Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Værs'go svar!

Af Ole Rydal, Tidehverv, februar, 2005, s. 46-48 - (tekst: Matthæus 21, 1-9).

Det nye menighedsråd var samlet til sit første møde i konfirmandstuen i præstegården. Det var ret spændende, for der havde været en stor udskiftning i rådet. Det gik nu forholdsvis let med at vælge formand og næstformand og med at få de forskellige poster fordelt. Præsten kom ind med en lille forfriskning, tynd gløgg og tunge æbleskiver, der glinsede fedt. Man skålede på et godt samarbejde i den kommende periode, og så kom snakken lidt efter lidt i gang. De nye rådsmedlemmer følte, at nu skulle der ske noget i sognet. De måtte slutte op om præsten og tage nogle nye initiativer. Sognet hørte jo ikke til de mest vågne, der skete faktisk ikke ret meget, og det var så som så med kirkegangen.

Forskellige forslag kom på bordet uden dog at vække synderlig interesse. Kirkekoncerter, nå ja, men det var jo kun et fåtal, der gad komme til dem, og de unge kom da slet ikke. Foredragsaftener - jo, men man havde jo ikke råd til de store navne fra TV som kunne trække, uanset indhold. Alle så alvorlige og tankefulde ud. Jo, en bustur til Ribe med middag på hjemrejsen - tørstegte bøffer på Nr. Snede Hotel - det ville i alt fald lokke pensionisterne med. En pilgrimsvandring til foråret - et sådant forsøg havde givet pote ovre på Fyn med en ung smart kvindelig præst i spidsen. Men nu og her i vinter? Tjah. Måske var det noget for de unge.

Så vågnede Birgitte pludselig op: Jo altså, hendes mand var jo skovfoged, og han havde her for nylig vist hende det mest vidunderlige sted i skoven - en lysning ned mod søen. Der var læ og stille - kunne man ikke til advent arrangere en gudstjeneste her. Man kunne få spejderne med, og Birgittes bror og en kammerat var gode til at spille trompet. Det ku' sagtens lade sig gøre at få trukket et kabel oppe fra skovarbejderens hus, og så kunne organisten spille på keyboard. En kort gudstjeneste med gløgg, vafler og kaffe bagefter. Hendes mand skulle nok sørge for bænke og borde - ku' det ikke blive både hyggeligt og stemningsfuldt? Var det ikke en anderledes måde at begynde det nye kirkeår og det nye råds start på. Jo, vist lød det som en rigtig god ide; det var fint at komme ud af kirken engang imellem og få fat på de kirkefremmede. Hele selskabet livede op, endelig noget nyt i stedet for den gamle kirke, hvor alt var det samme altid.

Og så ringede telefonen til præsten. Han ilede ind på kontoret og kom lidt efter tilbage: Ja, altså, det var ærgerligt lige nu, hvor de var så godt i gang med en fin fornyelses- ide, men han var altså nødt til at tage ud på et besøg. Det hastede, men han skulle nok skynde sig.

Han af sted. Ud til Mette og Gunnar. Det var Mette, der havde ringet: Kan du komme nu, for det er alvorligt - Gunnar har ikke langt igen. Præsten vidste det godt. Gunnar havde været rigtig syg i lang tid, og der var ikke noget at stille op. Han lå der hjemme og ventede bare på, at det skulle få ende. Alle ventede på det. Mette havde stammet noget om, at Gunnar gerne ville til alters. Det havde han og præsten nok talt om på et tidspunkt. Præsten havde altersagerne med.

Med gløgg-smagen i munden og måske en smule kvalme trådte han ind i Mettes og Gunnars hus og ind i stuen, hvor Gunnars sygeseng stod. Alle de voksne børn og svigerbørn var der. Præsten gik hen og hilste på Gunnar, og det var i høj grad tydeligt: God aften, Gunnar, nå, du har det nok ikke alt for godt. Gunnar rystede svagt på hovedet, mens han så på præsten med store, underligt klare, men gullige øjne. Han prøvede at smile, og Mette tørrede hans pande og vædede hans læber med en vatpind. Præsten stod bare og så ind i den syges øjne. Så tog han sig sammen og nikkede til Gunnar og gik så rundt i stuen og hilste på. Han gik tilbage til sengen - han anede ikke, hvad han skulle sige. Ethvert opmuntrende ord ville være fjollet. Så det blev bare til: "Og du ville til alters, Gunnar, ja, men lad os så gøre det." Han fandt altersagerne frem, lagde oblater på sølvtallerkenen og hældte vin i kalken og vendte sig mod Mette og den syge og spurgte, om de ville have, at de sang nogle salmevers. Jo, Mette svarede, at det ville de, og Gunnar havde nu altid været så glad for 'Nu titte til hinanden'. Det var efter præstens mening en dårlig salme at vælge, men han holdt sin mening for sig selv, og de sang den. De fleste af børnene og svigerbørnene kendte den og sang tøvende med.

Men så, lige inden nadveren begyndte, slog det præsten, at han måtte læse advents-evangeliet om Jesu indtog i Jerusalem. Han læste, og ordene ramte ham. Her stod han og vidste egentlig ikke, hvad han skulle sige til Gunnar og familien, her stod han og kunne bare læse ritualet og dele lidt brød og en slurk vin om. Til den syge endda kun en flis af brødet og et par dråber af vinen, fordi han ikke kunne få mere ned. Her stod han, meget lille, og så lød ordene: "Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl." En døende eller dødsdømt stakkel som han selv - eller som Gunnar, der lå dér - og så var han kongen eller Gud. Så nær alle sølle stakler.

Præsten rettede sig, med sikker myndighed uddelte han brød og vin til de tilstedeværende - den mad og drikke, som også var Guds. De sang bagefter - et par vers, som heller ikke var præstens yndlingsvers, men skidt så - de var i Guds nærhed, hvordan det end gik.

Og hvad så? Ja, så ikke noget særligt. Præsten satte sig ved siden af Mette ved Gunnars seng, og præsten snakkede frit: Ka' du huske, Gunnar, det gilde - ja, vi var vist begge lidt højt oppe, ka' du huske den køretur i sin tid, hvor børnene var så umulige… Latteren lød i stuen, den syge lo med, så han måtte kaste op. Træt sank han tilbage på puden, og præsten sagde farvel kredsen rundt og til sidst til Gunnar: "Nu skal du ha' tak for den tid og ha' det godt!"

Præsten kørte hjem - der var vel gået halvanden til to timer. Derhjemme sad menighedsrådet stadig ved kaffebordet eller rettere smørrebrødsbordet. De havde det rigtig godt, de havde skålet igen for fremtiden, og de havde arbejdet videre ud fra Birgittes fortræffelige ide. Jo, de skulle nok få gang i menighedslivet!

Han kom ind og satte sig på den ledige stol, blev budt af smørrebrødet og fik skænket op. Ingen sagde noget eller spurgte om, hvad han havde lavet - det der med det religiøse spørger man jo ikke om. Han fik et par mundfulde mad og en snaps - og så så han sig omkring: "Ja, jeg vil bare lige spørge, om I er færdige med jeres drøftelser og med planerne for den der adventsgudstjeneste i skoven?" Jo, det var de da, og nu skulle de læse for ham, hvad de havde ført til protokols.

Præsten rejste sig med et sæt. "Nej", lød det skarpt, " jeg vil ikke høre det, og den der billige reklameforestilling med spejderfaner og trompettrutten ude i skoven bliver uden mig. Jeg holder adventsgudstjeneste i kirken som sædvanlig. Det handler nemlig ikke om at reklamere for noget, eller om at gøre det hele mere spændende og indbydende. I kirken handler det om evangeliet eller om prædikenen, om I vil. Ikke en forkortet prædiken, en ud- salgs- eller tilbudsvare, men det handler om det evangelium, som er alvorligt eller livsvigtigt, og som således skaber mod og glæde hos ynkelige og fattige mennesker. - Eller sagt anderledes", og nu fortalte præsten om, hvad der var hændt ham, mens menighedsrådet havde siddet og arbejdet på kirkens liv og vækst. Han fortalte, at han var blevet kaldt ud til en hjemmealtergang - hvis de da vidste, hvad sådan noget var! - "Ja, I kender jo Mette og Gunnar, og dér var det altså. Sådan noget er jo ikke særlig sjovt, for hvad skal man sige, man bliver meget lille."

Og så fortalte han om, hvordan han pludselig før altergangen havde fået den tanke at læse advents- evangeliet for familien, for Gunnar og Mette og for sig selv. Det var for de ords skyld "Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl" - præsten gentog ordene, heftigt og med let dirrende stemme. Han stirrede på forsamlingen: "Se, den slags japper man ikke af sig ude i skovidyllen til keyboard og messingmusik - og åh, hvor er det hyggeligt, og der dufter af rødvin, kanel og æbleskiver. Nej, sådanne ord, en sådan melding, står alene og slynges i hovedet på stakler og fjolser, på alle os, som ikke har noget at prale af ud over, at vi er dømt til at dø. Det skal høres, at denne latterlige konge rider ind blandt staklerne og fjolserne, blandt de dødsdømte for at vise, at dér er Gud! Det er her, som det er i et kærlighedsforhold; ordene 'jeg elsker dig' er, når de er alvor, ikke noget, der hører hjemme dér, hvor folk går omkring eller sidder og hygger sig. Ordene er direkte, rammende - de sætter på plads og skal bare høres - som krav og som nåde. Kun sådan er de alvor og fulde af fryd. - Derfor, kære venner, vil jeg ikke med i skoven for at reklamere for hyggen, succesen eller hvad det nu er!"

Præsten satte sig. Tavsheden var voldsom. Birgitte, der var kommet med idéen, var ildende rød i hovedet og lige ved at græde. Andre i rådet rystede på hovedet, nogle var tydeligt forargede, en enkelt pudsede briller. - Det var meget pinligt - en rigtig skidt start for et nyt, foretagsomt råd. Det kunne betyde vanskeligheder imellem råd og præst.

Nå ja - og nu er det så op til jer at dømme i den historie og gøre den færdig. Men det er vigtigt, at I gør det. Af to grunde, som hænger nøje sammen: I skal dømme i historien og gøre den færdig, fordi den handler om jeres - om den enkeltes - liv. Gælder det trompettrut, keyboardlyde og gløgghygge, eller gælder det ordet om Gud, der er midt i vores lille verden, og som gør den til sin - gør den gyldig og væsentlig trods alt? Værs'go svar!

Den anden grund hænger nøje sammen med den første. Lader vi hånt om ordet om Gud i vores verden, ja, så gør vi i virkeligheden alt ligegyldigt. Dagligdagen, vores næste, vores slægt og historie og sprog, vores land. Vi trænges og trues i dag af fremmede, som ønsker at beherske det hele eller beherske os. For hver dag, der går, bliver det stadig tydeligere. De fremmede, d.v.s. muslimerne, trænger sig på, viser deres foragt, ønsker vore love og opfattelser hen, hvor peberet gror, truer, ja øver vold, taler med flere tunger for at narre os o.s.v. o.s.v. Mange af dem, der styrer vort land og står som rigets forreste mænd, tør dårligt tale rent ud eller er så indfangede af en verdensfjern humanisme. De viger forsigtigt og taler om dialog, integration, forståelse o.s.v. De værger deres land, som der står i folkevisen om Erik Glippings kammersvend eller væbner: "Han værged sin herre som en skalk." Det er tvingende nødvendigt at dømme i historien, jeg fortalte, og gøre den færdig! Værs'go svar!
Amen!