Af Johannes Lauridsen. Tidehverv, 1975, s.25-27. Mattæus evg. kap. 18,1-14.

(Prædiken holdt i Esajas kirke i København prøveprædiken for Simon Peters kirkes menighedsråd).

Bøn: Fader i Himlen! Vi takker dig for frelsen i Jesus Kristus, din evig eenbårne Søn, som du lod blive menneske og ofre for os i tidens fylde, fordi du ikke ville lade os i fred i vor fortabelse, som er ikke din, men vor skyld, idet den er det, at vi ikke vil være dine børn og Kristi medarvinger, men vil skylde os selv, hvad vi alene skylder dig. Vi takker dig, at vi hos dig i din Søn har evigt liv, fuldkommen retfærdighed og sand menneskelighed, medens vi ved os selv er døde i vore synder. Vi beder dig rive os ud af forargelsen over frelsen, der er det hårde og dræbende for os i vor vilje til at ville frelse os selv i stedet for at takke dig for frelsen.

Tekst: Mattæus evg. kap. 18,1-14.

Enten: at lade alt bero på Gud - eller: at lade alt bero på, hvad vi kan og vil.

Tro er at lade sit liv og sin salighed - sin retfærdiggørelse - bero på Gud og hans velgerninger mod os syndere i Jesu Kristi menneskevordelse og hans død og opstandelse for os. Altså: Tro er en fast holden sig til Kristi velgerninger i tiden og til, at han nu hos Faderen er vort liv, vor sande menneskelighed og vor fuldkomne retfærdighed.

Vantro derimod er, under forarget afvisning af kun at have Kristi velgerninger at vente sig liv og salighed af, at hænge hart ved løgnen om, at vort håb kan og bør sættes til os selv - til, hvad vi kan og vil. Selvberoenhed er et oprør mod at skulle skylde Gud alt og sig selv intet. Vantro er selvberoenhed. At være fortabt i vantroens helvede er at leve i den løgn, at ens liv beror på en selv - på, hvad man selv kan præstere af fromhed, af det man ofte kalder et helligt liv. Altså vantro er løgnen om, at mennesket og dets retfærdighed beror på det selv. - Altså ordene vantro, selvberoenhed, eller afgudsdyrkelse, der jo altid er dyrkelse af en gud, mennesket selv har dannet sig et billede af efter dets af det selv anerkendte behov, er ord, der siger eet og det samme - altså vantro.

Ud af løgnen om, at vi og vort liv beror på os selv, kan vi spørge, hvad vi skal have, når vi gennem et langt liv har fulgt Jesus efter og har stræbt efter at vinde saligheden ved at gøre de lovens gerninger, vi har valgt at bruge som selvretfærdiggørelsesmiddel. Og herud af kan vi videre spørge: Hvem er nået længst m. h. t. at leve et helligt liv, hvem er fremmest, hvem ligner Jesus mest? Ja, vi kan herud fra som Jesu disciple spørge: "Hvem er størst i Himmeriget"? Vi vil jo ikke lyde Gud, men lyde ham for at få noget ud af det, nemlig det resultat, at vi har vundet liv og salighed ved vore gerninger - måske med en vis hjælp fra Guds side. At lyde "for at" er ulydighed. Vi mener i vor vantro at have vundet livet, så at vi ikke alene skylder Gud takken derfor, men da også kan takke os selv for vor indsats og dermed fri os fra at miste tilliden til vor selvberoenhed. I fromheden, i det hellige liv, har vi således bevaret den gamle Adam fra døden, d.v.s. bevaret vantroen og oprøret - selvberoenheden.

- Kun i forkyndelsen af Kristus kendes efter Syndefaldet den sande menneskelighed. Den gamle Adam skal dø! Og han dør, når Gud i frelsen tilregner os den sande menneskelighed i den anden, den nye Adam, Kristus!

Vi gør i vantroen gerne meget for ikke alene at være Gud alt skyldige, men dog skylde os selv vor retfærdiggørelse. Ud af denne - os alle såre nærliggende - selvberoenhed stillede disciplene Jesus spørgsmålet: "Hvem mon er den største i Himmeriget"? Man spørger: Hvem når længst i selvretfærdiggørelsesbestræbelserne? Hvem er den fremmeligste - den største troshelt? Hvem beror i højeste grad på sig selv og sine retfærdiggørelsesbestræbelser? - Bistand fra Guds side lader sig her modtage. Den koster ikke synderen æren og livet!

Jesu svar er ganske overraskende for disciplene og alle, der i deres vantro gør disciplenes spørgsmål til deres spørgsmål. Ja, svaret er mere end overraskende, det er forargende. Jesu svar er jo nemlig et klart nej til vor løgn om, at vort liv og vor salighed beror på os selv. Han siger, at uden at vi rives ud af den indbildning, at vor retfærdiggørelse beror på os selv, kommer vi ikke ind i Himmeriget, thi der kommer ingen ind ved egne midler, kræfter, gerninger og fortjeneste, men alene for Kristi og hans gerningers skyld, for hans menneskevordelses, hans døds og opstandelses skyld - kort sagt for hans velgerningers skyld, de gerninger, som blev udført for vor frelsers skyld - ligesom Kristus nu, da han ikke længere er arm og elendig på jorden, men billedlig talt har indtaget sædet ved Faderens højre, og dér er hos Gud for os alt, hvad Faderen fordrer af os, så vi ved og i ham, medens vi ved os selv er døde i vore synder, er hellige og retfærdige, fordi Gud lader Kristi retfærdighed, hellighed, sande menneskelighed og evige liv gælde over for ham som vort liv, som vor sande menneskelighed, som vor hellighed og retfærdighed. Jesu svar lød: "Uden at I omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget".

At blive som børn betyder her at miste løgnen om selvberoenheden. Omvendelse er at rives ud af løgnen om selvberoenheden. Der er ikke tale om barnlighedsdyrkelse og romantik, ej heller om umiddelbarhedsdyrkelse, ej heller om tilkæmpet og dermed usand umiddelbarhed. Nej, der er ikke tale om andet end at blive som barnet, hvis liv aldeles ikke beror på det selv. Billedet med barnet skal blot sige, at det at indgå i Himmeriget går over døden for selvberoenhed. Fordi Himmeriget gives gratis for Kristi skyld, koster det vantroen livet, koster det indbildningen om, at menneskets liv kan retfærdiggøres ud af det selv. Denne pris er døden for den gamle Adam, mennesket, der lever i løgnen om selvberoenhed og dermed i oprøret mod at have livet som Gudsbarnet og Guds skabning, have det som gratis gave fra Faderen, som alene har æren derfor, hvilket koster den gamle Adam æren og livet, som han er fortabt ved at ville have, idet han ikke vil skylde Gud, men sig selv livet.

Fordi liv og salighed er gratis gave, der fås for Kristi skyld uden vor fortjeneste, gerning og kraft, forarges det vantro menneske på gaven, ja, hader den; thi vantroen er jo netop at ville takke sig selv og ikke Gud for alt. Vantroen er løgnen om vor selvberoenhed.

Vi sang: "Far verden, far vel", og dette farvel går jo ikke på verden som det sted, hvor vi er anbragt - ejheller på arbejdet i denne verden - ejheller på at spise og drikke, men på det at være verden, d. v. s. på selvberoende at eje og bruge verden for dermed at retfærdiggøre sig - at erobre livet og saligheden. Den verden, der skal siges farvel til, når ordet fra Gud lyder, er altså den, som er en væren verden i selvtilstrækkelighed, ja, oprør mod skaberen.

Det er bedre at indgå til livet med eet øje end at forblive i vantroens helvede med to. Jesus sagde: "Dersom dit øje forarger dig …! Det er: dersom du i det eller noget mener at eje dét, hvorved du kan retfærdiggøre dig ved egne midler - da riv det ud! Det er: riv løgnen om selvberoenheden ud, eller mist denne løgn i og med, at du får liv og salighed gratis. Ingen kan komme fri af fortabelsen i løgnen om selvberoenheden uden ved at få livet givet i og med at få troen på tilsagnet derom, der jo går ud på, at vi nådigt får Kristus og hans liv skænket.

Vi skal altså ikke konkurrere om, hvem der kan blive størst m.h.t. billedligt at afrive lemmer d.v.s. at erobre livet ved at ofre dette og hint og således forblive i løgnen: At vort liv beror på, hvad vi kan og gør.

Vi må derimod miste livet efter gamle Adams begreb, hvorefter dette liv beror på os og vor selvretfærdiggørelse, miste dette liv derved, at vi får livet skænket for Kristi skyld - og så må vi bede Gud bevare os for at tage forargelse af frelsen, det er: fortabes i angsten for det gode, fordi det at få dette skænket er døden for vor kære løgn om, at vi og vor retfærdiggørelse beror på os selv.

Her må det siges, at den gamle Adams selvberoenhed kan gemmes hen under smukke betegnelser om at kende sig - ved sig selv og sine humane erfaringer - for et fattigt og elendigt menneske, som humant indser, at det lige netop har brug for frelsen i Kristus. Her er tale om et psykologiseret evangelium, der er en snedig og satanisk løgn. Det hedder så smukt, at kristendommen kun kan komme til at vedkomme os, når vi gennem vore humane erfaringer lærer, at vi er kommet til kort og altså har brug for en tale om Guds nådige hjælp og støtte.

Taler man sådan, skåner man selvberoenheden, ja, sikrer den - erkendelse af, at kristendommen vedkommer mennesket, er fornægtet som det, der alene sker derved, at nåden gør sig troet, og idet den gør sig troet som vor absolutte fornødenhed, indesluttet os alle under ulydigheden, det er den fortabelse, som vantroen - ved nådens åbenbarelse - jo netop selv er. En åbenbaring af, at vi ved os selv er i vantroens fortabelse netop dér, hvor vort liv afhænger helt af Guds frie og gratis frelse i Kristus. Når vi selv kender os ilde stedt gennem vore humane erfaringer og slutter, at kristendommen vedkommer os, ja, da beror alt jo på os selv og vor indsigt, og vi vedbliver at leve i løgnen om selvberoenheden. Vi har jo ladet os selv sige os, at vi har brug for kristendommen, fordi vi har humant indseelige mangler. På den måde laver vi os en falsk kristendom, som vedkommer os i kraft af vor egen mening om vore mangler og behov, og derfor bliver en sådan kristendom ganske simpelt en religion lavet ud fra indseelige mangler, og den bliver så en humant anerkendelig udbedring af menneskelivet.

Men når kristendommen kommer os ved, fordi den gør sig hørt af os ved et Guds under, ved Helligåndens gerning, er det Guds frelsestilsagn, der tilsiger os frelse efter hans begreb, som gør sig vedkommende af enhver, som får troen derpå og dermed frelses fra vantroens påfund, at slig kristendom ikke rager os, men er os en forargelse i og med, at den er frelse efter Guds begreb om frelse og ikke en udfyldning af humant indseelige mangler ved vort liv. Som sådant supplement er kristendommen det, som folk kræver: at de humant skal fornemme, at evangeliet rager dem, siger dem noget, som man kan godtage som noget vedkommende - modsat evangeliet forkyndt som Guds frelsestilsagn, hvor frelsen er frelse efter Guds begreb og ikke efter noget humant begreb.

Evangeliet fordømmer og udelukker selvberoenheden i og med, at det tilgiver den - om og når dette tilgivelsestilsagn gør sig hørt til tro. Anden vej ud af selvberoenhedens helvede, som er Helvede, hvor herligt det end kan forekomme den gamle Adam at være, end Guds nådige tilgivelse, skænket os i og med troen derpå, gives ikke.

Enhver, som med hensyn til sit liv og sin salighed fortrøster sig til sig selv, og hvad vedkommende kan og gør, altså fortrøster sig til selvberoenheden, er absolut fortabt. Salig er den, som Gud ved at skænke troen på sin nåde, på frelsen i Kristus, river ud af fortabelsen i løgnen om, at menneskets liv beror på, hvad det kan og vil.

Alene for Kristi skyld er der frelse. At lade alt bero på ham og intet på eget evt. hellige liv og levned, er at være salig. Ingen er det ved egen kraft. Det er gave, altså: det er ikke erhvervelse, men salig den, som ved gaven, Kristus, har mistet, hvad han i vantroen kaldte sin salighed, det at forholde sig til sit eget hellige liv og levned.

Således ved Guds rige gave at have mistet verden som salighedsgrund er at være absolut salig for Kristi skyld aldeles uden begrundelse i egne kræfter, gerninger og fortjeneste.

Dette er hårdt for gamle Adam, men evangeliet kalder det liv og salighed. Gud rive os ud af forargelsen over hans godhed imod os, hvilket er, at han frier os ud af angsten for hans godhed - det absolut gode - frelsen.

Amen!