TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2025, nr. 1, s. 1-4

”Teologi er ingen præsteskole, men et frit studium!” gentog vi jævnligt med en vis akademisk selvtilfredshed, da jeg i sin tid læste teologi på Aarhus Universitet. Med dette udsagn distancerede vi os dels fra vore fædres udsagn om, at der skal bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, men især fra det Menighedsfakultet, der fra begyndelsen af halvfjerdserne i bekymring over virkningerne af universitets bibelkritiske undervisning udbød en undervisning der angiveligt byggede på tillid til Bibelen. Igennem årene er jeg blevet lidt træt af vort skråsikre mantra, at teologi på universitetet ikke er en præsteskole. Formelt var det selvfølgelig rigtigt, eftersom lærerne ved teologi siden 1920’erne ikke har været forpligtede på folkekirkens symboler. Men dermed blev spørgsmålet om teologiens anliggende i grunden ikke mindre presserende. Spørgsmålet om, hvori det særligt teologiske ved det såkaldt teologiske studium på universitetet består. 

De fleste af os blev jo i øvrigt præster, hvorfor også det spørgsmål måtte melde sig, om der alligevel ikke, og i givet fald hvorledes, bestod et forhold mellem det frie studium, der ikke ville være en præsteskole, og den forkyndelse, vi som ordets tjenere med vort præsteløfte var forpligtede på. I dette efterår er en diskussion heraf blusset op, hvilket man kun kan byde velkommen. 

Baggrunden, som der allerede er skrevet meget om i dagspressen, var, at to kvindelige teologistuderende ved Københavns Universitet i november 2024 i et indlæg i Uni-avisen klagede over deres underviser i nytestamentlig eksegese. Bemeldte underviser havde i forbindelse med gennemgangen af 1. Timoteusbrev, hvor Paulus skriver, at kvinder ikke må være lærere i menigheden, givet tilkende, at han var modstander af kvinders mulighed for at være præster. Dette var faldet de to kvindelige studerende for brystet; de følte sig dehumaniserede og var ængstelige for, at underviserens holdning skulle give dem problemer ved eksamensbordet. Men først og fremmest problematiserede de, at en sådan underviser kan få ansættelse ved det teologiske fakultet i 2024, året før 150-året for kvinders adgang til universitetet skal fejres; et år, der – skriver de to – iflg. Københavns Universitet giver anledning til at reflektere over kvinders og andre minoriteters forhold på universitetet. 

Af Morten Brøgger, tidehverv nr. 10, s. 197-199

I en tid, hvor muslimer i Danmark hylder Hamasledere og støtter den palæstinensiske kamp mod Israel, kan det være tankevækkende at deltage i en sangaften med højskolesange. Det er dog ikke just altid opmuntrende tanker, der vækkes. 

På en sådan sangaften kan man støde på den særegne alliance, der findes i Højskolesangbogen, mellem kristentro og kulturradikalisme. Jeg kalder det en alliance, fordi der ikke blot står kristne salmer side om side med kulturradikale, ateistiske viser, men denne blanding findes stundom også i en og samme sang. Vi kan finde den uafkortede bekendelse til skaberen i en salme som Vi pløjed’ og vi så’de (”Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting”; ”Alle gode gaver, de kommer oven ned”) og den klare, utvetydige bekendelse til frelseren i en salme som Hil dig frelser og forsoner (”Du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold”). Men vi kan også finde visen af Poul Henningsen med titlen I dit korte liv. Heri besynger han det korte liv mellem fødsel og død, og med et nik til Shakespeares Stormen skriver han: ”Vores lille liv sluttes inde af en søvn.” En søvn som visen slutter med at erklære for drømmeløs. Den ateistiske bekendelse lyder i andet vers: ”Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Mennesket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift.” Denne naturlige drift er med en vitalistisk klingende formulering: ”Hvert atom forlanger du skal leve.” Visen er fra 1941, hvor tyskerne jo udfoldede deres livsappetit i et orgie af had og udslettelse. Heroverfor sætter Poul Henningsen ”den jordiske kærlighed”, som har ”våben mod et ragnarok”. Og det er, som om han mener, at denne kærlighed er menneskets bestemmelse, når han anfører, at vi blev til kærlighed: ”gjort i elskov”. Det er den kærlighed, som han året forinden havde bestemt som en vild blomst, der ville gå ud i gartnerhænder: ”Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig … De ord, vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” 

Men vi kan også i Højskolesangbogen finde eksempler på, at denne alliance mellem kristentro og kulturradikalisme i nogle sange bliver, hvad man kunne betegne som en fusion. Det sker for eksempel i Jens Rosendals Forelskelsessang, som handler om forelskelse, der slår benene væk under den forelskede: ”Alting råbte: lev det!” Kærligheden, forelskelsen tolkes som en gave fra Gud: ”Vorherre selv bød ind til fest … i kærlighedens sale.” Og om de to forelskede siges det, at de: ”slugte livets tale”. Livet og Vorherre smelter her sammen. ” Talen lyder: ”Kærligheden er og bliver og hvad end hele verden sir, så har den vore hjerter.” Vi har altså i kærligheden/forelskelsen med en livskraft at gøre, der bemægtiger sig menneskene. Som man derfor må give efter for, hvad end verden siger, altså selvom der kunne gøres indvendinger eller tages andre hensyn. ”Lev det” – eller som Poul Henningsen skrev: hvert atom forlanger det. Hvad der hos sidstnævnte var en ren naturlig drift, tolkes af Rosendal som en ytring af netop det gudskabte liv. 

Af Niels Arne Pedersen

Indledende overvejelser

I dagens debat i folkekirken er spørgsmålet om ‘universalisme’ – her forstået som lærdomme om apokatastasis, eller at alle til slut vil blive frelst – kommet til at fylde mere og mere. ‘Alle frelses’, som det hedder i pamfletten fra den ‘katakombiske studiekreds Ny Himmel’². I dansk sammenhæng er debatten ikke ny, skønt den blev betragtet som irrelevant i store dele af det 20. århundrede. Det er da også svært at se, hvorfor vi lidenskabeligt skal diskutere en afgørelse, der alligevel ligger i en andens hænder end vores, og gøre dette spørgsmål til centrum for alt. Selv har jeg undgået det længe, og jeg er først begyndt at beskæftige mig med det, efter at flere præster har henvendt sig og bedt mig forholde mig til det. Men de har ret: Emnet lader sig imidlertid ikke længere ignorere – dagsordenen er blevet sat af andre gennem lang tid. Diskussionen er især blevet igangsat af systematiske teologer, men den har også et historisk aspekt, og det er årsagen til nærværende bidrag.

I kirkehistorisk lys er det interessant, at disse diskussioner blusser op igen, for går vi kun 60-70 år tilbage i tiden, var der mange på vore breddegrader, der mente, at spørgsmålet var passé. I 1941 var Rudolf Bultmanns kommentar til Johannesevangeliet udkommet, som antog, at det fjerde evangelium havde omtolket den eskatologiske dom ved verdensafslutningen til en præsentisk, eksistentiel forståelse; de futuriske passager var blot sekundære tilføjelser fra en konform ‘kirkelig redaktor’³. Bultmann havde spillet en stor rolle i Tidehvervs-miljøet og gjorde det til dels stadig i 1960rne, selv om nogle var på vej væk fra ham, efter at Gustav Brøndsted i 1955 havde kritiseret afmytologiseringen med sin bog om To Verdenssyn – to Sprog⁴. Samtidig spillede Bultmann og eksistensteologien en meget stor rolle på de teologiske fakulteter, og her kommer jeg så til P.G. Lindhardt, professoren i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, der i 1958 fulgte op på sin bog om Det evige liv fra 1953 med et andet lille skrift, Helvedesstrategi.⁵

Dette lille skrift Helvedesstrategi skulle vise, at alle kirkehistoriens dogmer og trusler om Helvede blot var, med Lindhardts ord, ‘en fixering af et psykologisk behov, en “trang”; dets betydning og interesse ligger ikke i “indholdet”, men hos de mennesker, som “bekender”, “forkynder” og “bruger” det.’ Dogmet har en praktisk funktion; det har altid skullet bruges i bestemte situationer til noget ganske bestemt.⁶ Det var således en psykologisk religionskritik, der i en række velskrevne og velorienterede kapitler blev anvendt til at analysere og afsløre talen om Helvede fra Det Nye Testamente til 1950rnes norske Helvedesstrid. Vi kan sige, at Lindhardt prøvede at give den ‘dobbelte udgang’ et skud for boven, men mere en passant kom han også ind på ‘apokatastasis’, som han heller ikke gav meget for; han skrev, at apokatastasislærens motiv ‘kan være en rent spekulativ trang til at ordne tilværelsen som et sammenhængende monistisk system og et mere humant betonet “medlidenhedsmotiv” – “det er let at være rundhåndet med det, som er en andens”,’ tilføjede han (med et citat fra den højregrundtvigske præst i Gylling, Otto Møller)⁷.

Lindhardt afslørede Helvede og apokatastasis som udsprunget af psykologiske behov, men stillede sig selv et sted, som han åbenbart mente gik fri af afsløringerne. Det kom frem her og der undervejs – Bultmanns teori om det eksistentielle Johannesevangelium og den kirkelige redaktor blev fremstillet som en kendsgerning⁸, Luther og især Kierkegaard blev fremstillet som nogle af de få, der havde forkyndt evangeliet⁹. Til slut i bogen kom dette eksistentielle evangelium for fuld skrue: evangeliet var ikke en lære, det handlede ikke om himmel og helvede, men var en tiltale til den enkelte, der er fortabt i sin selvkærligheds nutidige virkelige helvede, men kan møde evangeliets tiltale om det evige liv, som en befrielse fra sin selvkredsen¹⁰.

Af Kristine Garde, tidehverv nr. 7, s. 145-147

I sit komiske heltedigt over fire bøger (1719-20) Peder Paars lader Ludvig Holberg i første bog (tredje sang, vers 321 ff.) hovedpersonen Peder Paars, der har begivet sig ud på en rejse, nedsætte en krigsret over Niels Kock for hans fejhed i et nederlag til nogle røvere. Peder Paars, som leder krigsretten, får hentet kokken og siger til ham: ”Man her besluttet har dit Hoved paa een Block / At hugge af, dog maa du dig først friit forsvare,” / Vi ingen nægte sligt, som er i saadan Fare, / Sig til dit Forsvar kun, hvad du optæncke kand / Vi uden Forsvar ey henrætte nogen Mand.” 

Nuvel, digtet omhandler et fiktionsunivers, men samtidig emmer det af tidløs samfundskritik. Jeg er senest kommet til at tænke på historien om kokken, hvis skæbne var afgjort på forhånd, i forbindelse med en kirkeministeriel præsteafskedigelse¹. Afskedigelsesforløbet illustrerer, at Kirkeministeriet i bekymrende omfang har tilsidesat præstens retssikkerhed, selv om retssikkerheden er et grundprincip i et retssamfund. I lighed med kokken forsvarede præsten sig uden held, selv om hun i sit høringssvar fremkom med substantielt nye oplysninger. Endvidere havde hun vedhæftet en separat udtalelse, der påpegede processuelt mangelfuld sagshåndtering og på denne baggrund opfordrede Kirkeministeriet til at frafalde den varslede afskedigelse eller at foranstalte et tjenstligt forhør under ledelse af en uvildig dommer, der er uddannet til at afhøre indkaldte vidner og bevisvurdere modstridende vidneudsagn. Det er nemlig modstridende forklaringer, der er det juridiske brændpunkt i præsteafskedigelsen. 

Lad mig, inden jeg forklarer nærmere, indskyde, at jeg forfattede udtalelsen på grundlag af de sagsakter, Kirkeministeriet havde vedhæftet afskedigelsesvarslet til præsten. Endvidere var jeg i 2022 præstens bisidder i en sag om et i offentligheden omstridt Facebook-opslag. Sagen afsluttedes med, at præsten underskrev en erklæring, der blev lagt ud på stiftets hjemmeside. Endvidere blev hun sanktioneret med en advarsel, der ikke bortfalder, men direkte eller indirekte kan indgå i bedømmelsen af senere/nye forhold og dermed få ansættelsesretlige konsekvenser. I de mellemliggende år har jeg ikke haft kontakt med præsten. Min udtalelse var ikke et partsindlæg, og jeg forholdt mig ikke til de decorumoverskridelser (tjenestemandslovens § 10), Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen begrundede den diskretionære afskedigelse med (tjenestemandslovens § 28). 

En diskretionær afskedigelse umuliggør i praksis, at præsten kan opnå ansættelse i et andet embede. Da afskedigelsen er velfærdsødelæggende for præsten, må der stilles store krav til, at præstens retssikkerhed vægtes højt undervejs i hele forløbet. Dette krav er på afgørende punkter tilsidesat. Jeg vil fokusere på to punkter, nemlig de modstridende vidneudsagn og den betydning, tilsynsmyndigheden (biskoppen) og ansættelsesmyndigheden (Kirkeministeriet) tillagde dem. 

Af Katrine Winkel Holm, tidehverv nr. 7, s. 121-123

I den forløbne sommer kunne man i P1-programmet ”Genstart” høre et interview med en læge fra en palliativ afdeling. Interviewet fandt sted i anledning af anbefalingerne fra det regeringsudnævnte udvalg for en angivelig ”mere værdig død” – i folkemunde kendt som ”dødsudvalget”. 

Som bekendt ønsker syv ud af otte af dødsudvalgets medlemmer at indføre aktiv dødshjælp. Læger skal enten direkte kunne hjælpe terminale patienter med at indtage medicin, der resulterer i døden, eller udskrive dødelig medicin, som patienten så selv skal indtage. Lægen i programmet forklarede, hvilken omvæltning af hendes arbejde en legitimering af en sådan praksis ville betyde. Pludselig ville hun ikke længere være den, der kom for at lindre og hjælpe. Hun ville være en potentiel dødsengel og hun var tydeligvis dybt bekymret for og ulykkelig over den ændring, det ville medføre. Ja, hvem vil have lyst til at lade en meget syg og måske depressiv pårørende få behandling af en læge på et palliativt afsnit, når det vil kunne medføre, at lægen slår den syge ihjel? 

Perspektivet er rædselsfuldt og lægens bekymringer var både velbegrundede og velfunderede. I lighed med Lægeforeningens formand vidste hun, hvad hun talte om, når hun advarede mod at virkeliggøre statsministerens ønske om aktiv dødshjælp. 

Af Thomas H. Beck, tidehverv nr 5, s. 81 - 83

Der er gået over to år, siden Rusland invaderede Ukraine. Det blev markeret på forskellig vis den 23. og 24. februar og affødte naturligvis også mange interviews, artikler, kronikker og debatindlæg i landets aviser, der udtrykte forskellige politiske holdninger til Rusland og til Danmarks store støtte til den ukrainske kamp mod de russiske invasionsstyrker. Man kunne også have valgt at markere 10-årsdagen for invasionen af Krim, der foregik i de samme dage i 2014. Eller man kunne have markeret 10-årsdagen for Majdan-revolutionen og afsættelsen af den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, der førte til anti-majdan-protester og borgerkrigen i Donetsk og Lugansk. Under alle omstændigheder er det 10 år siden, at vi her på vores breddegrader begyndte at få større viden om, hvad der foregår i det store østeuropæiske land et par tusind kilometer fra os. For før den tid var det vel de færreste, der kendte nærmere til Ukraines historie og meget komplicerede konflikt. 

En viden, som vi altid har haft, er i særlig grad blevet bekræftet i de ti år, der er gået. Og det er den kendsgerning, at sandheden er det første offer i en krig. Vi er alle ofre for propaganda. Men man skal dog her huske på, at propaganda nødvendigvis ikke behøver at være løgn eller en forvanskning af sandheden. For propaganda handler egentlig blot om, at man vil udbrede sine synspunkter til en større kreds. Men da der er meget på spil i en krig, hvor mindst to parter har deres version af krigens årsag og nødvendighed og i det hele taget af slagets gang og dets konsekvenser, vil det uundgåeligt blive til en konfrontation, der kan være så sort-hvid, at det, den ene part siger er sandhed, bliver kaldt for løgn af den anden. Der er et spændingsfelt mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt, som uundgåeligt inddrager vores følelser. 

Af Jesper Bacher, Tidehverv nr. 4, s. 57-58.

”For her (i kirken) forsøger man ikke at følge med tiden, men her taler man med kirkens nedarvede liturgi direkte ind i den fra evighedens synsvinkel” Søren Ulrik Thomsen 

"Kristendommen handler ikke om at sidde i kirken hver søndag”. Det er mildest talt sagt og hørt før fra såvel læg som præst i den danske folkekirke. Det er også rigtigt, for så vidt at der ikke er retfærdiggørelse ved kirkegang alene, og kristendommen ikke kan indskrænkes til en ugentlig times tid på kirkebænken. Men omvendt kunne man spørge, hvordan ville det se ud med kristendommen, hvis der slet ikke sad nogen i kirken om søndagen? Ville det betyde det store? Ja, hvilken betydning skal man egentlig tillægge den liturgiske og rituelle gudstjeneste, som alligevel kun søges af et fåtal blandt folkekirkens medlemmer? Er det vigtigste ikke kristendom i hjertet og kristendom i dagliglivet? Kristendom som holdning og handling snarere end kristendommen som et mystisk rollespil søndag morgen og formiddag? Hvad skal vi med en gammel kult i en ny kultur? Desuden er kulten også genstand for bibelsk kritik. Det hjælper ikke at gå hverken i tempel eller kirke, hvis man ikke går op i sin næste og ikke er tro i sit hjerte. ”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre. Kundskab om Gud, ikke brændofre”, lyder Herrens ord hos profeten Hosea, og Jesus betonede i Bjergprædiken, at man skal forlige sig med sin bror, før man bringer sin gave til alteret. Kulten er en sølle og falsk erstatning for kærligheden. Vel kan det siges, at gudstjenesten er en gammel og for en del af os også kær vane, men hvori består gudstjenestens kristelige nødvendighed? Er gudstjenesten bare en spirituel hobby for fromme feinschmeckere eller et mentalt pusterum blandt andre uden afgørende betydning for troen som hjertesag og levet liv? Kunne man ikke lige så godt gå til foredragsaften, kirkeyoga eller på pilgrimsvandring?

Tidehvervs Sommermøde 2024

Afholdes på Mommark Handelsskole, Als.

Program:

Mandag d. 1. juli kl. 14-15: Ankomst. Kaffe.

kl. 16: Thomas Hansen Beck: Kaldet.

kl. 19.30: Per Damgaard Pedersen: Den armenske kirke. Kristologi,
liturgi, legender og historie.

Tirsdag d. 2. juli kl. 9: Nils Arne Pedersen: Det levende ord, Grundtvig og dåbs-
ritualets historie.

kl. 15: Jørgen Kjærgaard: Hvad er det uopgivelige i gudstjenesten?

kl. 19.30: Morten Rydal: Koranen og Jesus-krigene.

Onsdag d. 3. juli kl. 9: Monica Papazu: Søren Krarup – livets lov.

kl. 15: Jesper Høgenhaven: Fra Zinaj til Zion – og fra Jerusalem til
Galilæa.

kl. 19.30: Jonas Hunt: Kirkemusikken som missionsprædiken.

Torsdag d.4. juli kl. 9: Caspar Wenzel Tornøe: Sandhedens oprør. Orwell og
Kejserens nye klæder.

kl. 15: Søren Lund Sørensen: Fra skatologi til teologi.

kl. 19.30: Materiel aften

Fredag d. 5. juli kl.9.30: Jesper Bacher: Frygt ikke - og da slet ikke Gud. Når der går woke i dogmatikken.

kl. 12.30: Frokost og afrejse

Priser:

Hele mødet

Enkeltværelse med bad: kr. 3.800,-

Dobbeltværelse med bad: Kr. 3.300,-

Halvt møde

Mandag til og med onsdag på enkeltværelse: Kr. 2.600,-
(Man skal forlade værelset onsdag morgen inden morgenmaden, men kan deltage i mødet resten af dagen)

Mandag til og med onsdag på dobbeltværelse: Kr. 2.200,-

Onsdag til og med fredag på enkeltværelse: Kr. 2.700,-
Onsdag til og med fredag på dobbeltværelse: Kr. 2.300,-

Studerende – hele mødet:

Man bliver indlogeret to på et dobbeltværelse med bad: Kr. 2.300,-

Børn under 10 år

Overnatning er gratis for max 2 børn sammen med 1 voksen. Man skal dog selv sørge for madrasser, dyner og linned.

Forplejning 1000 kr.

Enkelte foredrag, hvis man ikke bor på skolen: 100 kr.

Tilmelding: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Betaling sker på kontonr.: 3531 3531619099

Af Torben Bramming, Tidehverv nr. 3, s. 45 - 47.

I Tyskland har der gennem de første måneder af 2024 været opbrud. Det er gået under radaren, hvor banebrydende det, der er sket, i virkeligheden er. Det er utroligt, at disse protester, som ikke er set i Tyskland siden før 2. Verdenskrig, ikke har trukket flere journalister til. Det skyldes nok, at det er de forkerte, som er på gaderne. Det er nemlig ikke ”Klimakleber”, for hvem demokratiet går for langsomt, men massive mængder af landmænd, som har blokeret motorveje og demonstreret ved regeringsbygninger og flere gange samlet tusindvis af mennesker foran Brandenburger Tor i Berlin og i alle andre større tyske byer. Håndværkere, mennesker fra restaurationsbranchen og mange andre har sluttet sig til protesterne. For den såkaldte grønne ”Energiwende” er ved at drive tyskerne fra hus og hjem med enorm inflation og stadig flere afgifter og skatter. Nu har man fået ”die Schnauze voll”, som man siger på tysk.

Man reagerer fra den grøn-rødgule regering ved mistænkeliggørelse af protesterne. De bliver infiltreret af højreradikale, siger man. Et privat og ofte afholdt møde i januar, hvor en bog af de østrigske identitæres leder Martin Sellner blev diskuteret af folk fra CDU og AFD og mange uden partibog, blev udlagt som et forsøg på nynazistisk statsomvæltning af det venstreradikale forskningskollektiv Correctiv. Wannensee 2.0 kaldte de mødet. Deres beretning blev i første omgang kritikløst viderebragt af mainstreammedierne. Rød-grønne politikere tog det op og krævede atter engang, at AFD skulle forbydes, hvilket selvfølgeligt ikke kommer til at ske ifølge en statsretsekspert, der udtalte sig på tv-kanalen ZDF.

Der er vist ingen undtagen de mest fanatiske venstreradikale, der længere tror på, at alt vil blive godt, hvis blot AFD bliver forbudt.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2024, nr. 2, s. 585-597.

Om lægmandspræster og abdicerende monarker.

Julesøndag, som i år lå på nytårsaftens dag, faldt jeg efter gudstjenesten i snak med en kirkegænger om lægmandsgudstjenester. I de senere år er der rundt om i landet, blandt andet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, udbudt kurser for interesserede lægfolk i at forestå gudstjenesten. Tanken bag kurserne er den sympatiske, at der med flere og flere sognesammenlægninger og små sogne, der på grund af deres lidenhed kun kan få bevilget en deltidspræst, oftere og oftere er gudstjenester, der aflyses i landsognene. Enten fordi præstens kvote indebærer, at han ikke er forpligtet til at holde gudstjeneste hver søndag, eller fordi præsten ikke kan nå at holde gudstjeneste i de mange sogne, han er præst i. De ovennævnte forhold gør det også sværere for præsterne at vikariere for hinanden under ferie og sygdom.

Men de søndagslukkede kirker og de mange skæve gudstjenestetidspunkter, som er nødvendige, når en præst skal holde fri, går selvsagt ud over gudstjenestekontinuiteten og kirkegangen. Det skal lægmandskurserne rette op på ved at ruste lægfolk, så de kan træde til og gennemføre en gudstjeneste uden nadver og dåb – og hvis der skal prædikes, så med oplæsning af en prædiken, som sognets præst har skrevet eller fundet i en postille. Sådan som det foregår i bygder på Færøerne og på Grønland, hvor præsten ikke kommer hver søndag. Og sådan, som jeg selv har været til gudstjeneste på Anholt, hvor degnen holdt netop en sådan gudstjeneste, når præsten ikke kunne få en sommerferieafløser. Det vil sige: lægmandsgudstjenesterne er en nødløsning.

Et sympatisk tiltag, men også et tiltag, der vidner om, at de kirkeministerielle beregninger for, hvor mange folkekirkemedlemmer, der skal til for at oppebære en fuldtids præst, har en slagside. Den slagside nemlig, at flere og flere landsogne dømmes for små til at have en hel præst. Hvoraf følger fald i antal af gudstjenester og deraf følgende kirkegangsafvænning af sognebørnene. Indførelsen af lægmandsgudstjenester som akut hjælp på grund af præstemangel burde afføde overvejelser over holdbarheden i den kurs, folkekirken er slået ind på med oprettelsen af stordriftssogne og nedskæring af præstekvoten i mindre sogne. For som sagt: nødvendigheden af lægmandspræster burde i et land, hvor der tidligere har været råd til at holde gudstjeneste i langt de fleste kirker landet over, være en nødløsning. Et memento til en folkekirkelig kursændring.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2024, nr. 1, s. 565-567

Spørgsmål til de tænksomme dåbsfornyere på Frederiksberg.

I 2018 offentliggjorde Lindevang sogn på Frederiksberg, som inden da havde fået status af liturgisk frisogn, et alternativt dåbsritual. Begrundelsen for det alternative ritual var, at præster og menighedsråd i Lindevang sogn var enige om, at det ikke er i dåben, et menneske bliver Guds barn, men at vi som Guds skabninger er Guds børn fra fødslen af. Dåben i Lindevang var altså ikke et gennemgribende genfødelsens bad, men en bekræftelse på dåbskandidatens allerede eksisterende barnekår hos Gudfader. Siden da har det alternative dåbsritual skiftet navn til Frederiksberg-ritualet og af Københavns biskop i 2022 fået det blå stempel til at blive brugt af alle sogne i Frederiksberg provsti. På et spørgsmål fra folketingssalen om, hvilken myndighed biskoppen har til at tillade ændringer i et for folkekirken så centralt ritual som dåbsritualet, har biskoppen i november 2023 med henvisning til menighedsrådsloven svaret, at der er tale om mindre ændringer, hvorfor der ikke er tale om en omgåelse af den autorisationsproces, der normalt skal gå forud for nye ritualer. At der kun er tale om mindre ændringer, turde være noget af en påstand, da ritualets sigte som ovenfor anført er et opgør med den dåbsteologi, de hidtidige ritualer hviler på.

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2023, nr. 10, s. 545-547

På vej ind til Slagelse ad den vej, jeg plejer at køre, passerer man et parcelhus, i hvis indkørsel der er blevet plantet to tynde stænger. Fra hver af disse stænger vajer det palæstinensiske flag. Nu kan man naturligvis ikke vide præcis, hvad man skal lægge i denne markering bortset fra, at det må udtrykke sympati for palæstinenserne. Men mine tanker ledes hen på de mange andre sympatierklæringer for palæstinenserne, vi er vidner til i denne tid. Sympatierklæringer der på samme tid er en tilslutning til terrororganisationen Hamas og dens angreb på Israel den 7. oktober, hvor 1200 israelere blev dræbt (heriblandt mange civile – også kvinder og børn) og hvor omkring 240 israelere blev taget som gidsler. Eller sympatierklæringer fra personer, der undlader at tage afstand fra Hamas og dens terrorangreb på Israel.

Jeg er ingen steder kommet forbi noget hus, hvor der er hejst et israelsk flag. Det kan skyldes, at der ikke er nogen, der føler sympati med Israel i denne tid. Men det er næppe tilfældet. Det kan også skyldes, at de som måtte have sympati med Israel, ikke tør hejse det israelske flag af frygt for repressalier. Det er blevet rapporteret i pressen, hvordan for eksempel politikere, der har udtalt støtte til og forståelse for Israel, har modtaget trusler. Journalister, der rapporterer om Hamas’ ugerninger den 7. oktober, har tillige modtaget trusler på livet, ligesom sådanne trusler også er blevet fremsat mod deres familie. Bevogtningen af jødiske institutioner både herhjemme og i udlandet er blevet skærpet, da trusselsniveauet skønnes at være øget.

Vi genkender mønsteret i muslimske, mellemøstlige landes (og deres sympatisørers) måde at handle på fra for eksempel muhammedkrisen, og fra det pres, der har fået den danske regering til at fremsætte et lovforslag, der skal forbyde afbrænding af Koranen (og som et figenblad også andre helligskrifter).

Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2023, nr. 9, s. 529-531

Denne artikel skal handle om flere ting – og så alligevel om ét og det samme. Den skal handle om den netop offentliggjorte anbefaling fra Etiks Råd om en udvidelse af abortgrænsen til uge 18. Den skal handle om den indførelse af aktiv dødshjælp, som Mette Frederiksen er fortaler for – hun der under coronaepedemien bebudede, at hvert mistet liv er ét for meget. Men den skal først og fremmest handle om familien – det frihedens sted, som intet menneske kan være foruden, og som staten, hvis den mener noget med borgernes frihed, skal værne om. Men lad mig begynde et andet sted.

Forleden havde jeg foredrag i min konfirmandstue. Jeg havde inviteret den tidligere formand for Etisk Råd, tidligere overlæge i pædiatri på Rigshospitalet, Gorm Greisen, til at tale om sin modstand mod den bebudede udvidelse af abortgrænsen. Og det havde jeg, fordi han er en yderst saglig og hæderlig mand, hvis artikler i bl.a. Kristeligt Dagblad jeg læser med stor fornøjelse. Hans tale er ikke båret af ideologiens tunnelsyn, men derimod af eftertænksomhed og skønsomhed. Og så er han en mand, der er udstyret med en god sans for menneskets ufuldkommenhed – ikke bare andres, men også sin egen. Læs blot, hvad han udtalte for nogle år siden om aktiv dødshjælp til bl.a. spædbørn:

”Nogle børn, vi starter palliativ behandling på, overlever alligevel. Nogle går det bedre, end vi havde frygtet. Vi læger er ikke altid så kloge, som vi tror. Så reservationen mod aktiv dødshjælp er også en garanti mod, at ens uforstand ikke får større konsekvenser end højst nødvendigt”.

Man må sige, at det er en ædruelig læge, som i erkendelse af sin egen begrænsning værner de lidende. Med andre ord: her taler et menneske og ikke en ideolog. En helt anden ydmyg tale end den, der nu føres fra fortalerne for udvidelsen af abortgrænsen. For lytter man til deres argumenter, eller rettere argument, så lyder det: Kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop!

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2023, nr 8, s. 513-515

En lun augustdag i år var en flok mennesker samlet i bispegården i Aalborg. 

Der var hygge, sang og fælles lytten til en storsmilende oplægsholder, der veloplagt gennemgik sine slides om drop-in-dåb og voksendåb. Stemningen var god, i hvert fald at dømme ud fra billederne, der straks blev lagt op på Facebook, så vi alle sammen kunne se, at den nyligt nedsatte dåbskommission var ”kommet i arbejdstøjet”. For det var den, der var forsamlet. 

Formanden for dåbskommissionen er som bekendt biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, og ifølge ham er opfindelsen af drop-in-dåb et af argumenterne for, at dåbsritualet muligvis skal ændres. Som det hed i den tekst han lagde op: ”Der findes drop-in-dåb, lørdagsgudstjenester med dåb og forskellige symbolske tiltag, som i stigende grad tages med i ritualet omkring dåben. Derfor ser en dåbskommission nu på, om tiden er inde til at ændre dåbsritualet i folkekirken.” 

Læs lige de sætninger igennem igen. Fordi nogle af os tager lørdagen i brug for at få døbt sognets mange småbørn, skal vi ændre dåbsritualets ordlyd. Fordi nogen har fundet på at tilbyde såkaldt drop-in-dåb, så skal vi ændre et af folkekirkens sakramenter. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at f.eks. lørdagsdåb stred imod det nuværende dåbsritual, så ville det da være dåben om lørdagen, ikke ritualets ord, der skulle ændres. Herregud, så vigtig er det da ikke at holde dåbshandlingen dagen før søndag. 

Blandt alle argumenter for at ændre dåbsritualet hører dette til blandt de absolut ringeste og mindst overbevisende. Den stakkels lørdagsdåb er selvfølgelig hel uskyldig i den kampagne mod dåbens sakramentale betydning, der er i gang lige nu. Det samme kan (omend med mindre ret) siges om drop-in-dåben. 

Det er dåbens indhold, ikke dens form eller ugedagen for den, kampen står om i disse år. Man må da håbe, at dåbskommissionens formand gør sig dette klart, og at opslagets formuleringer er en enkelt svipser og ikke symptomatisk for niveauet i kommisionen.

Af Monica Papazu, Tidehverv 2023, nr 7, s. 489-493  

Sommeren 2023 har stået i koranafbrændingernes tegn, idet  koranbøger gentagne gange er  blevet brændt i Sverige og Danmark. Det er en anden type brand end den, som på samme tid fandt sted i Frankrig, hvor ordensmyndighederne med stort besvær har forsøgt at dæmpe voldsbølgerne i de parisiske og andre store byers indvandrerområder. Sammenlignet med den franske ”borgerkrig i lille format” virker koranafbrændingerne som en harmløs måde at protestere på, for de er kun et symbol – et symbol, som peger på den egentlige brand. 

Begivenhederne i de to nordiske lande og i Frankrig står over for hinanden, og i lyset fra flammerne kan man forstå, hvad det handler om. Koranafbrændingerne signalerer en modstand mod, at vores europæiske lande bliver gjort til muslimsk område – volden i Frankrig signalerer, at Europa allerede er blevet det, og at protesten er berettiget.

Koranafbrændingerne skal forstås i deres rette sammenhæng, selvom jeg personligt ikke støtter dem: De er barbariske, og fordi de er det, risikerer de at forfejle deres budskab og flytte sympatien på muslimernes og de muslimske landes side. 

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2023, nr 4, s. 433-434

Efter at have oplevet Folkekirkens mobiliseringsgudstjeneste i Holmens kirke på etårsdagen for Ruslands invasion, er der ikke meget, der kan overraske mig. 

Det vil således ikke komme bag på mig, hvis Københavns biskop velsigner de Leopardkampvogne, vi sender til Ukraine, eller hvis frivillige fra Ukrainekomiteen indridser ”Gud er med os” på hvert stykke militært isenkram, der sendes derned. 

Da Holmens kirke slog kirkedørene op d. 24. februar, faldt der nemlig skæl for øjnene på alle os, der troede, at der trods alt var grænser for, hvor meget Folkekirken vil prostituere sig politisk. 

Kritiske røster havde på forhånd advaret om politisk misbrug ved denne lejlighed, men blev modsagt af Kathrine Lilleør, der i parentes bemærket var inviteret med til gudstjenesten sammen med Søren Pind, måske fordi de har samlet våben ind til den gode sag, måske fordi idéen til denne event kom fra Ukrainekomitéen. Hendes udtalelser fortjener at blive citeret i deres helhed: Gudstjenesten er ”ikke blot en god ide, det er en oplagt idé. Den lutherske lære skelner mellem et åndeligt og et verdsligt regimente. Af den grund er kirken ikke en selvstændig politisk stemme, men understøtter demokratiet og Hendes Majestæt Dronningen, fordi hun er overhoved for kirken og vores styreform.” (Kristeligt Dagblad 23. februar 23)

Af Christian Langballe, Tidehverv 2023, nr 3, s. 413-415

”På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige”. Ordene står at læse i 1. Samuel 2,1 og kunne vel godt stå som et vidnesbyrd om vores egen tid. Man kan i hvert fald godt lade sig gribe af åndeligt mismod, når man følger den almindelige debat. Den er nemlig domineret af et åndeligt lavtryk, som bare synes at blive ved i det uendelige. Det gælder ikke mindst på de protestantiske breddegrader, men er i øvrigt et grundlæggende vilkår i Vesteuropa. Man trøster sig ved de få solstråler af ånd, som fra tid til anden oplyser debatten. En dødssyg materialisme og en grasserende relativisme har angrebet os som en aggressiv bacille, hvilket har ført til, at åndslivet er blevet så underligt forkrøblet. Den menneskelige sandhedssøgen strander i reglen på de døde tings åndløse regime. Tidligere tiders prioriteringer er vendt på hovedet, for vi forholder os absolut til det relative og relativt til det absolutte. Se, nu blot hele affæren med St. Bededag. I regeringens optik forekommer det, som St. Bededag er der for, nemlig bønnen til Gud, så latterlig ligegyldig set i forhold til det, som virkelig betyder noget: En velsmurt og mægtig velfærdsstat. Velfærdsstaten er snart det eneste, som regering og politikere bøjer knæ for. Selv landets forsvar har man udsultet i en grad, så man dårligt nok vil kunne forsvare Langeland en time, hvis en fremmed magt skulle beslutte sig for at annektere landet. Tidligere tiders mennesker forstod, hvad nutidens åndløse barbarer har glemt: Det begynder med Gud. Det gælder ikke mindst i urolige og dystre tider, hvor krigens og ufredens skygger truer. Derfor blev bededagene oprettet for så i 1686 at blive slået sammen til en stor bededag. Man tog bønnen til Gud så alvorlig, at butikkerne lukkede, men i dag er det bededagen, som man lukker ned. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at regeringen nu vil nedsætte et råd, som skal se på, hvordan kulturen kan afhjælpe danskernes krisebevidsthed. Så når angsten for krigen og klimaet kommer over os, skal vi åbenbart på kunstmuseum, hvor vi så kan fordybe os i Michael Kvium og tidens skramlede installationskunst. Det åndløse i projektet skriger til himlen. Det bliver ikke bedre af, at der bruges millioner af skatteydernes penge på projektet. Det sker samtidig med, at St. Bededag afskaffes for at kradse penge ind til statskassen. Prioriteringen taler for sig selv.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2022, nr 9-10, s. 333-339

Læs videre

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2022, nr. 7, s. 301-302

”Må vi være her? – Folkekirken efter Luther”. Sådan lyder titlen på et skrift med reformatoriske ambitioner udgivet af Katakombisk Studiekreds. Tre af kredsens sandhedsvidner Louise Højlund Franklin, Anders-Christian Jacobsen og Lise Horneman Kragh står som forfatterne til hin skrivelse, som har formået at skabe et vist røre i den kirkelige andedam. ”Må vi være her?” er en nemlig opfordring til en korrektion af den evangelisk-lutherske teologi. For ikke at sige et regulært angreb på folkekirkens konfessionelle identitet. Luthers arv fylder ikke bare i folkekirken ”den skygger” for det menneskekærlige evangelium, som nu skal bringes til ære og værdighed og som levende vande strømme ud over folkekirken. Men må de være her, altså i folkekirken? De er jo, som de selv udtrykker det ”alle medlemmer af folkekirken og kunne ikke forestille os at høre hjemme i andre kirkelige sammenhænge. Og det til trods for, at vi ikke vil betegne os som lutherske”. Jamen, selvfølgelig må de da være her. Der er som bekendt slet ingen grænser for, hvor ugudelig og vranglærende man kan være som medlem af folkekirken.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2022, nr. 6, s. 285-287.

Forleden udtalte jeg i en forsamling, at indførelsen af det homoseksuelle ægteskab var folkekirkens store syndefald. Det mente jeg, da det blev indført, og det mener jeg stadig. En kvindelig præst replicerede, at hun ikke vidste, hvad det var med os mænd og det homoseksuelle ægteskab, som om det handlede om individuelle seksuelle præferencer. Jeg svarede, at det ikke handlede om nogen nyfigen interesse i, hvad folk laver inden for hjemmets fire vægge. Det må de godt nok selv om. Det er løgnen, som generer mig. Man foregiver, at der ikke længere er forskel på ægteskabet mellem mand og kvinde og ægteskabet mellem homoseksuelle i folkekirken. Hele ægteskabsteologien er blevet omdefineret og står nu i modsætning til hele den kirkelige tradition, kirkefædrene og biblen. Der findes altså et før 2012 og et efter 2012, og det, som var før, står i total modsætning til det, som er efter. Det, som var før 2012, bliver nu betragtet som et moderne kætteri og et anslag mod menneskerettigheder, frisind og tolerance. Det handler om udvikling, må vi forstå. Fortiden er mørk, middelalderlig og intolerant, mens nutidens menneske i dag står på historiens tinde som de åh så liberale, tolerante og frisindede. Der er ingen ende på, hvor gode og selvopofrende de er – i hvert når de konsulterer deres egen mavefornemmelse. Det er lige præcis ingredienserne i argumentationen for at indføre det homoseksuelle ægteskab i folkekirken. 

Af Torben Bramming, Tidehverv 2022, nr. 5, s. 265-269 

Der hersker en paradoksal tilstand i den måde vi i den vestlige verden betragter både kirkehistorien og den verdslige historie, som er udslag af frafaldet fra kristendommen, som begyndte at brede sig omkring 1850 i Vesteuropa. Den anglikanske præst John Keple beskriver det som ”Nationalt frafald” i sin berømte prædiken fra 1833 i Oxford, som var startskuddet til den dogmebaserede Oxfordbevægelse. Fra at man som samfund forstod sig som en del af Guds historie, blev det mere og mere almindeligt at betragte Gud som en del af vores kulturhistorie, altså kristendom som kultur og ideologi. Bibelen gled ud som forståelses- og tolkningsramme for historiske begivenheder. Fra at man forsøgte at reformere kirke og samfund, så man kom i samklang med Guds vilje i det omfang man kunne ud fra sin forståelse af Bibelen, begyndte man at forestille sig, at sandheden lå foran en ude i fremtiden, og at man skulle udvikle sig videnskabeligt, kulturelt og religiøst for rigtigt at kunne komme i kontakt med den ”selvåbenbarende” mening med historie. Ville kristendommen være med på toget mod fremtiden, måtte den også udvikle sig. Tanken om at det, som ligger i kim, bliver til blomst, som romantikerne hægede om, blev gennem Darwin og evolutionisterne langsomt en herskende betragtningsmåde på historiens område. Man indordnede kulturer, religioner og menneslægten i racer på forskelligt udviklingstrin, som dannede baggrund for både imperialismen og racismen. 

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2022, nr. 4, s. 243-249

I Goethes digt ”Troldmandens lærling” har troldmandslærlingen luret sin gamle mester det ord af, som sætter værkstedets redskaber i gang med at arbejde på egen hånd, og da han bliver alene i værkstedet, sætter han kosten i sving med at hente vand og gøre rent. Det går over stok og sten, men ak, lærlingen kender ikke det magiske ord, som stopper kosten, så snart flyder værkstedet med vand, og da lærlingen i sin frustration kløver kosten i to, bliver det dobbelt slemt, for nu er der to koste, der henter vand og hvirvler det omkring…For, som mesteren siger, da han vender hjem til ødelæggelsens vederstyggelighed og får sat kostene i stå: Kun den store mester selv bør bruge det ord, der regerer de magiske ånder. Det er i år ti år siden, at flertallet af folkekirkens biskopper adlød kirkeminister Manu Sareen, der i sin ligestillingsideologiske blindhed ikke vidste bedre, end at han som en selvfølge havde magten over den gudgivne ordning ægteskabet. Sareen vidste ikke bedre, men det burde bisperne have gjort. Som med kosten i troldmandens værksted er det siden gået over stok og sten med ægteskabets spaltning i nye samlivsformer. Tiåret bliver fejret med borgerforslaget om, at to mænd, der får et barn sammen ved en rugemors medvirken, skal have faderskabsret fra barnets fødsel, hvorved rugemødre endegyldigt degraderes til fødemaskiner uden mulighed for at fortryde handelen og beholde forældreretten over det barn, de har båret under deres hjerte i ni måneder. Og den kirke, hvorfra det store mesterord burde lyde, som kalder det ideologiske amokløb til orden, den er i det store og hele bevidst mundlam. 

Af Morten Brøgger, tidehverv 2022, nr 3, s. 225-227

Vi befinder os i en tid, hvor der efterspørges en revision af folkekirkens dåbsritual, fordi dåben med det ritual, der er gældende, forekommer at være ekskluderende (og det må den åbenbart ikke være i vor tid). Der er blevet gjort ophævelser over, at dåben i Den augsburgske Bekendelse hævdes at være nødvendig til frelse. Ligeledes har man fundet påstanden om, at det er i dåben, at man bliver Guds barn, for indskrænkende – i stedet bør alle regnes for Guds børn, og dåben skal blot være det sted, hvor det forkyndes. Synet på dåben er for nogle ydermere kædet sammen med den standende avisdebat om alles frelse over for dobbelt udgang. Hvis man kun frelses gennem dåben, hvad sker der så med udøbte? Vil de være fordømt? Og omvendt: Hvis alle frelses, hvad er så dåbens mening? Senest har Lars Sandbeck skrevet endnu et indlæg i debatten, hvori han hævder, at mange – måske endda de fleste – kirkefædre i oldkirken troede på alles frelse (KD 4.2.22). Det kan af den grund være interessant at se på, hvordan man forstod dåben i oldkirken. Men det kan det naturligvis også, hvis det stadig betyder noget, at folkekirkens tro står på Bibelens og kirkefædrenes fundament. Hvis man i lighed med Martin Luther vil revidere (eller reformere) for at bringe evangeliet for dagen og ikke for at opfinde sin egen kristendom.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2022, nr 1, s. 181 - 187

”Desuden er det strengt og alvorligt befalet, at vi skal lade os døbe, da vi ellers ikke vil blive frelst”.¹ Luther: Den store Katekismus 

”Jeg havde naturligvis visse principper, for eksempel, at mine venners hustruer var hellige. Sagt ligeud, jeg holdt bare op med at være på venskabelig fod med ægtemanden nogle dage forinden”.² Albert Camus: Faldet. 

Lige siden reformationen har forskellen mellem lutheranere og ikke-lutheranere især kunnet defineres ud fra holdningen til sakramenterne, dåb og nadver. Intet er i den forbindelse mere forkert end påstanden om, at Luther åndeliggjorde og derved relativerede, sakramenterne. Det modsatte er tilfældet. Luther tog i nadverspørgsmålet ikke realpræsensen mindre alvorligt end papisterne. Han mente tværtimod, at papisterne slet ikke tog realpræsensen alvorligt nok. Luther fandt at, ”ex opere operato” – dvs. den sandhed at sakramenterne virker i sig selv – af samtidens kirke var blevet gjort til en jordisk skat. Dåben og nadveren var blevet gjort til gerninger, hvormed mennesket ville retfærdiggøre sig selv. Luther beholdt imidlertid altid den betydning af ”ex opere operato” som består i, at sakramenterne er sande og rette, ganske uafhængigt af ham, som døber, og ham, som modtager. Sakramenterne virker ”ex opere operato”, fordi de er Guds handlinger via Helligåndens jordiske kirke.

Vel kunne Luther betegne såvel paven som sine egne tidligere reformatoriske kampfæller som antikrist, men når paven – eller endda den endnu værre kætter Zwingli – døbte i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så var dåben alligevel gyldig. På tilsvarende vis gælder det, at hvis f.eks. en ateist, en jøde eller en muslim lader sig døbe på skrømt, og i sit indre fastholder sin vantro, så er dåben alligevel gyldig. Han, som døbes, har i dåben den sande tro i sig, og selvom han i selve dåbsøjeblikket vender ryggen til dåben og troen og derved pådrager sig en langt hårdere evig straf, end hvis han ikke var blevet døbt, så er det, hvis han inden sin død atter omvender sig, altid den samme sande dåb, han vender tilbage til. Han faldt allerede i dåbsøjeblikket overbord fra kirkens skib og ned i fortabelsens vande, men det er det samme frelsende kirkeskib, han i omvendelse og bod vender tilbage til. Dåben efter Jesu befaling er Guds direkte handlen gennem Hans kirke på jorden, og Guds handlinger kan aldrig forfejle deres virkning. Netop fordi dåben også er gyldig, når en aldeles vantro præst døber et tilsvarende vantro menneske, pådrager præsten sig derved en frygtelig evig straf. Ligesom det er tilfældet for forældre, der fuldt bevidst lader deres barn døbe uden at have intention om at opdrage det i den kristne tro. Og ligesom det er tilfældet for faddere, der ikke reelt har i sinde at gå i forbøn for det barn, de er faddere for. Luther bliver aldrig træt af at understrege den store fare, man udsætter barnet for, når man giver det faddere, som ikke aktivt går i forbøn for det over for Gud. Det kan betyde, at dåben virker til fortabelse i stedet for til frelse, thi dåben virker altid. 

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr 8, s. 129-131

I mine første år på Tidehvervs sommermøde, var et af mødets højdepunkter, når Knud Møller ud på de små timer den sidste aften med udfoldelse af hele sit komiske talent fortalte om, hvorfor han ikke var blevet kongelig konfessionarius, og foredrog den barokke konfirmationssang, som han havde sunget ved en konfirmation og siden selv sunget for Christian Thodberg, som kort derefter blev kongelig konfessionarius.

Det var jo klart, at det var den moro, konfirmationssangen havde vakt hos Hendes Majestæt Dronningen, som havde gjort Thodberg til konfessionarius. Men havde Knud Møller nu været den, der fik lejlighed til først at synge sangen for majestæten, så havde han været kongelig konfessionarius!

Siden Henrik Wigh Poulsen blev kongelig konfessionarius, har jeg jævnligt tænkt på Knud Møllers suk over sin forspildte chance, for jeg havde da længe tænkt, at min ringe person ville være oplagt som konfessionarius. Havde jeg måske ikke så meget til fælles med kronprinsesse Mary – fire børn, hvoraf de to er tvillinger, samt kronisk kærlighed til rideheste – så at loddet naturligt måtte falde på mig? Hvis jeg altså bare kunne finde en diskret måde at gøre opmærksom på mig selv.

Men mens jeg drømte henført om mine konfessionariske rideture i Gråstenskovene sammen med kronprinsessen, blev den celebre post besat til anden side, og jeg kunne som en anden fru Flovmand bare sidde og tænke på, hvad jeg ville have talt til kronprinsessen om på rideturene. For hvis jeg var kongelig konfessionarius, så ville jeg blandt andet have talt til kronprinsessen om forskellen på korsfanen Dannebrog, som hun og hendes familie repræsenterer, og den regnbuefane, hun er gået i brechen for.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2021, Nr 7, s. 109-111

”Endnu et udslip fra den kirkelige varmluftsindustri”, tænkte jeg, da jeg i min ferie kunne konstatere, at 1000 personer blandt kirkefolket i et offentligt brev protesterede mod regeringens flygtningepolitik. Anledningen til protestskrivelsen er, at regeringen helt logisk begynder at hjemsende syrere til de sikre zoner i Syrien. Jeg orkede ikke at bruge min ferie på at læse skrivelsen. Jeg havde allerede på forhånd gættet indholdet og alle de sædvanlige fraser og paroler af venstreorienteret eller radikalt tilsnit - sovset ind i en klæg sekulariseret kirkelighed. Da jeg efter endt ferie nu har fået læst de 1000 kirkefolks protestskrivelse mod regeringens udlændingepolitik, var den lige så lidt overraskende som en af de snart mange ordførertaler, som jeg har hørt fra Johanne Schmidt Nielsen i folketingssalen om udlændingepolitikken. Indholdet, argumentationen og fraserne er præcis de samme. Det hele løber ud i den samme abstrakte velfærdshumanisme, som er blevet Enhedslistens varemærke: Man kaster om sig med andres penge i godhedens navn og lader andre betale prisen. Lad os først høre nogle sætninger fra protestskrivelsen, der godt nok svulmer af patos, men efterlader nogle helt afgørende principielle spørgsmål: ”’Et samfund kendes på, hvordan det tager sig af de svageste’ var engang mottoet for vores land. Men ikke længere: Et af de rigeste lande i verden mener sig ude af stand til at tage vare på mennesker, der er kommet til os i nød”.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2021, nr 6, s. 85 - 86

”Det nuværende præsteløfte er jo ikke dumpet ned fra himlen i 1870”. Således udtalte lektor emeritus Hans Raun Iversen i foråret til Kristeligt Dagblad, og hvad observationen mangler i skarphed, fattes den ikke i rigtighed. Nej, præsteløftets ordlyd er ikke dumpet ned fra himlen, men udsprunget af kommissionen til overvejelse af de kirkelige forhold, nedsat den 18. juni 1868 og bestående af 29 mænd. Flertallet var rigsdagsmænd med et gejstligt mindretal. Kommissionen nedsatte et undervalg på 5 medlemmer med biskop Martensen som formand til behandling af spørgsmålet om de gejstlige eder og forpligtelser. Dengang var der nemlig ikke bare en latinsk præsteed, hvor præsten lovede at lære og leve ret, men også en kandidated for teologiske kandidater, en simonied, hvor præsten bedyrede, at han ikke havde bestukket sig til embedet, og en hyldningsed, hvor han erklærede kongen sin loyalitet. Ud af dette arbejde kom så det nuværende præsteløfte, som sammen med ordinationsløftet består den dag i dag. Præsteløftet er så vist ikke dumpet ned fra himlen, men det er dog båret af kristelig alvor og bundethed til Bibel og bekendelser, skønt man bestemt kan diskutere nogle af formuleringerne.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 5, s. 69 - 71

”De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt. Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet.”

Jeremias 32, 39-41.

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Matthæusevg. 10,28-31

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; …”

Petersbrev, 1,3

”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.”

Martin Luthers forklaring til det første bud i hans lille Katekismus.

Der er desværre ikke flere ledige værelser til sommermødet, men man kan møde op til foredragene mod betaling (100 kr./foredrag) til Tidehvervs konto (se nedenfor) eller ved indgangen til foredraget.

Tidehvervs sommermøde 2021:

Mødet afholdes på Liselund fra mandag den 28.juni til fredag den 2. juli.

Program:

Mandag den 28. juni:

Kl. 14.30: Ankomst og kaffe.

Kl. 16:
Jesper Bacher: Djævelens kapel – wokeism og kristendom.

Kl. 19.30:
Aksel Tarras Madsen: Den amoralske økonomi og det umoralske menneske

Tirsdag den 29. juni:

Kl. 9:
Claus Thomas Nielsen: De trinitate V – T.S. Eliot i det 20. århundrede

Kl. 15:
Maria Louise Odgaard Møller: Folkekirkens forkyndelseskrise og formløshedens
                                                  tyranni.

Kl. 19.30:
Thorkild Kjærgaard: Hans Egede og Grønlandsmissionen 1721 – 2021

Onsdag den 30. juni:

Kl. 9:
Monica Papazu: Den naturlige lov lll : Biostaten og menneskets afskaffelse

Kl. 15:
Rasmus H.C. Dreyer: Noget om dåben.

Kl. 19.30:
Inger Brøgger: ”The Man Who Would Be King”: Kipling og det britiske imperium.

Torsdag den 1. juli:

Kl. 9:
Christian Langballe: Dommen – den nuværende og den kommende. Er ændret til: Historie og eskatologi

Kl. 15:
Torben Bramming: Hekse

Kl. 19.30:
Materiel aften

Fredag den 2. juli:

Kl. 9.30:
Katrine Winkel Holm: Behager det Gud at gøre vold? Stærk og svag Gud  - fra Job, over Leonora Christina til Lars Sandbeck 

Kl. 12 – frokost og afrejse.

Priser:

Hele mødet:

Enkeltværelse med bad og toilet                      5.580, -

1/2 dobbeltværelse med bad og toilet              4.560, -

Enkeltværelse med delt bad og toilet               4.560, -

½ dobbeltværelse med delt bad og toilet          4.000, -

Studerende (man deler et dobbeltværelse)        3.000, -

½ møde – enten fra mandag til og med onsdag efter aftensmaden eller fra onsdag kl. 9 til og med fredag:          3.000, -

Forplejning hele ugen uden overnatning:         3.000, - ,
hvortil skal lægges betaling for foredrag

Foredrag, hvis man ikke bor på højskolen:        100, - pr. stk.

Tilmelding til Elisabeth Krarup Jensen på tlf. 74 47 16 01 eller mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Betaling: Senest mandag den 14. juni på konto nr.: 3531 3531619099

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2021, nr. 4, s. 49 - 50

I slutningen af februar 2021 kunne man på Haderslev Stifts hjemmeside og på Folkekirken.dk læse, at ”landets biskopper opfordrer kirker til at bruge Bibelen 2020.” 

Biskopperne opfordrer især til, at Bibelen 2020 bruges til studiegrupper, i konfirmand- og minikonfirmandundervisning, samt til arbejdet med børn og unge generelt. Men hvis præst og menighed ønsker at bruge Bibelen 2020 mere permanent i højmessen, kan man henvende sig til den lokale biskop vedrørende godkendelse og eventuel prøveperiode. 

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2021, nr. 2, s. 29- 31

Det sidste års tid med nedlukning af kirkerne og efterfølgende restriktioner, der gør gudstjenesterne til en hæsblæsende kamp med tiden, har gjort én ting tydelig for mig, og det er, hvor anonym folkekirken er blevet. Ingen protester fra biskopperne mod nedlukningerne, ingen tydelig modstand mod anbefalingerne om at aflyse julens og nytårets gudstjenester. Anbefalinger, som mange præster føjeligt fulgte, og det til trods for, at der dog kun var tale om anbefalinger og ikke krav.

For coronatallene var alarmerende, forstod vi, hvorfor en hver form for unødvendig offentlig forsamling skulle aflyses. Og dertil regnede man gudstjenesterne. Ikke en eneste biskop tog vores arv op fra Luther og talte Rom, dvs. statsministeren med sine sundhedseksperter, midt imod. Ingen forklarede hende, at det ikke er af lyst, men af nød, vi går i kirke – en nød, som ikke bekæmpes med værnemidler og sprit. Ingen forklarede hende, hvorfor vi hver søndag beder for kongehuset og øvrigheden. Ingen nævnte for hende, at vi beder for dem, fordi vi alle er syndere, der må have lov for vort liv, syndere, der skal begrænses, hvad enten vi er øvrighed eller borgere. Og i en tid, hvor nødlove erstatter nødlove, da må det siges at være mere end nødvendigt, at landets lovgivere kender deres grænse og går i kirke i stedet for at lukke den ned.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2021, nr. 1, s. 1- 3

Der blev skrevet kirkehistorie i 2020. For første gang siden landet blev kristnet, stod landets kirker tomme og tavse juledag. Næst efter påske årets største og vigtigste helligdag. Vel var der undtagelser, små lommer af kirkelig modkultur, hvor kirkeklokkerne ringede til gudstjeneste alle julens helligdage, men det skete uden at menigheden i almindelighed hørte dem, dvs. forstod opfordringen til at søge kirken. Langt de fleste havde opfattet de offentlig udmeldinger sådan, at alle gudstjenester var aflyst hele julen til og med Helligtrekonger.

Det til trods for, at sundhedsmyndighederne ikke havde krævet gudstjenesterne aflyst, og at alle d. 23. december om formiddagen var sikre på, at der ville blive holdt gudstjenester i landets kirker den følgende dag. For det skulle der, det var biskopperne enige om, trods voksende pressemodstand. Som Viborgs biskop Henrik Stubkjær heroisk erklærede samme dag: ”Hellere lægge ryg til en usaglig shitstorm end at blive kastet hid og did af skiftende folkestemninger. For mig er det vigtigt, at juleevangeliet lyder under overholdelser af alle retningslinierne.” (Viborg Stifts Folkeblad 23/12). Og at alle bestræbte sig på at overholde alle retningslinjer kunne ingen være i tvivl om. Alligevel modtog folkekirkens præster samme dag om aftenen en indstændig anbefaling om at aflyse alle gudstjenester i julen. Det blev præsenteret som en indpakket ordre, og det blev understreget, at den eneste grund til, at ordren ikke var direkte, var det faktum, at det ikke juridisk er muligt for en biskop at aflyse en gudstjeneste. Anbefalingen var tilsat en indskærpelse om, at ansvaret for, hvad en afholdt julegudstjeneste måtte føre med sig, ville blive lagt på præsten. De ubehagelige undertoner af fingerpegning og (uvirkelige) erstatningskrav i tilfælde af Corona-smitte var ikke til at tage fejl af. Samtidig lod alle nyhedsmedier melde, at biskopperne rent faktisk havde aflyst gudstjenesterne, uden at det blev korrigeret.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2020, nr. 9 og 10, s. 153- 157

Det lam som blev slagtet ved verdens grundlæggelse. 
Joh. Åb. 13,8 

Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt.
1. Petersbrev 1,19

Jeg har ofte i tale og på skrift fastslået, at når den kristne teologi har ført sin opgave til ende, er der kun ét virkeligt problem som står uløst tilbage: Lidelsens problem.

Alle andre centrale spørgsmål om verdens indretning forklares langt bedst og mest udtømmende af kristendommen. Når en vantro for alvor sætter sig ind i kristendommen, har han det som en, der har brugt sit liv på at læse nodeark fyldt med blanke pletter og derfor uden en sammenhængende mening, men som nu får foræret alle de manglende noder. Også før var der mange smukke og sammenhængende passager, men nu, hvor alle de manglende noder sættes ind, forvandles musikken til det fuldente kunstværk. Mange passager får en helt anden og langt dybere mening end før. Ja, nu høres den melodi, som forklarer meningen med universet og med hvert enkelt menneskes plads i det. Næsten alt bliver lysende klart. Men lidelsen ligger stadig i mørke. Det spørgsmål, som nødvendigvis må pine enhver kristen, er spørgsmålet om, hvordan vi på én gang kan fastholde, at Gud er almægtig, dvs. at ikke en Zyclon B-dåse rammer betongulvet uden Guds enevældige vilje og beslutning, og så samtidig fastholde, at Gud kun er godhed og kærlighed.

Af Monica Papazu, Tidehverv 2020, nr. 7 og 8, s. 125- 139

Ve de besejrede!

Det sidste halve år har været en afsløringens tid. Begivenhederne har fulgt hurtigt efter hinanden: corona-epidemien, omdannel­sen af Hagia Sophia til moské og Black Lives Matter-bevægelsen.

Forestil dig for et øjeblik, at du som en rejsende fra forti­den eller fra fremtiden åbner øjnene til den ukendte verden foran dig og noterer, hvad du ser: Lukkede kirker – Hagia Sophia: helligdom for Underkastelsens religion – monumenter skæn­det og helgenstatuer revet ned¹

Af Erik Sloth, Tidehverv 2020, nr. 6, s. 101- 103

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke:
til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke.

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner.
forkyndes nu paa dansk og tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!!

Men du vil ingen Sørgefest!, Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i Hvidt og Rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjesten, i Nytids-Morgenrøde!

I Grænseforeningen har de gjort et kup. Man har allieret sig med en (med rette) højt respekteret og afholdt kunstner, som alle kender, og som man næsten ikke kan andet end holde af. Jeg tænker naturligvis på Sigurd Barrett. Han kan skrive sange, som mange gerne synger med på. Han kan fortælle historie, både Danmarkshistorie og Bibelhistorie. Ja, han kan endda fortælle om klassisk musik, på en sådan måde, at folk følger med lige fra de mindste til de største.

Da forsamlingsreglerne nu er blevet så lempelige, at man igen må afholde møder med flere end 10 deltagere, så har Agnete Raahauge besluttet, at vi alligevel afholder et sommermøde på Liselund. Det bliver et meget kort og koncentreret et fra tirsdag den 30. juni til onsdag den 1. juli, hvor vi kan nå at høre tre foredrag, og nyde en miniudgave af en Materiel Aften.

Foredragsholdere:

Monica Papazu tirsdag kl. 14.00

Anders Kingo tirsdag kl. 19.30

Christian Langballe onsdag kl. 9.00 

Ønsker man at deltage, så tilmelder man sig hos Elisabeth K. Jensen (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og ved at forudbetale på konto nr.: 3531 – 3155596813 senest den 16. juni. Anfør for- og efternavn ved betalingen.

Man er først tilmeldt, når der er betalt.

Liselund sørger selvfølgelig for, at sommermødet overholder alle coronaregler.

Prisen er:

1735 kr. for et enkeltværelse med bad

1455 kr. for et halvt (dvs. delt)  dobbeltværelse med bad

1455 kr. for et enkeltværelse uden bad 

1210 kr. for et halvt dobbeltværelse uden bad

Ankomst Tirsdag, den 30. juni 2020 kl. 12:00 til frokost

Afrejse Onsdag, den 1. juli 2020 kl. 13:00 efter frokost

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2020, nr. 5, s. 85-86

”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomster falder, men Herrens ord forbliver til evig tid”. (1. Pet 1, 24) 

Ovenstående skriftsted turde være mange læsere bekendt. Jeg bruger det ofte ved begravelser og bisættelser. Ordene taler stærkt om vores forgængelighed og ordets evighed, om det, som ikke holder, og det, som holder. Dette forår er det imidlertid ligesom, skriftstedet er kommet til at stå med flammeskrift over verden, også over vores velordnede og velstående del af verden. Selvfølgelig har dødelighed, forgængelighed og skrøbelighed altid været et vilkår på denne side af Paradis, ikke bare for enkeltmennesker, men også for samfund og kulturer. Der er bare stunder og tider, hvor den indsigt melder sig med særlig styrke og prægnans. 

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2020, nr. 4, s. 61-63

”Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt. Havde vi ikke haft 50 års indvandring, havde vores lovgivning været langt mere liberal i dag. Jo mere indvandring, desto stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle. Det er vi nok nødt til at erkende i en folkevandringstid.” Således udtalte integrationsminister Mattias Tesfaye sig til Weekendavisen i begyndelsen af februar. (WA 7.2.20)

Det var forbavsende ærligt, når man sammenligner det med den argumentation, hans partifælle justitsminister Nick Hækkerup fremførte for at indføre mere statslig overvågning af borgerne. I begyndelsen af december sidste år sagde han fra folketingets talerstol: ”Uden tryghed ingen frihed. Det er sandheden. … med overvågning stiger friheden. … Indgreb i privatlivets fred kan føre til mere tryghed, fordi vi bekæmper kriminalitet. Fordi vi får sat forbryderne fast. Fordi vi får stoppet samfundsmæssig adfærd, som vi ikke vil have. Og dermed bliver der skabt mere frihed”.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 3, s. 37- 38 

Når jeg ser tilbage på min egen første skoletid i midten af 70’erne, kan jeg blive helt rystet og trist over at tænke på, hvor megen kristen dannelse – og dannelse i det hele taget - der er gået tabt. I de første tre år havde vi faget ”Bibelhistorie”, hvor vi hørte de bibelske fortællinger og sang salmer. Herfra fik alle vi elever et indgående kendskab til kristendommen, for fundamentet for en ordentlig kristendomsundervisning består i, at kristendommen fortælles ind i børnene tidligt. Borte er faget ”Bibelhistorie”, og borte er den almene viden om kristendommen. Vi havde i skolen også morgensang hver morgen, hvor vi sang fra den røde skolesangbog. Den røde farve på sangbogen var ikke en socialistisk markering som så meget andet fra den tid, for sangbogen indeholdt både danske kernesalmer og -sange. 9 års morgensang og sangtimer i faget ”Musik” gjorde, at man virkelig lærte den danske sangskat at kende. Borte er morgensangen på min barndoms skole. Da vores kultiverede skoleinspektør gik på pension, gik morgensangen samme vej. Jeg ved ikke, om det skyldtes åndelig dovenskab, venstreorientering eller begge dele. Borte er den!

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2020, nr. 2, s. 21- 23 

Første akt:

Den 14. august 2019 deltog jeg i et møde om liturgi i Fredericia. Jeg var inviteret som repræsentant for ”den kirkelige organisation Tidehverv”. Den slags invitationer plejer jeg at arkivere lodret, men ved dette møde forekom det mig at være vigtigt at troppe op for at give mit besyv med.
Som omtalt flere gange her i bladet har landets biskopper udsendt tre rapporter om folkekirkens liturgi – rapporter, der lægger op til en folkelig drøftelse af, hvordan folkekirkens liturgi og ritualer skal se ud i fremtiden, og om folkekirkens liturgi fremover skal være autoriseret i det omfang, den har været det siden reformationen og stadig er det, eller om autorisationen skal indskrænkes til et minimum, så sognene – in casu sognepræster og menighedsråd – får friere slag til at husere med højmessen. 

Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 1, s. 1-3 (I det trykte blad fejlagtig anført som nr. 10, 94. årgang )

Europas mærkelige død 

Forleden begyndte jeg igen at læse Douglas Murrays bog ”The strange death of Europe”. Den handler om indvandringen med udgangspunktet i flygtningekrisen i 2015, og hvordan indvandringen vil knække Europa, fordi europæiske politikere ikke længere evner at forsvare deres egne lande. Den er i øvrigt sidste år blevet oversat til dansk med et fint forord af Lone Nørgaard og har fået titlen ”Europas undergang”. Jeg var gået i gang med bogen for et par år siden, men var gået i stå omkring halvvejs. Nu skulle den have en chance til, men da jeg igen var nået halvvejs, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg var gået i stå den første gang. Misforstå mig ikke! Det er en god bog. Forordet er fremragende, og titlen er lige i øjet: ”Europas mærkelige død!” For det er nemlig mærkeligt, at politikere har foranstaltet, hvad man kunne kalde ”det europæiske selvmordsforsøg” og åbnet grænserne for alverden ud fra en underliggende ide om, at de kunne frelse verden og få arbejdskraft. 

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2019, nr. 8, s. 131-134

Kirken vil bestå frem til tidernes ende, thi det har Vorherre ikke blot udtrykkeligt lovet os, det siger også sig selv: Verden består jo, fordi Gud ønsker sit evige rige befolket. Ja, verden består netop i dag, fordi Gud i sin grundløse kærlighed ønsker at give os mulighed for at komme igennem den lille port, der fører ind til den evige lovsang i Guds rige.

Derfor er det egentlig ikke en helt retvisende formulering at sige, at kirken vil bestå frem til tidernes ende; det er rettelig omvendt: Universet findes for kirkens skyld, og denne tidsalder og denne forgængelige verden vil bestå nøjagtig så længe, som kirken har brug for den. Hverken mere eller mindre. Dvs. at verden består, fordi der skal holdes gudstjeneste. Den gudstjenestefejrende menighed er den søjle, som bærer kosmos, så sandt som Gud alene lader den forgængelige verden bestå, fordi han ønsker, ved dåb og nadver, at rive endnu nogle få udvalgte ud af djævelens hånd.

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2019, nr. 9, s. 151-153

”Kristeligt set er det gamle, som bærer kirken, også det radikalt og til alle tider nye. Egentlig det eneste virkeligt nye, som findes under solen. Og hvad er dette nye? Det er det, som overvinder det i negativ forstand gamle: synden, døden, djævelen – og dermed også menneskets dybeste nød og håbløshed, alt det, som forvrænger og ødelægger livet.”

Dette virkeligt nye delagtiggøres et menneske i gennem dåben, hvor det får livsfællesskab med ham, som i egen person er overvindelsen af det gamle: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2. kor. 5,17).

… al ægte fornyelse i kirken, det er derfor – på ny og på ny – at vende tilbage til denne ”gamle” ny-hed, som aldrig bliver gammel.”

 Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2019, nr. 7, s. 109-111

Mange husker nok historien om den hundrede år gamle Kristus-freske i kirken Santuario de la Misericordia i den spanske by Zaragossa.
Fresken var efterhånden blevet noget medtaget, og det fik for syv år siden en from ældre kvinde, der i årevis var kommet i kirken, til at tage affære. Derhjemme syslede kvinden med ikon-maleri, så hun gik i gang med pensel og farve for at male fresken op.

Resultatet blev verdenskendt: På trods af den stakkels kvindes fromme og gode hensigter, forvandlede hendes opfriskning af fresken Kristus-billedet til et billede af ”en behåret abe”!
Moralen turde være, at en vis portion ydmyg selverkendelse kan forhindre ødelæggelse af overleveret arv.
Det er i mange tilfælde bedre at holde fingrene væk, selvom man ser alderstegn på det overleverede, end det er i tillid til egne evner at buse på for at redde - blot for derefter at opdage, at man har ødelagt arvegodset uopretteligt.

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2019, nr. 6, s. 85-87

Der er ikke noget mere forstemmende end at se begavede og uforfærdede mennesker optræde som kuede og angste væsner, der vejer hvert ord, de ytrer, på en guldvægt, inden de sender det ud i verden.
Lidt den forstemmende følelse fik jeg, da vi i Trykkefrihedsselskabet  i 2016 havde besøg af Roger Scruton, der modtog årets Sappho-pris.

Ikke fordi det, han sagde, ikke var skarpt og rammende. Det var en fremragende tale, han holdt.
Det var mere hans frygt for, hvordan offentligheden ville reagere, hvis dele af hans optræden blev offentligt kendt, der var mærkelig.

Af Monica Papzu, Tidehverv 2019, nr. 5, s. 65-74

Den 19. marts i år vedtog Folketinget lovforslaget om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” (L 95), som indebærer begrænsning af ytringsfriheden. Følgende artikel er en refleksion over friheden i almindelighed og ytringsfriheden i særdeleshed, foranlediget af den nye lov.

Tilbageblik

I tiden efter Anden Verdenskrig blev Europa delt i to: Der var ”den frie verden” på den ene side, og på den anden side var der ”os andre”¹, som levede i de tvungne klapsalver, de tvungne ord og den tvungne tavsheds land. At beskrive epoken på den måde er ikke forkert, det er bare mangelfuldt.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 4, s. 49-64

Et kirkeeventyr fra Nordsjælland

Hvem skulle have troet det, men det viser sig, at Danmarks Wittenberg ligger i Høsterkøb. Det er i hvert fald en reformatorisk selvbevidsthed, som lyser ud af pamfletten ”Et bud på fremtidens folkekirke. For og af folket. Høsterkøb eksemplet”. På sin vis et kald til bod, ikke just for Guds åsyn, men for det brede folk, som folkekirken angiveligt har ladet i stikken med sine forældede former og stivsindede præster. Der er ingen tvivl i Høsterkøb. ”Hvis den danske folkekirke skal overleve, så kræver det, man gør, som vores præst Annemette har gjort det, inddrager, fornyer og sørger for, at det, som siges i en gudstjeneste, er forståeligt og meningsgivende for det nutidige menneske”. Gør som Annemette i Høsterkøb eller giv køb på folkekirkens fremtid: Tertium non datur”!

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2019, nr. 3, s. 29-31

Om læren om alles frelse og dåbens teologi

Der arbejdes som bekendt på et forslag til nyt dåbsritual af et udvalg i Frederiksberg provsti. 16. januar løftede udvalget lidt af sløret for, hvordan de tænker sig det nye ritual: ”Vi har fundet det nødvendigt at gøre op med den tanke, som der gives udtryk for i den gældende dåbsbøn … at kun døbte hører Gud til. I stedet har vi arbejdet ud fra en dåbsteologi, der siger, at Guds kærlighed rækker ud til alle, og hvor dåben bekræfter den kærlighed, der allerede er.” (KD 16.1.2019)

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 1, s. 1-2

”Fredens Gud! den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstre ved”. Sådan lyder det i ”Vær velkommen, Herrens år”, som mange af os istemte ved nytårstide i kirke og hjem. Der er ret beset tale om en bøn, som synges, og her indgår så bønnen om den fred, som fædrelandet kan blomstre ved. Og som det hedder i min salmekommentar: ”Salmen får fint antydet, at landet ikke kan blomstre af sig selv, men må have noget ”at blomstre ved”, nemlig Guds fred”. Ja, Guds fred får landet til at blomstre, for den giver fred til at tjene og freder den svage. Vel kan man sige, at Guds fred aldrig er enerådende, at fredsbønnen er et fromt ønske, som aldrig bliver alt - og alle omfattende. Det er netop derfor, at freden til stadighed må nedbedes over land og rige. Guds fred ligger altid i krig med vantroens ufred. Altid må der prædikes med Paulus ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” og mod alle forstyrrelser af gudsfreden.

Af Christian Langballe, Tidehverv 2018 nr. 9, s. 177-178

I begyndelsen af september var jeg på rundtur med folketingets kirkeudvalg til Den Svenske og Norske Kirke. Første destination var Uppsala, hvor Den Svenske Kirke har sit hovedsæde. Lad mig blot slå fast: Svenskerne er et venligt folk. De er så venlige, at ”venligboerne” virker som blodtørstige barbarer ved siden af. Venligheden har antaget sygelige former og er endt i et galoperende vanvid blandt den herskende klasse. Det er som om den fromme pietistiske og missionske kirkelighed er gået amok i Sverige, har rykket sig løs fra sit ophav og er blevet politisk. Sverige er et politisk korrekt missionshus. Vi blev mødt med venlighed, da vi blev budt inden for i Den Svenske Kirkes hus. Vi blev bænket omkring et bord sammen med venlige svenske kirkefolk, og selv kaffen duftede én så venligt i møde. En dame med akademisk grad holdt et venligt oplæg om, hvordan udviklingen tilsagde, at Den Svenske Kirke måtte skilles fra staten og få en selvstyrende synode, og at den næste opgave nu var at nedlægge de små menighedsråd og samle dem i store kirkecentre – for demokratiets skyld!

Af Monica Papzu, Tidehverv 2018 nr. 8, s. 157-161

Bønnen er troens spejl 
Som man har kunnet læse i Agnete Raahauges lederartikel ”Dåbsforfølgerne i Lindevang Kirke” (Tidehvervs septembernummer) er der lagt op til gudstjenestereform i den danske kirke. 
I rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, som udkom i juni, hedder det: 
”Gudstjenestelivet i den danske folkekirke er under forandring. […] De nye gudstjenesteformer kommer til af forskellige grunde. Nogle ud fra nye anledninger i menneskers liv og nye mærkedage i privatliv og samfundsliv, andre ud fra idealer om at skabe gudstjenester, der har en mere nutidig relevans og bidrager til medinddragelse og større medejerskab” (Indledning, s. 5). 

Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2018 nr. 7, s. 129-131

Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasiarkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 6, s. 101-103

Hvem skulle have troet, at der findes teologisk skolede sætternisser? Men det gør der – for en sådan har givet sit teologiske besyv med i den nys udsendte rapport ”Folkekirkens liturgi – mellem fasthed og frihed”. En rapport, som er resultatet af arbejdet i en kommission, biskopperne nedsatte i 2016.

Rapporten overvejer, om der skal være større frihed til at afvige fra de autoriserede ritualer i højmessen. I afsnit 1,3, som diskuterer en minimal grad af autorisation, nævnes det, at de præster og menigheder, som faggruppen bag rapporten har talt med, nemlig efterspørger en større liturgisk frihed, ”der forpligter menighed og præst til at arbejde med deres gudstjenesteliv i en forventning om, at gudstjenesten må opleves og erfares som nutidig og relevant. ”(Rapp.s.21.)

Desværre uddybes det ikke i sammenhængen, hvad der menes med, at gudstjenesten i højere grad skal opleves som relevant. Men da relevansen skal befordres af en større liturgisk frihed, må det må vel betyde, at de pågældende præster og menigheder ikke finder, at gudstjenesten kommer de forskellige menigheders behov i møde, hvorfor præst og menighed i fællesskab skal finde et gudstjenstligt svar på netop deres sogns behov.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 5, s. 85-88

Mener man efter nøje overvejelse, at jødiske forældres beslutning om at lade deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen – således som jødiske drenge er blevet det siden Abraham for 4000 år siden forlod den gamle sumeriske civilisation for på Guds bud at blive stamfader til det udvalgte folk og derved til den kristne kirke og civilisation – er intrinsisk ondt og bør forbydes, så har man derved i åndelig forstand ekskommunikeret sig fra den vestlige civilisation og fra den kristne kirke.

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2018 nr. 4, s. 65-67

”Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.” Således digtede i sin tid Thomas Kingo, men i vore dage er det ikke længere kun tiden, der sagtelig oplukker dødens dør. En ny lov vedtaget i marts i år har (måske) åbnet for en form for aktiv dødshjælp. Så nu er det os selv – in casu lægen – og ikke tiden, der lukker dødens dør op – men stadig sagtelig.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2018 nr. 3, s. 37-38

De religiøse ledere blæser til klimakamp. Det gælder også mange kirkelige ledere og kirkesamfund, og der blæses til kamp fra såvel pavestol som bispestol, fra katolikker som fra protestanter. Klimasagen er sagen, som forener på tværs af religioner og konfessioner. Kloden er i fare, og de fromme vil ikke sidde på hænderne. Der er næsten en stemning som den, der opstod efter Urban IIs berømte korsprædiken på kirkemødet i Clermont i 1095, hvor forsamlingen svarede med et Deus vult/Gud vil det. Klimasagen er dog i modsætning til korstoget ikke opstået inden for kirken og retter sig ikke mod tilhængerne af en anden religion.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 2, s. 21-22

Det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen, det embedsopslag fra januar 18, hvor menighedsrådet ved Brønshøj kirke annoncerer efter en præst, der vil vie homoseksuelle.

I de seneste årtier har folkekirkens embedsopslag ændret sig fra at være en beskrivelse af embedet til at være en beskrivelse af den præst, menighedsrådet ønsker sig. Når man tidligere kunne undvære denne beskrivelse, var det vel fordi det betragtedes som en selvfølge, hvad præstens opgave er: at tjene sognet med Guds ord, hvorfor der var grænser for, hvor mange sære kunster, man kunne forvente af ham.

I dag synes embedet som ordets tjener ofte ikke at fylde meget i deres bevidsthed, som skriver der embedsopslag, der tegner profilen af et evigt smilende, empatisk, altfavnende overmenneske, der formår at bringe kirken ud til moderne mennesker.

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 1, s. 1-6.

Jeg deltog i et behageligt middagsselskab i krypten under Holmens Kirke. Der var en 5-6 borde med deltagere fra især det danske forsvar og den danske folkekirke; To af de søjler, der bærer et frit samfund. Kirken - som den metafysiske sandheds forkynder og folkets åndelige grænseværn - og militæret - som den jordiske grænsevogter, der ved at sikre landet, muliggør lovens hævdelse og derved frihed, lighed for loven og de svages beskyttelse.

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2017 nr. 10, s. 189-191.

I Præsteforeningens septembernummer kunne man læse et debatindlæg af to folkekirkepræster, Tina Folke Drigsdahl og Laila Bomose Henriksen. Udover at være folkekirkepræster så havde begge sognepræster fået tildelt en friplads på halv tid på Københavns Teologiske Fakultet som ph.d.-studerende, fordi der i den kirkelige hverdag havde meldt sig spørgsmål, der ikke lod sig besvare gennem leksikonopslag og pastorale håndbøger, som de formulerede det. Spørgsmål angående liturgi og sorg, så store spørgsmål for en sognepræst, at der måtte en langt større indsats til – måtte man forstå - end den, en præst kan levere i sit studereværelse. En indsats med en vejleder og metodebehandling, kildehenvisninger og litteraturliste. En vigtig indsats var det. Vigtig for andre end de to ph.d.-studerende, for deres intention var at formidle både ”internt ift. universitet, men også i forhold til kirkelige efteruddannelsesfora på provsti- og stiftsplan”. Og de håbede selvfølgelig på, at deres ”afhandlinger ville bidrage med indsigt og inspiration både i forhold til den akademiske og praktisk-kirkelige verden”.