Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2014, nr. 1, s.1-2.
Efter at landets biskopper har afsluttet sagen om Massoud Fouroozandehs dåbspraksis ved i en fælles udtalelse at indskærpe, at præster i folkekirken skal døbe ind i folkekirken, der er der et spørgsmål, som jeg gerne ville høre hver enkelt biskops svar på.
Spørgsmålet er: Tør du svare for, at et menneske, der søgte dåb hos en præst i folkekirken, blev forment dåben, fordi hans omstændigheder gjorde det vanskeligt eller farligt at blive registreret medlem af Den Danske Folkekirke.
Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2013, nr. 10, december, s.177-180.
"Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom." 2.Mos. 20,17.
"Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred. … Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred." Jyske Lov, Fortalen.
Monica Papazu: Folkets kirke, Opgør med en katastrofal kirkekommission.
Pjecen med Papazus foredrag blev udgivet i oktober 2013
- og kan bestilles hos: Elisabeth K. Jensen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fra pjecens indledning:
Lad det gode blive godt
Når man står over for Debatoplægget fra ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”, kommer man uvilkårligt i tanker om, hvad årets jubilar, Søren Kierkegaard, ville have sagt. Han ville have sagt sådan:
Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 7, september, s.124-131.
Sommerens kirkeforfatnings-forslag vil røve folkekirken fra folket
"Betydningen af de stille timer i kirken (...) er at gøre kirken overflødig".
Sådan skrev Søren Kierkegaard i 1851 i sin dagbog. De stille timer i kirken er ikke et mål i sig selv, fortsætter han; de er skoleøvelser. Det er ligesom med en violinist. Han sætter sig ikke uden at have lært det mindste om musik ned i orkesteret og spiller. Han ville jo kun forstyrre både sig selv og de andre. Nej, derhjemme, hvor intet forstyrrer ham, bruger han de stille timer til øvelse. Men målet med det hele er at spille med i orkesteret, at kunne tåle denne brusen af de forskellige instrumenter, denne krydsen af lyd - og dog kunne passe sin violin og spille med aldeles ligeså roligt og sikkert, som var han ene hjemme på sit værelse.
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2011, nr. 7, sept., s. 140-149.
Baggrunden for dette foredrag er et fænomen, jeg først for alvor stiftede bekendtskab med for nylig: Lutherhetzen.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2013, nr.8-9, s.174.
Torsdag den 12.september afsluttede formand Hans Gammeltoft- Hansen sin landsturne med struktur- debat-udvalget i Haderslev. Her som på debatmødet på Fyn - beskrevet af Henrik Gade Jensen og Jessica Gress-Wright i Kristeligt Dagblad den 10.september - havde Gammeltoft-Hansens præsentation af udvalgets arbejde og baggrunden for det tydelig slagside til fordel for et kirkeråd.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2013, nr. 8-9, Okt-nov., s.141-142.
"Du blir, hvad du spiser", lyder et kendt sundhedsslogan, som randt mig i hu under sommerens debat om halalmad på offentlige institutioner. I agurketiden kom det således frem, at Hvidovre Hospital kun serverer halal-slaget oksekød for patienterne. Det blev også kendt, at en række børnehaver helt har droppet svinekød, som er ikke halal, altså tilladt ifølge islamisk lov, men derimod haram, altså forbudt, ifølge samme kodeks. Lederen af Martha Hjemmet på Nørrebro, Anna Fisker, udtalte til Ekstra Bladet, at man i institutionen ikke anså halal og ingen gris på gaflen "som nogen begrænsning, mere som et naturligt hensyn".
Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2013, september, s.121-123.
I 1997 ophævede Folketinget forældrenes revselsesret. Den ret, som ikke var en ret, men en undtagelsesbestemmelse i straffeloven, der sondrede mellem vold og revselse, og som håndhævede, at forældrene og ikke staten havde myndigheden over børnene. En undtagelsesbestemmelse, som understregede den selvfølgelighed, at man ikke kan være myndighed, hvis ikke muligheden for at hævde den foreligger.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2009, nr. 7, s.141-154.
If we ever forget that we're one nation under God, then we will be a nation gone under. (Ronald Reagan 1984).
Udsigtspunktet
Anders Fogh Rasmussens tid i dansk politik: Det vil sige tiden fra han blev landsformand for venstres ungdom i 1974 og frem til 5. april 2009, hvor han trådte tilbage efter 7 ½ år som regeringsleder.
Af Morten Uhrskov Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 10, s. 199-201.
Nedenstående sendte jeg til dagbladet Politiken i anledning af avisens 125-års jubilæum. Kronikredaktør Anders Jerichow takkede mig for at have fået mulighed for at læse mit forslag til kronik, men måtte returnere indlægget af mangel på plads. Jeg forsøgte derefter at få Information gjort interesseret. Jeg tænkte, at den gamle modstandsavis kunne have lyst til at drille sin storebror udi ånden og bringe min beske kritik af Politiken. Det viste sig ikke muligt, og jeg takker derfor Tidehverv for at publicere min artikel.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2010, nr. 1, s.15-17. (Jalving & Hedegaard: Frihedens væsen).
Af Morten Uhrskov Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 2, s. 24-26.
Det er kommet mig for øre, at lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen er blevet udnævnt til ny direktør for Institut for Menneskerettigheder efter Morten Kjærums afgang. Morten Kjærum er avanceret til posten som direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som tidligere gik under det mere mundrette navn Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad.
Af Morten Rydal, Tidehverv, 2009, nr. 3, s.60-63. (Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Adskillelsens politik).
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2010, nr. 4, s. 63-67.
Foredrag holdt i Vartov 8/3 2010 i forbindelse med Grundtvigsk Forums konference om homoseksuelle vielser.
Det kan langt hen ad vejen være nyttigt med et konstruktivistisk syn på kønsroller og ægteskab. For begge dele er i vid udstrækning historiske konstruktioner. Ikke konstruktion af produktivkræfter eller lignende sekundære ting, men konstruktioner af den kulturbærende religion i et givet samfund. Det er jo den åndelige basis, som former den materielle overbygning og ikke omvendt. Vil man derfor finde det særlige ved det kristne syn på kønsroller, seksualitet og ægteskab, er det særdeles nyttigt at se på udviklingen i århundrederne, hvor kristendommen brød igennem, og hvor den derfor kan anskues i kontrast til det syn, som før herskede. (Note: Kilder: A) Peter Brown: The Rise of Western Christendom. B) Peter Brown: Body and society. C) Peter brown: The cult of the Saints. D) Rodney Stark: The Rise of Christianity. E) Rodney Stark: Cities of God. F) Allan A. Lund: I seng med Romerne.)
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 6, s. 129-130.
Jeg har egentlig megen sympati for Søren Pind. Vi traf hinanden i min liberalistiske ungdom, og selv om mine ideologiske anskuelser er grånet med hårpragten, er personen og politikeren Søren Pind et kært minde. En dreven politiker med sans for taktik og strategi, men ingen servil partisoldat, som ikke har større mål end egen karriere. Søren Pind er en mand af lidenskab med hjertets og bogens dannelse og et kristenmenneske, som kender en større Herre end folkestemningen og en dybere alvor end spillet om magten. Bevares, alt det kender han også. Søren Pind ved nok at spille sine kort, men som jeg husker ham, og som han siden har optrådt, rager han op blandt rigets folkevalgte.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2011, nr. 5, s.97-98.
"Ja, der er åbenbart forskel på folk", sagde manden på den anden side af middagsbordet forarget. En i selskabet havde været i Argentina og fortalte om byer på den argentinske pampas, hvor man nu som tredjegenerationsudvandrere stadig forsøgte at opretholde en vis grad af dansk identitet. Denne anekdote førte til det forargede udsagn: "Ja, der er åbenbart forskel på folk. Vi er stolte af, at danskere i Argentina beholder deres egen kultur, men her kræver de fleste danskere, at muslimerne assimilerer sig!"
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2011, nr. 6, s.116.
Bemærk, hvor Politiken, kulturradikalismens bastion, henter sin nye førstemand henne: I diplomatiet. Topembedsmanden Bo Lidegaard har rigeligt med kors og bånd og stjerner på. Sikkert fuldt fortjent, men også tankevækkende.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2011, nr. 3, s.51-59.
I år 384 foregik der, med imperiets åndelige fyrtårn, Quintus Aurelius Symmachus, som initiativtager, og efter al sandsynlighed med dennes beundrer, Aurelius Augustinus, på tilhørepladserne, en i sandhed epokal diskussion i det Romerske Senat på Forum Romanum. Spørgsmålet var: Er det den samme Gud, vi tror på som hedninger, som agnostikere og som kristne, og skal den kristne kejser derfor blive ved med at understøtte det hedenske præsteskab og den hedenske kult.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 6, s.130-132. (2. påskedag, 2011).
Af Monica Papazu, Tidehverv, 2013, nr. 6, juni, s.93-98.
”Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs søn, således: »Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn« (Jonas 1,1-2). Kierkegaard er Danmarks Jonas i midten af 1800-tallet. Kierkegaard har, ligesom Jonas, hørt Guds ultimatum. Han rejste sig for at få sine landsmænd til at høre Guds sande Ord – han gav sit liv for det. Åbenbaringen er Guds Orden, som bygger en orden op i mennesket – den eneste orden, som kan være i mennesket. Der findes ikke nogen anden frelse end ved troskaben mod den døde og opstandne Kristus. I 1800-tallet, som i et hvilket som helst andet århundrede, skal den kristne for at vorde kristen blive samtidig med Jesus Kristus.
Af Søren Krarup, Tidehverv, 2013, nr. 4-5, april-maj, s.61-62.
Hvorfor ikke indrømme, at mordforsøget på Lars Hedegaard rystede mig noget. Jeg mener - jeg er jo vant til, at bølgerne her i landet kan gå højt, og at man kan blive upopulær og undsagt af at sige en sandhed, som ikke alle i kongeriget deler med én. Såden er ytringsfrihedens vilkår. Det er ikke altid roser, man modtager, når man deltager i en offentlig debat.
Men det er nyt, at man bliver gjort til genstand for et attentat i den anledning. At den offentlige debat herefter henhører under PET. At man skal have politibeskyttelse for at udtrykke en kritisk mening om islam.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2013, nr. 3, marts, s.41-44.
Der kan ikke eksistere personlig frihed i et samfund, hvis der ikke er økonomisk frihed. Derfor indsnævres den personlige frihed ligefremt proportionalt med den andel af BNP, staten blander sig i. Men friheden indsnævres også ligefrem proportionalt med antallet af love og cirkulærer.
I 1920 producerede staten under 25, i 2011 over 2000, indeholdende 20.000 A4 sider. Eller 200.000 sider per tiår. Og vi borgere skal under ansvar for domstolene leve i overensstemmelse med disse millioner af sider, love og bekendtgørelser, som behandler alle aspekter af borgernes liv. Den sidste bastion var børneopdragelsen, men med afskaffelsen af husmoderen foregår også den nu efter subsidiaritetsprincippet: Magten er hos staten, men den overdrager en del af ansvaret til forældrene. Selv trælle havde fred i deres egen hytte. Men sådan er det ikke mere. Det er ganske betegnede, at det, som staten allernådigst vælger at lade borgerne selv styre efter statens anvisning, kaldes ”civilsamfundet”. Vi lever med andre ord i dag i en totalitær kasernestat.
Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1983, nr. 8, oktober, s.84-92, 101-108, 111-124.
Det er jubilæumsår i år; det er sikkert alle klar over, så det behøver ingen videre omtale. Men at det også er jubilæumsår for mig personlig, er det nok nødvendigt, at jeg selv siger, for ellers er jeg virkelig bange for, at mine tilhørere ville være nødt til for evigt at forblive uvidende herom – omend min ængstelse på tilhørernes vegne kunne forekomme overflødig, idet en sådan lod formentlig ville være til at bære for dem. Da jeg i begyndelsen af maj var nogle dage i Paris, viste det sig, at det var 49 år siden, at jeg første gang besøgte la ville des villes, la ville lumières – og dermed også det samme antal år siden jeg første gang så det betagende syn af Notre Dame de Paris – altså det hellige syvtal opløftet til anden potens, og det kan måske være ligeså godt som et rundt tal for en ærværdig gammel katedral for ikke at tale om, at det kan være det for en teolog, der er gammel matematiker. Siden denne første gang har jeg været i Paris flere gange, og altså nu sidst i maj dette år og på et tidspunkt, da sommermødets faretruende nærhed var begyndt at gøre sig ufordelagtigt bemærket i min indre sjælelige tilstand. Følgelig var jeg under dette besøg ret så plaget af et ikke tilstrækkeligt velovervejet løfte om at tale på dette møde om »Kristendommen og det humane – og den dæmoniske humanisme«.
Af Carsten Breengaard, Tidehverv, 2005, s.178-188.
- Fra ånd og sandhed til følelse og magt - Tidehvervs Sommermøde 2004.
Det er min påstand, at man ved universiteterne - i hvert fald ved landets ældste og fornemste, Københavns Universitet - i disse år har slået porten op for en række tendenser, som hastigt er i gang med at udfordre såvel den faglighed, der alene giver universitetet mening, som de retssikkerheds-garantier, der er nødvendige for forskere, der skal være forpligtet alene på ånd og sandhed.
Ja, det kan måske lyde lidt voldsomt, så derfor vil jeg begynde med en case, som det vist hedder, dvs. med et stykke erfaring. Ser man på tidens almindelige tilgang til, ja, jeg havde nær sagt virkeligheden - men min pointe er netop, at det ikke er virkeligheden - så er den ganske modsat. Man begynder i teorien eller i ideologien, hvorved der kun bliver to muligheder: at virkeligheden kun bruges til en tilrettelagt illustration af det teoretisk-ideologiske udgangspunkt - hvad der fagligt er fusk - eller et forsøg på at bringe virkeligheden i overensstemmelse med ideologien - hvad der er politik, og i yderste, men desværre alt for nærliggende, konsekvens er tyranni. Jeg vil kort sagt tage udgangspunkt i en meget konkret dokumentation af den virkelighed, som den universitetsideologi, der blomstrer for tiden, skaber. Det er på frugterne, et træ skal kendes.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2010, okt.-nov., s.149.
Jeg skal gerne indrømme, at min nysgerrighed blev vakt af den sensationelle nyhed. Sønnen af en kendt Hamas-leder stod frem som kristen og kaldte islam for én stor løgn. Ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed. Jeg kom, uden sammenligning i øvrigt, til at tænke på Paulus, der som ihærdig kristenforfølger mødte Kristus og aldrig fik sit gamle liv tilbage. Vor Herre har en mageløs rekrutteringspolitik, som - mirabile dictu - rækker helt ind i Hamas. Ja, det er altid nåde, at evangeliet når mennesker.
Af Jens Jackie Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 1, januar, s.11-14.
Arne Hardis har skrevet en fortræffelig biografi om forfatteren Hans Scherfig med titlen: "Idealisten". En bog på 352 sider. En storslået og spændende beretning, hvor læserne virkelig får meget at vide.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2010, nr. 10, s.179-180.
- Om havebål og bogbrænding
For nogle måneder siden afholdt jeg en bogbrænding i min have. Eller rettere: Jeg kastede en del bøger på et bål, som ellers især bestod af nedfaldsgrene, og hvorpå vi hen under aften stegte snobrød og pølser. Jeg vil straks fastslå - og det ville jeg gøre, selvom det ikke passede - at hverken danske eller arabiske udgaver af Koranen var blandt de brændende bøger, og at bogbrændingen i hovedsagen skete for at skaffe lidt bedre plads i husets hårdt prøvede reoler.
Af Morten Rydal, Tidehverv, 2010, nr. 7, september, s.142-144, (Joh 14.15-21).
O, lad din Ånd forbinde - Vor sjæl med himmerig - Lad føle mand og kvinde - Gud har forbarmet sig.
Et hårdnakket rygte vil vide, at den sidste melodi, orkestret spillede ombord på det synkende Titanic, var salmen "Nærmere Gud til dig". Det er vist aldrig blevet bevist, for nogle af de overlevende mente at have hørt det, andre ikke. Men hvorfor skulle det ikke være sandt, i grunden?
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 1, januar, s.22-24.
Alle helgens dag 2010.
Al denne triumf - alle disse hæse skrig af selvbeundring ..: Så dygtige er vi - så målbevidste (mod hvilket mål?) - så oplyste. "- oplyste!" skriger de. Oplysning! - ikke så megen oplysning som en stakkels, søvnig lygte hejst ned i de slambrønde i os, vi kalder vore hjerter. (Nis Petersen i: "Brændende Europa").
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2010, nr. 9, november, s.193.
Kristeligt Dagblad bringer hver torsdag en såkaldt kirkeanalyse, hvor forskellige "fremtrædende" præster og teologer giver deres "analyse og vurdering" af diverse kirkelige forhold. Jeg har i et årstid været én af de otte. Den 7. oktober sendte jeg nedenstående kirkeanalyse til avisen, så den kunne trykkes næste dag. Det blev den bare ikke. Et par dage efter ringede jeg og fik forklaringen: Avisen ville ikke trykke den som kirkeanalyse. Det var debat, ikke analyse.
Af Erik Sloth, Tidehverv, 2011, nr. 1. januar, s.20-22.
For et usystematisk hoved som undertegnede anmelder er det med en vis bæven, man går til læsningen af en bog som Søren R. Fauths indføring i Arthur Schopenhauers (1788-1860) filosofi. Nervøsiteten forsvinder dog hurtigt, når man er nået nogle sider ind i bogen. Det er ingen selvfølge, at en akademisk uddannet forfatter også er i stand til at skrive et klart og præcist dansk. Men Fauths bog er støvsuget for det indforståede madarinsprog, som præger mange universitetsfolks udgivelser. Man mærker, at han er ægte optaget af sit anliggende: at gøre Schopenhauers særprægede univers tilgængeligt for danske læsere. Det samme kan med fuld ret siges om hans oversættelse af Schopenhauers hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung fra 2005, anmeldt af Jack Kornbeck i Tidehverv nr. 8, 2005. Det var noget af en bedrift at oversætte Schopenhauers kæmpeværk på et læseligt dansk, men det lykkedes for Søren Fauth, og således er det nu, fem år senere, lykkedes ham at skrive en yderst læseværdig introduktion til Schopenhauers særprægede og originale tankeverden.
Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2011, nr. 2, februar, s.29-30.
”Og tage de vort liv - gods, ære, barn og viv - lad fare i Guds navn! - Dem bringer det ej gavn - Guds rige vi beholder”.
Kristenforfølgelserne skriger til himlen. Der bliver de sikkert hørt, men tingenes tilstand burde også give genlyd i verden og ikke mindst i alle kirker. Statistikken taler sit tydelige og beskæmmende sprog. 75 procent af de drab, som er religiøst motiverede, går ud over kristne. Kristne udsættes for en eller anden form for chikane i to tredjedele af verdens lande og indtager dermed den smertelige førsteplads som verdens mest forfulgte religiøse gruppe.
Af Christian Langballe, Tidehverv, 2013, nr. 2, februar, s.21-23.
Jeg må tilstå, at jeg på det seneste er blevet mere og mere bekymret på folkekirkens vegne. Det er i sig selv bekymrende, at regeringen og en hel del af folketingspolitikerne er så ligeglade med folkekirken, som tilfældet er. Jovist kan man bruge folkekirken som en rampe for en politisk ideologi. Det så man med indførelsen af det homoseksuelle ægteskab, hvor regeringen og et stort flertal i folketinget tromlede hen over folkekirken, og hvor kirkeministeren endog dikterede, at ordet "ægtefælle" skulle stå i ritualet. Det er blot et eksempel.
Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2013, nr. 1, januar, s. 1-3.
Da undervisningsministeriet for otte år siden fastsatte en kanon for litteratur, som skoleelever skal stifte bekendtskab med, blev den forudsigeligt nok mødt med kritik fra Lærerforeningens side.
Argumentet imod en kanon var ganske ejendommeligt, men også afslørende: kanonen var i uoverensstemmelse med lærernes metodefrihed!
Argumentet blev snart trukket tilbage, måske med en vis skamfuldhed hos dets ophavsmænd over, at de havde blottet en flanke. Ædruelige folk kunne jo påpege, at forpligtelsen til at undervise i bestemte værker ikke ophævede lærerens frihed til selv at vælge metoden, han ville undervise efter.
Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv, 2012, nr. 9, s.153-156.
"Mine politiske holdninger bevæger sig mere og mere i retning af anarki (filosofisk forstået, ikke mænd med whiskers og bomber) eller i retning af ikke-konstitutionelt monarki. Jeg ville arrestere alle som bruger ordet ”Stat”(i alle andre betydninger end det faktiske England og dets indbyggere, dvs. noget som hverken har magt, rettigheder eller bevidsthed); og efter at have givet dem mulighed for at trække ordet tilbage, henrette dem, hvis de forbliver obsternasige! [.....] Det mest uværdige et menneske kan beskæftige sig med er at bestemme over andre mennesker. Ikke én i en million er egnet til det, og mindst af alle dem, som ønsker at gøre det.[…] Middelalderens mennesker havde ganske ret når de antog ”nolo episcopari” som den bedste grund til at gøre nogen til biskop. Giv mig en konge hvis hovedinteresse er frimærker, modeljernbaner eller væddeløbsheste; og som har magt til at fyre sin vesir (Eller hvad I nu kalder ham) hvis han ikke kan lide snittet i hans bukser".
– J. R. R Tolkien i 1942.
Til sønnen Christopher medens denne var pilot i RAF
og ”Ringenes Herre” var halvt færdig.
Side 2 ud af 2