Af K. E. Løgstrup. Tidehverv, 1942, s.13-14.

Paa sine Vandringer rundt i Landet er Jesus taget ind hos mange forskellige Mennesker, men Jerikos Borgere har ikke kunnet glemme, at da han kom til deres By, saa gik han forbi ikke blot de førende Personligheder i Byen, men han gik forbi alle Byens anstændige og ordentlige Huse og tog netop ind til Byens Aagerkarl. Man kunde have forstaaet, at han var gaaet forbi de førende Mænds Huse og forbi de mere velhavende Familier for i Stedet at tage ind til en fattig Mand. Det havde været en Demonstration af, at man ikke skulde se ned paa de fattige. Men det var nu alt andet end en fattig Mand, Jesus var taget ind hos, det var en stenrig Mand, der havde tjent sine Penge ved Udnyttelse af sine Landsmænds Nødssituation under de romerske Magthavere (saadan som Aagerkarlen i Dag paa anden Maade udnytter sit Medmenneskes Nødssituation). Jerikos Borgere spurgte, hvad det skulde til for? Der kunde da ikke være noget Vidnesbyrd i det? Hvad vilde Jesus minde dem om ved at tage ind til en Mand, der ikke bare var stenrig, men havde tjent sin Rigdom ved Aager? Jesus vilde dog vel ikke dermed sige, at han ikke var Foragt værd? Han vilde da ikke dermed sige, at det kunde være lige meget? Han vilde da vel ikke godkende Mandens Forretning? Det kunde være ved at se saadan ud. Byens Borgere var forargede og vrede. "De knurrede".

Men hvorfor tog da Jesus ind hos denne velhavende Aagerkarl? Ikke fordi han godkendte noget ved Manden. Heller ikke, fordi han dermed vilde vise, at det var ganske lige meget, om man udsugede sine Medmennesker, eller om man ernærede sig hæderligt. Nej Jesus vilde sikkert hverken "sige" eller "vise" det ene eller det andet ved at tage ind hos en Aagerkarl i Stedet for at tage sit Ophold i Byen hos en ordentlig Borger.

Sagen var vel nok den, at Jesus ikke brød sig om, hvad et Menneske var forinden, om han var god eller ond, om han var en Aagerkarl eller Samfundsstøtte. Han brød sig kun om, hvad et Menneske blev til ved at høre hans Ord. Jesus saa ikke Mennesket i dets Karakter, i det som al dets Fortid havde gjort det til. Nej alt det som et Menneske allerede var blevet til, god eller ond, det lod han Fortiden sluge. Han saa kun Mennesket saaledes som det svarede ham paa det, han sagde til det. Derfor kunde Jesus ligesaa godt tage ind hos en Aagerkarl som til en god Borger, vi kan ikke i Menneskers Beskaffenhed, i deres Godhed eller Ondskab finde Grunden til, at han tog ind hos den ene og gik forbi den anden. Det var menneskelig talt tilfældigt, thi al hidtidig Karakter, Godhed eller Ondskab blev betydningsløs i Forhold til, hvad Mennesket nu gjorde sig til i sit Svar paa det, Jesus sagde eller gjorde.

Zakæus svarede paa det, at Jesus tog ind til ham under sit Jeriko-Ophold, med at gøre sig selv til Skyldner overfor sine Medmennesker. Han saa nu ikke længer i Medmennesket et Offer, som skulde udbyttes og udpines, men han saa i Medmennesket Næsten, han skyldte at give Gaver. "Se Halvdelen af min Formue, den giver jeg til de fattige, og hvad jeg har snydt nogen for, det giver jeg firdobbelt tilbage."

Og Borgerne i Jeriko, de gjorde sig selvgode og selvretfærdige i deres Svar paa Jesu Optræden. De blev hovmodige af den. Det at Jesus tog ind hos Aagerkarlen, det kom til at betyde for dem, at de følte sig højt hævet over denne elendige Zakæus. Og i det Hovmod smagte de paa deres Godhed, Retfærdighed og Hæderlighed.

I Jesu Tale styrter Fortiden i Betydningsløshedens Afgrund, det er kun Nutiden, der gælder. Enhversomhelst Forbindelse mellem Fortid og Nutid brydes, de gaar simpelthen fra hinanden.

Den der i Forvejen, i al sin Fortid var hæderlig - der er ingen Garanti for at denne Hæderlighed gør ham bedre skikket til at forstaa Jesu Ord. Al Hæderligheden, alle gode Gerninger betyder ikke det bitterste, de er sunket i Jorden af Betydningsløshed for det alt afgørende: hvad svarer vi paa hans Ord nu. Forarger det os, at alt hvad vi har gjort indtil i Dag er intetsigende, og holder vi fast paa vor Hæderlighed og vor Karakter og vil ikke slippe vore Gerninger og Resultater, saa overlades vi til os selv i vor Retfærdigheds Død. Vi er døde, vi der vil regne med nogensomhelst Fortid. Hans Ord er Livets egne Ord, der kun høres, hvor Mennesket bliver i den rene Modtagelses Nutid. - Det forargede Jerikos Borgere, at det dog slet ikke betød noget, at de i al deres Tid - i al deres Fortid havde været hæderlige. De holdt fast paa deres Fortid, det de var, deres Karakter. Det hjalp ikke. Det eneste, der betød noget, var deres Svar paa Jesu Ord og Optræden i dens Nu, og deres Svar var en fornærmet Knurren - og i den blev de overladt til sig selv i deres livløse Retfærdighed.

Enhver Forbindelse mellem Fortid og Nutid brydes. Den der i Forvejen er ond, uhæderlig og brutal - det er ikke sagt, at det hindrer ham i at forstaa Jesu Optræden, forstaa den saa meget, at han glædes over den som Zakæus og tager imod den som en Tilgivelse, i hvilken al Fortidens Uhæderlighed og Brutalitet synker i Jorden. Det gælder kun, hvad den brutale og uhæderlige svarer nu - i Livets eget Øjeblik. Jesus saa ikke Aagerkarlen, han saa kun et Menneske, der havde sagt ja til hans Ord og ene og alene holdt sig til det, saa han ikke tænkte paa at give Undskyldninger eller Forklaringer.