Af Søren Krarup, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 7, september, s. 129-131.

Det er to sager. De har begge to med lov og ret i Danmark at gøre. De har også med jurister at gøre. De taler begge to et alvorsord om danske juristers forhold til lov og ret i Danmark.

Den første sag begyndte sørgeligt, men er indtil videre endt - nej, ikke lykkeligt, men dog sådan, at en vis rimelighed eller en vis lov og ret alligevel skimtes. Det er sagen om den afskedigede sognepræst Mette Villads Christensen fra Rubjerg-Lyngby-Jelstrup sog ne i Hjørring provsti. Hun blev 20. januar 2009 afskediget af kirkeministeriet, læs kontorchef Steffen Brunes, i henhold til paragraf 43 i tjenestemandsloven, som siger, at en præst kan afskediges efter indstilling fra provst og biskop, "såfremt der mellem præsten og menigheden gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel".

Denne paragraf blev brugt mod sognepræst Mette Villads Christensen. Der var ikke nogen rimelig baggrund for at bruge den. Mette Villads Christensen var en fittig og samvittighedsfuld sognepræst, som havde det uheld at blive upopulær hos magtfulde personer i sognet, en menighedsrådsformand, som intrigerede imod hende og havde held til at få en del af menighedsrådene trukket ind i sit spil, samt en kirkebetjening, som af bagatelagtige grunde var blevet fornærmet på en ældre kvindelig præst, der ikke smilede nok, og som ikke afeverede salmenumre flere dage før søndag.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr.6, juni, s.113-114.

Min bordherre var efterhånden temmelig sikker i sin sag. Nu ville han melde sig ud af folkekirken. Den var helt vildt gammeldags, uvedkommende og gjorde alt for lidt for at følge med tiden.

Hen over desserten kom det dog frem, at han, uanset om præsten slog badut-spring op og ned ad kirkegulvet, arrangerede stenderske ædegilder på kirkebænken eller spillede rock iført lilla silkeskjorte, næppe nogensinde ville deltage i en højmesse. Han havde nemlig allerede en gud. En anden gud.

”Jeg tror, der er en intelligens derude, der på en eller anden måde har sat det hele i gang, men”. Men den kristne Gud, der kommer os nær med sine befalinger, sin søn og sin tilgivelse – nej, det var altså for langt ude. Hans Gud var hinsides al det.

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2010, nr. 5, maj, s.89-91.

”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Johs. 1,18.
”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johs. 14,6.
”Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham. (Matth. 11, 27, par.: Luk. 10,22).
”Jeg og Faderen, vi er ét. (Johs. 10,30)

Det var fire klare kernecitater fra Ny Testamente. Efter dem tager vi lige ét fra Århus-biskoppen Kjeld Holm:

”Jeg udelukker ikke, at mennesker af anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Jeg har mødt både muslimer og buddhister, som har været ualmindeligt spændende og sympatiske at tale med, og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro.” (Kristeligt Dagblad).

Af Jesper Bacher, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 3, marts, s.39-40.

Om Jesper Langballes indlæg i Berlingske Tidende fra januar 2010: ”Islams formørkede kvindesyn”.

Den kirkehistorisk bevandrede vil genkende opfordringen: tag og læs, på latin: tolle lege. Den forekommer i Augustins berømte ”Bekendelser”, umiddelbart før hans endelige gennembrud til kristentroen. En augustdag i 386 kaster den fortvivlede Augustin sig under et figentræ. Led ved sig selv og trykket af gamle synder, men så hører han pludselig en barnestemme fra nabohuset, der siger, ”Tag og læs, tag og læs”. Augustin tager det som en opfordring til at læse i Bibelen og slår op på Romerbrevet 13,13-14, som opfordrer til at leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke løsagtigt og udsvævende, men iklædt Herren Jesus Kristus. Da faldt der skel fra hans øjne, og ”… et visheds lys strømmede ind i mit hjerte”. Augustin var blevet omvendt.

Ja, der kan komme meget ud af at vende sig til teksten. Bliver det ikke ligefrem til omvendelse og visheds lys i hjertet, kan det dog hæmme den redelige læser i at fare med halv vind og løse påstande. Tag og læs, det tager måske lidt tid, men den er værd at tage sig. Tag og læs, sådan tages mangen en tåbelighed ved vingebenet. Det har man i hvert fald lov at håbe, selv om håbet ofte gøres til skamme.

Af Christian Langballe, Tidehverv, årg. 80, 2006, nr. 1, januar, s.15-16.

Et PS til de nyligt udkomne breve mellem Martin A. Hansen og resten af Heretica-kredsen er lige udkommet. Der er tale om en samling af artikler redigeret af Anders Thyrring Andersen, hvor flere forsøger at give deres bud på, hvordan man kan komme gåden Martin A. Hansen nærmere gennem læsning af brevene. Den myreflittige og meget dygtige Anders Thyrring Andersen har altså været på færde igen. Det skete først med udgivelsen af dagbøgerne og artikelsamlingen Efterskrift, senere med brevene og nu dette PS. Til trods for de gode intentioner og til trods for et par meget spændende indlæg må jeg desværre indrømme, at det meste i artikelsamlingen kedede mig usigeligt. Jeg overvejede virkelig ved læsningen, om det blot er en talemåde, når man taler om at dø af kedsomhed eller om at kede sig ihjel. Jeg kunne sagtens forestille mig, at det blev udgangen på mit liv, dersom jeg blev dømt til at læse litterære afhandlinger af denne art resten af mine dage. Jeg synes simpelthen, at der er for meget akademisk spilfægteri og for lidt lidenskab i PS. Hvor er ildsjælene, der går i demonstrationstog, kaster med verbale mursten eller skriver begejstrede oder til mesteren? I stedet spildes der alt for mange ord på at placere Martin A. Hansens brevskriveri et bestemt sted i forhold til noget andet, hvad enten det så er i forhold til andre værker eller forfattere eller i forhold til moderniteten og den historiske udvikling. Her en kort opremsning af nogle af indlæggenes anliggender. Jørgen Gustava Brandt skriver om sig selv. Joachim Garff skriver om Martin A. Hansen for at skrive om Kierkegaard for igen at skrive om Joachim Garff og hans kvikke postmoderne teorier om tekst og skriveproces. Anders Kingo skriver udmærket og fint om Kierkegaard. Desværre er der for lidt om Martin A. Hansen og alt for meget om, hvorfor Kierkegaard og Martin A. Hansen er moderne forfattere. Det ender i insisterende besværgelser af moderniteten, hvilket på mig virker temmelig uinteressant. Hans Vium Mikkelsen gør rede for, hvor for Martin A. Hansen i virkeligheden er en dialektisk teolog og derfor lægger sig lige mellem Kierkegaard og Løgstrup. Jeg spørger mig selv, hvorfor det er væsentligt at få pointeret? Hertil kommer de litterærkritiske indlæg, som alle sammen har noget rigtigt at sige, men som alligevel ikke virker vedkommende. Lotte Thyrring Andersen, Nils Gunder Hansen og alle de andre serverer en masse kloge og kritiske pointer, men ikke hvorfor Martin A. Hansen er en stor forfatter, der er værd at beskæftige sig med. Det er for kedeligt, for poleret og for pænt og vidner om, at vi lever i en overreflekteret tidsalder, hvor forfatterskaber hurtigt kan dræbes af overkloge betragtninger. Alt i alt synes jeg, at de fleste bidragydere til PS i for høj grad rider deres egen kæphest, og Martin A. Hansen forsvinder næsten i alle de superkloge betragtninger. Dog er der et par bidrag, som virkelig er spændende og væsentlige. Jeg tænker på Lise Præstgaard Andersens meget grundige gennemgang af den indre sammenhæng mellem det illegale modstandsblad Folk og Frihed, som Martin A. Hansen var redaktør af under krigen, og så Heretica. Dog er det mest spændende indlæg af Anders Thyrring Andersen selv. Langt om længe hamrer han pælen igennem nogle af de myter, som er blevet skabt om Martin A. Hansen. Tillad mig i den forbindelse at gå en omvej.

Et grundrids af den kirkelige dogmatik
af Johannes Horstmann .
343 s., Tidehvervs Forlag, 2009
ISBN: 978-87-980509-5-7
* 

TILBUD (25 % rabat):
190,-kr. ( + porto)
Bestil bogen: Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
Normalpris: 250,-kr.

I efteråret 1988 holdt Johannes Horstmann på Københavns Universitet en forelæsningsrække under overskriften: »Et grundrids af den kirkelige dogmatik«. Det blev til i alt 29 forelæsninger i løbet af dette efterårssemester, og det er manuskriptet fra disse forelæsninger, som hermed udgives.

Om titlen skrev Horstmann: »Ordet kirkelig betyder ikke, at jeg agter at tale en traditionalistisk dogmatiks sag, og at jeg ser alle ulykker som stammende fra en kritisk holdning over for skrift og trosbekendelse ... Men ordet kirkelig skal holde dogmatikken fast ved det, som er dens og den øvrige teologis anliggende, nemlig at arbejde på, at dét Evangelium på ny kan forkyndes rent og purt, som alene er i stand til at skabe og opholde kirken, og det af mennesker, der uden ophør må sige til dette Evangelium: »Doce me, undervis mig!««

Der er udfærdiget et Emne- og NavneRegister til Horstmanns Dogmatik, som kan hentes her: Register.
Johs. H. Christensens anmeldelse af dogmatikken kan læses her: Anmeldelse.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 73, 1999, nr. 3+4, marts-april, s.55-64+79-83.

Skabelses- og syndefaldsberetningen i Det gamle Testamente er naturligvis ikke en myte. I det øjeblik læseren af Den hellige Skrift trækker sig et skridt tilbage og siger: Her har vi at gøre med en myte, og denne myte vil jeg gøre til min, så er Den hellige Skrift ikke eksistentiel virkelighed for ham – den er ikke hans ”myte” – og den kan heller aldrig blive det, før han af Ånden omvendes, og i skriften ser Guds tale, og derfor lader det være Bibelen, som forklarer ham i stedet for omvendt.

Man kan naturligvis godt træde et skridt tilbage og sige: Nu vil jeg lege hedning og læse denne tekst som en hedning, f.eks. en moderne ateist, ville læse den, ligesom man kan sætte sig ind i en eskimoisk tænkemåde, og læse teksten som en eskimo ville gøre det. Således kan vi mennesker jo, på grund af vor afgrundsdybe syndighed, lokkes til at lege med vor identitet, og således vil djævelen da især gerne have os til at lege, men for den kristne kan Åndens tale i Den hellige Skrift aldrig være noget han betragter fra lænestolen og påklister etiketten: Myte.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2007, nr. 7, september, s.135-146.

"Den moderne morgenstunds gryende mørke hvor vi hverken kan udholde vore skavanker eller tør vedkende os de midler der er nødvendige for at helbrede dem."

For et par uger siden gik jeg, medens jeg burde være i fuld gang med at skrive dette essay, i stedet rundt ude i den gamle præstegårdshave med min busk rydder. Det er sådan en stor gammel en med benzinmotor, hvor man kan påsætte en ninjaklinge og med nemhed rydde træer på 10-15 centimeter i diameter.

En sådan buskrydder er et ganske typisk produkt af den vestlige kultur, ja nogle ville vel sige, at den er et udmærket symbol på den. At slippe en voksen vesterlænding løs i en skov med en buskrydder svarer lidt til, ville nogen sikkert hævde, at slippe en 12årig dreng løs i botanisk haves væksthus med en slangebøsse og ret til at skyde. Og det må jo være en fornøjelse.

Af Erik Sloth, Tidehverv, årg. 81, 2007, nr. 8, oktober, s.157-167.

Aarhundreds-Stjernen for tolvte Gang
Sig over Golgathas Kors opsvang;
Længst Østens Straale i Norden lyste,
Men Danmarks Hjerte i Dødskamp gyste:
Tungt Herrens Haand over Folket laa;
Det var, som Dannemarks Tid var omme,
Som skulde Gud Herrens Dom nu komme
Og Folk og Rige og Navn forgaa.
Stig op af Graven, du Slægt, som døde!
Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!
Advar os for Udslettelsens Dom,
Og vis os hvor fra din Frelse kom!
Men I, som lyste i Tider dunkle,
Som klare Nordlys ved Midnat funkle!
I store Aander, som over Jord
Med Frelsens evige Banner foer,
Der Herren mægtig sin Haand udrakte
Og Folkeaanden til Liv gjenvakte!
Lys atter paa os fra natlig Tid,
I Aandekæmper i Herrens Strid! –
Og blunder atter i Blødheds Drømme
Mit Fødeland ved de dybe Strømme –
Hvad heller raser i blinde Lyst
Forvildet Slægt mod sit eget Bryst –
Da ryster Sjælen og vækker Aanden,
Og styrker Hjertet og ruster Haanden
Til dansk og stor og til herlig Id –
Til Danmarks Frelse i Nødens tid!
B. S. Ingemann: Indledning til Valdemar d. Store og hans Mænd, 1824.

En rejseerindring
I maj 2005, under en rejse til USA, deltog jeg i en gudstjeneste i St. Johns lutherske kirke i Joliet, en forstad i Chicagos sydvestlige udkant. Gudstjenesten virkede meget traditionel både i liturgi og salmevalg, så jeg var så småt begyndt at glæde mig til en solid luthersk prædiken i det land, som så mange danske i årenes løb er emigreret til, og hvor luthersk gudstjeneste og teologi har spillet en betydelig rolle. Det lutherske syntes imidlertid ikke at være særlig fremtrædende, i hvert fald ikke i den prædiken, jeg fik at høre. Den var for en stor del et referat af Ridley Scott´s film ”The Kingdom of Heaven”, en stort anlagt Holywood-historie, som blandt andet skildrer sultan Saladins erobring af Jerusalem. Prædikenen var i det store og hele en opfordring til tolerance og respekt for mennesker med anden hudfarve, tro osv.

Af Knud Lundbek Hansen, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 5-6, maj-juni, s.104-107.

Overskriftens ord har jeg fra Carsten Breengaards bog, idet han skriver, at det resultat, han når frem til efter sin læsning af de 2 første århundredes kristne skrifter, er kontroversielt. Det vil jeg give ham ret i. Men jeg vil forstå det således, at hvad han efter sin undersøgelse er kommet frem til, virker som et råb fra de to første århundredes kristendom hen mod vor tid, eller det kan siges således, at han lader disse århundredes forståelse af kristendommen råbe et ikke fordømmende ord, for han vil ikke advokere for, som han selv siger, at kristendommen ophørte med at eksistere omkring år 200, men så dog et memento til den senere vesterlandske udformning af den teologiske tænkning og dermed forståelsen af det at være kristen. At høre et sådant råb kan i sig selv være gavnligt, for det tvinger jo en til igen at gå til kilderne for igen at læse, hvad der står skrevet.

I alle tilfælde fik det mig til at tænke på Søren Kierkegaard, specielt i hans senere værker, specielt i ”Øjeblikket”, hvor han kan tale om, at Det nye Testamentes kristendom ikke er til mere.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, årg. 81, 2007, nr. 5, maj, s.95-107.

Anekdote 1
Jeg vil indlede med at fortælle en lille selvbiografisk anekdote, som jeg, når jeg ser bagud, ikke er det mindste stolt af, men som ikke desto mindre kan være en udmærket indledning til nærværende essay.

Det er muligt, anekdoten er blevet bedre med tiden, og at der er mellemregninger, som ikke længere er med. Det er endda muligt, at de to andre vidner til begivenheden husker den anderledes, og ville fortælle den ganske anderledes og med andre detaljer, end jeg her vil gøre.

Ja, usikkerheden om begivenhedsforløbet for nu 24 år siden må, for en umiddelbar vurdering, siges at være større, end den er for f.eks. Det nye Testamentes beretninger om Jesu mirakler, i og med at den kun er blevet fortalt to gange før, og det faktiske forløb derfor ikke på et tidligt tidspunkt er blevet fastslået. Jesu mirakler blev jo givetvis fortalt mange gange med de første øjenvidner som fortællere og tilhørere og i øvrigt allersenest nedskrevet kort efter øjenvidnernes død, måske endda før. Der er faktisk intet faktuelt, som udelukker, at evangelierne blev nedskrevet i apostlenes levetid.

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 3, marts, s.47-55.

Som et fast indslag ved mange kirkebegravelser herhjemme, synges til sidst – eventuelt, mens kisten bæres ud – Kim Larsens: ”Om lidt bli’r her stille”. Den venlige præst, der gerne vil hjælpe de sørgende igennem deres sorg, har sagt god for det, organisten har for længst lært sig den udenad, og kirkesanger og kor synger for. Alle er tilfredse og græder som pisket. Det er en rigtig god begravelse, og ikke een har bemærket, at man netop har givet afdøde den mest gruopvækkende, den mest nådesløse dommedagshymne med på den sidste færd. Når en rettroende muslim dør, skal hans nærmeste vistnok holde fire fingre op foran ham og minde ham om, hvad han skal huske at svare, når prøve-ånderne kommer for at prøve ham i graven. I folkekirken synger hele menigheden i kor til den døde: ”fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?”. Og mellem linierne ligger dommen: Gjorde du ikke? Nå, det var bare ærgerligt! Det var godt nok nedtur for dig: Nu er du død – du nåede det ikke! Sangen, anvendt ved begravelsen, er det bedste udtryk for det, man kan kalde den moderne nu-religion eller dødskult: ”Det hele ender med døden, så skynd dig at sprælle krampagtigt, desperat, mens du kan. Lev drømmene ud, tag et afdragsfrit lån og rejs til Thailand, for i morgen er du død”. Døden er dommen. Den har det sidste ord! Det er ikke kristendom, men kirken lægger villigt rum til, og koret synger med. For kirken, folkekirken, har glemt, at den er forpligtet på en helt anden tale: at den venter sin Herre Kristus til dom.