• Hjem

TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Folkeligt skal alt nu være - også kirkens lære

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2022, nr. 7, s. 301-302

”Må vi være her? – Folkekirken efter Luther”. Sådan lyder titlen på et skrift med reformatoriske ambitioner udgivet af Katakombisk Studiekreds. Tre af kredsens sandhedsvidner Louise Højlund Franklin, Anders-Christian Jacobsen og Lise Horneman Kragh står som forfatterne til hin skrivelse, som har formået at skabe et vist røre i den kirkelige andedam. ”Må vi være her?” er en nemlig opfordring til en korrektion af den evangelisk-lutherske teologi. For ikke at sige et regulært angreb på folkekirkens konfessionelle identitet. Luthers arv fylder ikke bare i folkekirken ”den skygger” for det menneskekærlige evangelium, som nu skal bringes til ære og værdighed og som levende vande strømme ud over folkekirken. Men må de være her, altså i folkekirken? De er jo, som de selv udtrykker det ”alle medlemmer af folkekirken og kunne ikke forestille os at høre hjemme i andre kirkelige sammenhænge. Og det til trods for, at vi ikke vil betegne os som lutherske”. Jamen, selvfølgelig må de da være her. Der er som bekendt slet ingen grænser for, hvor ugudelig og vranglærende man kan være som medlem af folkekirken.

Læs videre

Regnbueflag og tolerance?

Af Christian Langballe, Tidehverv 2022, nr. 6, s. 285-287.

Forleden udtalte jeg i en forsamling, at indførelsen af det homoseksuelle ægteskab var folkekirkens store syndefald. Det mente jeg, da det blev indført, og det mener jeg stadig. En kvindelig præst replicerede, at hun ikke vidste, hvad det var med os mænd og det homoseksuelle ægteskab, som om det handlede om individuelle seksuelle præferencer. Jeg svarede, at det ikke handlede om nogen nyfigen interesse i, hvad folk laver inden for hjemmets fire vægge. Det må de godt nok selv om. Det er løgnen, som generer mig. Man foregiver, at der ikke længere er forskel på ægteskabet mellem mand og kvinde og ægteskabet mellem homoseksuelle i folkekirken. Hele ægteskabsteologien er blevet omdefineret og står nu i modsætning til hele den kirkelige tradition, kirkefædrene og biblen. Der findes altså et før 2012 og et efter 2012, og det, som var før, står i total modsætning til det, som er efter. Det, som var før 2012, bliver nu betragtet som et moderne kætteri og et anslag mod menneskerettigheder, frisind og tolerance. Det handler om udvikling, må vi forstå. Fortiden er mørk, middelalderlig og intolerant, mens nutidens menneske i dag står på historiens tinde som de åh så liberale, tolerante og frisindede. Der er ingen ende på, hvor gode og selvopofrende de er – i hvert når de konsulterer deres egen mavefornemmelse. Det er lige præcis ingredienserne i argumentationen for at indføre det homoseksuelle ægteskab i folkekirken. 

Læs videre

Udvikling er reformation

Af Torben Bramming, Tidehverv 2022, nr. 5, s. 265-269 

Der hersker en paradoksal tilstand i den måde vi i den vestlige verden betragter både kirkehistorien og den verdslige historie, som er udslag af frafaldet fra kristendommen, som begyndte at brede sig omkring 1850 i Vesteuropa. Den anglikanske præst John Keple beskriver det som ”Nationalt frafald” i sin berømte prædiken fra 1833 i Oxford, som var startskuddet til den dogmebaserede Oxfordbevægelse. Fra at man som samfund forstod sig som en del af Guds historie, blev det mere og mere almindeligt at betragte Gud som en del af vores kulturhistorie, altså kristendom som kultur og ideologi. Bibelen gled ud som forståelses- og tolkningsramme for historiske begivenheder. Fra at man forsøgte at reformere kirke og samfund, så man kom i samklang med Guds vilje i det omfang man kunne ud fra sin forståelse af Bibelen, begyndte man at forestille sig, at sandheden lå foran en ude i fremtiden, og at man skulle udvikle sig videnskabeligt, kulturelt og religiøst for rigtigt at kunne komme i kontakt med den ”selvåbenbarende” mening med historie. Ville kristendommen være med på toget mod fremtiden, måtte den også udvikle sig. Tanken om at det, som ligger i kim, bliver til blomst, som romantikerne hægede om, blev gennem Darwin og evolutionisterne langsomt en herskende betragtningsmåde på historiens område. Man indordnede kulturer, religioner og menneslægten i racer på forskelligt udviklingstrin, som dannede baggrund for både imperialismen og racismen. 

Læs videre

Program for Tidehvervs sommermøde 2022

Liselund fra mandag den 27. juni til fredag den 1. juli:

Mandag den 27. juni:

Kl. 14: Ankomst og kaffe.

Kl. 16: Morten Rydal: Spaniens erobring

Kl. 19.30: Nana Hauge: Marilynne Robinson

 

Tirsdag den 28.juni:

Kl. 9: Christian Gottlieb: Landet på kanten: Om den kirkelige og historiske baggrund for krisen i Ukraine

Kl. 15: Nils Arne Pedersen: Universalismen i kirkehistorien: Var de første

fem århundreders kristne universalister?

Kl. 19.30: Rune Toftegaard Selsing: Universitets krise

Læs videre

Troldmandens lærlinge

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2022, nr. 4, s. 243-249

I Goethes digt ”Troldmandens lærling” har troldmandslærlingen luret sin gamle mester det ord af, som sætter værkstedets redskaber i gang med at arbejde på egen hånd, og da han bliver alene i værkstedet, sætter han kosten i sving med at hente vand og gøre rent. Det går over stok og sten, men ak, lærlingen kender ikke det magiske ord, som stopper kosten, så snart flyder værkstedet med vand, og da lærlingen i sin frustration kløver kosten i to, bliver det dobbelt slemt, for nu er der to koste, der henter vand og hvirvler det omkring…For, som mesteren siger, da han vender hjem til ødelæggelsens vederstyggelighed og får sat kostene i stå: Kun den store mester selv bør bruge det ord, der regerer de magiske ånder. Det er i år ti år siden, at flertallet af folkekirkens biskopper adlød kirkeminister Manu Sareen, der i sin ligestillingsideologiske blindhed ikke vidste bedre, end at han som en selvfølge havde magten over den gudgivne ordning ægteskabet. Sareen vidste ikke bedre, men det burde bisperne have gjort. Som med kosten i troldmandens værksted er det siden gået over stok og sten med ægteskabets spaltning i nye samlivsformer. Tiåret bliver fejret med borgerforslaget om, at to mænd, der får et barn sammen ved en rugemors medvirken, skal have faderskabsret fra barnets fødsel, hvorved rugemødre endegyldigt degraderes til fødemaskiner uden mulighed for at fortryde handelen og beholde forældreretten over det barn, de har båret under deres hjerte i ni måneder. Og den kirke, hvorfra det store mesterord burde lyde, som kalder det ideologiske amokløb til orden, den er i det store og hele bevidst mundlam. 

Læs videre

Nogle betragtninger om dåben i oldkirken og i dag

Af Morten Brøgger, tidehverv 2022, nr 3, s. 225-227

Vi befinder os i en tid, hvor der efterspørges en revision af folkekirkens dåbsritual, fordi dåben med det ritual, der er gældende, forekommer at være ekskluderende (og det må den åbenbart ikke være i vor tid). Der er blevet gjort ophævelser over, at dåben i Den augsburgske Bekendelse hævdes at være nødvendig til frelse. Ligeledes har man fundet påstanden om, at det er i dåben, at man bliver Guds barn, for indskrænkende – i stedet bør alle regnes for Guds børn, og dåben skal blot være det sted, hvor det forkyndes. Synet på dåben er for nogle ydermere kædet sammen med den standende avisdebat om alles frelse over for dobbelt udgang. Hvis man kun frelses gennem dåben, hvad sker der så med udøbte? Vil de være fordømt? Og omvendt: Hvis alle frelses, hvad er så dåbens mening? Senest har Lars Sandbeck skrevet endnu et indlæg i debatten, hvori han hævder, at mange – måske endda de fleste – kirkefædre i oldkirken troede på alles frelse (KD 4.2.22). Det kan af den grund være interessant at se på, hvordan man forstod dåben i oldkirken. Men det kan det naturligvis også, hvis det stadig betyder noget, at folkekirkens tro står på Bibelens og kirkefædrenes fundament. Hvis man i lighed med Martin Luther vil revidere (eller reformere) for at bringe evangeliet for dagen og ikke for at opfinde sin egen kristendom.

Læs videre

Luther, dåben og frelsen

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2022, nr 1, s. 181 - 187

Desuden er det strengt og alvorligt befalet, at vi skal lade os døbe, da vi ellers ikke vil blive frelst”.¹ Luther: Den store Katekismus 

Jeg havde naturligvis visse principper, for eksempel, at mine venners hustruer var hellige. Sagt ligeud, jeg holdt bare op med at være på venskabelig fod med ægtemanden nogle dage forinden”.² Albert Camus: Faldet. 

Lige siden reformationen har forskellen mellem lutheranere og ikke-lutheranere især kunnet defineres ud fra holdningen til sakramenterne, dåb og nadver. Intet er i den forbindelse mere forkert end påstanden om, at Luther åndeliggjorde og derved relativerede, sakramenterne. Det modsatte er tilfældet. Luther tog i nadverspørgsmålet ikke realpræsensen mindre alvorligt end papisterne. Han mente tværtimod, at papisterne slet ikke tog realpræsensen alvorligt nok. Luther fandt at, ”ex opere operato” – dvs. den sandhed at sakramenterne virker i sig selv – af samtidens kirke var blevet gjort til en jordisk skat. Dåben og nadveren var blevet gjort til gerninger, hvormed mennesket ville retfærdiggøre sig selv. Luther beholdt imidlertid altid den betydning af ”ex opere operato” som består i, at sakramenterne er sande og rette, ganske uafhængigt af ham, som døber, og ham, som modtager. Sakramenterne virker ”ex opere operato”, fordi de er Guds handlinger via Helligåndens jordiske kirke.

Vel kunne Luther betegne såvel paven som sine egne tidligere reformatoriske kampfæller som antikrist, men når paven – eller endda den endnu værre kætter Zwingli – døbte i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så var dåben alligevel gyldig. På tilsvarende vis gælder det, at hvis f.eks. en ateist, en jøde eller en muslim lader sig døbe på skrømt, og i sit indre fastholder sin vantro, så er dåben alligevel gyldig. Han, som døbes, har i dåben den sande tro i sig, og selvom han i selve dåbsøjeblikket vender ryggen til dåben og troen og derved pådrager sig en langt hårdere evig straf, end hvis han ikke var blevet døbt, så er det, hvis han inden sin død atter omvender sig, altid den samme sande dåb, han vender tilbage til. Han faldt allerede i dåbsøjeblikket overbord fra kirkens skib og ned i fortabelsens vande, men det er det samme frelsende kirkeskib, han i omvendelse og bod vender tilbage til. Dåben efter Jesu befaling er Guds direkte handlen gennem Hans kirke på jorden, og Guds handlinger kan aldrig forfejle deres virkning. Netop fordi dåben også er gyldig, når en aldeles vantro præst døber et tilsvarende vantro menneske, pådrager præsten sig derved en frygtelig evig straf. Ligesom det er tilfældet for forældre, der fuldt bevidst lader deres barn døbe uden at have intention om at opdrage det i den kristne tro. Og ligesom det er tilfældet for faddere, der ikke reelt har i sinde at gå i forbøn for det barn, de er faddere for. Luther bliver aldrig træt af at understrege den store fare, man udsætter barnet for, når man giver det faddere, som ikke aktivt går i forbøn for det over for Gud. Det kan betyde, at dåben virker til fortabelse i stedet for til frelse, thi dåben virker altid. 

Læs videre

Hvis jeg var kongelig konfessionarius...

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr 8, s. 129-131

I mine første år på Tidehvervs sommermøde, var et af mødets højdepunkter, når Knud Møller ud på de små timer den sidste aften med udfoldelse af hele sit komiske talent fortalte om, hvorfor han ikke var blevet kongelig konfessionarius, og foredrog den barokke konfirmationssang, som han havde sunget ved en konfirmation og siden selv sunget for Christian Thodberg, som kort derefter blev kongelig konfessionarius.

Det var jo klart, at det var den moro, konfirmationssangen havde vakt hos Hendes Majestæt Dronningen, som havde gjort Thodberg til konfessionarius. Men havde Knud Møller nu været den, der fik lejlighed til først at synge sangen for majestæten, så havde han været kongelig konfessionarius!

Siden Henrik Wigh Poulsen blev kongelig konfessionarius, har jeg jævnligt tænkt på Knud Møllers suk over sin forspildte chance, for jeg havde da længe tænkt, at min ringe person ville være oplagt som konfessionarius. Havde jeg måske ikke så meget til fælles med kronprinsesse Mary – fire børn, hvoraf de to er tvillinger, samt kronisk kærlighed til rideheste – så at loddet naturligt måtte falde på mig? Hvis jeg altså bare kunne finde en diskret måde at gøre opmærksom på mig selv.

Men mens jeg drømte henført om mine konfessionariske rideture i Gråstenskovene sammen med kronprinsessen, blev den celebre post besat til anden side, og jeg kunne som en anden fru Flovmand bare sidde og tænke på, hvad jeg ville have talt til kronprinsessen om på rideturene. For hvis jeg var kongelig konfessionarius, så ville jeg blandt andet have talt til kronprinsessen om forskellen på korsfanen Dannebrog, som hun og hendes familie repræsenterer, og den regnbuefane, hun er gået i brechen for.

Læs videre

Kirken og globalismens babelstårn

Af Christian Langballe, Tidehverv 2021, Nr 7, s. 109-111

”Endnu et udslip fra den kirkelige varmluftsindustri”, tænkte jeg, da jeg i min ferie kunne konstatere, at 1000 personer blandt kirkefolket i et offentligt brev protesterede mod regeringens flygtningepolitik. Anledningen til protestskrivelsen er, at regeringen helt logisk begynder at hjemsende syrere til de sikre zoner i Syrien. Jeg orkede ikke at bruge min ferie på at læse skrivelsen. Jeg havde allerede på forhånd gættet indholdet og alle de sædvanlige fraser og paroler af venstreorienteret eller radikalt tilsnit - sovset ind i en klæg sekulariseret kirkelighed. Da jeg efter endt ferie nu har fået læst de 1000 kirkefolks protestskrivelse mod regeringens udlændingepolitik, var den lige så lidt overraskende som en af de snart mange ordførertaler, som jeg har hørt fra Johanne Schmidt Nielsen i folketingssalen om udlændingepolitikken. Indholdet, argumentationen og fraserne er præcis de samme. Det hele løber ud i den samme abstrakte velfærdshumanisme, som er blevet Enhedslistens varemærke: Man kaster om sig med andres penge i godhedens navn og lader andre betale prisen. Lad os først høre nogle sætninger fra protestskrivelsen, der godt nok svulmer af patos, men efterlader nogle helt afgørende principielle spørgsmål: ”’Et samfund kendes på, hvordan det tager sig af de svageste’ var engang mottoet for vores land. Men ikke længere: Et af de rigeste lande i verden mener sig ude af stand til at tage vare på mennesker, der er kommet til os i nød”.

Læs videre

Ikke dumpet ned fra himlen – Om præsteløftet og et præsteløfte

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2021, nr 6, s. 85 - 86

”Det nuværende præsteløfte er jo ikke dumpet ned fra himlen i 1870”. Således udtalte lektor emeritus Hans Raun Iversen i foråret til Kristeligt Dagblad, og hvad observationen mangler i skarphed, fattes den ikke i rigtighed. Nej, præsteløftets ordlyd er ikke dumpet ned fra himlen, men udsprunget af kommissionen til overvejelse af de kirkelige forhold, nedsat den 18. juni 1868 og bestående af 29 mænd. Flertallet var rigsdagsmænd med et gejstligt mindretal. Kommissionen nedsatte et undervalg på 5 medlemmer med biskop Martensen som formand til behandling af spørgsmålet om de gejstlige eder og forpligtelser. Dengang var der nemlig ikke bare en latinsk præsteed, hvor præsten lovede at lære og leve ret, men også en kandidated for teologiske kandidater, en simonied, hvor præsten bedyrede, at han ikke havde bestukket sig til embedet, og en hyldningsed, hvor han erklærede kongen sin loyalitet. Ud af dette arbejde kom så det nuværende præsteløfte, som sammen med ordinationsløftet består den dag i dag. Præsteløftet er så vist ikke dumpet ned fra himlen, men det er dog båret af kristelig alvor og bundethed til Bibel og bekendelser, skønt man bestemt kan diskutere nogle af formuleringerne.

Læs videre

Gudsfrygt

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 5, s. 69 - 71

”De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt. Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet.”

Jeremias 32, 39-41.

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Matthæusevg. 10,28-31

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; …”

Petersbrev, 1,3

”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Martin Luthers forklaring til det første bud i hans lille Katekismus.

Læs videre

Sommermøde 2021

 

Der er desværre ikke flere ledige værelser til sommermødet, men man kan møde op til foredragene mod betaling (100 kr./foredrag) til Tidehvervs konto (se nedenfor) eller ved indgangen til foredraget.

 

Tidehvervs sommermøde 2021:

Mødet afholdes på Liselund fra mandag den 28.juni til fredag den 2. juli.

Program:

Mandag den 28. juni:

Kl. 14.30: Ankomst og kaffe.

Kl. 16:
Jesper Bacher: Djævelens kapel – wokeism og kristendom.

Kl. 19.30:
Aksel Tarras Madsen: Den amoralske økonomi og det umoralske menneske

 

Tirsdag den 29. juni:

Kl. 9:
Claus Thomas Nielsen: De trinitate V – T.S. Eliot i det 20. århundrede

Kl. 15:
Maria Louise Odgaard Møller: Folkekirkens forkyndelseskrise og formløshedens
                                                  tyranni.

Kl. 19.30:
Thorkild Kjærgaard: Hans Egede og Grønlandsmissionen 1721 – 2021

 

Onsdag den 30. juni:

Kl. 9:
Monica Papazu: Den naturlige lov lll : Biostaten og menneskets afskaffelse

Kl. 15:
Rasmus H.C. Dreyer: Noget om dåben.

Kl. 19.30:
Inger Brøgger: ”The Man Who Would Be King”: Kipling og det britiske imperium.

 

Torsdag den 1. juli:

Kl. 9:
Christian Langballe: Dommen – den nuværende og den kommende. Er ændret til: Historie og eskatologi

Kl. 15:
Torben Bramming: Hekse

Kl. 19.30:
Materiel aften

 

Fredag den 2. juli:

Kl. 9.30:
Katrine Winkel Holm: Behager det Gud at gøre vold? Stærk og svag Gud  - fra Job, over Leonora Christina til Lars Sandbeck 

Kl. 12 – frokost og afrejse.

 

Priser:

Hele mødet:

Enkeltværelse med bad og toilet                      5.580, -

1/2 dobbeltværelse med bad og toilet              4.560, -

Enkeltværelse med delt bad og toilet               4.560, -

½ dobbeltværelse med delt bad og toilet          4.000, -

Studerende (man deler et dobbeltværelse)        3.000, -

 

½ møde – enten fra mandag til og med onsdag efter aftensmaden eller fra onsdag kl. 9 til og med fredag:          3.000, -

Forplejning hele ugen uden overnatning:         3.000, - ,
hvortil skal lægges betaling for foredrag

Foredrag, hvis man ikke bor på højskolen:        100, - pr. stk.

Tilmelding til Elisabeth Krarup Jensen på tlf. 74 47 16 01 eller mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Betaling: Senest mandag den 14. juni på konto nr.: 3531 3531619099

 


 

 

De vilde bispeånders trop

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 4, s. 49 - 50

I slutningen af februar 2021 kunne man på Haderslev Stifts hjemmeside og på Folkekirken.dk læse, at ”landets biskopper opfordrer kirker til at bruge Bibelen 2020.” 

Biskopperne opfordrer især til, at Bibelen 2020 bruges til studiegrupper, i konfirmand- og minikonfirmandundervisning, samt til arbejdet med børn og unge generelt. Men hvis præst og menighed ønsker at bruge Bibelen 2020 mere permanent i højmessen, kan man henvende sig til den lokale biskop vedrørende godkendelse og eventuel prøveperiode. 

Læs videre

Den anonyme kirke - en kirke i lyst ikke i nød

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2021, nr. 2, s. 29- 31

Det sidste års tid med nedlukning af kirkerne og efterfølgende restriktioner, der gør gudstjenesterne til en hæsblæsende kamp med tiden, har gjort én ting tydelig for mig, og det er, hvor anonym folkekirken er blevet. Ingen protester fra biskopperne mod nedlukningerne, ingen tydelig modstand mod anbefalingerne om at aflyse julens og nytårets gudstjenester. Anbefalinger, som mange præster føjeligt fulgte, og det til trods for, at der dog kun var tale om anbefalinger og ikke krav.

For coronatallene var alarmerende, forstod vi, hvorfor en hver form for unødvendig offentlig forsamling skulle aflyses. Og dertil regnede man gudstjenesterne. Ikke en eneste biskop tog vores arv op fra Luther og talte Rom, dvs. statsministeren med sine sundhedseksperter, midt imod. Ingen forklarede hende, at det ikke er af lyst, men af nød, vi går i kirke – en nød, som ikke bekæmpes med værnemidler og sprit. Ingen forklarede hende, hvorfor vi hver søndag beder for kongehuset og øvrigheden. Ingen nævnte for hende, at vi beder for dem, fordi vi alle er syndere, der må have lov for vort liv, syndere, der skal begrænses, hvad enten vi er øvrighed eller borgere. Og i en tid, hvor nødlove erstatter nødlove, da må det siges at være mere end nødvendigt, at landets lovgivere kender deres grænse og går i kirke i stedet for at lukke den ned.

Læs videre

Da nedlukningspræsterne fik gjort julen 2020 gudstjenestefri

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2021, nr. 1, s. 1- 3

Der blev skrevet kirkehistorie i 2020. For første gang siden landet blev kristnet, stod landets kirker tomme og tavse juledag. Næst efter påske årets største og vigtigste helligdag. Vel var der undtagelser, små lommer af kirkelig modkultur, hvor kirkeklokkerne ringede til gudstjeneste alle julens helligdage, men det skete uden at menigheden i almindelighed hørte dem, dvs. forstod opfordringen til at søge kirken. Langt de fleste havde opfattet de offentlig udmeldinger sådan, at alle gudstjenester var aflyst hele julen til og med Helligtrekonger.

Det til trods for, at sundhedsmyndighederne ikke havde krævet gudstjenesterne aflyst, og at alle d. 23. december om formiddagen var sikre på, at der ville blive holdt gudstjenester i landets kirker den følgende dag. For det skulle der, det var biskopperne enige om, trods voksende pressemodstand. Som Viborgs biskop Henrik Stubkjær heroisk erklærede samme dag: ”Hellere lægge ryg til en usaglig shitstorm end at blive kastet hid og did af skiftende folkestemninger. For mig er det vigtigt, at juleevangeliet lyder under overholdelser af alle retningslinierne.” (Viborg Stifts Folkeblad 23/12). Og at alle bestræbte sig på at overholde alle retningslinjer kunne ingen være i tvivl om. Alligevel modtog folkekirkens præster samme dag om aftenen en indstændig anbefaling om at aflyse alle gudstjenester i julen. Det blev præsenteret som en indpakket ordre, og det blev understreget, at den eneste grund til, at ordren ikke var direkte, var det faktum, at det ikke juridisk er muligt for en biskop at aflyse en gudstjeneste. Anbefalingen var tilsat en indskærpelse om, at ansvaret for, hvad en afholdt julegudstjeneste måtte føre med sig, ville blive lagt på præsten. De ubehagelige undertoner af fingerpegning og (uvirkelige) erstatningskrav i tilfælde af Corona-smitte var ikke til at tage fejl af. Samtidig lod alle nyhedsmedier melde, at biskopperne rent faktisk havde aflyst gudstjenesterne, uden at det blev korrigeret.

Læs videre

Ny bog

 
 
Denne bog er netop udkommet på Tidehvervs Forlag og giver et godt indblik i, hvad der bliver den vigtigste debat for folkekirken ikke kun i 2021 men i det kommende årti.

Pris: 150 kr. plus porto.
 
Den kan bestilles hos Agnete Raahauge på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
 

Lidelsens Mysterium

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2020, nr. 9 og 10, s. 153- 157

Det lam som blev slagtet ved verdens grundlæggelse. 
Joh. Åb. 13,8 

Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt.
1. Petersbrev 1,19

Jeg har ofte i tale og på skrift fastslået, at når den kristne teologi har ført sin opgave til ende, er der kun ét virkeligt problem som står uløst tilbage: Lidelsens problem.

Alle andre centrale spørgsmål om verdens indretning forklares langt bedst og mest udtømmende af kristendommen. Når en vantro for alvor sætter sig ind i kristendommen, har han det som en, der har brugt sit liv på at læse nodeark fyldt med blanke pletter og derfor uden en sammenhængende mening, men som nu får foræret alle de manglende noder. Også før var der mange smukke og sammenhængende passager, men nu, hvor alle de manglende noder sættes ind, forvandles musikken til det fuldente kunstværk. Mange passager får en helt anden og langt dybere mening end før. Ja, nu høres den melodi, som forklarer meningen med universet og med hvert enkelt menneskes plads i det. Næsten alt bliver lysende klart. Men lidelsen ligger stadig i mørke. Det spørgsmål, som nødvendigvis må pine enhver kristen, er spørgsmålet om, hvordan vi på én gang kan fastholde, at Gud er almægtig, dvs. at ikke en Zyclon B-dåse rammer betongulvet uden Guds enevældige vilje og beslutning, og så samtidig fastholde, at Gud kun er godhed og kærlighed.

Læs videre

Hagia Sophia - eller en historie om gamle og nye erobrere

Af Monica Papazu, Tidehverv 2020, nr. 7 og 8, s. 125- 139

Ve de besejrede!

Det sidste halve år har været en afsløringens tid. Begivenhederne har fulgt hurtigt efter hinanden: corona-epidemien, omdannel­sen af Hagia Sophia til moské og Black Lives Matter-bevægelsen.

Forestil dig for et øjeblik, at du som en rejsende fra forti­den eller fra fremtiden åbner øjnene til den ukendte verden foran dig og noterer, hvad du ser: Lukkede kirker – Hagia Sophia: helligdom for Underkastelsens religion – monumenter skæn­det og helgenstatuer revet ned1

Læs videre

Det lyder som et eventyr

Af Erik Sloth, Tidehverv 2020, nr. 6, s. 101- 103

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke:
til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke.

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner.
forkyndes nu paa dansk og tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!!

Men du vil ingen Sørgefest!, Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i Hvidt og Rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjesten, i Nytids-Morgenrøde!

Grænseforeningen har de gjort et kup. Man har allieret sig med en (med rette) højt respekteret og afholdt kunstner, som alle kender, og som man næsten ikke kan andet end holde af. Jeg tænker naturligvis på Sigurd Barrett. Han kan skrive sange, som mange gerne synger med på. Han kan fortælle historie, både Danmarkshistorie og Bibelhistorie. Ja, han kan endda fortælle om klassisk musik, på en sådan måde, at folk følger med lige fra de mindste til de største.

Læs videre

sommermøde

Da forsamlingsreglerne nu er blevet så lempelige, at man igen må afholde møder med flere end 10 deltagere, så har Agnete Raahauge besluttet, at vi alligevel afholder et sommermøde på Liselund. Det bliver et meget kort og koncentreret et fra tirsdag den 30. juni til onsdag den 1. juli, hvor vi kan nå at høre tre foredrag, og nyde en miniudgave af en Materiel Aften.

Foredragsholdere:

Monica Papazu tirsdag kl. 14.00

Anders Kingo tirsdag kl. 19.30

Christian Langballe onsdag kl. 9.00 

 

Ønsker man at deltage, så tilmelder man sig hos Elisabeth K. Jensen (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og ved at forudbetale på konto nr.: 3531 – 3155596813 senest den 16. juni. Anfør for- og efternavn ved betalingen.

Man er først tilmeldt, når der er betalt.

Liselund sørger selvfølgelig for, at sommermødet overholder alle coronaregler.

 

Prisen er:

1735 kr. for et enkeltværelse med bad

1455 kr. for et halvt (dvs. delt)  dobbeltværelse med bad

1455 kr. for et enkeltværelse uden bad 

1210 kr. for et halvt dobbeltværelse uden bad

 

Ankomst Tirsdag, den 30. juni 2020 kl. 12:00 til frokost

 

Afrejse Onsdag, den 1. juli 2020 kl. 13:00 efter frokost

 

 

Det fordømte forår

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2020, nr. 5, s. 85-86

”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomster falder, men Herrens ord forbliver til evig tid”. (1. Pet 1, 24) 

Ovenstående skriftsted turde være mange læsere bekendt. Jeg bruger det ofte ved begravelser og bisættelser. Ordene taler stærkt om vores forgængelighed og ordets evighed, om det, som ikke holder, og det, som holder. Dette forår er det imidlertid ligesom, skriftstedet er kommet til at stå med flammeskrift over verden, også over vores velordnede og velstående del af verden. Selvfølgelig har dødelighed, forgængelighed og skrøbelighed altid været et vilkår på denne side af Paradis, ikke bare for enkeltmennesker, men også for samfund og kulturer. Der er bare stunder og tider, hvor den indsigt melder sig med særlig styrke og prægnans. 

Læs videre

Farvel Danmark?

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2020, nr. 4, s. 61-63

”Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt. Havde vi ikke haft 50 års indvandring, havde vores lovgivning været langt mere liberal i dag. Jo mere indvandring, desto stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle. Det er vi nok nødt til at erkende i en folkevandringstid.” Således udtalte integrationsminister Mattias Tesfaye sig til Weekendavisen i begyndelsen af februar. (WA 7.2.20)

Det var forbavsende ærligt, når man sammenligner det med den argumentation, hans partifælle justitsminister Nick Hækkerup fremførte for at indføre mere statslig overvågning af borgerne. I begyndelsen af december sidste år sagde han fra folketingets talerstol: ”Uden tryghed ingen frihed. Det er sandheden. … med overvågning stiger friheden. … Indgreb i privatlivets fred kan føre til mere tryghed, fordi vi bekæmper kriminalitet. Fordi vi får sat forbryderne fast. Fordi vi får stoppet samfundsmæssig adfærd, som vi ikke vil have. Og dermed bliver der skabt mere frihed”.

Læs videre

Den røde robotfabrik

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 3, s. 37- 38 

Når jeg ser tilbage på min egen første skoletid i midten af 70’erne, kan jeg blive helt rystet og trist over at tænke på, hvor megen kristen dannelse – og dannelse i det hele taget - der er gået tabt. I de første tre år havde vi faget ”Bibelhistorie”, hvor vi hørte de bibelske fortællinger og sang salmer. Herfra fik alle vi elever et indgående kendskab til kristendommen, for fundamentet for en ordentlig kristendomsundervisning består i, at kristendommen fortælles ind i børnene tidligt. Borte er faget ”Bibelhistorie”, og borte er den almene viden om kristendommen. Vi havde i skolen også morgensang hver morgen, hvor vi sang fra den røde skolesangbog. Den røde farve på sangbogen var ikke en socialistisk markering som så meget andet fra den tid, for sangbogen indeholdt både danske kernesalmer og -sange. 9 års morgensang og sangtimer i faget ”Musik” gjorde, at man virkelig lærte den danske sangskat at kende. Borte er morgensangen på min barndoms skole. Da vores kultiverede skoleinspektør gik på pension, gik morgensangen samme vej. Jeg ved ikke, om det skyldtes åndelig dovenskab, venstreorientering eller begge dele. Borte er den!

Læs videre

Biskoppers magt og myndighed

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2020, nr. 2, s. 21- 23 

Første akt:

Den 14. august 2019 deltog jeg i et møde om liturgi i Fredericia. Jeg var inviteret som repræsentant for ”den kirkelige organisation Tidehverv”. Den slags invitationer plejer jeg at arkivere lodret, men ved dette møde forekom det mig at være vigtigt at troppe op for at give mit besyv med.
Som omtalt flere gange her i bladet har landets biskopper udsendt tre rapporter om folkekirkens liturgi – rapporter, der lægger op til en folkelig drøftelse af, hvordan folkekirkens liturgi og ritualer skal se ud i fremtiden, og om folkekirkens liturgi fremover skal være autoriseret i det omfang, den har været det siden reformationen og stadig er det, eller om autorisationen skal indskrænkes til et minimum, så sognene – in casu sognepræster og menighedsråd – får friere slag til at husere med højmessen. 

Læs videre

Om dystre undergangsprofeter og muntre og håbefulde stridsmænd

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 1, s. 1-3 (I det trykte blad fejlagtig anført som nr. 10, 94. årgang )

Europas mærkelige død 

Forleden begyndte jeg igen at læse Douglas Murrays bog ”The strange death of Europe”. Den handler om indvandringen med udgangspunktet i flygtningekrisen i 2015, og hvordan indvandringen vil knække Europa, fordi europæiske politikere ikke længere evner at forsvare deres egne lande. Den er i øvrigt sidste år blevet oversat til dansk med et fint forord af Lone Nørgaard og har fået titlen ”Europas undergang”. Jeg var gået i gang med bogen for et par år siden, men var gået i stå omkring halvvejs. Nu skulle den have en chance til, men da jeg igen var nået halvvejs, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg var gået i stå den første gang. Misforstå mig ikke! Det er en god bog. Forordet er fremragende, og titlen er lige i øjet: ”Europas mærkelige død!” For det er nemlig mærkeligt, at politikere har foranstaltet, hvad man kunne kalde ”det europæiske selvmordsforsøg” og åbnet grænserne for alverden ud fra en underliggende ide om, at de kunne frelse verden og få arbejdskraft. 

Læs videre

Ecclesia Militans

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2019, nr. 8, s. 131-134

Kirken vil bestå frem til tidernes ende, thi det har Vorherre ikke blot udtrykkeligt lovet os, det siger også sig selv: Verden består jo, fordi Gud ønsker sit evige rige befolket. Ja, verden består netop i dag, fordi Gud i sin grundløse kærlighed ønsker at give os mulighed for at komme igennem den lille port, der fører ind til den evige lovsang i Guds rige.

Derfor er det egentlig ikke en helt retvisende formulering at sige, at kirken vil bestå frem til tidernes ende; det er rettelig omvendt: Universet findes for kirkens skyld, og denne tidsalder og denne forgængelige verden vil bestå nøjagtig så længe, som kirken har brug for den. Hverken mere eller mindre. Dvs. at verden består, fordi der skal holdes gudstjeneste. Den gudstjenestefejrende menighed er den søjle, som bærer kosmos, så sandt som Gud alene lader den forgængelige verden bestå, fordi han ønsker, ved dåb og nadver, at rive endnu nogle få udvalgte ud af djævelens hånd.

Læs videre

"Ord til tiden"

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2019, nr. 9, s. 151-153

”Kristeligt set er det gamle, som bærer kirken, også det radikalt og til alle tider nye. Egentlig det eneste virkeligt nye, som findes under solen. Og hvad er dette nye? Det er det, som overvinder det i negativ forstand gamle: synden, døden, djævelen – og dermed også menneskets dybeste nød og håbløshed, alt det, som forvrænger og ødelægger livet.”

Dette virkeligt nye delagtiggøres et menneske i gennem dåben, hvor det får livsfællesskab med ham, som i egen person er overvindelsen af det gamle: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2. kor. 5,17).

… al ægte fornyelse i kirken, det er derfor – på ny og på ny – at vende tilbage til denne ”gamle” ny-hed, som aldrig bliver gammel.”

Læs videre

Fingrene væk fra gudstjenesten!

 Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2019, nr. 7, s. 109-111

Mange husker nok historien om den hundrede år gamle Kristus-freske i kirken Santuario de la Misericordia i den spanske by Zaragossa.
Fresken var efterhånden blevet noget medtaget, og det fik for syv år siden en from ældre kvinde, der i årevis var kommet i kirken, til at tage affære. Derhjemme syslede kvinden med ikon-maleri, så hun gik i gang med pensel og farve for at male fresken op.

Resultatet blev verdenskendt: På trods af den stakkels kvindes fromme og gode hensigter, forvandlede hendes opfriskning af fresken Kristus-billedet til et billede af ”en behåret abe”!
Moralen turde være, at en vis portion ydmyg selverkendelse kan forhindre ødelæggelse af overleveret arv.
Det er i mange tilfælde bedre at holde fingrene væk, selvom man ser alderstegn på det overleverede, end det er i tillid til egne evner at buse på for at redde - blot for derefter at opdage, at man har ødelagt arvegodset uopretteligt.

Læs videre

Heksejagt og åndskamp

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2019, nr. 6, s. 85-87

Der er ikke noget mere forstemmende end at se begavede og uforfærdede mennesker optræde som kuede og angste væsner, der vejer hvert ord, de ytrer, på en guldvægt, inden de sender det ud i verden.
Lidt den forstemmende følelse fik jeg, da vi i Trykkefrihedsselskabet  i 2016 havde besøg af Roger Scruton, der modtog årets Sappho-pris.

Ikke fordi det, han sagde, ikke var skarpt og rammende. Det var en fremragende tale, han holdt.
Det var mere hans frygt for, hvordan offentligheden ville reagere, hvis dele af hans optræden blev offentligt kendt, der var mærkelig.

Læs videre

Frihedens krise

Af Monica Papzu, Tidehverv 2019, nr. 5, s. 65-74

Den 19. marts i år vedtog Folketinget lovforslaget om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” (L 95), som indebærer begrænsning af ytringsfriheden. Følgende artikel er en refleksion over friheden i almindelighed og ytringsfriheden i særdeleshed, foranlediget af den nye lov.

Tilbageblik

I tiden efter Anden Verdenskrig blev Europa delt i to: Der var ”den frie verden” på den ene side, og på den anden side var der ”os andre”1, som levede i de tvungne klapsalver, de tvungne ord og den tvungne tavsheds land. At beskrive epoken på den måde er ikke forkert, det er bare mangelfuldt.

Læs videre

Som-De-lyster-køb

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 4, s. 49-64

Et kirkeeventyr fra Nordsjælland

Hvem skulle have troet det, men det viser sig, at Danmarks Wittenberg ligger i Høsterkøb. Det er i hvert fald en reformatorisk selvbevidsthed, som lyser ud af pamfletten ”Et bud på fremtidens folkekirke. For og af folket. Høsterkøb eksemplet”. På sin vis et kald til bod, ikke just for Guds åsyn, men for det brede folk, som folkekirken angiveligt har ladet i stikken med sine forældede former og stivsindede præster. Der er ingen tvivl i Høsterkøb. ”Hvis den danske folkekirke skal overleve, så kræver det, man gør, som vores præst Annemette har gjort det, inddrager, fornyer og sørger for, at det, som siges i en gudstjeneste, er forståeligt og meningsgivende for det nutidige menneske”. Gør som Annemette i Høsterkøb eller giv køb på folkekirkens fremtid: Tertium non datur”!

Læs videre

Vil man have mere, får man mindre

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2019, nr. 3, s. 29-31

Om læren om alles frelse og dåbens teologi

Der arbejdes som bekendt på et forslag til nyt dåbsritual af et udvalg i Frederiksberg provsti. 16. januar løftede udvalget lidt af sløret for, hvordan de tænker sig det nye ritual: ”Vi har fundet det nødvendigt at gøre op med den tanke, som der gives udtryk for i den gældende dåbsbøn … at kun døbte hører Gud til. I stedet har vi arbejdet ud fra en dåbsteologi, der siger, at Guds kærlighed rækker ud til alle, og hvor dåben bekræfter den kærlighed, der allerede er.” (KD 16.1.2019)

Læs videre

Kristendommen - ufredens religion

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 1, s. 1-2

”Fredens Gud! den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstre ved”. Sådan lyder det i ”Vær velkommen, Herrens år”, som mange af os istemte ved nytårstide i kirke og hjem. Der er ret beset tale om en bøn, som synges, og her indgår så bønnen om den fred, som fædrelandet kan blomstre ved. Og som det hedder i min salmekommentar: ”Salmen får fint antydet, at landet ikke kan blomstre af sig selv, men må have noget ”at blomstre ved”, nemlig Guds fred”. Ja, Guds fred får landet til at blomstre, for den giver fred til at tjene og freder den svage. Vel kan man sige, at Guds fred aldrig er enerådende, at fredsbønnen er et fromt ønske, som aldrig bliver alt - og alle omfattende. Det er netop derfor, at freden til stadighed må nedbedes over land og rige. Guds fred ligger altid i krig med vantroens ufred. Altid må der prædikes med Paulus ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” og mod alle forstyrrelser af gudsfreden.

Læs videre

Gud ske lov for Folkekirken

Af Christian Langballe, Tidehverv 2018 nr. 9, s. 177-178

I begyndelsen af september var jeg på rundtur med folketingets kirkeudvalg til Den Svenske og Norske Kirke. Første destination var Uppsala, hvor Den Svenske Kirke har sit hovedsæde. Lad mig blot slå fast: Svenskerne er et venligt folk. De er så venlige, at ”venligboerne” virker som blodtørstige barbarer ved siden af. Venligheden har antaget sygelige former og er endt i et galoperende vanvid blandt den herskende klasse. Det er som om den fromme pietistiske og missionske kirkelighed er gået amok i Sverige, har rykket sig løs fra sit ophav og er blevet politisk. Sverige er et politisk korrekt missionshus. Vi blev mødt med venlighed, da vi blev budt inden for i Den Svenske Kirkes hus. Vi blev bænket omkring et bord sammen med venlige svenske kirkefolk, og selv kaffen duftede én så venligt i møde. En dame med akademisk grad holdt et venligt oplæg om, hvordan udviklingen tilsagde, at Den Svenske Kirke måtte skilles fra staten og få en selvstyrende synode, og at den næste opgave nu var at nedlægge de små menighedsråd og samle dem i store kirkecentre – for demokratiets skyld!

Læs videre

Dåben: Korsets sakramente

Af Monica Papzu, Tidehverv 2018 nr. 8, s. 157-161

Bønnen er troens spejl 
Som man har kunnet læse i Agnete Raahauges lederartikel ”Dåbsforfølgerne i Lindevang Kirke” (Tidehvervs septembernummer) er der lagt op til gudstjenestereform i den danske kirke. 
I rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, som udkom i juni, hedder det: 
”Gudstjenestelivet i den danske folkekirke er under forandring. […] De nye gudstjenesteformer kommer til af forskellige grunde. Nogle ud fra nye anledninger i menneskers liv og nye mærkedage i privatliv og samfundsliv, andre ud fra idealer om at skabe gudstjenester, der har en mere nutidig relevans og bidrager til medinddragelse og større medejerskab” (Indledning, s. 5). 

Læs videre

Forkyndelsesfrihed eller forstillelse

Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2018 nr. 7, s. 129-131

 

Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasiarkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for.

Læs videre

Dåbsforfølgerne i Lindevang kirke

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 6, s. 101-103

Hvem skulle have troet, at der findes teologisk skolede sætternisser? Men det gør der – for en sådan har givet sit teologiske besyv med i den nys udsendte rapport ”Folkekirkens liturgi – mellem fasthed og frihed”. En rapport, som er resultatet af arbejdet i en kommission, biskopperne nedsatte i 2016.


Rapporten overvejer, om der skal være større frihed til at afvige fra de autoriserede ritualer i højmessen. I afsnit 1,3, som diskuterer en minimal grad af autorisation, nævnes det, at de præster og menigheder, som faggruppen bag rapporten har talt med, nemlig efterspørger en større liturgisk frihed, ”der forpligter menighed og præst til at arbejde med deres gudstjenesteliv i en forventning om, at gudstjenesten må opleves og erfares som nutidig og relevant. ”(Rapp.s.21.)

Desværre uddybes det ikke i sammenhængen, hvad der menes med, at gudstjenesten i højere grad skal opleves som relevant. Men da relevansen skal befordres af en større liturgisk frihed, må det må vel betyde, at de pågældende præster og menigheder ikke finder, at gudstjenesten kommer de forskellige menigheders behov i møde, hvorfor præst og menighed i fællesskab skal finde et gudstjenstligt svar på netop deres sogns behov.

Læs videre

Maskerne Falder

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 5, s. 85-88

Mener man efter nøje overvejelse, at jødiske forældres beslutning om at lade deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen – således som jødiske drenge er blevet det siden Abraham for 4000 år siden forlod den gamle sumeriske civilisation for på Guds bud at blive stamfader til det udvalgte folk og derved til den kristne kirke og civilisation – er intrinsisk ondt og bør forbydes, så har man derved i åndelig forstand ekskommunikeret sig fra den vestlige civilisation og fra den kristne kirke.

Læs videre

Tiden - eller lægen - mig så sagtelig oplukker dødens dør

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2018 nr. 4, s. 65-67


”Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.” Således digtede i sin tid Thomas Kingo, men i vore dage er det ikke længere kun tiden, der sagtelig oplukker dødens dør. En ny lov vedtaget i marts i år har (måske) åbnet for en form for aktiv dødshjælp. Så nu er det os selv – in casu lægen – og ikke tiden, der lukker dødens dør op – men stadig sagtelig.

Læs videre

Klimakampp og himmelbrand

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2018 nr. 3, s. 37-38


De religiøse ledere blæser til klimakamp. Det gælder også mange kirkelige ledere og kirkesamfund, og der blæses til kamp fra såvel pavestol som bispestol, fra katolikker som fra protestanter. Klimasagen er sagen, som forener på tværs af religioner og konfessioner. Kloden er i fare, og de fromme vil ikke sidde på hænderne. Der er næsten en stemning som den, der opstod efter Urban IIs berømte korsprædiken på kirkemødet i Clermont i 1095, hvor forsamlingen svarede med et Deus vult/Gud vil det. Klimasagen er dog i modsætning til korstoget ikke opstået inden for kirken og retter sig ikke mod tilhængerne af en anden religion.

Læs videre

Teologiens elendighed

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 2, s. 21-22


Det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen, det embedsopslag fra januar 18, hvor menighedsrådet ved Brønshøj kirke annoncerer efter en præst, der vil vie homoseksuelle.


I de seneste årtier har folkekirkens embedsopslag ændret sig fra at være en beskrivelse af embedet til at være en beskrivelse af den præst, menighedsrådet ønsker sig. Når man tidligere kunne undvære denne beskrivelse, var det vel fordi det betragtedes som en selvfølge, hvad præstens opgave er: at tjene sognet med Guds ord, hvorfor der var grænser for, hvor mange sære kunster, man kunne forvente af ham.

I dag synes embedet som ordets tjener ofte ikke at fylde meget i deres bevidsthed, som skriver der embedsopslag, der tegner profilen af et evigt smilende, empatisk, altfavnende overmenneske, der formår at bringe kirken ud til moderne mennesker.

Læs videre

Ulven kommer

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 1, s. 1-6.

Jeg deltog i et behageligt middagsselskab i krypten under Holmens Kirke. Der var en 5-6 borde med deltagere fra især det danske forsvar og den danske folkekirke; To af de søjler, der bærer et frit samfund. Kirken - som den metafysiske sandheds forkynder og folkets åndelige grænseværn - og militæret - som den jordiske grænsevogter, der ved at sikre landet, muliggør lovens hævdelse og derved frihed, lighed for loven og de svages beskyttelse.

Læs videre

Akademiske kompetencer eller præstegårdsteologi

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2017 nr. 10, s. 189-191.


I Præsteforeningens septembernummer kunne man læse et debatindlæg af to folkekirkepræster, Tina Folke Drigsdahl og Laila Bomose Henriksen. Udover at være folkekirkepræster så havde begge sognepræster fået tildelt en friplads på halv tid på Københavns Teologiske Fakultet som ph.d.-studerende, fordi der i den kirkelige hverdag havde meldt sig spørgsmål, der ikke lod sig besvare gennem leksikonopslag og pastorale håndbøger, som de formulerede det. Spørgsmål angående liturgi og sorg, så store spørgsmål for en sognepræst, at der måtte en langt større indsats til – måtte man forstå - end den, en præst kan levere i sit studereværelse. En indsats med en vejleder og metodebehandling, kildehenvisninger og litteraturliste. En vigtig indsats var det. Vigtig for andre end de to ph.d.-studerende, for deres intention var at formidle både ”internt ift. universitet, men også i forhold til kirkelige efteruddannelsesfora på provsti- og stiftsplan”. Og de håbede selvfølgelig på, at deres ”afhandlinger ville bidrage med indsigt og inspiration både i forhold til den akademiske og praktisk-kirkelige verden”.

Læs videre

Det evige liv

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017 nr. 09, s. 161-163.


I romanen Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij udspinder der sig følgende samtale mellem den gamle far Karamazov og hans tjener (og måske også uægte søn) Smerdjakov efter aftensmaden, som faderen Fjodor Pavlovitj har nydt sammen med sin søn Ivan. Til stede var desuden tjeneren Grigorij, som havde fortalt om en russisk soldat, stationeret ”på en grænsepost”, som var blevet taget til fange af asiater, der under trusler om en pinefuld død opfordrede ham til at gå over til Islam, men soldaten lod sig flå levende og døde under lovsang til Kristus. Nu stod Smerdjakov og smilede sarkastisk.

”Nå, hvad tænker du på”? spurgte Fjodor Pavlovitj …

Jo, jeg tænker på, sagde Smerdjakov højt og uventet, – at selv om denne prisværdige soldats dåd var meget stor, så ville det efter min mening heller ikke have været nogen synd, om han ved en sådan lejlighed havde fornægtet Kristi navn og sin egen dåb for at frelse sit liv til gode gerninger, som han siden i årenes løb kunne have sonet sin forsagthed med.

Skulle det ikke være synd? Sådan noget vås; du kommer lige lukt i Helvede for dette og bliver braset som fåresteg, udbrød Fjodor Pavlovitj.

Hvad det med fårestegen angår, så forholder det sig ikke således; der sker ikke én noget for den slags og skal heller ikke ske noget, såfremt det går retfærdigt til, Deres Nåde, bemærkede Smerdjakov med værdig mine.

Hvad mener du? råbte Fjodor Pavlovitj …

Læs videre

Reformationsfest og reformationsforlegenhed

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2017 nr., s. 145-146.


Fortiden fortæller os begribeligvis noget om forgangne tider, men nutidens omgang med fortiden fortæller os også om nutiden. Den måde vi ser tilbage på, viser den måde, vi ser os selv og vores tid på. Fortiden kan af gode grunde ikke ændres. Fortiden kan imidlertid spejle nutiden, når den behandles, og ikke mindst, når den markeres eller fejres. Det gælder også markeringen af reformationen, som fylder 500 år, når man, som vanligt er, regner reformationens fødselstime eller i hvert fald dens acceleration fra den 31. oktober 1517, hvor Martin Luther offentliggjorde de 95 teser om afladen.

Her til lands er det jubilæum blevet markeret hele året, og pinsedag fejrede man en national festgudstjeneste i Haderslev Domkirke med deltagelse af dronning og statsminister, bisper og prælater, honoratiores og rangspersoner, men også mere jævne folk sad under de gotiske hvælvinger hin festlige søndag. Således også undertegne de lollandske landsbypræst, der bænket i et sidekapel blev prøvet på sit reformatoriske festhumør, som tjenesten skred frem.

Læs videre

Religion, ideologi og kristendom

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017 nr. 7, s. 125-127.


Spørgsmål til min biskop


Det har længe været mig en gåde, hvorfor danske biskopper føler sig kaldede til igen og igen at forsvare, ja, ligefrem promovere islam. Ved at lade imamer prædike og læse bønner ved gudstjenester i folkekirken, ved at støtte og opfordre til moskebyggeri; ved at advare mod, hvad de kalder såkaldt kristen sandhedsmonopol og linievogterteologi.


Biskopperne har jo fået deres embede og blanke mave ved som enhver  præst  i  folkekirken at  love for den alvidendes åsyn at prædike  evangeliet  –   og   modarbejde sådanne lærdomme, som strider  mod  vor  kirkes  bekendelse. At en biskop ikke både kan fremme muslimsk forkyndelse og modarbejde sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens bekendelse, turde være klart som dagen, så sandt som islam er benægtelsen af den treenige Gud.

Læs videre

Ægteskab og homo-vielser i en ensrettet folkekirke

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2017 nr., s.97-98.

 

”Præsterne har fået større lyst til at vie homoseksuelle par”, meddelte Jyllands- Posten 2. påskedag. Den glade nyhed om at folkekirkens præster flyder med strømmen var garneret med en for kendere opsigtsvækkende oplysning. Nemlig, at også ”præster i kredsen omkring Tidehverv” er kommet på bedre tanker og nu ikke længere vil være på tværs og sige nej. Forbløffende, da Tidehvervspræster har været særdeles aktive i debatten mod homo-vielser og leveret mange teologiske argumenter imod den konstruktivistiske tankegang bag. Jeg er selv en af dem, og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skifte holdning, fordi Manu Sareen har påduttet folkekirken et uluthersk ritual. Hvordan kunne Jyllands- Posten så give sine læsere det indtryk, at Henrik Højlund og co. er de eneste standhaftige, lutherske præster tilbage i folkekirken? Jo, det skyldtes, at man fremstillede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for Tidehverv, og det viser sig , at hun gerne vier homoseksuelle par, da ægteskabet ifølge hende ”gudskelov” ikke er indstiftet af Gud. Her må man konstatere, at Høgh, ikke gudskelov, men desværre, afslører sig som rystende uvidende om basale dele af luthersk teologi.

Læs videre

Sommermødet

Dr. theol. Carsten Breengaard erstatter Marie Høgh som taler på årets sommermødet.

Mandag den 26. juni kl. 16.00 vil han tale om: Ægteskabet i skabelsen, syndefaldet og genoprettelsen. Og om tro og gerninger.

Se årets program her:

 

 

Elsker vesten stadig friheden

Af Monica Papazu, Tidehverv 2017 nr. 5, s.77-82

Ethvert menneske, som har levet i et kommunistland, har kendt til et dualistisk verdensbillede: Ved siden af den officielt vedtagne ”sandhed” fandtes en – for nu at bruge et gængs udtryk fra den seneste tid – ”alternativ” verden med ”alternative” nyheder, fakta og holdninger. Det ”alternative” var ikke en hypotese eller en opdigtning – det var dagens realitet, konkret erfaret, den realitet, som blev bortcensureret af magthaverne. Når forældrene sendte deres børn i skolen, mindede de dem om at passe på, hvad de sagde offentligt, og fra sine spæde år vidste enhver, at det kræver mod og offervilje at krydse grænsen mellem de to verdener. Ved at bevare grænsen (dvs. ved at tie) forsvarede man sine overlevelsesmuligheder – men samtidig voksede selvforagten i én selv. For man kendte forskel på sandhed og løgn.

Læs videre

Reformationen

Af Christian Langballe, Tidehverv 2017 nr. 4, s.61-63

Vi fejrer i år 500 års jubilæet for Luthers reformation, der som bekendt blev indledt med, at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Om det præcist var på kirkedøren, hersker der vist nok historisk usikkerhed om, men det gør der ikke om den flodbølge af begivenheder, som reformationen satte i gang. Pavekirken blev rystet i sin grundvold, og reformationens  åndelige  ild  bredte  sig  som  en  steppebrand  ud over Europa. Reformationen var som   bekendt   ikke   en   revolution, hvor man med bål og brand vil bryde alt ned til grunden for at sætte en hel ny samfundsorden, men det var at afdække og ydde evangeliets grund. Det var ud fra devisen ”Sola Scriptura” (Skriften alene) at støde tilbage til Jesu egen forkyndelse – til det Guds ord, som biblen vidner om. Det saglige evangeliske brændpunkt er Gud, der dømmer og retfærdiggør det syndige menneske gennem evangeliet om Jesus Kristus.

Læs videre

Systemskiftet 2017

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2017, nr. 3, s. 41-46

Her i husstanden har vi – ligesom i så mange andre husstande i den vestlige verden – for en halv snes år siden smidt fjernsynet ud, vi abonnerer ikke længere på papiraviser, vi hører ikke radio osv.

Udover at det giver plads til vigtigere og mere æstetiske beskæftigelser, og udover at vi finder det lettere umoralsk ved sit forbrug at støtte det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks, så er der ganske enkelt ingen af de store gamle medier der giver informationsmæssig mening. De har i løbet af de seneste 25 år, i takt med deres tiltagende statsfinansiering, udviklet sig til det, man med et nyopstået ord kalder fake-news medier. De bevæger sig i den samme skattesubsidierede falske virkelighed, hvori også EU-maskineriet, Slotsholmen, det internationale diplomati, FN og godhedsindustrien befinder sig.

Læs videre

Ny bog af Jesper Langballe

Tidehvervs Forlag udgiver 'Lov og Ansvar' - en bog af Jesper Langballe.

Samlet og udgivet af Monica Papazu, Thomas Helbig Hansen og Majken Frost.

Bogen samler de tyve essays, som Jesper Langballe skrev i Tidehverv i perioden 1971-2008, og emnemæssigt kommer vi vidt omkring: Fra essayet om Steen Steensen Blicher i 1971 over analyser af konservatisme, danskhed og forskellige ideologier til det afsluttende essay om K. Olesen Larsen, der blev trykt i 2008.

Bogen udkommer d. 21. september 2017, er på 700 sider og kan købes via www.jesperlangballe.dk. Prisen er kr. 299 (inkl. forsendelse).

 

Under sandet

Af Henrik Skov Kristensen, Tidehverv 2016, nr. 2, s. 35-37


’Under sandet´ er en fortættet og bevægende film med overbevisende skuespillerpræstationer. Så meget desto mere problematisk er det, at filmen giver det indtryk, at den beskriver virkeligheden, altså at der er tale om en nærmest dokumentarisk film om den dramatiske rydning af tyske miner i Vestjylland efter den 2. verdenskrig. Film-mediet spiller nemlig en afgørende rolle for, hvordan offentlighedens historiske bevidsthed formes. Det har vi set flere eksempler på, fx den amerikanske fjernsyns- Holocaust-serie i 70´erne og vores egen Matador. Derfor bør filmmagerne føle sig forpligtet på at gengive de historiske begivenheder bare nogenlunde korrekt. Man bør i hvert fald ikke gøre vold på dem ved at ændre på helt afgørende komponenter.

Læs videre

Imamloven

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017, nr. 2, s. 25-26

 

Når nærværende tidsskrifts bagside for anden måned i træk prydes af en prædiken af redaktøren, er det ikke fordi jeg er så glad for egne ord, at jeg ikke vil lade andre komme til. Men der er en helt særlig grund!

 

Den 1. januar trådte den omstridte imamlov i kraft. Nærmere bestemt en tilføjelse til straffelovens § 136 i form af et nyt punkt 3:

”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114j, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf.§§ 216,222 og 223, §§ 237, 244-46, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I straffelovens § 244 står:

”Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Efter ophævelsen af forældres revselsesret omfatter denne paragraf også korporlig revselse af børn.

 

Læs videre

Veje til Gud

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017, nr. 1, s. 1-3

 

Biskop Peter Fischer-Møller udtaler i et interview til Kristeligt Dagblad (1. dec. 2016), at der kun findes én Gud, og at „vi i de forskellige religioner fortæller forskellige historier om Gud.“ Han siger videre, at han synes, „at det er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle.“ Derfor engagerer han sig i religionsdialog. „Det er ikke en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.“

Læs videre

Paven, reformationen og folkekirken

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2016, nr. 10, s. 193-194

 

 

”Vi må vedgå, at der under pavedømmet  er  meget  kristen-gods, ja, alt vort kristen-gods er dér, og derfra er det kommet til os. Vi vedgår nemlig, at der under pavedømmet findes den rette hellige  Skrift,  dåb,  nadver,  fuldmagt til syndsforladelse, prædikeembede, katekismus såsom Fadervor, de ti bud og troens artikler”. Ordene er Martin Luthers, og den vedgåelse skal være fortegn for det følgende.

Læs videre

Reformation

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 9, s. 169-170

Ayaan Hirsi Ali udtrykker i sin bog ”Kætter” fra 2015 håbet om en reform af Islam. Det samme gør herhjemme Naser Khader, som i december 2015 var medstifter af Muslim Reform Movement.

Men lige så sympatisk de to modige kritikere af islam er, og lige så meget man må dele deres forhåbninger om, at en reform af islams magtideologi er muliglige så meget må man ærgre sig over, at ordene reform og reformation hos de to ofte synes at glide over i hinanden.

Imidlertid må de to være undskyldt, opvoksede i islam som de er.

Det er derimod ikke undskyldeligt, når kristne bruger de to begreber i flæng. Men et mindstemål af kristelig børnelærdom skulle formå tænksomme folk til at forstå, at den reform, som Hirsi Ali og Khader kræver af islam adskiller sig fra den lutherske reformation.

Læs videre

Hvad et barn har brug for - også i dag

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2016, nr. 8, s. 145-146

Vor tid har den tvivlsomme ære at have givet et godt gammelt dansk ord et nyt indhold. Jeg tænker på ordet behov. I sin oprindelige og gammeldags betydning betød det ganske håndfast det, som et menneske nødvendigvis havde brug for; altså mad og drikke, klæder og sko og alt andet, der er nødvendigt til livets op- retholdelse. Men nu er betydningen blevet ny og meget fin, for nu betyder ordet noget sjæleligt. Det drejer det sig ikke længere om, hvad der skal til for at opretholde livet, men i dag drejer det sig om, hvad der skal til for at kunne nyde livet.

Læs videre

Hellig krig i Europa

 

Af Christian Langballe, Tidehverv 2016, nr. 7, s. 129-130


Tirsdag den 26. juli fik en katolsk præst i kirken i den franske by, Saint-Etienne-du-Rouvray, skåret halsen over af to Isis krigere. Den 86-årige præst, Jaques Hamel, forrettede morgenmessen i kirken. De to hellige krigere sneg sig ind til messen, tvang præsten på knæ og skar halsen over på ham, mens de filmede det bestialske rituelle mord, som var der tale om en glorværdig og heroisk handling. Senere blev de to skudt af det franske politi, da de forsøgte at forlade kirken. 12 dage før pløjede en anden Isis kriger i en kæmpe lastbil gennem en folkemængde i Nice. De mange franskmænd var forsamlet for at fejre Bastilledagen. 84 personer blev dræbt – børn som voksne, unge som gamle.

Læs videre

Underkastelse eller modstand?

Af Monica Papazu, Tidehverv 2016, nr. 6, s. 109-117

Alle nationer i Europa bekymrer sig i dag over deres overlevelse og konfronteres med deres magtesløshed. En anden, fremmed verden opstår og fortrænger den gamle:
”Under vore øjne”, skriver den franske filosof Alain Finkielkraut, ”forandrer vores land sig lidt efter lidt til ukendelighed”. ”Man kræver af os, at vi skal ophøre at være det, vi er”, og at ”Frankrig skal miste sin nationale karakter”. ”Man genskriver historien i aktualitetens lys for at få os til at tro, at Frankrig altid har været et multietnisk samfund og et immigrationsland. Efter George Orwells 1984 står vi nu over for den anti-racistiske totalitarismes 2084”(1).

Læs videre