Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2008, nr. 2. februar, s.42-44.

Nytårsdag 2008

Hvert år ved nytårstide er luften tyk af nytårsønsker og nytårsforsætter. Jeg må indrømme, jeg plejer at grine lidt ad disse årligt tilbagevendende forsøg på at komme op på ryggen af sin tilværelse, så man har styr på den – for jeg er nu kommet til den konklusion, at det bliver ikke bedre.

Men forleden, da jeg sad og hang over avisen, fattede jeg nu alligevel et stort nytårsønske: at 2008 ikke skal blive det år, hvor adskillelsen af stat og kirke bringes tættere på.

Anledningen til ønsket var en klumme skrevet af en kommentator, hvis skriverier jeg ellers plejer at sætte højt. Så meget mere forstemmende var det, at denne indsigtsfulde person sang med i det kor, som i de senere år har vokset sig stadig større og stærkere i tonen: koret, der kræver, at Grundloven ændres, så paragraffen om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, sløjfes.

Med andre ord: Grundloven skal være religionsneutral, Danmark skal have gennemført religionslighed – den evangelisk-lutherske kirke, som jo dog har en historisk særstatus her i landet, den skal som i nabolandet Sverige fratages sin privilegerede stilling og gøres til et af de mange forskellige trossamfund, som slås om borgernes gunst.

Kristendommen har at pakke sig til landets børns private rum, for i det officielle, i statens rum, der har den intet at skaffe!

Når denne kommentator skrev for adskillelsen af stat og kirke, så var det – jeg er nær ved at sige: selvfølgelig – under indtryk af den islam, der også i den vestlige verden trænger sig mere og mere på med krav om begrænsninger af frihedsrettighederne – trykkefrihed, ytringsfrihed – af respekt for islams såkaldt hellige love. Mødet med islam har åbnet mange øjne for den forbandelse, som et teokrati er – dvs. en stat, hvis grundlov er en hellig lov.

Derfor, argumenterede kommentatoren, må vi som et frit og liberalt land foregå med et godt eksempel ved at adskille kirke og stat – for forbindelsen mellem kirke og stat er en uskik, som alle sekulære stater burde holde sig for gode til.

Og, noterede skribenten sig med tilfredshed, en undersøgelse af befolkningens indstilling hertil tydede på, at danskerne er ved at være modne til adskillelsen. Ak ja – så lidt skønner vi danskere altså på den velsignelse, det har været for vort land, at vore konger og siden grundlovens fædre gav os, at evangeliet skulle have frit løb iblandt os. Og derfor – i dag, på det verdslige nytårs første dag, hvor vi beder Gud velsigne det nye år i vort hjem hernede – er mit ønske, at stat og kirke ikke skal skilles.

For hvorfor har vi her i Danmark en sekulær stat, det vil sige en stat, hvor lovene ikke er hellige og evige, men kan ændres efter sædernes skiften? Hvorfor har vi en stat, der ikke påtvinger sine borgere at rette livet, selv i dets inderste private zoner ind efter hellige loves krav? Ja, hvorfra kender vi overhovedet skellet mellem det sekulære – det vil sige, det, der hører tidernes skiften til – og det evige?

Det gør vi på grund af det evangelium, der er blevet forkyndt her i tusind år: at julenat skænkede Gud os sin søn, som skulle løskøbe os fra lovens trældom. Den lov, som Gud havde givet for at holde sine ulydige skabninger under tugt – den blev endegyldigt sat på porten som en vej til frelse, ved at Gud gav os sin søn som frelser – til frelse for hver, der tror, at i ham har vi syndernes forladelse, samfund med Gud vor fader.

Guds egen søn lærte os, at Gud skal vi ikke nærme os smigrende og leflende med forsikringen om, at vi gør, hvad vi kan for at bøje verden under hans vilje; Gud skal vi ikke stille tilfreds med mange ord og forsikringer for, hvordan vi vil forbedre os selv og vort land i fremtiden. Men Guds søn blev vores bror, der gav os sine egne barnekår, så Gud nærmer vi os med den fortrøstningens tillid, at han er vores far i himlen, som ser i det skjulte – som kender os som de skrøbelige mennesker vi er, hvis forsætter og ønsker for det nye år igen og igen viser sig som tomme ord. Og dog vil han være den himmelske fader, som vi igen og igen skal gå til netop med vores tomhed og sammenbrud for hos ham at få skænket frimodighed til det nye år.

Så er da ingen lov evig; ingen lov gør os hellige; ingen stat er hellig og evig – men Gud, hvem riget og magten og æren tilhører, han har uden lov, uden krav om hellige gerninger, alene for sin søns skyld gjort os til sine børn. Guds tilsagn – at Gud vil være vores fader, det er det evige ord, som tiden ikke kan rokke ved – og dermed har loven fået sin begrænsning til tiden og forgængeligheden.

Sådan har Gud selv sat skellet mellem det evige og det sekulære. Og hvor Guds ord er blevet forkyndt, hvor fadervor har været den barnebøn, hvori landets børn – fra kongen til den fattigste – var fælles om vores grundlæggende afmagt over for fremtiden, der har skellet mellem det sækulære, det timelige og det evige stille og ubemærket sat sit præg på landets love, såvel som på vores tankegang.

Så stille og ubemærket, at vi nu i dag, hvor velsignelsen ved dette skel er ved at gå op for os, mange gange slet ikke ved, hvorfra det kom – ja, tror, at det er noget, vi selv har fundet frem til, efterhånden som vi blev klogere og mere og mere smøg religionen af os.

Men det er en illusion, at staten eller samfundet og dets borgere kan sige sig selv, at vi er kun timelige, og evigheden og sandheden står ikke i vores magt.

Det kan kun den Herre sige os, som selv trækker skellet mellem sit rige, der ikke er af denne verden, og så jordens riger, som ældes og falder med tiden.

Nej, når de danske konger gav det danske folk en kristen kirke, når vores stakkels udskældte Grundlov fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, så bekendte kongen, og så tilkendegiver Grundloven, at han eller den ikke har nogen hellig ret og ikke er nogen hellig og evig lov, der skal regere sjælene – nej, Grundloven har kun myndighed inden for dette lands grænser og kun til en vis grænse. For der er en anden Herre, Gud, som har købt sjælene med sin søns blod – og hans er riget og magten og æren i evighed.

En af de fortællinger fra Danmarkshistorien, som en gang var fælles gods for skolebørnene, er fortællingen om Knud den Store, konge over både Danmark og England, der blev smigret med, at der ikke var nogen konge større end ham.

Da lod han sin trone stille ned i strandkanten og bød bølgerne lade være at skylle over hans tæer. Men bølgerne adlød ikke.

”Der kan I se, der er en Herre, som er over mig”, sagde kongen, hvorefter han tog sin krone af og lagde den på alteret i kirken.

Ja, på denne nytårsdag, hvor ministre og politikere kappes om at udkaste deres såkaldte visioner for det nye år: hvordan de mål skal nås, som patetisk omgives med næsten religiøs betydning: at vi sikrer det rette klima, at borgerne kan nyde større og større velfærd, at den rette demokratiske ånd i større og større grad bliver vort væsens skjulte skat – på denne nytårsdag, der er det en velsignelse, at Grundloven stadig peger bort fra sig selv som det altafgørende ved at byde, at præster landet over skal forkynde, at nytåret begynder, som hver en dag året igennem, med at vi går ind i vort lønkammer og beder Vorherres egen barnebøn til vor Fader, som er i det skjulte – vor Fader, der alene kender os i det skjulte.

Dermed er alle de alvorlige visioner sat på deres plads, alt sat i de rette proportioner, statens begrænsning og opgave givet som det, den er: den timelige regerings håndhævelse af ret og skel, skellet mellem dit og mit i vore ydre forhold.

Men vore sjæle, vores egentlige skjulte menneske, det private, det tilhører vor Fader i himlen, som ser i det skjulte. Ser os, som ingen stat og ingen minister, hvor meget vores velfærd end ligger ham på sinde, skal driste sig til at se os.

Og dette, vort skjulte liv, vores salighed, vores sande menneskelighed – den skal ingen stat skabe for os. Den skal vi ikke opdrages til eller oplyses til. Men for den har vor Fader sørget, da han gav os sin søn.

Så lægger vi frimodigt det nye år i hans hånd i troen på, at Gud, som, også før vi beder om det, ved, hvortil vi trænge, vor frelser blev hans søn – han vil vende årets løb til vort bedste.

”Fader Gud, os til glæde og gavn
nytåret henskride i Jesu navn”.

Amen.