro, så ville han også blive frigjort til at omgås faderen på en naturlig og kammeratlig måde. Både teologen og psykologen enedes om det råd, at han skulle begynde på en frisk og finde sig selv ved at gøre sit bedste. Mere kunne ingen forlange.

Sønnen kunne godt høre, at vennernes råd var pjask og mundsvejr, som ikke havde med sagen at gøre, fordi de egentlig var udenfor sagen, udenfor hans skyld og lidelse. Men rådene indeholdt dog en praktisk anvisning, som han kunne følge, og som han også godt kunne have fundet på uden deres hjælp. Det gjorde han så. Han levede sit borgerligt korrekte og nogenlunde uangribelige liv, og gjorde hvad han kunne i troen på, at mere kunne ingen forlange. Og det dækkede altsammen over en afgrund af fortvivlelse over et stort og umuligt "du skal", som ikke mere lød, og som muligvis aldrig havde lydt. Han fik ovenikøbet venligere tanker overfor sin broder og lagde planer om at sende teologen og psykologen ud for at frelse og frigøre ham også med forklaringen om, at det hele ikke betød så meget. Og spørgsmålet om, hvorvidt han selv virkelig var sin fars søn, fik stå hen, for faderen var dog uden tvivl en rar, gammel mand, hvis aftægtskammer blev holdt pænt og ordentligt, og sønnen kunne efterhånden ikke længere være i tvivl om, at når faderen var tavs, måtte det være ham selv, der førte det styrende ord over bedriften.

Sådan var situationen, og den, for hvem den er fremmed, har intet at høre i det følgende:
En morgen skete der et under: Faderen åbnede munden og sagde til sin søn følgende:
- Du skal forlige dig med din broder, og sådan skal du være min søn!

Han sagde det, som om han aldrig havde sagt andet, som om denne befaling dagligt havde lydt uden afbrydelse - som om alt var ved det gamle, da faderen var far, og sønnen var søn.

Alt var med eet slag oprettet. Al sønnens korrekte selvretfærdighed var afsløret og slået til jorden af befalingens dom. Han var dømt, og det tog fordømmelsen fra ham. Han var tilgivet, og det tog selvgodheden fra ham. Han skulle ubetinget, og det tog bekymringen, fortvivlelsen, livsleden fra ham. Han skulle ikke moralsk stræbe efter at nå hen til at skulle. Nej, han skulle her og straks. Alt kom igen an på faderens ord, ikke på hans egne samvittighedsovervejelser.

For dette, at faderens ubetingede du skal lød til ham - den selvretfærdige, som ikke ville - hvordan kunne det være andet end syndernes forladelse og frelse for den fortabte? Dette, at han, som havde bragt sig bort fra lydighedens afgørelse, fra livet som ansvar, nu igen stod i lydighedens afgørelse og ansvaret overfor faderen - hvordan skulle det være andet end livets begyndelse? Dette, at han, der havde mistet sin broder, nu af befalingen blev dømt til at elske ham og forlade ham alt uden et gran af fordømmelse, hvordan skulle det være andet end at få broderen tilbage som en ufortjent gave til en uværdig.

- Du skal være din broders broder og din faders søn! sagde faderen. Hvordan kunne det betyde andet end: Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.

Historien om denne søn er ikke længere. Sønnens venner, præsten og psykologen, ville gerne have haft en ekstra slutning, som fortalte, hvad sønnen nu gjorde, om han forandrede sig til det bedre, eller om han kom af med sit skyldkompleks. En sådan slutning ville have gjort lykke i deres næste teologiske eller psykologiske lærebog. Men dem tager historien intet hensyn til, fordi de egentlig slet ikke er med i den. Om dem og deres moralske og psykologiske råd siger teksten til i dag: - Kan en blind vel lede en blind? De kender kun Gud enten som en moralsk opsynsmand eller som den rare Vorherre, der ikke tager det hele så nøje, og i sin rarhed ikke kunne drømme om at dømme nogen skyldig.

Derfor forstår de heller ikke faderens befaling, som den i dag lyder til sønnen: - Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig. De hører den, som om der stilles en ukristelig moralsk betingelse til mennesket, så at mennesket ved at opfylde betingelsen skal nå hen til Guds barmhjertighed. De fatter ikke, at kun sådan kan barmhjertigheden tale, når den tager al magten over synderens liv og med sin befaling fylder det hele, så at Guds barmhjertighed er det første og det sidste.

"Døm ikke, så at I ikke fordømmes". Det hører de som en opfordring til at vise mildhed og tolerance overfor næsten, fordi vi jo heller ikke selv er fejlfri, en opfordring om at forbedre os selv først for således for alvor at blive i stand til at forbedre på verden og vor næste. De fatter ikke, at det er Guds dom, som slår bunden ud af al vor moralske fordømmelse og forbedringstrang og lader alt bero på tilgivelsen, om den er mulig. "Tilgiv, så skal I få tilgivelse". Det hører de som en opfordring til at vise overbærenhed for at gøre sig fortjent til Guds overbærenhed - måske endog sådan, at Guds overbærenhed er forbilledet, der ophæver al dom og konflikt i livet og lærer os, at intet betyder noget. De fatter ikke, at her er det tilgivelsen selv, der taler med betingelsesløs myndighed og tager synden så alvorligt, at tilgivelsen, når den lyder, ikke vil tåle, at der skulle være noget tilbage i vort liv med næsten, som ikke lever af tilgivelse og er tilgivelse.

At faderens myndige befaling er eet med hans tilgivende kærlighed, er indlysende og uproblematisk for sønnen. Det er jo ham, der skal. Men ufatteligt for hans vejledere - ikke fordi han er bedre og frommere eller klogere end de. Men fordi de ikke er med i historien. Fordi lidelsen og fortvivlelsen ikke er deres lidelse og fortvivlelse, fordi dommen ikke er dommen over dem og forargelsen ikke deres forargelse, er saligheden heller ikke deres salighed. Kun den, der selv er med i historien - det vil sige: den, hvem befalingen gælder - den, hvis eget liv er så fortabt og elendigt som sønnens - kan høre, at Guds ubetingede befaling er eet med hans barmhjertighed, der jager al bekymring og vantro på flugt og sætter et menneske livet for påny som Guds gave og opgave. Og så er der ikke plads til at stå ved siden af og komme med moralske formaninger eller tænke på menneskenes forbedring. - Kan en blind vel lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?

For de blinde vejledere, som tror, at de er seende, er næsten kun til som en genstand for deres moralske tilbøjelighed. Eller som een vi selvfølgelig tilgiver, fordi han er ligegyldig. Det vil sige: for dem er næsten slet ikke til - som næste.

Vi er vant til at betragte sagen sådan, at det nok er uvist, om vi har en gud, men at det dog er sikkert, at vi har en næste, og at vi skal elske ham.

Men det er ikke sandt. Den næste, vi sådan har i almindelighed og skal elske efter eget tykke, er kun en rekvisit for den moralske idealisme, der vil gøre næsten ligeså god som vi selv er - en ting, som vi pryder vor selvtilstrækkelig dømmesyge med. En næste har vi kun, hvor Guds dom over synden dømmer os til fortabtes broderskab med næsten, og hvor Guds tilgivelse befaler os at tilgive næsten, sådan som faderens ubetingede krav til sønnen om at være hans lydige søn kun lød på det ene, at han skulle være sin broders skyldner. Og omvendt er Gud, kun Gud, hvor det er således han befaler. Her er kærligheden til næsten slet ikke noget fortjenstfuldt, men slet og ret vor forbandede pligt - eller velsignede skyldighed.

Uden denne befaling er al vor såkaldte næstekærlighed kun moralsk selvretfærdighed og forsøg på at gøre sig til herre over næsten, som vi har gjort os til herrer over vort eget liv. Under denne befaling er der ikke andet end velsignelse, kærlighed og tilgivelse, for der er end ikke vort eget liv vort eget.

Hvis budet om at elske næsten som os selv ikke er eet med Guds myndige befaling om at frygte og stole på ham, så er den kun et højtopskruet ideal, som vi ved vor moralske stræben skal søge at nærme os. Så tilhører budet moralen, og så er det kun til forbandelse for os selv og næsten. I vor stræben efter at nå idealet vil vi udrydde næsten, hvis han kommer i vejen, og det gør han. Næstens tarv svarer jo aldrig til vore idealer om næstekærlighed. Så får vi hele den professionelle kærligheds-idealisme - eller med et fremmedord: filantropi - med dens hære af frelsere og blinde vejledere, der drager ud for at hjælpe under feltråbet: lær at se ligesom vi! Men hvor befalingen er Guds, dér er den på en gang vor dom og vor frelse. Der er alle vore moralske bestræbelser, som tager ansvaret for næsten ved at forklare og definere det for ham og gøre det betinget af forklaringerne, afsløret som det, de er. Og så sættes vi til at elske næsten ubetinget som vort ansvar overfor Gud. Det gør alle forklaringer overflødige.

Djævelen, som helst optræder i præstekjole, har opfundet en fin løgn, der lyder umådelig kristelig, og som kan siges, mens man slår syv kors for sig mod al moralisme og gerningsretfærdighed. Den siger: Livet er ikke en befaling, ikke noget, du skal. Men livet er en gave, som Gud i sit tilgivende ord har givet dig gratis og overladt dig at forvalte. Men i dette liv er der selvfølgelig også noget, du skal. Sådan hæfter moralens djævel sine egne moralske betingelser efter Guds gave. Løgnen består i dette også. Men den tilværelse, hvori der også er noget, vi skal, er ikke livet som Guds gave, men vidnesbyrdet om, at vi har mistet Guds gave. Det du skal, som lyder her og der i vort liv er ekkoer af lovens forbandelse over ulydige, der har skilt sig fra Gud, og som Gud derfor må regere med tvang og prygl.

Nej, Guds befaling til at tro ham og elske næsten - det, du skal, som er forud for livet - det er livets gave til døde og fortabte mennesker. Det kan opvække Abraham af stenene, for det sætter sig selv igennem på trods af vor vilje. Og så er der ikke noget at føje til - ikke noget, vi også skal. Så betyder liv ikke noget andet end lydighed. Den befaling er evangeliet om syndernes forladelse, som giver os plads i faderhjemmet og siger til os: Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit! Så tier alle lovens bud, for så er det ene store bud, som var meningen med dem alle, opfyldt for os af Guds søn som vor næste. Og vi er der, hvor vi skal være, fordi vi skal.

Så er den fortabte broder, som vi ville dømme, eller som vi ville hjælpe på ret vej, blevet til ham, som vi skylder alt, for så er vi ligesom han på bar bund, og det vil sige: under vor himmelske fars kærlighed.

Amen.