Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Al den snak om værdier

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2006, nr. 10, december, s.175-176. (Luk. 12,32-48)

9. søndag efter trinitatis 2006

Dette hellige evangelium til 9. s e trin, skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: ,, Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det."
Peter spurgte: ,,Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?" Herren svarede: "Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af".
Amen.

Martin Luther skrev i sin tid til sine landsmænd: "Kære tyskere, køb medens markedet varer, indhøst, medens det er solskin og godt vejr, brug Guds nåde og ord, medens det er der. For det skal I vide: Guds ord er en regnbyge, der driver over igen, den kommer ikke tilbage, hvor den én gang har været. Den har været hos jøderne, men den er uigenkaldeligt borte nu har de ingenting! Paulus bragte den til Grækenland, her er den uigenkaldeligt borte, nu har de tyrkerne! Rom og latinerne har også haft den, den er uigenkaldeligt borte nu har de paven! Og I tyskere må ikke tro, at I vil holde til evig tid. For utaknemmelighed og manglende påskønnelse vil ikke holde den fast. Derfor, grib til og hold fast, hvem der kan gribe og holde fast; dovne hænder får usvigeligt et dårligt år."

Selv om vi efter 500 år måske nok kan korrigere Luthers bevisførelse for, at evangeliet ikke vender tilbage dertil, hvor det har været, så er selve meningen ikke til at tage fejl af. Det er ikke givet, at man far lov at beholde Guds ord, der hvor det én gang har lydt og er blevet hørt.

Danskerne er måske i disse år ved at opdage sandheden af Luthers ord, og måske også ved at erfare, at disse ord kun alt for hurtigt kan komme til at gælde os selv. Utaknemmelighed og manglende påskønnelse vil ikke holde Guds ord fast.

Vi er jo ellers her til lands så glade for vores såkaldte kulturkristendom. Vi plejer gerne at sige, at vi alle mere eller mindre er kristne. Man har kaldt danskerne for skrabelodskristne, fordi når man kradser lidt i overfladen, så kan man se, at der er en kristen nedenunder. Selv dem, der holder sig selv for at være ateister, eller som i hvert fald ikke er religiøse, er alligevel dybt præget af kristendommen, siger man. Vores kultur er kristen. Vore love er præget af kristendommen. Kristendommen er i vores sange, i landskabet med de hvide kirker, i vores ferier og fridage.

Det kan vi alle sammen alt efter temperament og tilbøjelighed være taknemmelige og glade for eller blot tage til efterretning. Men måske ligner hele denne kulturkristendom mest af alt et korthus, der vælter, hvis man bare puster til det. Måske er den dybe historiske arv nemmere at kaste over bord, end man skulle tro.

Et af de helt store svindelnumre er den megen tale om de kristne værdier. Sådanne værdier findes ikke. Kristendommen kolporterer ingen værdier. Kristendommen tilsiger dig og mig Guds kærlighed og forkynder os hans bud.

Værdierne er allerhøjst de slagger, der er tilbage, hvor troen er væk. Hvor Guds ord og troen har været, men er borte, der er måske efterladt noget, vi kan kalde værdier. Men så er de ikke kristne. De er tværtimod vidnesbyrd om kristendommens fravær. Hvor for eksempel næstekærligheden er blevet til en værdi, der er der ikke længere tale om kristendom. Kristendommen taler om kærlighed til næsten som et bud: Gå du hen og gør ligeså. Kristendommen giver dig ikke næstekærlighed i eje som en værdi, men dens ubetingede og bestandige bud eller krav til dig afslører i stedet, at du ikke har kærlighed til din næste. Det er forskellen på talen om værdier og kristen forkyndelse.

På samme måde med friheden. Friheden er ikke en værdi, som vi har, eller som vi kan kæmpe for. Friheden er alene Guds krav til os, at vi selv må bære ansvaret for, hvad vi gør, og hans nådige gave til os, at vi i det ansvar er befriet fra hellige love. Den frihed, som gives os i Guds ord, findes vel at mærke også dér, hvor værdien frihed ikke er. Der, hvor man mener at skulle tilkæmpe sig frihed, der er allerede den frihed, vi har i Guds ord. Den værdi, man kæmper for, er alene friheden fra ubehagelige og uretfærdige konsekvenser af at bruge sin kristne frihed. Det vil sige: Gud siger, du er fri til at gøre, hvad der er ret, og det skal du gøre, om det så koster dig livet. Friheden som værdi er at kunne gøre, hvad der er ret uden at måtte lide for det. Det har Gud aldrig lovet os.

Men ved at tale om kristne værdier kan man opretholde en illusion om, at vi stadig er kristne, selv om vi har forladt kristendommen eller er på vej væk fra den. Det kan man se af, at der ikke er mange i dag, der er villige til at dø for deres tro.

Men de vil gerne kæmpe for deres ret til ikke at skulle dø for deres tro. Kristendommen er kun, hvor Guds ord høres og tros. Hvor det tidligere er blevet hørt og troet, har det måske efterladt sig det, vi kalder en kristen kultur, men fordi Guds ord ikke længere påskønnes og ikke høres meget, så har denne kultur ikke længere nogen kilde at øse af. Dens rødder når ikke længere ned i de vandførende lag, og uden det livgivende vand vil kulturen blive svag og sygne hen. Hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. Den, der har faet meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. Med disse udsagn siges det, hvad vores vilkår er. Vi har fået evangeliet betroet, men hvis vi lader hånt om det, ikke påskønner det og ikke deler ud af det, så bliver det ikke til velsignelse for os. Så vil vores hjerte også være et andet sted, når ikke evangeliet er vores skat. Så enkelt er det. Derfor skal vi være rede, når Menneskesønnen kommer, når ordet lyder og evangeliet kan høres. Man siger nogle gange: det er bedre at sidde på kroen og tænke på Gud, end at sidde i kirken og tænke på kroen. Det lyder jo næsten fromt, men det er ligegodt en løgn. For Gud og evangeliet er ikke noget, man tænker sig til. Gud møder vi kun der, hvor evangeliet lyder. Hvor det ikke lyder, kan vi ikke skelne Gud fra vore egne idéer og vildfarelser. Der bliver det så som så med at tænke på Gud. Den danske kulturkristendom og den danske kristne kultur bliver i disse år udfordret. Spørgsmålet er så, hvad vi vil hælde vores hoved til. De såkaldte kristne værdier, som alt efter lejlighed og behag også kan kaldes demokratiske værdier eller simpelthen menneskelige værdier, eller evangeliet. Evangeliet er uden tvivl det mest kontroversielle valg. Med det følger en kompromisløshed, for evangeliet stiller ingen fordringer, men det er ren gave, og som sådan bejler det til vores hjerte. Vi skal tilhøre evangeliet med hjertet, ellers har vi det ikke. For nu at citere Martin Luther igen, så skrev han i sit skrift om et kristenmenneskes frihed: Guds ord tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. "Tror du det, så har du det. Tror du det ikke, så har du det ikke". Det budskab kan vi ikke sige os selv. Men det kommer vi kun i nærheden af ved at høre det. Det er et tilsagn, og for at være et tilsagn kræves det, at der er en, der tilsiger mig det, i dette tilfælde Gud. Evangeliet er ikke en filosofi, ikke et sæt værdier, men det er en gave. Derfor skal der være både giver og modtager. Og derfor er ordet og troen vigtige, for de er de kanaler, hvorigennem gaven formidles. Derfor holder vi gudstjeneste, og derfor kan gudstjenesten ikke prises højt nok. For hvor hører vi ellers Guds ord? Derfor kan gudstjenesten ikke erstattes med nok så mange kirkelige arrangementer. For det drejer sig ikke om at være kirkelige, men det eneste nødvendige og det, som det drejer sig om, er at høre Guds ord og påskønne det.

Amen.