Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2007, nr. 8, oktober, s.170-172.

8. søndag efter trinitatis 2007

Vi slutter gudstjenesten i dag med at synge Luthers salme: "Behold os, Herre, ved dit ord."

Vi synger den på dens oprindelige melodi, det har vi gjort flere gange i de to år, jeg har været præst her, og jeg har på fornemmelsen, at melodien var ukendt for flere, da vi første gang sang den.

Med de fleste af salmerne vil jeg helst, at vi synger den melodi, som er lettest og mest kendt, men denne salme beder jeg nu om, at vi synger på den oprindelige, for i de år, jeg har boet i København, er jeg kommet til at holde meget af denne melodi.

Ingen, som færdes i hjertet af København, kan undgå at lære melodien at kende, for hver dag klokken tolv, tror jeg det er, spiller klokkerne den på Helliggejst kirke er det vist.

"Behold os, Herre, ved dit ord" synger klokkerne dagligt ud over hovedstaden - og dermed for dronning, folketing og ministre sammen med hele landet, som har København som sin hovedstad. Og sådan er klokkespillet en slags åndeligt landeværn.

Klokkerne synger det kristne land, Danmarks, bøn til Gud om at han vil vogte os fra de falske profeter ved at beholde os ved sit ord.

I den oprindelige og mindre polerede udgave af salmen end den, vi kender fra salmebogen, hed det: "Behold os herre ved dit ord, trods pavens løgn og tyrkens mord."

Luther nævner to falske profeter ved navn: paven, der løgnagtigt gjorde Guds ord til en lære om frelse ved gode gerninger, og Muhammed, som gør Jesus til en gerningsprofet blandt andre profeter - en andenrangsprofet i forhold til Muhammed selv. Som bekendt stod tyrken, muhammedanerne, på Luthers tid uden for Wiens porte og truede hele det kristne Europas eksistens.

Om denne salme, "Behold os, Herre, ved dit ord", hørte jeg for nylig, at Luther kaldte den børnesang til at synge mod de to ærkefjender Kristus og hans kirke har: Paven og tyrkerne.

For, siger Luther i en af sine bordsamtaler: "Hvis nogen skal gøre tyrkerne noget, da må det være de små børn, der beder fadervor."

Så når klokkespillet ringer den gamle melodi over vort lands hovedstad, så er det en påmindelse til os om at folde hænderne og bede fadervor - ty til Vorherre selv, hvis ord er det eneste, der kan værne os mod de falske profeter og deres ormstukne frugter.

*

Vorherre, som i dag advarer mod de falske profeter, han er også vores værn mod dem. Som Luther siger i en prædiken: hvor hjerterne er befæstet af den kristne børnelærdom, katekismens ord: at Jesus Kristus er Guds søn og vores frelser, der taler de falske profeter for døve øren.

Men hvor hjerterne er tomme og dovent spørger efter, hvad der kan kildre vores øre med smukke løfter; spørger efter, hvad vi kan få noget ud af - der er de lette ofre for de falske profeter.

Derfor er det, at Jesus i slutningen af bjergprædikenen advarer mod dem.

"Af deres frugter kan I kende dem", siger han. Men han, der med guddommeligt klarsyn kender enhver af os bedre, end vi kender os selv, han ved jo også, hvor jublende glade vi er parate til at lade os tage ved næsen af enhver profet, der smigrer os med kønne ord, og han ved, hvor gerne vi lukker øjnene for virkelighedens mindre kønne frugter, når bare vi kan blive ved med at tro på fortryllende ord om en smuk fremtid og fred og lykke.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en mand, som mine forældre havde en del at gøre med i begyndelsen af 80erne - violinisten Bernhard Karawatski, der som polsk jøde som lille dreng havde smagt frugterne af såvel det sovjetiske jerntæppe som nazismen.

Hans far var troende kommunist - alligevel endte han i en sibirisk arbejdslejr. Selv havde Bernhard på sin egen krop fået de hårde frugter af den kommunistiske lære at føle, indtil det lykkedes ham med sin familie at hoppe af til vesten. Her fortalte han så vidt og bredt om ondskabens imperium bag jerntæppet - og han fortalte jo som den, der selv havde set og erfaret kommunismens ækle frugter.

Men hvad skete? I Danmark, der bugnede af frihedens gode frugter, der blev han mødt med afvisning og mistro: Det passer ikke, hvad du fortæller. Det er en overdrivelse, for kommunismen er trods alt en smuk vision.

Ja, så sent som i denne sommer, 16 år efter jerntæppets fald, forsvarede en historiker hårdnakket, at han havde skrevet pænt om Lenin i en historiebog, på trods af de utallige vidner fra Sovjetperioden, der dokumenterer, hvorledes det var Lenin, og ikke først Stalin, der satte hele den terror af det stakkels russiske folk i værk, som Karawatski og andre var flygtet fra.

For, forsvarede bemeldte historiker sig, Lenin havde en smuk vision, og vi må skelne mellem den smukke vision og de frugter, der falder af, hvor visionen bliver misbrugt.

Med andre ord: Det kan nok være, at frugterne var rådne, men det havde profetien ikke noget med at gøre - den var og blev smuk.

Så meget for menneskers egen evne til at kende profeterne på deres frugter. Siger en profet: Fred, lighed, broderskab, tolerance og kærlighed - så flokkes vore ubefæstede sjæle åbenbart som rotterne om rottefængeren og vandrer jublende lige i fælden.

*

Men han som advarer os mod de falske profeter, Guds søn, Guds sandheds ord - han lovede netop ikke sine efterfølgere fred, lykke, velstand og fremgang.

Guds ord gik fattigt og forsmået omkring, og han endte sit liv på korset. "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd", sagde han. Og sine disciple forberedt han på, at "der skal komme en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud."

Guds ord er korsets ord. På korset fuldendte Gud sin frelse for os - og en discipel står ikke over sin mester. Disciplen skal ikke vente sig anden fremgang i verden end den, der blev hans herre til del - lidelse og død.

Guds frelse er ikke jordisk fred, fremgang og lykke - men som Paulus siger i epistelen til i dag: når Gud ved sin søn har gjort os til sine børn, så er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham. Lidelsen med Kristus - det er den fremgang, Guds ord lover os her på jorden.

Så skal vi kende de falske profeter på deres profeti-frugter - det vil sige på deres ord, så er de falske profeter netop kendetegnede ved, at de lover fred, lykke, fremgang, tolerance, åbenhed og kærlighed - alle de ord, vi kender som floskler, og som vi alligevel gang på gang falder for, fordi de smigrer vores forfængelighed ved at love os, at alt det ligger lige inden for vores rækkevidde, når vi bare er så gode, som vi egentlig også rimeligvis synes, at vi er.

Mens Guds ord, sandhedens ord, det kendes på, at det kun kender Jesu kors som det godes rod - korsets ord er dommen over os, at vi ikke er de gode. Og korsets ord er den gode Guds frelse, nåde og godhed mod os: at han for sin søns skyld tager os til sig som sine.

De falske profeter - de lover fremgang og lykke her på jorden. Guds ord - det lover os herligheden i Guds rige, så sandt som vi her på jorden lider sammen med Guds søn.

Det kildrer ikke vores forfængelighed ved at appellere til det gode i os, men det tager vores godhed fra os for at give os Guds nåde.

*

Men skønt Guds ord er korsets ord, så kan vi jo alligevel ikke undgå at se, at her, hvor ordet om korset har haft frit løb, hvor kirkeklokkerne har fået lov til at ringe deres "Behold os, Herre, ved dit ord", her er vi blevet velsignet netop med en frihed og med gode kår, som ikke kendtes bag ved jerntæppet, hvor kommunismens falske profeter lovede fred og velstand, men holdt folket i et tyranniets jerngreb.

Vi kan heller ikke i dag undgå at se, hvis vi da vil se uhildet på vores egen historie, at der hvor kristendommen ikke er blevet forfulgt, og kirken ikke er søgt kvalt - der er friheden til at tale og kritisere, undersøge og spørge til verdens indretning en given ting.

En frihed, som ikke kendes der, hvor Muhammeds lære hersker, skønt den lære lover sine tilhængere herredømme og fremgang i verden.

Guds ord, der lover os lidelse og kors - det satte åbenbart velsignelsens frugter, mens de profeters ord, der lovede guld og grønne skove, de satte tyranniets og ufrihedens frugter.

Skulle vi så ikke anbefale Guds ord ved at pege på de frugter - frihed, videnskabelige fremskridt, lov og ret, som uomtvisteligt gror, hvor Guds ord er blevet prædiket.

Nej, det er netop djævelens snedigste fristelse - at friste os til at spænde Guds ord for frihedens, fredens og fremskridtets vogn. At gøre Guds ord til et middel til at nå de mål, som vi ønsker os på jorden.

Men Guds ord kan ikke gøres til et middel for vores hensigter.

Guds ord vil ikke forkyndes med anden hensigt end den, at Gud vil lade os høre, at han har gjort os til sine kære børn. At hans søn er vores frelser, og så er vort liv fuldendt, uanset hvad det blev til, hvad vi opnåede.

Guds ord vil forkyndes som sandheden selv. Det er ikke sandt ved at befordre fremskridt og frihed - men det er sandhed, at Gud alene er god, og han har forbarmet sig over os i sin søn.

Den tro, som Gud skænker, hvor han beholder os ved sit ord, den spørger ikke efter, hvad ordet så kan føre til. Men den har alt opfyldt i at have Guds nåde.

Sådan er troens ord en fæstning mod alle falske profeters lokkende tale om, at der må være mere; at troen skal føre til noget.

Og således giver Guds ord os den sande frihed: den frihed, at der skal ikke tvinges noget resultat ud af vores tilværelse.

For er vi børn, er vi allerede nu Guds arvinger og Kristi medarvinger.

Amen.