Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Har vi noget at betyde?

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1990, s.127-128. Matthæus kap. 28, vers 1-8.

Påskeprædiken. Matthæus kap. 28, vers 1-8.
Som knap femogtrediveårig gik Grundtvig omkring i København, stemplet af den akademiske verden som en provinsiel fanatiker. Det skudsmål kan man let få hæftet på sig på Rådhuspladsen, hvis man mener, at menneskelivet betyder noget - altså noget bestemt. Isoleret og ensom var han med sin bondske modstand mod tidens mondæne tro på, at menneskelivet kunne beregnes ved en fælles fornuftsindsats.

Man brugte dengang i hovedstaden et overbærende skældsord om sådan et "guds ord fra landet": - Din påskelilje!

Grundtvig har sikkert hørt øgenavnet bag sin ryg mere end een gang. Og han fattede kærlighed til denne bondeblomst fra landsbyhaven, der var ligeså hjemløs og betydningsløs på stenbroen som han selv. I sit blad "Dannevirke", som han lavede alene, skrev han sit digt om den foragtede blomsts betydning og spurgte den:

Ved du ej, at her i Havn
er du kun et øgenavn.
Mener du, at jeg har vilje
til at kaldes "påskelilje"?

Påskeliljen manglede både pragt og duft. Men den rummede minder fra barndommen, minder om hans fars præstegårdshave i april, om kirkeklokker og påskesang:

Lever op i sind og hu,
stander op af eders grave,
barnedage! følger nu
med mig ud i Faders have!
Lad mig under påskesang,
kirkeklokkens højtidsklang,
liljen til mit hjerte trykke,
bryst og hoved med den smykke!

Jo, synet af den landlige vårbebuder kunne nok få barnedagene til at stå op af deres grave. - Men er det nok?

Kan minderne give et menneske eller et folk betydning og skærme det mod en evig forglemmelse?

Også minderne er jo underlagt forglemmelsen. Også i mindet skal vi dø, når der ikke mere er nogen til at mindes os. Ja, hvad mere er: Minder kan, selv synlige, være døde som støvede museumsmontrer vogtede af sløve kustoder.

Nej, skal mennesket have betydning som menneske, da må ikke blot dets minder, men mennesket selv kunne opstå af døde.

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lvs på graven funkle.

I sig selv giver minderne ikke mennesket betydning. Men minderne er tegn ligesom bondeblomsten fra landsbyhaven - tegn, hvorved vi kan erindre og fæstne den betydning, der på forhånd er givet os.

Uden minder, uden erindring, uden historie, er vi som mennesker intet. Men har vort liv mistet al betydning for os, da kan minderne ikke selv bringe betydningen tilbage til os. De er dømte til graven som vi selv.

*

En rumænsk flygtning skildrede fornyligt den frigørelse fra totalitarismens helvede, hendes folk i år har gennemlevet, som en opstandelse i kristelig forstand. Hun citerede tillige den tjekkiske forfatter Milan Kundera, som har sagt, at kampen mod den totalitære magts dødsgreb er folkets kamp for at generobre sin hukommelse.

For da man ville vinde den totale magt over menneskene, måtte man udslette deres hukommelse - skrive deres historie om - så at folket ikke havde noget at identificere sig med - ikke engang en blomst med bud fra barndommen. Thi hvad er et tegn, som er tømt for betydning, for historie, for alt det, som ordene medbringer? - Kun en tom og sjælløs naturstemning.

I en sådan tomhed ender uværgeligt den tro på menneskefornuftens muligheder, som isolerede Grundtvig for hundrede og halvfjerds år siden, og som siden satte sig for at erobre hele verden ved at gøre mennesket historieløst - ikke blot i øststaterne, men også hos os selv - og føre det ind i åndløshedens slaveri, hvor mennesket ingen erindring har. Historien blev hos os afløst af journalistik underholdning - ja værre endnu: blev omskrevet til journalistisk underholdning.

Vi møder vidnesbyrd om det hver dag - senest her i påsken på tv-skærmen, hvor een af tidens ferme journalister i anledning af dronningens halvtreds års fødselsdag har sat sig for at vise den stakkels monark en uendelig og kedsommelig række af film om den teknologiske udvikling i de sidste halvtreds år, isprængt lidt kulturradikalt versemageri samt lidt sukret, sentimental snak om de fremskridt, vores globalt humanitære godhed har gjort: den første ulands-indsamling blandt skolebørn var en historisk milepæl. - Altsammen præsenteret med samme stupide ihærdighed som den, hvormed visse værtspar for en halv snes år siden plagede deres gæster til døde med deres rejse-diapositiver. Blot med den forskel, at her var det dronningens eget hjem, der var beslaglagt til lysbillede-forevisningen. Hun kunne ikke engang gå i seng.

Det skulle altså være det danske folks og dets dronnings historie i de sidste halvtreds år - dette opkog af ligegyldige minder, uden sjæl og identitet - et folk uden betydning og derfor uden livsvilje.

Men er den slags da ikke også en form for historie?

En form for hukommelse er det i hvert fald, men en hukommelse, der er tømt for betydning. Om man så støvede ti gange så meget af den slags hukommelsesgods frem af filmarkiverne, ville man derved kun bevise tifold, at historiens betydning ikke lader sig rekonstruere af hukommelsen - så lidt som et menneskes betydning. Den må være givet på forhånd - skænket udefra. Den historiske forskning kan ikke ved at rejse folkets og dronningens barnedage af deres grave give hverken det eller hende betydning.

Vor historie er jo selv en grav, hvis åbning er spærret af den sten, som menneskekræfter og menneskefornuft ikke kan rokke. Og da det alene er i historien, vor identitet og betydning kan fæste ende, så er vi - når vores egen fornuft er højeste instans - begravede i betydningsløshed.

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde...

Hverken af vårens undere eller af mindernes fortrolighed udledes der nogen opstandelse fra de døde.

Det umulige må ske, hvis vi som mennesker skal få betydning. Uden det er selv en hel skov af påskeliljernes gule natur-tegn blot flygtig og tom stemning, dømt til at visne. Og historien er blot en gennemgang af verdens uendelige fordøjelsesproces, som vi kværnes igennem.

Så er det at være dansk også kun at besidde visse medfødte egenskaber og færdigheder - ydre og indre træk, som kan registreres biologisk.

Sådan følte for over et halvt århundrede siden det tyske folk, at dets betydning var gået tabt. Og så rekonstruerede det sin betydning ved at gøre folket til en race, en biologisk størrelse, der hævdede sine særlige kendetræk som guddommelige og mente sig bestemt for at herske over alle andre racer og udrydde dem, der ikke skønnedes at være noget værd. Sådan går det, når et folk har mistet sin betydning og selv vil genskabe den. Ved at ville gøre det umulige - det som kun Gud kan gøre, om han vil - skaber folket sig selv i djævelsk betydning.

*

I denne umulighed er vi da stillet. Vi må og skal, hvad vi ikke kan. Som kvinderne ved den spærrede grav, hvor de romerske soldater holdt kontrol-vagt over det kejserlige segl, som Pilatus havde sat på gravstenen.

Sådan sætter menneskefornuften vagtposter ud for at sikre sit suveræne eneherredømme - sikre, at alt holdes indenfor det muliges grænser, så ingen skal kunne påstå, at livet er andet og mere end det muliges kunst - magtens kunst.

Ingen må have anden betydning end den, samfundet giver ham.

Men det umulige skete: historiens grav og Pilatus' gravsegl blev sprængt, og de, der holdt vagt, skælvede af frygt og blev som døde.

Hvad er gravsegl, sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Da fik mennesket - de bange kvinder, disciplene og du og jeg - evig betydning. Da den historie, vi selv havde bygget op og forseglet, sprængtes af det ord, vi troede, vi havde slået ihjel, blev historien til alvor. Og det blev gjort os klart, at historien i sig selv ikke fører til himmelen, men til graven.

For historie eller erindring betyder dybest set skyld. De minder, som vor identitet kan fæstne sig ved, og som binder os sammen som slægt og folk, de skal først og fremmest minde os om, at for Gud er vi skyldige til døden.

Så indser vi, at hvor ordet om Guds tilgivelse af skylden ved Kristi død lyder til os, dér gives det os at opstå af døde.

Det er det umulige, som Gud gør muligt.

Da vi ville gøre os selv historisk betydningsfulde som dem, der styrer udviklingen, mistede vi i virkeligheden al betydning. Og vi fik sand betydning, hvor evangeliet satte os på plads som dødelige mennesker, hvis historie foregår på syndernes jord, men hvis betydning i denne historie er fra Himmelen.

*

Den magtfulde fornufts vagtposter kender intet til dødes opstandelse. De vogter stadig det muliges grænser og forvalter det muliges kunst. De er mediernes offentlige mening - betydningsløshedens gravvagter. De må hævde, at der ikke skete noget ved Jesu grav. De registrerede i hvert fald ingenting, og det skulle de heller ikke. Guds engel lod dem jo blive som døde, da det skete.

Hvem vil så hævde, at noget så vanvittigt og umuligt som det, påskeevangeliet beretter, har fundet sted - og finder sted, hver gang evangeliet lyder?

Een, der tør påstå sådan noget, kan den offentlige mening vel ikke svare andet end: - Herregud, din påskelilje!

Men for den, der erindrer, hvem han selv er, kan selv et øgenavn være et tegn med evighedsbetydning.

Glædelig påske!

Amen