Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Så stå fast

Af Morten Rydal, Tidehverv, marts, 2005, side 70-72. (Luk. 2, 21).

Nytårsdag 2005 - Luk. 2, 21

Lad tidens hjul omdrive,
lad veksle dag og nat,
men lad, o Gud, os blive
fast på dit hjerte sat!
I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt, hvad dit navn kan ære
og tjene til vor gavn!

Nytåret plejer man jo gerne at markere med nytårsforsætter - den slags løfte, som man aflægger til sig selv om et eller andet, man vil gøre anderledes i det nye år. Men i stedet for at love os selv at holde op med at ryge eller drikke, eller at spise lidt færre flødeskumskager eller den slags ting, burde vi sætte os for, at vi i det kommende år vil holde os for øje, hvad Paulus engang for mange år siden skrev til sine menigheder i Galatien (i det nuværende Tyrkiet) og i Korinth. Det står i Det Nye Testamente. Til galaterne skrev han: "Til frihed har Kristus befriet os. Så stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg". Til korintherne skrev han: "Alt er tilladt - men ikke alting gavner"! I stedet for de åndssvage reklameslogans og tåbelige dansk-pop-tekster, som vi fylder vore hoveder med, burde vi lære det udenad: "Til frihed har Kristus befriet jer. Så stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg" og: "Alt er tilladt, men ikke alting gavner".

Når vore børn bliver 18, får de vistnok stadigvæk et eksemplar af Grundloven. Og politikerne har alvorligt drøftet, om ikke også alle tilflyttere til vort land skal have et eksemplar af Grundloven. Men det ville være meget bedre at give dem et eksemplar af Paulus' brev til Galaterne. Her ville de kunne hente nyttig viden om den frihedsforståelse, som stadigvæk langt hen ligger til grund for hele vores tænkning og forståelse af verden. Men det er nok desværre utænkeligt, at vi her i vores kristne Danmark skulle kunne tage os sammen til at gøre noget så fornuftigt. Religionshistorikere og formænd for diverse nævn ville vel straks give sig til at hyle op om, at den slags virker anstødeligt på folk af anden tro. Det ville jo være at missionere for en bestemt religion. Nå, men vi andre burde så se at lære Paulus' ord udenad eller skrive dem op over døren, ligesom man gjorde i gamle dage. Det er nemlig en vigtig sag, det drejer sig om! Det handler om friheden.

Vi hører i dag, at Jesus otte dage gammel bliver omskåret. Det lille drengebarn føres til præsten, som med en kniv skærer forhuden af. Så holder familien en stor fest, akkurat som mus limerne gør det i dag. Jesus blev altså omskåret. Men det er vi jo ikke blevet! Vi, der jo ellers er hans menighed og kalder os kristne. Ingen har påtvunget os, at vi skulle omskæres. Ingen har sagt: Jesus blev omskåret, altså skal vi også omskæres. Hvorfor? Fordi vi siger: Vi frelses ikke ved noget, vi gør - hverken mod os selv eller imod andre. Vi frelses ved tro på Jesus Kristus. Omskærelse eller ikke-omskærelse, svinekød eller ikke-svinekød, bade- og beklædningsregler, tørklæder, hånd- og fodvask, negleklipning, skæglængde - alt den slags er irrelevant, ligegyldigt, hvad angår forholdet til Gud! For Gud har besluttet, at vejen til ham går gennem Jesus Kristus og troen på ham - ikke gennem et eller andet særligt, som vi gør eller ikke gør. Derfor: om vi er omskåret eller ikke, om vi spiser det ene eller det andet, om vi klæder os sådan eller sådan, om vi taler det eller det sprog, går med slør eller ikke - det er hamrende, bedøvende ligegyldigt.

Et andet ord vi burde skrive på dørstolpen er det, Jesus sagde til farisæerne engang i en diskussion om renhed og svinekød: "Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen". Altså: på det allerklareste bliver det slået fast: den slags betyder ingen verdens ting for forholdet til Gud. Det er frit. Det skal ikke påtvinges nogen, men behøver heller ikke være forbudt. Det gør ingen forskel over for Gud.

Den simple tankegang skal vi holde rigtig godt fast ikke bare over for muslimerne, men også over for dem, der tager den slags som en selvfølge og tror, det bare drejer sig om sund fornuft. For lad os nu udvide det lidt. Når Kristus selv og Paulus lærte om friheden, var det ikke kun i forhold til regler om håndvask og svinekød. Det gælder al lov overhovedet. Her er reglen igen ganske enkel: ingen lov er hellig, ingen lov er dumpet ned fra himlen. Alle love er tidsbundne og menneskelige. Vi tror ikke på love og regler, men på Kristus. Vi frelses ikke ved at overholde den eller den regel, men ved at tro, at Kristus alene har vundet Guds hjerte for os.

Hvad skal en lov? En lov skal tjene til gavn for mennesker. Lad mig sige det sådan: Lovens opgave er, at jeg kan sidde i fred og nyde et glas øl med mine venner, at min nabo kan grave sin have i fred, at børnene kan færdes trygt på vej til skole, at min kone kan færdes i byen i fred uden at blive overfaldet. Det er det, loven skal. Den skal tjene og være til gavn og skal overholdes af hensyn til andre mennesker. Andet skal den ikke. Hvis nogen påstår, at en lov skal mere end det, kan man være sikker på, at han ikke har fattet en snus af det hele. Love kan ikke gøre mennesker bedre. Love kan ikke gøre verden god. Love kan ikke forme mennesker og forvandle en vaneforbryder til engel. De kan blot udstikke nogle fornuftige og rimelige rammer til gavn og beskyttelse for vores samliv med hinanden. Og hvis en lov er forældet og ude af trit med de faktiske forhold - nå, jamen så kan vi afskaffe den. Blot fordi en lov står i Grundloven eller en anden gammel lov, er den ikke hellig. Gavner den ikke, er den en hæmsko, og passer den overhovedet ikke med de faktiske forhold, så væk med den. For love er ikke evige. At der er love til, er en Guds gave, men lovenes ordlyd og udformning - det er en menneskesag. Hvis man begynder at lave love, som bestemmer, hvad et menneske må mene og tro, så er Fanden løs, og så er enhver pligtig at overtræde sådan en lov. Sådan er den kristne tale om loven - den tale, som vores samfund er bygget på.

Men den tale er under pres fra to sider. For det første fra muslimerne, der jo tror på en hellig lov, d.v.s. en evig, uforanderlig, guddommelig lov, som gælder for alle mennesker til alle tider. Hvad skal de med Grundloven? Den regner de kun, fordi de accepterer, at muslimerne i Danmark endnu er i mindretal, og at flertallets lov derfor gælder. Men de regner lige så sikkert med, at når muslimerne udgør et flertal herhjemme, så skal Guds lov selvfølgelig indføres her også. Og det er logik for høns: hvis man virkelig har en lov direkte fra Gud, må den jo være overordnet menneskelige love. Nu er Koranen selvfølgelig skrevet af mennesker som alle andre love. Vi skal blot være klare over, at muslimerne tror blindt på, at den så at sige er dumpet ned fra himlen, direkte fra Allah. Og fra deres side kan der derfor ikke være nogen forståelse for kristendommens syn på den sag.

Det var det ene, men vores kristne forståelse af frihed og lov er også under pres fra en anden side, nemlig fra dem, der har droppet kristendommen og hævder, at det bare drejer sig om at være oplyst og fornuftig. De tror, at blot vi alle sammen bliver oplyst og informeret, så vil verden blive god. Omskærelse er f.eks. et tåbeligt gammel levn fra en fjern overtroisk tid, som ingen oplyste mennesker nu om dage kan følge. Men dertil er at sige, at rigtig mange højtuddannede, oplyste og kloge jøder og muslimer er omskåret - og at de sandelig også lader deres børn omskære. Religion er meget stærkere end oplysning og information. Det er meget karakteristisk, at de mennesker, der forkaster kristendommen, hurtigt får problemer med at finde ud af, hvad vi egentlig har love til. De, der f.eks. taler allervarmest for menneskerettigheder - de har gjort menneskerettighedserklæringen til en guddommelig, evig lov - akkurat som muslimernes hellige lov. Menneskerettighedserklæringen er skrevet af mennesker på et bestemt tidspunkt og under bestemte historiske forhold, men nu kaldes de universelle, d.v.s. de gælder under alle forhold til enhver tid. Sådan er det så mærkeligt!

Men så kan man spørge: Når Gud nu ville frelse os ved tro på Kristus og ikke ved en eller anden lov - hvorfor i alverden lod han så Kristus omskære? Det ville da have været mere logisk, hvis Lukas havde fortalt, at Jesus ikke blev omskåret. Ja, i mine øjne understreger det blot endnu tydeligere, at love og regler er tidsbundne og jordiske. I Biblen er omskærelse et tegn, som Abraham får på, at han skal være stamfader til det udvalgte folk. Engang skal alle jordens folk velsignes i dit afkom, får Abraham at vide. Det afkom er Kristus. Med ham begynder noget nyt. Det gamle tegn bliver forældet. Nu skal alle folk samles om Kristus - omskårne og uomskårne - og lade sig døbe. Dermed er omskærelse blevet uden værdi. Man kan gøre det, man kan lade det være. Og hvorfor ikke lade det være, når det nu i realiteten ofte påfører barnet infektion, smerter, seksuelle problemer? Det gælder ikke mindst for kvinder, men det er et helt uhyggeligt kapitel for sig! Her er kun tale om mænds omskærelse.

Paulus lærte, som jeg sagde: Alt er frit, men ikke alting gavner. Han så selv sådan på det: Jeg er omskåret, men jeg ville ikke drømme om at kræve omskærelse af mine medkristne. For vi tror jo ikke på love eller på noget, vi gør. Vi tror på Kristus. Alligevel lod Paulus engang sin medarbejder Timotheus omskære, fordi det forargede nogle kristne med jødisk baggrund, at han ikke var det. Det viser med al tydelighed, hvor ligegyldigt det var for Paulus - og hvor ligegyldigt den slags skal være for os: svinekød, baderegler, omskærelse, påklædning, skæglængde, negleklipning, slør, bedetider, valfarter - de stakkels mennesker, der må bøvle med deres samvittighed på grund af den slags! For kristne er den slags aldeles ligegyldigt. Vi kan gå med slør - hvis det er til gavn for nogen. Vi kan lade være - hvis det er til gavn. Vi kan omskære os, hvis det kan være til gavn for nogen - vi kan også lade være - hvis det kan være til gavn for nogen. Ikke gavn for en eller anden religion, men til gavn for mennesker, for de mennesker, vi stilles overfor i hverdagen - det er prøven: over for dem er alt netop frit, fuldstændig frit. Det spørgsmål, som skal optage os, er ikke, om der er en lov, der siger, at vi skal noget bestemt. Det spørgsmål, som vi skal tænke over, er, om det, vi gør, gavner dem, vi står overfor, vores Næste. "Til frihed har Kristus befriet jer. Så stå derfor fast og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg". Og: "Alt er frit, men ikke alting gavner". Sådan skal det lyde også i 2005!

Godt nytår!

Amen!