Prædikener i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Bundethed

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2007, nr. 1, januar, s.23-24. (Johs. 3, 1-15).

Prædiken til Trinitatis Søndag 2006.
Johs. 3, 1-15.

Der er et underligt træk ved kærligheden – et træk, som vi kender så godt, at vi næsten aldrig lægger mærke til det. Kærlighed er at lade sig binde frivilligt. At binde sig selv til en anden. At forpligte sig, hvor man ikke behøver det. Ingen lejrkommandant, ingen diktator, ingen fangevogter kan i sin vildeste ondskab opfinde lænker eller bånd, der binder lige så stærkt og tæt som kærligheden. Ganske frivilligt, glad og gerne lader den, der elsker, sig binde med de allerstærkeste og tungeste lænker. Vi har det i det gamle vielsesritual. Her står to mennesker frem i fuld offentlighed og forpligter sig på hinanden med de allerstørste og dyreste løfter, et menneske kan afgive. Ingen tvinger dem – medmindre selvfølgelig det er et arrangeret ægteskab, men det taler vi ikke om her! Ingen tvinger de to til noget. Ingen truer dem til det, men de vil selv ganske frivilligt binde sig til hinanden. Og det offentligt, så det forpligter endnu mere. De ønsker ikke andet end at sige, så alle kan høre det: jeg lover dig! Jeg forpligter mig – altid, til døden os skiller. Det gamle vielsesritual er der sagt meget ondt om, men det er formuleret i kærlighedens eget sprog. Ja, kærligheden er ikke andet end at binde sig frit og af hjertet, frivilligt at gå ind under et åg og selv spænde sig fast.

Kristendommens budskab er i al enkelhed, at Gud på den måde forpligter sig selv over for os, at han pålægger sig selv en forpligtelse over for os, selvom han ikke behøver det. Selvom intet i verden tvinger ham dertil. Gud er kærlighed, skrev den gamle Johannes engang – og det betyder ikke andet end: Gud har frivilligt pålagt sig selv den tungeste forpligtelse over for os, selvom han kunne have ladet være. Kristendommen kender kun Gud på den måde – og vil kun kende Gud på den måde: som den, der giver sig til kende, som tager skikkelse og forpligter sig over for os – selvom vi ikke er det værd. Til alle, der som Nikodemus hemmeligt søger Gud, søger sandheden, alle, der længes, håber, rækker ud efter Gud, siger kristendommen: se, al din søgen er slut. Gud er den, der har givet sig helt til kende, vist sig selv og forpligtet sig selv over for os.

Trinitatis betyder treenighed. Gud er den treenige Gud. I dag, trinitatis søndag, læste jeg, i stedet for den apostolske trosbekendelse, den såkaldte nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som blev færdigformuleret engang sidst i 300tallet. Og det gør jeg, vel vidende at den lyder fremmed og sær. Nej, siger mange, hvad skal vi dog med de åndssvage gamle ordkløverier om Gud. “Den treenige Gud” – hvad er det for noget underlig fortænkt oldnordisk sludder. Kunne man dog nu ikke tale lidt mere enkelt, og så det er til at forstå! Blot sige Gud i stedet for! Det er da vist kun støvede teologer, der kan sidde og tage den slags alvorligt. Sådan siger mange – også præster. Treenigheden er noget kunstigt noget, synes man, et mærkeligt kunstord, som ikke engang findes i Biblen. Og det er alt sammen rigtig nok – ingen af disciplene eller Paulus kendte til et ord som treenighed. Men selvom det først er opfundet langt senere, så skal ordet treenighed udtrykke præcis det samme, som jeg begyndte med: Gud kender vi som den, der binder sig selv. Gud er den Gud, der har forpligtet sig over for os, sine skabninger – selvom han kunne have ladet dem sejle deres egen sø. Det lyder så rimeligt, når man siger: kan vi ikke droppe tanken om treenigheden og bare sige Gud, ligesom muslimerne gør? Ville der ske noget videre, hvis vi nu sagde: der er kun Gud – Jesus var ikke Gud, Helligånden heller ikke. Jesus var kun en profet eller en stor mand og Helligånden var slet ikke? Ja, det ville der i høj grad! Der ville ske det, at det afgørende og glædelige i kristendommen ville forsvinde. Vi ville miste enhver ret til at kalde Gud for kærlighed, ja, enhver ret til overhovedet at sige noget som helst om Gud. Det er næsten ikke til at tro, men på den tid, da den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse blev skrevet ned, sad folk på barerne og værtshusene i Alexandria og på stadion i Konstantinopel og diskuterede treenigheden. Og det var bestemt ikke tom snak for dem. Det handlede om intet mindre end evangeliets sandhed. Hvem er Gud, hvor er han at finde, hvad er hans vilje?

Muslimerne hader al tale om treenigheden. Ja, det er det de hader allermest ved kristendommen overhovedet. I dyrker flerguderi, siger de om os. I hænger fast i gamle fortænkte dogmer, som ikke engang har noget med jeres hellige skrift at gøre. Gør dog som vi: sig, der er kun én Gud, Allah, han er én, ikke tre i én, men matematisk een.

Nuvel, lad mig nu prøve at vise jer, hvad der sker, når man følger fornuften. Hvis vi ligesom muslimerne vil fastholde, at Gud ikke er Fader, Søn og Helligånd, men blot Gud, så sker der det mærkelige, at så forsvinder Gud! Hvis vi nu først skærer Jesus væk og siger: han var bare en profet – så betyder det i sin konsekvens, at Gud så slet ikke har givet sig til kende helt og fuldt. Vi kan simpelthen ikke vide noget om ham. Hvordan skulle skabningen kunne fatte sin Skaber? I Jobs bog tager Gud til sidst Job i skole og minder ham om, hvem han (Job) er, og hvem han, Gud Skaberen er. Gud spørger Job: Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Har du været ved havets kilder, har du vandret på urdybets bund? Er dødens porte blevet åbenbaret for dig, har du set mørkets porte? Har du givet agt på jordens vidder? Fortæl det, hvis du ved, hvor stor den er. Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket sit hjem? – Hvor er vejen til stedet, hvor lyset spredes, hvor østenvinden breder sig over jorden? Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger? Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden? Kan du råbe op til skyerne, så vandmasser dækker dig? Gud er Skaberen, siger vi i trosbekendelsen. Det betyder også: han er aldeles ufattelig. Det er jo også, hvad de gamle israelitter sagde: du må ikke gøre dig noget billede af Gud Herren, for uanset hvad du gør, kan du kun gøre ham mindre ved det. Han er alt, hvad der er udenfor og over dig. Ufattelig – hvis du så ham, ville du ikke fatte, hvad du så! Gud kan ikke begribes, ikke nås af noget menneske. Vi kan ikke engang sige, at Gud er til – for alt hvad der er til, kan vi forstå, men Gud er ikke til som en ting. Han er jo selve det, der gør, at alt er til. Måske kan man gætte sig til lidt om ham, måske man kan ane noget, nogle spor, men hvem Gud er, og hvad han vil, kan vi ikke sige noget om. Og i al fald kan vi ikke vove os så langt som til at kalde Gud “far” eller “kærlighed”. Hvis vi kun vil sige Gud, må al tale ophøre. Salmebogen smides væk, Biblen samme vej, kirken lukkes. Det gamle bud skulle genindføres: tal ikke om Gud, for du kender ham ikke, og du kan ikke vide noget om ham! Det er i virkeligheden også, hvad muslimerne må gøre. De siger ganske vist, at deres Allah er både nådig og kærlig, men når man går dem på klingen, er de nødt til at indrømme, at i sidste ende så ved de ingenting. Allah har ikke givet sig til kende på anden måde, end ved at smide nogle dekreter ned i hovedet på sine udvalgte. Ham selv kender de ikke. Han har ikke vist, hvem han selv er, og han har ikke forpligtet sig til noget. Vi kristne kalde Gud “vor Far” – i Fadervor. Vi går også ud fra, at vi kender ham. Og det gør vi alene af én grund: Jesus Kristus. I ham har Gud givet sig til kende.

Gud ville ikke nøjes med Allahs plads som den ukendte, fjerne, tågede Gud. Han ville kendes, og han ville forpligte sig, binde sig. Intet i verden tvinger ham, intet hos os gør det nødvendigt, men af fri vilje ønsker han at vise sig selv frem for os, og binde sig til os så tæt som muligt. Hvis Jesus kun var en profet, en klog mand, så kender vi ikke Gud.

Man kan også skære Helligånden væk. Hvis man gør det, så sker det samme. Gud forsvinder. Bliver fjern og uvedkommende, nærmest som en skæbne, man bare må finde sig i. Så kunne Gud være blevet menneske nok så mange gange – det ville bare være en historisk begivenhed, som ikke kommer mig mere ved end Pyramidernes opførelse. Helligånden er jo det, der gør, at Gud gør sig selv vedkommende og nærværende nu, lærer os, minder os om sig selv som Jesus Kristus. Tager vore ord og fortolkninger af Jesus Kristus op og gør dem til sine. Uden Helligånden var Gud død – historie, noget uvedkommende. Uden Helligånden kunne vi ikke kalde prædikenen for “Guds ord” – for det ville kun være menneskeord. Så havde Jesus levet forgæves.

Nikodemus kommer til Jesus midt om natten. Han er en søgende sjæl, en, der oprigtig længes efter Gud, at lære ham at kende, kende hans vej og hans vilje. Han vil leve ret.

Kristendommen siger til alle som ham – alle, som søger, alle, som længes og trænger: se, her er Gud. Vi kender ham. Vi behøver ikke lede efter ham i sten og stjerner, hellige skrifter og love. Uden love, uden skrift, uden alt den slags har han givet sig til kende som den, der forpligter sig: frivilligt og ensidigt har han pålagt sig selv at være sine skabninger tro, lovet dem al tilgivelse, fred og salighed. Han kunne have ladet være. Ingen tvang ham. Men sådan er han.

Amen.