Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Fristelse

Af Carsten Breengaard, Tidehverv, 2007, nr. 4, april, s.91-92. (Matt. 4, 1-11).

1. søndag i fasten - Matt. 4, 1-11.

Det er en fristende tekst, vi i dag har for os. Den handler om sataniske fristelser. Ganske vist synes Jesu fristelser at være noget specielle, men prædikenens opgave er jo altid at aktualisere. At sætte den gamle fortælling ind i det, der direkte angår os og vor hverdag. Og det gør fortællingen om Satans fristelse af Jesus stærkt fristende for svage sjæle, især svage præstesjæle.

Det fortælles om den store tyske filosof Martin Heidegger, at han i sin tidligste ungdom skrev en skitse til 'den ægte' og 'den falske' væren. Over hvad, der er 'sand', og hvad, der er 'falsk', eksistens. Dvs. 'det ægte' og 'det uægte' liv. Og når man læser stikordene til 'det sande' liv, så indeholder det alt, hvad Heidegger selv satte pris på, og de idealer, som han ville leve sit liv efter. Man kan måske sige, at Heideggers 'sande', 'ægte' væren eller liv var et spejlbillede af ham selv. Og at det falske liv var spejlbiledets negativ.

Det er præcis fristelsen ved dagens fortælling om Satans fristelse af Jesus. Prædikanten fristes til at lægge alle sine egne idealer, sin egen livsstil på den positive side og så karakterisere andre idealer og livsformer som Satans værk. Sådan er der blevet moraliseret meget i kristendommens lange historie. Rigtig fromme kristne, ja, selv præster, har på den måde hævet sig selv op og skubbet andre ned.

Men den fristelse er vi så på den anden side blevet klar over. Når prædikanten går på prædikestolen, så véd han, at er der noget, han ikke skal, så er det at belære menigheden. Ikke noget med at tale om, hvordan 'det sande' liv ser ud. Hvordan skulle jeg lille usle prædikant dog kunne tillade mig det? Og på samme måde véd enhver kristen, at man aldrig skal belære andre. Ja, enhver kristen har fået indtampet ydmyghed, således at vi nærmest er holdt helt op med at tillægge det at være kristen nogen betydning. Bare se, hvordan det er gået med ordet mission. Mission er jo nærmest forbudt; nu hedder det dialog. Og dialog betyder i vore dage, at man selv skal holde kæft og i stedet lade de andre snakke. Ja, endog missionere. Men vi skal endelig ikke gøre det.

Og så er der jo også selve det med fristelse. Hvad skulle det moderne samfund gøre, hvis man ikke måtte lade sig friste. Hele samfundsøkonomien er jo bygget på fristelse. Hvis vi skal afvise fristelser, så ville alt bryde sammen. Hele vores kultur er en fristelseskultur. Alle reklamer er bygget over fristelse, lige fra de lækre piger til alle de andre forbrugsgoder. Hvad enten vi nu udtaler bønnen eller ej, så er enhvers morgenbøn i den moderne verden: 'Led mig endelig i fristelse. Frist mig, ellers føler jeg ikke, at jeg lever'.

For godt et års tid siden oplevede vi i medierne en forunderlig sag. Digteren og cykelkommentatoren Jørgen Leth havde udsendt en bog, hvori han omtalte et forhold til en ung haitikansk kvinde. Hans koks datter. 'Jeg tager kokkens datter, når jeg har lyst. Det er min ret', sagde han. Og så var Fanden løs i Laksegade, for sådan må man og man betyder her mænd jo ikke sige. For det er sexistisk og kvindeundertrykkende. Ja, fik man indtryk af, nærmest et overgreb på samtlige udviklingslandes kvinder på én gang. Og så blev Jørgen Leth hakket til plukfisk og lagt på hjul og stejle. Alle gode mennesker var noget så forargede. Alle ville lufte deres rette mening. Selvfølgelig også Politikens leder, omend det senere kom frem, at skribenten slet ikke havde læst bogen.

Jeg læste faktisk Jørgen Leths bog. Og det var umådeligt interessant. Jeg skal ikke røbe pikante detaljer, men vi møder her et menneske, der har sanser og følelser som faktisk det eneste kompas her i livet. Det ser ud, som om sanser og følelser er det eneste, der kan kaldes sandt. Og som derfor skal følges. Bare den mindste sansefølelse; selv den mindste fristelse skal udleves. Jeg skal ikke belære Jørgen Leth. Men ser man tilbage i historien, så er problemet jo gammelt. Når tidligere tider spurgte til vejkrydset mellem følelse og pligt, så vidste man jo godt, at det var pligtens vej, der skulle følges. Men i moderniteten er det blevet en pligt at følge sin lyst, følge sine sanser og følelser. Det skylder man sig selv, siger man. Det har vi virkelig fortjent, siger vi. Følelser har altid ret, er den nye sandhed.

Hvad er kristendom overhovedet for noget? Ja, jeg tror vi skal holde lidt fast i, at fristelsesfortællingen er en central del af kristendommen. Ja, måske ligger meget tæt på kristendommens kærne. Der er jo i virkeligheden to fristelsesfortællinger i kristendommen. Den, hvor Satan frister Adam. Og den, hvor Satan frister Jesus. Adam gav efter for fristelsen; Jesus gav ikke efter.

Ja, ja, ja, men jeg er jo ikke Jesus, er vores kristelige automat-reaktion. Jeg er et skrøbeligt menneske, der jo da ikke kan, hvad han kunne. Nærmest tværtimod! At han kunne stå imod fristelserne, viser jo blot, at han er Guds søn. Og det er jeg virkelig ikke. Jesus har én opgave, at elske og tilgive mig; og jeg har en anden opgave: at blive tilgivet; ligemeget, hvad jeg gør. Det er faktisk min ret.

Men måske har vi gjort os det for nemt i kristendommen. De gamle talte faktisk om, at Jesus ikke bare var kommet for at tilgive. Han var også kommet for at vise os livet.

Måske er kristendom en livsform. Måske er kristendom endda en kultur. Måske er det sådan, at kristendom ikke bare er en privat sag, som man endelig ikke skal tale om, men tværtimod noget, der skal tales om. Leves og efterleves. Måske gælder ordene i Fadervor virkelig. Altså bønnen om, at Gud forlader syndere, ligesom vi forlader. Måske gælder det langt bredere, at vi skal ligne noget, der ikke bare er os selv, vor sidste indskydelse, vor sidste lyst og pirrende følelse.

I dagens evangelium er vi så at sige tilbage i Paradis. Fortællingen giver kun mening i sammenhæng med den gamle fortælling om Adams oprør. Adam tog tingene i egen hånd, nu skulle han frem i første række.

Dagens fortælling om Satans fristelse af Jesus handler jo ikke i sig selv om opgør med forbrugsgoder og flippet sværmeri og andet tosseri. Prædikenen kan ikke give dig anvisninger for, om dit forbrug er for højt, og om du putter mere mad og spiritus i munden, end godt er. Evangeliet handler såmænd i al sin enkelhed blot om, at Satan her i dag vil lægge alt i Jesu hånd, ligesom han engang tilbød Adams hånd alt. Men hvor Adam greb til i begærlighed, dér afviser Jesus. Han rækker ikke hånden frem. Han lader livet ligge dér, hvor det ligger: I Guds hånd.

I din hånd ligger der noget helt andet. Ikke dit eget liv. I din hånd er din næstes liv lagt. Ansvaret for medmennesket er dit.

Den moderne dyrkelse af sansning og følelser og stemninger kommer aldrig længere end til egne følelser og lyster. Det er det og ikke andet, der er problemet i Jørgen Leths bog. Alle de skæbner, der ligger i kølvandet på digterens jagt efter selv den mindste lyst. Og af disse skæbner er kokkens frække datter knap værd at nævne.

Kristendom er ikke lystens religion. Evangeliet sætter helt andre ting i centrum. Omtanke og omsorg, selvforglemmelse. Selvfølgelig er kristendom en kultur. Den er ikke religiøs fanatisme, som vi for tiden ser i en anden religion. Muslimer kunne i deres ordberuselse sikkert godt finde på at sige, at livet er i Guds hånd, men de har så travlt med at dirigere Guds hånd, at alt jo handler om deres egne hænder. De har virkelig hænderne fulde af Gud. Der er slet ikke plads til næsten, som man bare bruger som kanonføde på, hvad de tror er Guds slagmark. I kristendommen bliver livet i Guds hånd, så vi har hænderne frie. Til at modtage og til at give videre.

AMEN!