Af Johannes Schepelern. Tidehverv, 1929, s.137-139. Matth. 12,31-42.

Prædiken paa 12. Søndag efter Trinitatis 1928 over Matth. 12,31-42

BØN: Tal, Herre! din Tjener hører.

Denne Tekst handler om Ordet. Om Tale imod Menneskesønnen og imod Aanden; en god Tale og ond Tale; om Jonas' Tale og Salomos Tale - og (underforstaaet) Jesu Tale.

Jesu Disciple troede ham for hans Ords Skyld.

Ikke for hans Undergerningers Skyld. Undergerningerne var ikke i Stand til at frembringe Tro. Det hører vi af hans egen Mund her: "En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den -". Og det forstaar vi af mange Antydninger i Evangelierne; særlig klart ved Sammenstilling af Matthæus' og Markus' Beretning om Jesu første (og sidste) Besøg som Lærer i Nazareth med Matthæus': "Han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld", og Markus': Han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der". Det samme ligger formodentlig bag ved Bemærkningen i Dagens andet Evangelium om den døvstummes Helbredelse (Mk. 7): "Han tog ham afsides fra Folket" - hvorfor?, sagtens for at den døvstumme ikke, naar han havde faaet sin Hørelse, først skulde fornemme Folkeskarens Jubelraab over Underet, men Jesu Ord til ham. Johannesevangeliets Tilføjelse til Beretningen om Brylluppet i Kana (Joh. 2): "Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa - - og hans Disciple troede paa ham" kan ikke forstaas som, at nu først begyndte de at tro; for derom er jo berettet i Kapitlet forud; men: deres Tro paa ham fik ved Underet en mægtig Stadfæstelse; og at Udtrykket, der bruges, egentlig betyder "de kom til at tro", stemmer blot med den almindelige Erfaring med Hensyn til enhver Art af menneskelig Overbevisning: at ved hvert virkeligt Fremskridt forekommer det en, at nu først har vi det!

Ejheller troede de paa ham for hans personlige Egenskabers Skyld. Han siger jo her, at det skal ikke tilregnes dem, om de taler imod ham personlig. Selv de ypperste personlige Egenskaber kan jo heller ikke bevise Sandheden i et Menneskes Tale.

End ikke saadan forholdt det sig: at Disciplene troede Jesu Ord, fordi han var Guds Søn; men omvendt: de troede, at han var Guds Søn, fordi de troede hans Ord. Det ser vi ganske klart, naar vi sammenstiller Matthæus' og Johannes' Beretninger om to hinanden meget lige Begivenheder: 1) i Matth. 16, hvor Herren fører Disciplene højt nordpaa til en afsides Egn og dér spørger dem, hvad Folk siger om ham, og Disciplene begynder at nævne det ene og det andet - nogle siger: du er Døberen Johannes, andre: du er Elias, andre: Jeremias eller en anden af Profeterne. "Men I, hvem siger I, at jeg er?"; da svarer Peter: "Du er Kristus, den levende Guds Søn!" 2) i Joh. 6, hvor Jesu skarpe Ord har vendt mange af hans Disciple fra ham og han staar der og ser alle disse Rygge, - saa vender han sig til de tolv og siger: "Vil I ogsaa gaa?" Da svarer Peter: "Herre, hvem skal vi gaa til'? Du har det evige Livs Ord, og vi har troet og erkendt, at du er Guds Hellige!"

For Jesu samtidige laa Afgørelsen i selve hans Ord. Og saadan vilde Jesus det selv. Han mødte dem ikke fra først af med en Meddelelse om, hvem han var; men: "Den, der skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle" (Mk.8,38); og hos Lukas, hvor en Kvinde af Folket - netop i direkte Sammenhæng med den Tale af Jesus, som er vort Evangelium idag, - udbryder i Begejstring: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, du diede!", svarer han: "Ja, salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det" (11,27 f.).

Ligesaa for os.

Jesu Undergerninger er nu saa lidt som dengang i Stand til at frembringe Tro hos nogen. De kan være dem, der tror, en Bekræftelse; men meget mere er de os dog noget selvfølgeligt, naar vi først kender ham. Dette gælder ogsaa det største af alle de Undere, der vedrører ham: hans Opstandelse fra de døde. Som den for Apostlen Peter er nær ved at være det selvfølgelige ("Det var ikke muligt, at han kunde fastholdes af Døden" Ap.G.2,24), saa er den for os Opfyldelsen af alle vore Forventninger til ham, Grundlaget for det kristne Haab; men skabe Troen formaar ikke engang selve hans Opstandelse. Dette er ogsaa - naar man læser Ordene her om Jonas-tegnet igennem med Eftertanke - netop Jesu Mening her. Hvad havde det nyttet Jonas, om han var kommet til Ninive med en Beretning om sin eventyrlige Fart i Havdyrets Bug; men da han, den foragtede Jøde, stod frem paa Byens Torv og raabte Dommens Ord ud over Storstadens Folk, da - Undernes Under! - vendte de om, og klædte sig i Sæk og Aske og raabte til Gud. Saadan, siger Jesus til sin Samtid, skal I heller ikke faa andet Tegn end Jonastegnet - et Tegn, som I ikke vil tro, medmindre I tror mit Ord. For det er sikkert og vist, at "hører de ikke Moses og Profeterne, saa lader de sig heller ikke overbevise, og nogen opstaar fra de døde" (Luk.16,31).

Og Jesu personlige Egenskaber mægter ikke mere end hans Undergerninger. For det første vil Mennesker vel over for hans Disciples Vidnesbyrd om Mesterens fuldkomne Syndfrihed (1.Pet.2,22) i deres stille Sind tænke, at det er den blinde Tilbedelses let forstaaelige Overdrivelse; og over for Evangeliets Gengivelse af Herrens eget direkte Spørgsmaal ud i en Forsamling af Fjender: ,,Hvem af eder kan overbevise mig om min Synd" (Joh.8.46) vil man maaske tillade sig at mene det samme om ham selv; og bliver vi ivrige og gør opmærksom paa, at Fjenderne jo ikke mæler et Ord, skønt han jo her unægtelig har stillet dem i en fuldkommen ønskesituation, ja, saa vil man muligvis anbringe, at Evangeliets Forfatter jo - hvad der turde være lige saa unægteligt - selv er Herre over, hvad han vil meddele eller ikke meddele! Og iøvrigt, hvad beviser det, om han saa personlig var et aldrig saa fuldkomment et Menneske? Er derfor hans Ord om en Verden, som han siger sig at bringe Bud fra, men som er os saa ganske ukendt, godtgjort at være Sandhed?

Og at hans Menighed anmelder hans Ord som stammende fra "Guds Søn" - ja, det gider Folk ikke engang drøfte; ved ikke, hvad det vil sige.

Det er ikke Kirkens Sag at belære Mennesker om, hvem Jesus er. At Kirken gør det - eller prøver derpaa - er en anden Sag. Den burde aldrig være kommet ind derpaa; for det lader sig simpelthen ikke gøre. Man kan lære, hvilke Stoffer f. Eks. Vand bestaar af; men man kan umuligt lære, at Jesus er Guds Søn. Det kan man kun tro. Og der er kun een Vej til saadan Tro: Ordet. Det siger Paulus jo ganske utvetydigt i Romerbrevets tiende Kapitels syttende Vers: "Troen kommer af det, der høres". Kirken har ikke noget at gøre med at belære Mennesker om, hvem Jesus er; men de, der tror ham for hans Ords Skyld, de udgør Kirken.

Hvad vil det da sige at tro?

Ofte har vi talt sammen om, den Ting. Der er vel intet, vi saa ofte taler om, som dette. Lad mig nu idag ud fra Dagens Evangelium sige det saadan: At tro - det er 1) at føle sig truffet af Ordet, 2) at sige Ja dertil.

Uden først at føle sig truffet af Jesu Ord kommer intet Menneske nogensinde til at tro paa ham. Saa længe hans Ord er noget, der gaar uden om mig, vil det derfor være ganske hen i Vejret, om jeg kalder mig en kristen. Om jeg saa "tror" hele Katekismen, er det bare Snak det hele. Om jeg saa "tror" Syndernes Forladelse, - føler jeg mig ikke truffet af Ordet derom, saa gavner det mig ikke det mindste; det fjerner mig tværtimod blot fra Gud.

Vantro i egentlig Forstand, det er: ikke at ville lade sig træffe af Ordet. Det er den Synd, Farisæerne her i Evangeliet er ude i, og som Jesus siger om, at den ikke kan tilgives. Det er ingen Overdrivelse. Du véd det. Jeg véd det. Den utilgivelige Synd er ikke: at betvivle eller endog benægte det ene eller det andet Punkt af den kristne Tro, - end ikke om en vil betvivle eller benægte selve Kristi Guddom; men: ikke at ville lade sig træffe, ikke ville lade sig ramme af Ordet, det er den Synd, som ikke kan tilgives.

Tro er: at lade sig træffe af Ordet. Det er det, det gælder om. Lad saa Ordet gøre ved mig, hvad det vil: lad det saare mig dybt, lad det dræbe mig! Og dræbe gør dette Ord, saa godt som nogen Kugle, der farer af Bøsseløbet. Jesu Ord gør det ganske af med Mennesket, - hvis det faar Lov at ramme dér, hvor det sigter.

Hvad er Jesu Ord? Eet eneste Ord: Syndernes Forladelse. Det har de første kristne tilfulde forstaaet. Læg Mærke til, at Syndernes Forladelse er det eneste for dette Liv, den kristne Kirkes Trosbekendelse ved at nævne som Troens Udbytte. Det staar i den 3die Trosartikel: "Vi tror - - Syndernes Forladelse". Der siges - for dette Liv -intet andet. Syndernes Forladelse - det naaderigeste Ord i Verden, - men tillige det mest ubarmhjertige Ord i Verden. For det forudsætter Menneskets absolutte Uværdighed.

Det gælder da om dette ene: om jeg, om du, vil lade mig, lade dig, træffe af dette Ord! Den, der lader sig træffe, han er ikke langt fra Guds Rige. Han mangler blot det ene: at løfte sine øjne til Gud og sige: Ja. Er der nogen af os, som ikke, naar vi for Alvor skal se ind i os selv, maa bekende: jeg har begaaet den Synd, som ikke kan tilgives? Eller har du ikke? Jeg har. Nuvel, træffes du af Ordet om Syndernes Forladelse, saa mangler du kun eet: at sige Ja dertil, at modtage den evige Kærligheds Tilgivelse af det utilgivelige.

Saa bliver Ordet noget, jeg kan klynke mig til i al Nød. Ja, saa kan jeg klynke mig til ham, der taler Ordet. Saa véd jeg, hvem Jesus er.

Herre! hvem skal vi gaa til, uden til dig; du har det evige Livs Ord, og vi har troet og erkendt, at du er Guds Hellige!

Amen.