Af Hans H. Graversen, Tidehverv, 2007, nr. 2, februar, s.43-44. (Luk. 2,1-20)

Juleaften 2006. Tekst: Luk. 2,1-20

Pris være Gud i sang og bøn,
som sendte os sin egen Søn!
Så vil vi glemme sorg og savn
og holde jul i Jesu navn!

'Nissekort' og 'Breve til udlandet'! Det var mulighederne, da jeg forleden var på posthuset for at aflevere julebreve til forsendelse. "Nissekort! Hvad er det?" Spurgte jeg, "Og hvor skal jeg lægge mine julebreve?" Ja, medmindre brevene skulle udenlands, så skulle de lægges i kassen med nissekort, var beskeden jeg fik. Og det anede mig jo nok i forvejen, men derfor skulle der nu alligevel spørges.

Og tankerne gik til dengang, 2006 endnu var ung, og Danmarks navn var på alverdens læber, og ophidsede skarer i muslimske lande gik i demonstration og brændte Dannebrog af, hvor Danmarks statsminister meddelte, at han fandt, at religionen fyldte for meget i det offentlige rum. Og det havde han på den ene side ret i, for det var så vist utroligt, hvad 12 karikaturtegninger og ophidselsen og fornærmelsen herover fyldte så længe og så meget i det offentlige rum verden over. På den anden side må man samtidig især her op til jul konstatere, at i hvert fald kristendommen fylder stadig mindre i det offentlige rum. Det er vel nærmest en generation siden, fjernsynets julekalender blev til U-landskalender; og flere år er gået, siden et stort svensk møbelforetagende meddelte, at man ville holde op med at julepynte i varehusene; fra England forlyder det, at en stewardesse er blevet forbudt at bære et halssmykke med kors med den begrundelse, at det kan fornærme ikke-kristne; og når det officielle Danmark sender julekort ud på engelsk fra Udenrigsministerium og ambassader, så står der ikke "Merry Christmas" på kortet, men det "religionsneutrale", som det kaldes, "Season's Greetings" (=glædelig årstid); og på posthuset her i Vejlby kaldes julekort nu nissekort. Og selv om man jo næsten kun kan smile af det sidste, så er der ingen grund til at gøre det af den tendens, der ligger bag.

Og tendensen, der ligger bag, er, at man endelig ikke må fornærme nogen, og at vi jo alle sammen skal kunne være her. Og det lyder jo meget tilforladeligt og ikke spor forkert; men det er langt fra altid så tilforladeligt og slet ikke så rigtigt, som det lyder. Der skal være plads til alle, så ingen bliver fornærmet, lyder devisen; og julekort bliver til nissekort; og man tror, at man har fundet de vises sten, men overser, at bestræbelsen på at give plads til alle har medført, at der pludselig ikke er plads til dem, der vil sende julekort. Og det er selvfølgelig til at overse, hvad det betyder, når det er kort, vi taler om. Men når det af hensyn til ikke at fornærme andres religiøse følelser forbydes en at bære et kors i et halssmykke, så har bestræbelsen på, at ingen bliver fornærmet, og alle skal kunne være her, medført, at der ikke er plads nogen steder i det offentlige rum til den, der ønsker at bære et halssmykke med kors.

Nej, det er så vist ikke religionen, der fylder meget i det offentlige rum, men frygten for at fornærme andres religiøse følelser, der fylder meget, ja fylder mere og mere. Når nogen ser sig fornærmet på sin tro og føler sig fornærmet på sin Guds vegne, så bliver luften tung af vrede og mørk af had, så skal der rådes bod og i det mindste gives en uforbeholden undskyldning. Religiøs fornærmelse kan man ikke argumentere imod, og den kan kun stilles tilfreds, hvis den får en uforbeholden undskyldning, hvor alt trækkes tilbage og fjernes, der påstås at være årsag til fornærmelsen. Og således tager fornærmelsen og frygten for at fornærme hinanden i hånden, og med påstanden om, at der skal være plads til alle, så ingen fornærmes, bliver der pludselig plads til meget lidt, så mange ikke føler, at der er plads til dem.

Plads var der ikke til de to, der hin nat ved folketællingstide kom til Betlehem. I hvert fald ikke plads i herberget; så de måtte nøjes med, hvad de kunne få, nemlig plads i stalden. Og det kunne man jo godt have taget fortrydeligt op og blive fornærmet på tilværelsen over. Men hverken Maria eller Josef var af den slags, der havde hang til at blive fornærmet.

Al mulig grund til fornærmelse havde der ellers været for Josef ni måneder tidligere, da Maria var kommet og havde fortalt, at hun var med barn, uden at han kendte noget til det. Men Josef var hverken en flæbegøj eller en skvatmikkel, der krævede en uforbeholden undskyldning, når noget gik ham imod, men et mandfolk og et ordentligt menneske. Fornærmelse på Guds vegne over, hvad Maria fortalte, lod han andre om, hvis de lystede. Han havde selv sine stærke tvivl om, at det i det hele taget var muligt at fornærme Gud, og tænkte, at Gud nok kunne bære det, hvis det ikke var sandt, hvad Maria sagde; og hvis det var sandt, hvad hun sagde, hvor på en gang foruroligende og forunderligt var det så ikke, så stort og ikke til at forstå!

Hvorledes det var blevet sådan fat med Maria, at hun ventede barn, og at Josef ikke kendte dertil, holdt de to klogeligt for sig selv. Det var ikke til at vide, hvilken bølge af vrede og storm af fornærmelse på Guds vegne, der ville komme over Maria med påstand om, at hun havde bedrevet hor og således brudt Guds lov, og hvor let kunne det ikke være sket, at hun var blevet stenet derfor. Det var jo, før barnet i hendes liv var kommet til verden og var blevet voksen mand, og ingen havde fået den tanke, som han Jesus 30 år senere skulle opkaste at spørge sig selv, om man var så ren selv, at man kunne kaste den første sten.

Og så er de to da der i stalden, det eneste sted hvor der var plads til dem. Og barnet er født, og plads fandt de til det i en krybbe.

Og ind ude fra mørket kommer hyrderne og fortæller nyt. Englenyt var det, for det var nyt af den slags, som kun engle kan bringe, nemlig nyt fra Gud, at det barn, som hyrderne nu så svøbt og liggende i en krybbe, var frelseren, der var født dem, og han var Kristus, Herren. Og en stor glæde skulle han være for hele folket. Og selv om Maria havde hørt det englebud ni måneder tidligere og også hvisket Josef det i øret, så gemte hun hvert og et af hyrdernes ord i sit hjerte og grundede over dem og glædedes ved dem. For selv om godt nyt er hørt før, så kan det ikke høres tit nok, og man bliver aldrig træt af at høre derpå, når det er nyt fra Gud.

Og også Josef glædedes ved hyrdernes ord. Og ked af, at han ikke var blevet fornærmet, hverken på egne eller Guds vegne, ni måneder tidligere, var han slet ikke. Han så på barnet. Meget fyldte det ikke i krybben, og i det offentlige rum fyldte det slet ingenting, men i hans hjerte fyldte det alt. For han spejlede sig i barnets øjne og så således sig selv. Og hyrdernes ord blev også for ham englenyt om himmelglæde: var barnet Guds glæde til hele folket, så var glæden, Guds glæde, også hans.

Det gik stille af i det offentlige rum, at Vorherre blev født, det fyldte næsten mindre end ingenting, lige bortset fra i hjerterne på nogen hyrder og tre vismænd og de to voksne i stalden. Og fornærmet over, hvad der var sket, blev ingen, for bortset fra hyrderne og vismændene og de to voksne vidste ingen, hvad der var sket. Men havde verden vidst, at Guds søn således kom til verden i fattig stald på strå, ville fornærmelsen nok ingen grænser have kendt over, hvad enhver, der vidste bedre, ikke kunne andet end opfatte som en fornærmelse af Gud.

Da Jesus blev voksen og trådte ind i det offentlige rum, brugte han næsten al sin tid på at træde på folks religiøse følelser og fornærme dem på deres tro. Og tror nogen, at det er en helt anden historie end juleevangeliet, så kan de godt tro om. Det er den samme historie, blot med andre ord. At Gud ikke lader sig fornærme og aldrig lader sig fornærme; men det kan den, der mener at have patent på Gud, ikke forstå, men netop kun blive fornærmet over.

Sådan var det på Jesu tid. Og sådan er det i dag. Og derfor skal vi ikke lade os styre af frygten for fornærmelser, men lade glæden tage bolig i os, hvor vi ikke tager plads fra hinanden, men giver hinanden plads og rum til at være os selv. Sende julekort og turde ønske hinanden glædelig jul og ikke i korrekthedens altid pæne navn, der altid frygter at fornærme, nøjes med at ønske glædelig årstid.

AMEN