Af Monica Papazu, Tidehverv 2020, nr. 7 og 8, s. 125- 139
Ve de besejrede!
Det sidste halve år har været en afsløringens tid. Begivenhederne har fulgt hurtigt efter hinanden: corona-epidemien, omdannelsen af Hagia Sophia til moské og Black Lives Matter-bevægelsen.
Forestil dig for et øjeblik, at du som en rejsende fra fortiden eller fra fremtiden åbner øjnene til den ukendte verden foran dig og noterer, hvad du ser: Lukkede kirker – Hagia Sophia: helligdom for Underkastelsens religion – monumenter skændet og helgenstatuer revet ned1
Af Erik Sloth, Tidehverv 2020, nr. 6, s. 101- 103
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!
Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke:
til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke.
Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner.
forkyndes nu paa dansk og tysk som Løfteord af Frænder.
Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!
Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!!
Men du vil ingen Sørgefest!, Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.
Du kommer klædt i Hvidt og Rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjesten, i Nytids-Morgenrøde!
I Grænseforeningen har de gjort et kup. Man har allieret sig med en (med rette) højt respekteret og afholdt kunstner, som alle kender, og som man næsten ikke kan andet end holde af. Jeg tænker naturligvis på Sigurd Barrett. Han kan skrive sange, som mange gerne synger med på. Han kan fortælle historie, både Danmarkshistorie og Bibelhistorie. Ja, han kan endda fortælle om klassisk musik, på en sådan måde, at folk følger med lige fra de mindste til de største.
Da forsamlingsreglerne nu er blevet så lempelige, at man igen må afholde møder med flere end 10 deltagere, så har Agnete Raahauge besluttet, at vi alligevel afholder et sommermøde på Liselund. Det bliver et meget kort og koncentreret et fra tirsdag den 30. juni til onsdag den 1. juli, hvor vi kan nå at høre tre foredrag, og nyde en miniudgave af en Materiel Aften.
Foredragsholdere:
Monica Papazu tirsdag kl. 14.00
Anders Kingo tirsdag kl. 19.30
Christian Langballe onsdag kl. 9.00
Ønsker man at deltage, så tilmelder man sig hos Elisabeth K. Jensen (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.) og ved at forudbetale på konto nr.: 3531 – 3155596813 senest den 16. juni. Anfør for- og efternavn ved betalingen.
Man er først tilmeldt, når der er betalt.
Liselund sørger selvfølgelig for, at sommermødet overholder alle coronaregler.
Prisen er:
1735 kr. for et enkeltværelse med bad
1455 kr. for et halvt (dvs. delt) dobbeltværelse med bad
1455 kr. for et enkeltværelse uden bad
1210 kr. for et halvt dobbeltværelse uden bad
Ankomst Tirsdag, den 30. juni 2020 kl. 12:00 til frokost
Afrejse Onsdag, den 1. juli 2020 kl. 13:00 efter frokost
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2020, nr. 5, s. 85-86
”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomster falder, men Herrens ord forbliver til evig tid”. (1. Pet 1, 24)
Ovenstående skriftsted turde være mange læsere bekendt. Jeg bruger det ofte ved begravelser og bisættelser. Ordene taler stærkt om vores forgængelighed og ordets evighed, om det, som ikke holder, og det, som holder. Dette forår er det imidlertid ligesom, skriftstedet er kommet til at stå med flammeskrift over verden, også over vores velordnede og velstående del af verden. Selvfølgelig har dødelighed, forgængelighed og skrøbelighed altid været et vilkår på denne side af Paradis, ikke bare for enkeltmennesker, men også for samfund og kulturer. Der er bare stunder og tider, hvor den indsigt melder sig med særlig styrke og prægnans.
Af Morten Brøgger, Tidehverv 2020, nr. 4, s. 61-63
”Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt. Havde vi ikke haft 50 års indvandring, havde vores lovgivning været langt mere liberal i dag. Jo mere indvandring, desto stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle. Det er vi nok nødt til at erkende i en folkevandringstid.” Således udtalte integrationsminister Mattias Tesfaye sig til Weekendavisen i begyndelsen af februar. (WA 7.2.20)
Det var forbavsende ærligt, når man sammenligner det med den argumentation, hans partifælle justitsminister Nick Hækkerup fremførte for at indføre mere statslig overvågning af borgerne. I begyndelsen af december sidste år sagde han fra folketingets talerstol: ”Uden tryghed ingen frihed. Det er sandheden. … med overvågning stiger friheden. … Indgreb i privatlivets fred kan føre til mere tryghed, fordi vi bekæmper kriminalitet. Fordi vi får sat forbryderne fast. Fordi vi får stoppet samfundsmæssig adfærd, som vi ikke vil have. Og dermed bliver der skabt mere frihed”.
Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 3, s. 37- 38
Når jeg ser tilbage på min egen første skoletid i midten af 70’erne, kan jeg blive helt rystet og trist over at tænke på, hvor megen kristen dannelse – og dannelse i det hele taget - der er gået tabt. I de første tre år havde vi faget ”Bibelhistorie”, hvor vi hørte de bibelske fortællinger og sang salmer. Herfra fik alle vi elever et indgående kendskab til kristendommen, for fundamentet for en ordentlig kristendomsundervisning består i, at kristendommen fortælles ind i børnene tidligt. Borte er faget ”Bibelhistorie”, og borte er den almene viden om kristendommen. Vi havde i skolen også morgensang hver morgen, hvor vi sang fra den røde skolesangbog. Den røde farve på sangbogen var ikke en socialistisk markering som så meget andet fra den tid, for sangbogen indeholdt både danske kernesalmer og -sange. 9 års morgensang og sangtimer i faget ”Musik” gjorde, at man virkelig lærte den danske sangskat at kende. Borte er morgensangen på min barndoms skole. Da vores kultiverede skoleinspektør gik på pension, gik morgensangen samme vej. Jeg ved ikke, om det skyldtes åndelig dovenskab, venstreorientering eller begge dele. Borte er den!
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2020, nr. 2, s. 21- 23
Første akt:
Den 14. august 2019 deltog jeg i et møde om liturgi i Fredericia. Jeg var inviteret som repræsentant for ”den kirkelige organisation Tidehverv”. Den slags invitationer plejer jeg at arkivere lodret, men ved dette møde forekom det mig at være vigtigt at troppe op for at give mit besyv med.
Som omtalt flere gange her i bladet har landets biskopper udsendt tre rapporter om folkekirkens liturgi – rapporter, der lægger op til en folkelig drøftelse af, hvordan folkekirkens liturgi og ritualer skal se ud i fremtiden, og om folkekirkens liturgi fremover skal være autoriseret i det omfang, den har været det siden reformationen og stadig er det, eller om autorisationen skal indskrænkes til et minimum, så sognene – in casu sognepræster og menighedsråd – får friere slag til at husere med højmessen.
Af Christian Langballe, Tidehverv 2020, nr. 1, s. 1-3 (I det trykte blad fejlagtig anført som nr. 10, 94. årgang )
Europas mærkelige død
Forleden begyndte jeg igen at læse Douglas Murrays bog ”The strange death of Europe”. Den handler om indvandringen med udgangspunktet i flygtningekrisen i 2015, og hvordan indvandringen vil knække Europa, fordi europæiske politikere ikke længere evner at forsvare deres egne lande. Den er i øvrigt sidste år blevet oversat til dansk med et fint forord af Lone Nørgaard og har fået titlen ”Europas undergang”. Jeg var gået i gang med bogen for et par år siden, men var gået i stå omkring halvvejs. Nu skulle den have en chance til, men da jeg igen var nået halvvejs, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg var gået i stå den første gang. Misforstå mig ikke! Det er en god bog. Forordet er fremragende, og titlen er lige i øjet: ”Europas mærkelige død!” For det er nemlig mærkeligt, at politikere har foranstaltet, hvad man kunne kalde ”det europæiske selvmordsforsøg” og åbnet grænserne for alverden ud fra en underliggende ide om, at de kunne frelse verden og få arbejdskraft.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2019, nr. 8, s. 131-134
Kirken vil bestå frem til tidernes ende, thi det har Vorherre ikke blot udtrykkeligt lovet os, det siger også sig selv: Verden består jo, fordi Gud ønsker sit evige rige befolket. Ja, verden består netop i dag, fordi Gud i sin grundløse kærlighed ønsker at give os mulighed for at komme igennem den lille port, der fører ind til den evige lovsang i Guds rige.
Derfor er det egentlig ikke en helt retvisende formulering at sige, at kirken vil bestå frem til tidernes ende; det er rettelig omvendt: Universet findes for kirkens skyld, og denne tidsalder og denne forgængelige verden vil bestå nøjagtig så længe, som kirken har brug for den. Hverken mere eller mindre. Dvs. at verden består, fordi der skal holdes gudstjeneste. Den gudstjenestefejrende menighed er den søjle, som bærer kosmos, så sandt som Gud alene lader den forgængelige verden bestå, fordi han ønsker, ved dåb og nadver, at rive endnu nogle få udvalgte ud af djævelens hånd.
Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2019, nr. 9, s. 151-153
”Kristeligt set er det gamle, som bærer kirken, også det radikalt og til alle tider nye. Egentlig det eneste virkeligt nye, som findes under solen. Og hvad er dette nye? Det er det, som overvinder det i negativ forstand gamle: synden, døden, djævelen – og dermed også menneskets dybeste nød og håbløshed, alt det, som forvrænger og ødelægger livet.”
Dette virkeligt nye delagtiggøres et menneske i gennem dåben, hvor det får livsfællesskab med ham, som i egen person er overvindelsen af det gamle: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2. kor. 5,17).
… al ægte fornyelse i kirken, det er derfor – på ny og på ny – at vende tilbage til denne ”gamle” ny-hed, som aldrig bliver gammel.”
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2019, nr. 7, s. 109-111
Mange husker nok historien om den hundrede år gamle Kristus-freske i kirken Santuario de la Misericordia i den spanske by Zaragossa.
Fresken var efterhånden blevet noget medtaget, og det fik for syv år siden en from ældre kvinde, der i årevis var kommet i kirken, til at tage affære. Derhjemme syslede kvinden med ikon-maleri, så hun gik i gang med pensel og farve for at male fresken op.
Resultatet blev verdenskendt: På trods af den stakkels kvindes fromme og gode hensigter, forvandlede hendes opfriskning af fresken Kristus-billedet til et billede af ”en behåret abe”!
Moralen turde være, at en vis portion ydmyg selverkendelse kan forhindre ødelæggelse af overleveret arv.
Det er i mange tilfælde bedre at holde fingrene væk, selvom man ser alderstegn på det overleverede, end det er i tillid til egne evner at buse på for at redde - blot for derefter at opdage, at man har ødelagt arvegodset uopretteligt.
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2019, nr. 6, s. 85-87
Der er ikke noget mere forstemmende end at se begavede og uforfærdede mennesker optræde som kuede og angste væsner, der vejer hvert ord, de ytrer, på en guldvægt, inden de sender det ud i verden.
Lidt den forstemmende følelse fik jeg, da vi i Trykkefrihedsselskabet i 2016 havde besøg af Roger Scruton, der modtog årets Sappho-pris.
Ikke fordi det, han sagde, ikke var skarpt og rammende. Det var en fremragende tale, han holdt.
Det var mere hans frygt for, hvordan offentligheden ville reagere, hvis dele af hans optræden blev offentligt kendt, der var mærkelig.
Af Monica Papzu, Tidehverv 2019, nr. 5, s. 65-74
Den 19. marts i år vedtog Folketinget lovforslaget om ”ulovlig påvirkningsvirksomhed” (L 95), som indebærer begrænsning af ytringsfriheden. Følgende artikel er en refleksion over friheden i almindelighed og ytringsfriheden i særdeleshed, foranlediget af den nye lov.
Tilbageblik
I tiden efter Anden Verdenskrig blev Europa delt i to: Der var ”den frie verden” på den ene side, og på den anden side var der ”os andre”1, som levede i de tvungne klapsalver, de tvungne ord og den tvungne tavsheds land. At beskrive epoken på den måde er ikke forkert, det er bare mangelfuldt.
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 4, s. 49-64
Et kirkeeventyr fra Nordsjælland
Hvem skulle have troet det, men det viser sig, at Danmarks Wittenberg ligger i Høsterkøb. Det er i hvert fald en reformatorisk selvbevidsthed, som lyser ud af pamfletten ”Et bud på fremtidens folkekirke. For og af folket. Høsterkøb eksemplet”. På sin vis et kald til bod, ikke just for Guds åsyn, men for det brede folk, som folkekirken angiveligt har ladet i stikken med sine forældede former og stivsindede præster. Der er ingen tvivl i Høsterkøb. ”Hvis den danske folkekirke skal overleve, så kræver det, man gør, som vores præst Annemette har gjort det, inddrager, fornyer og sørger for, at det, som siges i en gudstjeneste, er forståeligt og meningsgivende for det nutidige menneske”. Gør som Annemette i Høsterkøb eller giv køb på folkekirkens fremtid: Tertium non datur”!
Af Morten Brøgger, Tidehverv 2019, nr. 3, s. 29-31
Om læren om alles frelse og dåbens teologi
Der arbejdes som bekendt på et forslag til nyt dåbsritual af et udvalg i Frederiksberg provsti. 16. januar løftede udvalget lidt af sløret for, hvordan de tænker sig det nye ritual: ”Vi har fundet det nødvendigt at gøre op med den tanke, som der gives udtryk for i den gældende dåbsbøn … at kun døbte hører Gud til. I stedet har vi arbejdet ud fra en dåbsteologi, der siger, at Guds kærlighed rækker ud til alle, og hvor dåben bekræfter den kærlighed, der allerede er.” (KD 16.1.2019)
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 1, s. 1-2
”Fredens Gud! den livsalige fred/ du skænke vort land til at blomstre ved”. Sådan lyder det i ”Vær velkommen, Herrens år”, som mange af os istemte ved nytårstide i kirke og hjem. Der er ret beset tale om en bøn, som synges, og her indgår så bønnen om den fred, som fædrelandet kan blomstre ved. Og som det hedder i min salmekommentar: ”Salmen får fint antydet, at landet ikke kan blomstre af sig selv, men må have noget ”at blomstre ved”, nemlig Guds fred”. Ja, Guds fred får landet til at blomstre, for den giver fred til at tjene og freder den svage. Vel kan man sige, at Guds fred aldrig er enerådende, at fredsbønnen er et fromt ønske, som aldrig bliver alt - og alle omfattende. Det er netop derfor, at freden til stadighed må nedbedes over land og rige. Guds fred ligger altid i krig med vantroens ufred. Altid må der prædikes med Paulus ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” og mod alle forstyrrelser af gudsfreden.
Af Christian Langballe, Tidehverv 2018 nr. 9, s. 177-178
I begyndelsen af september var jeg på rundtur med folketingets kirkeudvalg til Den Svenske og Norske Kirke. Første destination var Uppsala, hvor Den Svenske Kirke har sit hovedsæde. Lad mig blot slå fast: Svenskerne er et venligt folk. De er så venlige, at ”venligboerne” virker som blodtørstige barbarer ved siden af. Venligheden har antaget sygelige former og er endt i et galoperende vanvid blandt den herskende klasse. Det er som om den fromme pietistiske og missionske kirkelighed er gået amok i Sverige, har rykket sig løs fra sit ophav og er blevet politisk. Sverige er et politisk korrekt missionshus. Vi blev mødt med venlighed, da vi blev budt inden for i Den Svenske Kirkes hus. Vi blev bænket omkring et bord sammen med venlige svenske kirkefolk, og selv kaffen duftede én så venligt i møde. En dame med akademisk grad holdt et venligt oplæg om, hvordan udviklingen tilsagde, at Den Svenske Kirke måtte skilles fra staten og få en selvstyrende synode, og at den næste opgave nu var at nedlægge de små menighedsråd og samle dem i store kirkecentre – for demokratiets skyld!
Af Monica Papzu, Tidehverv 2018 nr. 8, s. 157-161
Bønnen er troens spejl
Som man har kunnet læse i Agnete Raahauges lederartikel ”Dåbsforfølgerne i Lindevang Kirke” (Tidehvervs septembernummer) er der lagt op til gudstjenestereform i den danske kirke.
I rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, som udkom i juni, hedder det:
”Gudstjenestelivet i den danske folkekirke er under forandring. […] De nye gudstjenesteformer kommer til af forskellige grunde. Nogle ud fra nye anledninger i menneskers liv og nye mærkedage i privatliv og samfundsliv, andre ud fra idealer om at skabe gudstjenester, der har en mere nutidig relevans og bidrager til medinddragelse og større medejerskab” (Indledning, s. 5).
Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2018 nr. 7, s. 129-131
Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasiarkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.
Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 6, s. 101-103
Hvem skulle have troet, at der findes teologisk skolede sætternisser? Men det gør der – for en sådan har givet sit teologiske besyv med i den nys udsendte rapport ”Folkekirkens liturgi – mellem fasthed og frihed”. En rapport, som er resultatet af arbejdet i en kommission, biskopperne nedsatte i 2016.
Rapporten overvejer, om der skal være større frihed til at afvige fra de autoriserede ritualer i højmessen. I afsnit 1,3, som diskuterer en minimal grad af autorisation, nævnes det, at de præster og menigheder, som faggruppen bag rapporten har talt med, nemlig efterspørger en større liturgisk frihed, ”der forpligter menighed og præst til at arbejde med deres gudstjenesteliv i en forventning om, at gudstjenesten må opleves og erfares som nutidig og relevant. ”(Rapp.s.21.)
Desværre uddybes det ikke i sammenhængen, hvad der menes med, at gudstjenesten i højere grad skal opleves som relevant. Men da relevansen skal befordres af en større liturgisk frihed, må det må vel betyde, at de pågældende præster og menigheder ikke finder, at gudstjenesten kommer de forskellige menigheders behov i møde, hvorfor præst og menighed i fællesskab skal finde et gudstjenstligt svar på netop deres sogns behov.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 5, s. 85-88
Mener man efter nøje overvejelse, at jødiske forældres beslutning om at lade deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen – således som jødiske drenge er blevet det siden Abraham for 4000 år siden forlod den gamle sumeriske civilisation for på Guds bud at blive stamfader til det udvalgte folk og derved til den kristne kirke og civilisation – er intrinsisk ondt og bør forbydes, så har man derved i åndelig forstand ekskommunikeret sig fra den vestlige civilisation og fra den kristne kirke.
Af Morten Brøgger, Tidehverv 2018 nr. 4, s. 65-67
”Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.” Således digtede i sin tid Thomas Kingo, men i vore dage er det ikke længere kun tiden, der sagtelig oplukker dødens dør. En ny lov vedtaget i marts i år har (måske) åbnet for en form for aktiv dødshjælp. Så nu er det os selv – in casu lægen – og ikke tiden, der lukker dødens dør op – men stadig sagtelig.
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2018 nr. 3, s. 37-38
De religiøse ledere blæser til klimakamp. Det gælder også mange kirkelige ledere og kirkesamfund, og der blæses til kamp fra såvel pavestol som bispestol, fra katolikker som fra protestanter. Klimasagen er sagen, som forener på tværs af religioner og konfessioner. Kloden er i fare, og de fromme vil ikke sidde på hænderne. Der er næsten en stemning som den, der opstod efter Urban IIs berømte korsprædiken på kirkemødet i Clermont i 1095, hvor forsamlingen svarede med et Deus vult/Gud vil det. Klimasagen er dog i modsætning til korstoget ikke opstået inden for kirken og retter sig ikke mod tilhængerne af en anden religion.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 2, s. 21-22
Det kunne jo egentlig ikke komme bag på nogen, det embedsopslag fra januar 18, hvor menighedsrådet ved Brønshøj kirke annoncerer efter en præst, der vil vie homoseksuelle.
I de seneste årtier har folkekirkens embedsopslag ændret sig fra at være en beskrivelse af embedet til at være en beskrivelse af den præst, menighedsrådet ønsker sig. Når man tidligere kunne undvære denne beskrivelse, var det vel fordi det betragtedes som en selvfølge, hvad præstens opgave er: at tjene sognet med Guds ord, hvorfor der var grænser for, hvor mange sære kunster, man kunne forvente af ham.
I dag synes embedet som ordets tjener ofte ikke at fylde meget i deres bevidsthed, som skriver der embedsopslag, der tegner profilen af et evigt smilende, empatisk, altfavnende overmenneske, der formår at bringe kirken ud til moderne mennesker.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 1, s. 1-6.
Jeg deltog i et behageligt middagsselskab i krypten under Holmens Kirke. Der var en 5-6 borde med deltagere fra især det danske forsvar og den danske folkekirke; To af de søjler, der bærer et frit samfund. Kirken - som den metafysiske sandheds forkynder og folkets åndelige grænseværn - og militæret - som den jordiske grænsevogter, der ved at sikre landet, muliggør lovens hævdelse og derved frihed, lighed for loven og de svages beskyttelse.
Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2017 nr. 10, s. 189-191.
I Præsteforeningens septembernummer kunne man læse et debatindlæg af to folkekirkepræster, Tina Folke Drigsdahl og Laila Bomose Henriksen. Udover at være folkekirkepræster så havde begge sognepræster fået tildelt en friplads på halv tid på Københavns Teologiske Fakultet som ph.d.-studerende, fordi der i den kirkelige hverdag havde meldt sig spørgsmål, der ikke lod sig besvare gennem leksikonopslag og pastorale håndbøger, som de formulerede det. Spørgsmål angående liturgi og sorg, så store spørgsmål for en sognepræst, at der måtte en langt større indsats til – måtte man forstå - end den, en præst kan levere i sit studereværelse. En indsats med en vejleder og metodebehandling, kildehenvisninger og litteraturliste. En vigtig indsats var det. Vigtig for andre end de to ph.d.-studerende, for deres intention var at formidle både ”internt ift. universitet, men også i forhold til kirkelige efteruddannelsesfora på provsti- og stiftsplan”. Og de håbede selvfølgelig på, at deres ”afhandlinger ville bidrage med indsigt og inspiration både i forhold til den akademiske og praktisk-kirkelige verden”.
Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017 nr. 09, s. 161-163.
I romanen Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij udspinder der sig følgende samtale mellem den gamle far Karamazov og hans tjener (og måske også uægte søn) Smerdjakov efter aftensmaden, som faderen Fjodor Pavlovitj har nydt sammen med sin søn Ivan. Til stede var desuden tjeneren Grigorij, som havde fortalt om en russisk soldat, stationeret ”på en grænsepost”, som var blevet taget til fange af asiater, der under trusler om en pinefuld død opfordrede ham til at gå over til Islam, men soldaten lod sig flå levende og døde under lovsang til Kristus. Nu stod Smerdjakov og smilede sarkastisk.
”Nå, hvad tænker du på”? spurgte Fjodor Pavlovitj …
Jo, jeg tænker på, sagde Smerdjakov højt og uventet, – at selv om denne prisværdige soldats dåd var meget stor, så ville det efter min mening heller ikke have været nogen synd, om han ved en sådan lejlighed havde fornægtet Kristi navn og sin egen dåb for at frelse sit liv til gode gerninger, som han siden i årenes løb kunne have sonet sin forsagthed med.
Skulle det ikke være synd? Sådan noget vås; du kommer lige lukt i Helvede for dette og bliver braset som fåresteg, udbrød Fjodor Pavlovitj.
Hvad det med fårestegen angår, så forholder det sig ikke således; der sker ikke én noget for den slags og skal heller ikke ske noget, såfremt det går retfærdigt til, Deres Nåde, bemærkede Smerdjakov med værdig mine.
Hvad mener du? råbte Fjodor Pavlovitj …
|
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2017 nr., s. 145-146. |
Fortiden fortæller os begribeligvis noget om forgangne tider, men nutidens omgang med fortiden fortæller os også om nutiden. Den måde vi ser tilbage på, viser den måde, vi ser os selv og vores tid på. Fortiden kan af gode grunde ikke ændres. Fortiden kan imidlertid spejle nutiden, når den behandles, og ikke mindst, når den markeres eller fejres. Det gælder også markeringen af reformationen, som fylder 500 år, når man, som vanligt er, regner reformationens fødselstime eller i hvert fald dens acceleration fra den 31. oktober 1517, hvor Martin Luther offentliggjorde de 95 teser om afladen.
Her til lands er det jubilæum blevet markeret hele året, og pinsedag fejrede man en national festgudstjeneste i Haderslev Domkirke med deltagelse af dronning og statsminister, bisper og prælater, honoratiores og rangspersoner, men også mere jævne folk sad under de gotiske hvælvinger hin festlige søndag. Således også undertegne de lollandske landsbypræst, der bænket i et sidekapel blev prøvet på sit reformatoriske festhumør, som tjenesten skred frem.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017 nr. 7, s. 125-127.
Spørgsmål til min biskop
Det har længe været mig en gåde, hvorfor danske biskopper føler sig kaldede til igen og igen at forsvare, ja, ligefrem promovere islam. Ved at lade imamer prædike og læse bønner ved gudstjenester i folkekirken, ved at støtte og opfordre til moskebyggeri; ved at advare mod, hvad de kalder såkaldt kristen sandhedsmonopol og linievogterteologi.
Biskopperne har jo fået deres embede og blanke mave ved som enhver præst i folkekirken at love for den alvidendes åsyn at prædike evangeliet – og modarbejde sådanne lærdomme, som strider mod vor kirkes bekendelse. At en biskop ikke både kan fremme muslimsk forkyndelse og modarbejde sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens bekendelse, turde være klart som dagen, så sandt som islam er benægtelsen af den treenige Gud.
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2017 nr., s.97-98.
”Præsterne har fået større lyst til at vie homoseksuelle par”, meddelte Jyllands- Posten 2. påskedag. Den glade nyhed om at folkekirkens præster flyder med strømmen var garneret med en for kendere opsigtsvækkende oplysning. Nemlig, at også ”præster i kredsen omkring Tidehverv” er kommet på bedre tanker og nu ikke længere vil være på tværs og sige nej. Forbløffende, da Tidehvervspræster har været særdeles aktive i debatten mod homo-vielser og leveret mange teologiske argumenter imod den konstruktivistiske tankegang bag. Jeg er selv en af dem, og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skifte holdning, fordi Manu Sareen har påduttet folkekirken et uluthersk ritual. Hvordan kunne Jyllands- Posten så give sine læsere det indtryk, at Henrik Højlund og co. er de eneste standhaftige, lutherske præster tilbage i folkekirken? Jo, det skyldtes, at man fremstillede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for Tidehverv, og det viser sig , at hun gerne vier homoseksuelle par, da ægteskabet ifølge hende ”gudskelov” ikke er indstiftet af Gud. Her må man konstatere, at Høgh, ikke gudskelov, men desværre, afslører sig som rystende uvidende om basale dele af luthersk teologi.
Dr. theol. Carsten Breengaard erstatter Marie Høgh som taler på årets sommermødet.
Mandag den 26. juni kl. 16.00 vil han tale om: Ægteskabet i skabelsen, syndefaldet og genoprettelsen. Og om tro og gerninger.
Af Monica Papazu, Tidehverv 2017 nr. 5, s.77-82
Ethvert menneske, som har levet i et kommunistland, har kendt til et dualistisk verdensbillede: Ved siden af den officielt vedtagne ”sandhed” fandtes en – for nu at bruge et gængs udtryk fra den seneste tid – ”alternativ” verden med ”alternative” nyheder, fakta og holdninger. Det ”alternative” var ikke en hypotese eller en opdigtning – det var dagens realitet, konkret erfaret, den realitet, som blev bortcensureret af magthaverne. Når forældrene sendte deres børn i skolen, mindede de dem om at passe på, hvad de sagde offentligt, og fra sine spæde år vidste enhver, at det kræver mod og offervilje at krydse grænsen mellem de to verdener. Ved at bevare grænsen (dvs. ved at tie) forsvarede man sine overlevelsesmuligheder – men samtidig voksede selvforagten i én selv. For man kendte forskel på sandhed og løgn.
Af Christian Langballe, Tidehverv 2017 nr. 4, s.61-63
Vi fejrer i år 500 års jubilæet for Luthers reformation, der som bekendt blev indledt med, at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg. Om det præcist var på kirkedøren, hersker der vist nok historisk usikkerhed om, men det gør der ikke om den flodbølge af begivenheder, som reformationen satte i gang. Pavekirken blev rystet i sin grundvold, og reformationens åndelige ild bredte sig som en steppebrand ud over Europa. Reformationen var som bekendt ikke en revolution, hvor man med bål og brand vil bryde alt ned til grunden for at sætte en hel ny samfundsorden, men det var at afdække og ydde evangeliets grund. Det var ud fra devisen ”Sola Scriptura” (Skriften alene) at støde tilbage til Jesu egen forkyndelse – til det Guds ord, som biblen vidner om. Det saglige evangeliske brændpunkt er Gud, der dømmer og retfærdiggør det syndige menneske gennem evangeliet om Jesus Kristus.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2017, nr. 3, s. 41-46
Her i husstanden har vi – ligesom i så mange andre husstande i den vestlige verden – for en halv snes år siden smidt fjernsynet ud, vi abonnerer ikke længere på papiraviser, vi hører ikke radio osv.
Udover at det giver plads til vigtigere og mere æstetiske beskæftigelser, og udover at vi finder det lettere umoralsk ved sit forbrug at støtte det danske statsfinansierede medie-politiske kompleks, så er der ganske enkelt ingen af de store gamle medier der giver informationsmæssig mening. De har i løbet af de seneste 25 år, i takt med deres tiltagende statsfinansiering, udviklet sig til det, man med et nyopstået ord kalder fake-news medier. De bevæger sig i den samme skattesubsidierede falske virkelighed, hvori også EU-maskineriet, Slotsholmen, det internationale diplomati, FN og godhedsindustrien befinder sig.
Tidehvervs Forlag udgiver 'Lov og Ansvar' - en bog af Jesper Langballe.
Samlet og udgivet af Monica Papazu, Thomas Helbig Hansen og Majken Frost.
Bogen samler de tyve essays, som Jesper Langballe skrev i Tidehverv i perioden 1971-2008, og emnemæssigt kommer vi vidt omkring: Fra essayet om Steen Steensen Blicher i 1971 over analyser af konservatisme, danskhed og forskellige ideologier til det afsluttende essay om K. Olesen Larsen, der blev trykt i 2008.
Bogen udkommer d. 21. september 2017, er på 700 sider og kan købes via www.jesperlangballe.dk. Prisen er kr. 299 (inkl. forsendelse).
Af Henrik Skov Kristensen, Tidehverv 2016, nr. 2, s. 35-37
’Under sandet´ er en fortættet og bevægende film med overbevisende skuespillerpræstationer. Så meget desto mere problematisk er det, at filmen giver det indtryk, at den beskriver virkeligheden, altså at der er tale om en nærmest dokumentarisk film om den dramatiske rydning af tyske miner i Vestjylland efter den 2. verdenskrig. Film-mediet spiller nemlig en afgørende rolle for, hvordan offentlighedens historiske bevidsthed formes. Det har vi set flere eksempler på, fx den amerikanske fjernsyns- Holocaust-serie i 70´erne og vores egen Matador. Derfor bør filmmagerne føle sig forpligtet på at gengive de historiske begivenheder bare nogenlunde korrekt. Man bør i hvert fald ikke gøre vold på dem ved at ændre på helt afgørende komponenter.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017, nr. 2, s. 25-26
Når nærværende tidsskrifts bagside for anden måned i træk prydes af en prædiken af redaktøren, er det ikke fordi jeg er så glad for egne ord, at jeg ikke vil lade andre komme til. Men der er en helt særlig grund!
Den 1. januar trådte den omstridte imamlov i kraft. Nærmere bestemt en tilføjelse til straffelovens § 136 i form af et nyt punkt 3:
”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114j, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf.§§ 216,222 og 223, §§ 237, 244-46, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”
I straffelovens § 244 står:
”Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”
Efter ophævelsen af forældres revselsesret omfatter denne paragraf også korporlig revselse af børn.
Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017, nr. 1, s. 1-3
Biskop Peter Fischer-Møller udtaler i et interview til Kristeligt Dagblad (1. dec. 2016), at der kun findes én Gud, og at „vi i de forskellige religioner fortæller forskellige historier om Gud.“ Han siger videre, at han synes, „at det er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle.“ Derfor engagerer han sig i religionsdialog. „Det er ikke en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.“
Af Jesper Bacher, Tidehverv 2016, nr. 10, s. 193-194
”Vi må vedgå, at der under pavedømmet er meget kristen-gods, ja, alt vort kristen-gods er dér, og derfra er det kommet til os. Vi vedgår nemlig, at der under pavedømmet findes den rette hellige Skrift, dåb, nadver, fuldmagt til syndsforladelse, prædikeembede, katekismus såsom Fadervor, de ti bud og troens artikler”. Ordene er Martin Luthers, og den vedgåelse skal være fortegn for det følgende.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 9, s. 169-170
Ayaan Hirsi Ali udtrykker i sin bog ”Kætter” fra 2015 håbet om en reform af Islam. Det samme gør herhjemme Naser Khader, som i december 2015 var medstifter af Muslim Reform Movement.
Men lige så sympatisk de to modige kritikere af islam er, og lige så meget man må dele deres forhåbninger om, at en reform af islams magtideologi er muliglige så meget må man ærgre sig over, at ordene reform og reformation hos de to ofte synes at glide over i hinanden.
Imidlertid må de to være undskyldt, opvoksede i islam som de er.
Det er derimod ikke undskyldeligt, når kristne bruger de to begreber i flæng. Men et mindstemål af kristelig børnelærdom skulle formå tænksomme folk til at forstå, at den reform, som Hirsi Ali og Khader kræver af islam adskiller sig fra den lutherske reformation.
Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2016, nr. 8, s. 145-146
Vor tid har den tvivlsomme ære at have givet et godt gammelt dansk ord et nyt indhold. Jeg tænker på ordet behov. I sin oprindelige og gammeldags betydning betød det ganske håndfast det, som et menneske nødvendigvis havde brug for; altså mad og drikke, klæder og sko og alt andet, der er nødvendigt til livets op- retholdelse. Men nu er betydningen blevet ny og meget fin, for nu betyder ordet noget sjæleligt. Det drejer det sig ikke længere om, hvad der skal til for at opretholde livet, men i dag drejer det sig om, hvad der skal til for at kunne nyde livet.
Af Christian Langballe, Tidehverv 2016, nr. 7, s. 129-130
Tirsdag den 26. juli fik en katolsk præst i kirken i den franske by, Saint-Etienne-du-Rouvray, skåret halsen over af to Isis krigere. Den 86-årige præst, Jaques Hamel, forrettede morgenmessen i kirken. De to hellige krigere sneg sig ind til messen, tvang præsten på knæ og skar halsen over på ham, mens de filmede det bestialske rituelle mord, som var der tale om en glorværdig og heroisk handling. Senere blev de to skudt af det franske politi, da de forsøgte at forlade kirken. 12 dage før pløjede en anden Isis kriger i en kæmpe lastbil gennem en folkemængde i Nice. De mange franskmænd var forsamlet for at fejre Bastilledagen. 84 personer blev dræbt – børn som voksne, unge som gamle.
Af Monica Papazu, Tidehverv 2016, nr. 6, s. 109-117
Alle nationer i Europa bekymrer sig i dag over deres overlevelse og konfronteres med deres magtesløshed. En anden, fremmed verden opstår og fortrænger den gamle:
”Under vore øjne”, skriver den franske filosof Alain Finkielkraut, ”forandrer vores land sig lidt efter lidt til ukendelighed”. ”Man kræver af os, at vi skal ophøre at være det, vi er”, og at ”Frankrig skal miste sin nationale karakter”. ”Man genskriver historien i aktualitetens lys for at få os til at tro, at Frankrig altid har været et multietnisk samfund og et immigrationsland. Efter George Orwells 1984 står vi nu over for den anti-racistiske totalitarismes 2084”(1).
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2016, nr. 4, s. 65-68
Er man modstander af vielser af homoseksuelle, bliver man i brede kredse placeret langt ude på det fundamentalistiske overdrev. Et eller andet sted mellem Jehovas Vidner og Grimhøj Moskéen.
Sådan bliver det, når sekularister skal bekæmpe islam. De kan ikke se forskel på konservatisme og kristendom på den ene side og islam på den anden. Begge dele bliver i kampens hede afskrevet som to alen ud af samme fundamentalistiske stykke: Forsvarer man revselsesretten, forsvarer man også islamisk accept af systematisk vold mod børn. Forsvarer man retten til fortsat legitimering af rituel drengeomskæring, forsvarer man også pigeomskæring. Osv. I den berettigede og nødvendige kamp mod islam, står meget andet end islamisk barbari i fare for at ryge ud med badevandet – herunder den kristne forståelse af ægteskabet.
Og det er ikke kun de teologiske analfabeter, der ruller med øjnene, når de møder den lutherske afvisning af homo-vielser.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 3, s. 41-43
”Midt i den vestlige verdens selvmord var det klart, at de ikke havde en chance”.
Denne trøstesløse sætning rummer essensen af Michel Houllebecqs roman fra 1999 ”Elementarpartikler”, som jeg genlæste forleden efter at have læst forfatterens sidste roman ”Underkastelse”.
”Underkastelse”, som blev anmeldt i maj 2015 her i bladet af Jesper Høgenhaven, udmaler det ikke urealistiske fremtidsscenarium, at Frankrig får sin første muslimske præsident ved en samlingsregering for at undgå Front Nationals flertal. Den vestlige verdens opløsning afspejles i den akademiske verdens leddeløse accept af, at undervisningen på Sorbonne rettes ind efter halvmånens dogmer.
Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2016, nr. 2, s. 21- 23.
Udtrykket ”få det ud af kroppen“ er et råd, der gives til en person, når vedkommende er behersket af en stærk trang til noget, nærer et stærkt ønske om noget eller ligefrem har et intenst begær efter noget. Mig bekendt er det udtryk af nyere dato. Rådet gives, for at begæret eller trangen kan gå væk eller blive dæmpet, da begæret ellers lægger beslag på personens opmærksomhed, energi og kræfter, som han eller hun hellere ville ofre på noget andet. „Få det ud af kroppen“ – lyder rådet så, og det betyder, at man rådes til at give efter for begæret og lade sin trang blive stillet, få sit ønske opfyldt. Så er det nemlig „ude af kroppen“. Så er man ikke underlagt det længere. Det behersker ikke én mere. Men det er enten dæmpet i en grad, så man selv er i stand til at styre det, eller det er helt borte, fordi det er helt tilfredsstillet.
Af Morten Rydal, Tidehverv, 2016, nr. 1, s.1-4.
I USA hævder republikanske politikere med jævne mellemrum, at Barack Obama vistnok er muslim. Det er han vistnok ikke, men selvom han så ikke er, så har han dog ved adskillige lejligheder stillet sin autoritet som USA’s præsident til rådighed for mere eller mindre åbenlyse propagandistiske islamiske synspunkter. Så langt er Obama gået for at behage de muslimsk-arabiske golfstater og Egypten, at man må undre sig. Og vil man end ikke give hans republikanske modstandere ret, så kan man dog nok sætte spørgsmålstegn ved præsidentens sunde dømmekraft.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 10, s.173-175.
Oplæg til mødet: ”De mange flygtninge og hvad så” i Maribo.
I Første Kongebog fortæller Bibelen, at da Salomon var blevet konge i Israel, sagde Gud til ham: ”Sig, hvad jeg skal give dig!” Det var ellers noget af et tilbud. Det står i Guds magt at give alt, og den magt stillede han altså til rådighed for Salomons ønsker. Hvad ville vi mon svare? Salomon, som var ny konge, svarede bl.a. Gud på denne måde: ”Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” (1, Kg 3,10).
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2015, nr. 8, s.141-143.
Det ligner eskapisme og klare tegn på åndelig ladhed, når man indrømmer, at sommerens læseoplevelse var en rigt illustreret bog om maleren Thomas Kluge. I en tid, hvor der løbes stormløb mod Europas, herunder Danmarks, grænser og de ansvarlige politikere intet gør for at forsvare og bevare landet, er det unægtelig fristende at stikke hovedet i busken som vores venner strudsene og begrave sig i en stor, lækker coffee table-bog med glittet papir og lækre billeder.
Sådan en bog er ”Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland”, men den er meget mere.
Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2015, nr. 7, s.121-122.
”Vor Herre havde alligevel gemt det bedste til dig”, sådan beroligede en god ven mig, da jeg for 8 år siden - med slet skjult ærgrelse - lagde en klagesag over Kjeld Holms behandling af en af mine utallige ansøgninger i Aarhus Stift på hylden. Jeg havde fået embede i Augustenborg på Als, og det var rigtignok det bedste sted af alle at havne som sognepræst (selvom det vist af de hippe betragtes som et udkantssted, hvor fårene bræger). Jeg besluttede derfor, at kræfterne nu skulle bruges på at passe mit kald i stedet for at slås med biskoppen.
Men med sagen om det mildest talt spegede forløb i forbindelse med ansættelsen af en ny præst i Den Danske Menighed i Berlin er jeg kommet til at tænke på min gamle klagesag. Og det er jeg, fordi behandlingen af Marie Høgh med al tydelighed viser, hvad jeg allerede den gang fik bekræftet, nemlig at biskoppernes og menighedsrådenes behandling af ansøgerne til et embede i Den Danske Folkekirke - og tilsyneladende også af ansøgerne til embeder i de danske kirke i udlandet - ikke kan eftervises.
Af Monica Papazu, Tidehverv, 2015, nr. 6, s.97-99.
Om det Sande og det Godes krise kan man vanskeligt være i tvivl. Det eneste udtryk for det Gode, man synes at kende i dag, er den karikatur, som ødelægger mennesker og folkeslag, kaldet "menneskerettigheder" - målestokken for al tænkelig godhed. Det Sande har for længst mistet sin guddommelige, åbenbarede betydning: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet". Med en hurtig håndbevægelse fjerner man Opstandelsen, som var den sidste års bilmodel, som nu takket være teknikkens udvikling er blevet forældet. Den givne virkelighed bliver dekonstrueret og gendefineret (et nyt CPR-nummer gør en mand til kvinde og omvendt), hvilket markerer den abstrakte tænknings vold mod tingene og er en omvæltning af erkendelsens vej: Vejen fra tingene til tanken. Det sande er ikke engang, som Kierkegaard frygtede, "mængden"; det sande er noget, som - ofte i modstrid med de mest indlysende fakta - bliver dekreteret af en politisk-intellektuel elite, der formelt repræsenterer "mængden", men som i virkeligheden kun repræsenterer sig selv. "Common sense" og "common man", som Chesterton var talerør for, har forladt arenaen.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2015, nr. 5, s.77-80.
Afskaf Gud og staten bliver gud. Denne kendsgerning illustreres af hele menneskehedens historie. G. K. Chesterton.
En kulturs antropologi er altid og alle steder en afspejling af dens teologi. En ændring i antropologien er altid en følge af en allerede indtruffet ændring i teologien. Og når et samfunds antropologi ved lov, og med befolkningens samtykke, helt ændres, så er det nødvendigvis en afspejling af et allerede indtruffet religionsskifte.
Således også den 7. juni 2012 da folketinget vedtog at erstatte den hidtil gældende kristne antropologi med en gnostisk. I kristendommen er kønspolariteten noget medskabt og konstituerende ved mennesket. Menneskets kønspolaritet er, fordi mennesket er skabt i Guds billede, en afspejling af den indre spænding i Guds treenige væsen, og ægteskabet er derved en afspejling af forholdet mellem Kristus og kirken.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 3, marts, s.45-46.
Sognepræst Per Ramsdal, som mange vil huske for sit forsøg på at gøre Brorsons Kirke til alternativ Flygtningenævn, har siden skiftet embede, men ingenlunde evne til at påkalde sig mediernes opmærksomhed. Således har Ramsdal gjort sig bemærket viden om ved at fornægte Jesu fysiske opstandelse i Jyllands-Posten og så oven i købet på selveste Juledag. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, men ifølge Ramsdal var der ikke meget kød på opstandelsen. Julen og inkarnationen varede lige til påske, men så heller ikke meget længere: "Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling", lød det fra Sydhavnens sjælehyrde. Ramsdals udtalelser skabte meget debat, og Københavns biskop indkaldte Per Ramsdal til tjenstlig samtale.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2015, nr. 2, februar, s.29-30.
I sin nytårstale advarede Angela Merkel tyskerne mod de stadigt voksende anti-islamistiske Pegida-demonstrationer. "For ofte er der fordomme, kulde, ja sågar had i deres (de demonstrerendes) hjerter", sagde hun.
Herhjemme fulgte domprovsten i Haderslev, Kim Eriksen, Merkel, da han den 5. januar deltog som taler i en moddemonstration mod Stop Islamiseringen af Danmark, og advarede mod den farlige tendens til fremmedhad og højreradikalisering, som SIADs demonstration iflg. ham var udtryk for. Eriksen anså det for sin pligt, sagde han, at sige fra, når og hvor radikaliseringen stak sit grimme hoved frem.
To dage efter fandt det blodige attentat mod satirebladet Charlie Hebdo så sted - og det var som bekendt ikke islamkritikere der stod bag overfaldet. Tværtimod blev det endnu engang skåret ud i pap, at frygten for Islams indtog i Europa ikke kan affejes som grundløs islamofobi og udtryk for kolde hjertes hadefuldhed.
Af Henrik Frost, Tidehverv, 2014, nr. 7, s.136-140. (Ahmed Akkari: Min afsked med islamismen; Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark)
Modsætning
1) ”Ved visse lejligheder må ordene tjene til at dølge kendsgerningerne. Men dette må ske på en sådan måde, at ingen bliver opmærksom på det, og hvis det alligevel skulle blive opdaget, må undskyldninger være ved hånden, parat til øjeblikkeligt brug” (Machiavelli: Instruktioner til Raffaello Girolami).
2) ”Men eders tale skal være ja, ja; nej, nej; thi hvad der er udover dette er af det onde” (Math.5.37).
Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2015, nr. 1, s.1-3.
"Vi har gjort, hvad vi kunne." Sådan siger ægtemanden Poul til sin syge hustru, Esther, i filmen Stille hjerte af Bille August.
I filmen samler Poul og Esther deres familie til en sidste weekend, inden Esther skal begå selvmord, hjulpet af sin mand Poul, der er pensioneret læge. Esther har sygdommen Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), der virker trinvis lammende og medfører døden. Før døden indtræder besvær med at spise, synke mad, talebesvær eller fuldstændig afasi og åndedrætsbesvær. Der findes ingen helbredende behandling, al behandling er behandling af symptomer og lindring af lidelse.
Af Kristoffer Garne, Tidehverv, 2014, December (nr. 10), s.196-200.
Selvoplevelsens stemmer hos Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen 1914
Det er helt almindeligt, og da også helt rigtigt, at tale om tiden op til første verdenskrig som båret af en fremskridts- og frigørelsesoptimisme, både for de åndelige og materielle sagers vedkommende. Ser man på den hjemlige litteratur i 1914, er det dog tydeligt, at der fra de vægtigste af vores store kulturpersonligheders side allerede inden krigen var indvarslet kulturkamp og forudset en åndelig opløsning, der måtte kalde på en alvorlig selvbesindelse. Man kan man forklare det på den måde, at det var de sidste efterdønninger af det såkaldte moderne gennembrud, der her var ved at ebbe ud, men som ikke havde efterladt landet i samme tilstand som før. Det er dette nybrud efter romantikken, der er blevet indprentet i vores bevidsthed i skikkelse af den markante og levedygtige forestilling om dets inkarnation i Dr. Georg Brandes, der i november 1871 på Københavns Universitet begyndte at holde sine forelæsninger over Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur.
Af Erik Sloth, Tidehverv, 2014, nr. 10, s.209-210.
Det er et ambitiøst værk og også hvad man i en vis forstand kunne kalde "en flot bog", Rasmus Glenthøj har skrevet om krigen i 1864. I længde og udstyr står den fuldt på højde med de efterhånden utallige skildringer, der i årenes løb er givet af den for Danmark skæbnesvangre lynkrig mellem den danske hær og det forenede Prøjsen og Østrig. I det ydre udstyr mangler intet: Solid indbinding, fornemt papir samt en overflod af illustrationer, så man næsten kunne tro at sidde med en kunstbog i hænderne. Tilmed er det intet mindre end en lise efter Bornedals katastrofale tv-serie at læse en mand, der faktisk har gjort sig umage. Måske har han næsten gjort sig for megen umage. Han begynder nemlig ved Napoleonskrigenes afslutning og Wienerkongressen, og først fra s. 370 tages der fat på det faktiske forløb af krigen.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2014, Okt-nov., s.145-146.
Overskriften er, som mange vil vide, inspireret af en gammel fædrelandssang, helt tilbage fra dengang, hvor den kristne teologi regnede Gud for almægtig. Hvad skulle Gud ellers være? Ingen magt har magten over Gud, men Gud har magt over alt og alle. Afguder er afhængige af deres skaber, mens alle skabninger er afhængige af Skaberen. Gud ligger ikke under for noget eller nogen. Han er fri, han er suveræn, og intet er umuligt for ham. Mindre er ikke Gud, men et stykke verden, som eksisterer på verdens præmisser, en forgængelig, skrøbelig og manipulerbar størrelse. Bibelens Gud er mere end verden uden at være verdensfjern, metahistorisk uden at være ahistorisk, almægtig uden at sky afmægtigheden. Almagten krøb ned i en krybbe og op på et kors, men en dag skal alt, som kan krybe og gå, bøje knæ for almagten. Gud er Gud, om alle mand var døde, og når alle mand ikke er døde, skyldes det alene Gud.
Af Monica Papazu, Tidehverv, 2014, nr. 6, juni, s.93-95.
Den aktuelle konflikt i Ukraine bør ikke være kommet bag på nogen - heller ikke på de selvretfærdige vestlige politikere, som i disse dage har indtaget en meget fordømmende holdning over for Rusland. Vesten kunne i stedet for gribe i egen barm og spørge sig selv om, for nu at bruge Ronald Reagans tidligere rådgiver Patrick Buchanans ord, hvorfor det "har tabt Rusland", dvs. ødelagt det gode, ligeværdige forhold, som var blevet muligt efter kommunismens fald. Allerede i 2007 kritiserede den kloge konservative Buchanan Vestens og specielt USA's konstante udvidelse af deres interessesfære i Østeuropa og brugen af det, han kalder "vores Nykomintern (The National Endowment for Democracy, Freedom House og andre lignende frontorganisationer)", som blander sig "i Ukraine og i Georgien og har været med til at afsætte pro-russiske regimer og indsætte pro-amerikanske" (se slutnote 1). Og allerede dengang mindede Buchanan om Ruslands historiske ejerskab af Krim og om Ukraines bånd til Rusland.
Side 1 ud af 2