Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 6, s.130-132. (2. påskedag, 2011).

Kom hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar.
Gak med det alt til ham, der døde,
men levende dig nu vil møde.
O, salig påskemorgenstund
med guld i mund.
Amen.

Om påskeevangeliet siger salmedigteren K. L. Aastrup i en påskesalme, at det er:

"et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot".

Og det er jo så sandt, at man næsten må undre sig, så nøgent og forsvarsløst evangelisterne lader opstandelsesbudskabet stå. Evangelisterne gør intet som helst for at forklare og sandsynliggøre det budskab, som al kristen tro lever af, som er den kristne kirkes grundvold, som forkyndes som dødelige menneskers eneste håb, som fortabte synderes eneste frelse: at Guds søn, som uskyldigt døde under dommen for vores synd, stod op af døde.

Intet får vi at høre om, hvordan Jesus opstod, hvad der skete i graven mellem påskelørdag og påskemorgen. Men vi hører til overmål om den frygt, forvirring og vantro, som engelens budskab om den tomme grav blev mødt med.

Kvinderne flygtede fra graven, for de var bange. Maria Magdalene græd over, at nogen havde taget hendes Herres lig.

Og de to disciple, der vandrede til Emmaus, vidste hverken ind eller ud, kun at deres håb om, at Jesus var den, der skulle forløse Israel, det var blevet brudt langfredag - og nu var de så oven i købet blevet forfærdede ved kvindernes budskab om, at graven var tom, og at de havde set engle i et syn, som sagde, at Jesus levede, men ham selv så de ikke.

Evangelisterne lægger selv alle de indvendinger frem, som mennesker kan finde på, der vil have håndfast sikkerhed for, at der er virkelighed bagved opstandelsesbudskabet:

Nemlig, at ingen af dem, der meldte om Jesu opstandelse, havde set noget håndgribeligt bevis på, at han var opstået. Men de havde set syner.

Ja, at den opstandne selv åbnede de to disciples øjne, så de kendte ham - og så blev han borte fra dem - det kan enhver religionsforsker eller psykolog jo med lethed forklare som et overspændt syn, en frugt af disciplenes brændende ønske om, at det skulle være sandt, at Herren var opstået.

Nej, evangelisterne gør intet for at forsvare påskebudskabet mod verdens spot og bortforklaringer af påsketroen som søde ønskedrømme og overspændte syner.

Men evangelisterne lader påskebudskabet stå helt blottet over for forstandens spot, - samtidig med, at alt, hvad de har skrevet, er båret af troens frimodige påstand: at Kristus er virkeligt opstanden, og det er den virkelige virkelighed.

Jesus Kristus er ikke blot en fortidig skikkelse, hvis betydning først bliver til virkelighed, når vi genkalder os hans ord og gerninger, men han er virkeligt opstanden, sidder virkeligt ved Gud faders højre hånd, og er virkeligt til stede, hvor to og tre er forsamlet i hans navn.

Han er virkeligt kirkens Herre; virkeligt den, der skænker os sig selv i nadveren, som virkeligt tager imod de små i dåben. Guds søn, som blev vor broder her på jorden - han er virkeligt opstanden, og gør os virkeligt til Guds kære børn.

Er Kristus ikke virkeligt opstanden fra de døde, ja, kan døde ikke virkeligt opstå - så er vor prædiken tom, så er vi stadig i vore synder - men nu er Kristus opstået fra de døde, som førstegrøden af dem, der er sovet hen.

Sådan skrev apostelen Paulus til de fornuftsdyrkende korinthere, der i lighed med mange moderne teologer havde fundet sig en verdensklogskabens udlægning af opstandelsen som blot billedtale, som oplevelse af mening her i nuet - og hvad nu ellers teologer har forklaret opstandelsen med for ikke at blive til grin i verdensklogskabens øjne.

Nej, evangelisterne såvel som Paulus forkynder glædeligt budskab: at Kristus er virkeligt opstanden, og vi er virkeligt ikke alene og overladte til os selv, men han vil virkeligt åbne vore øjne og øren og drage sine med sig i en opstandelse af døde.

Men det falder ikke evangelisterne ind at forsvare virkeligheden i Kristi opstandelse, for jo mere virkeligt noget er, desto mindre kan det forsvares med forklaringer.

Det virkelige, det sande og ægte - det kan ikke forklares. Jo mere kloge hoveder vil undersøge og forklare virkeligheden, for at se om den findes - jo mere bliver den bortforklaret, trævlet op, til den ikke synes at være der mere.

Kærlighed til fædrelandet f.eks. - enhver, der elsker sit hjem og sit land ved, at den findes. Slægt efter slægt har rejst sig til forsvar for hjemmets grænser af kærlighed til hjemmet, til fædrelandet. Men så tager snusfornuften fat på den og kræver beviser for, at den er virkelig. Den vil sprætte den op og se, hvad den kommer af, hvornår den er blevet til. Og vips kan snusfornuften konstatere, at fædrelandskærligheden er slet ikke virkelig, for den fik først omfattende folkeligt mund og mæle med digterne i 18-hundredetallet - og på det tidspunkt var patriotisme på mode i hele Europa. Kærlighed til fædrelandet er altså bare en ideologi, som også farer i hovederne på danskerne i en bestemt periode - så kærlighed til fædrelandet, den er ikke virkelig, siger de kloge.

Eller tag den virkelighed, at forældre kender deres egne børn bedre end de eksperter, der har læst og studeret, hvordan børn er skruet sammen, og hvordan de skal behandles. Forældrene kan aldrig forklare, hvorfor de ved mere om deres barn - for lige så snart de skal forklare dette virkelige forhold, så bliver de nødt til at gå ind på eksperternes præmisser og ligesom sprætte barnet op og se på, hvad et barn er sat sammen af, og hvordan et barns dele fungerer for at kunne forklare, at de ved bedre end eksperterne. Men virkeligheden er jo, at det er netop, fordi forældrene elsker barnet som den uforklarlige skabning, det er, at forældrene ved bedre. Og det kan ikke forklares, det kan kun hævdes.

At forstanden ikke kan begribe og forklare opstandelsen, men altid må afvise den som overspændte syner eller bedrag - det siger mere om forstandens forhold til virkeligheden, end det siger om opstandelsens virkelighed.

I H.C. Andersens eventyr om nattergalen - dér kaldte den ægte nattergals sang tårer frem i kejserens øjne. Men da kejseren fik foræret en kunstig nattergal, en spilledåse på valser, da kunne spillemesteren forklare, at det gjorde ikke noget, at den ægte nattergal var fløjet bort til sine skove, for de havde den bedste nattergal, kunstfuglen, tilbage.

"Thi, ser de mine herskaber, kejseren frem for alle! hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt! således bliver det og ikke anderledes! man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvorledes valserne ligger, hvorledes de går, og hvordan det ene følger af det andet..."

… men de fattige fiskere, som havde hørt den virkelige nattergal, de sagde om kunstfuglens sang: "Det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad."

Nej, det virkelige, det sande, det ægte - det kan menneskeforstanden aldrig forklare og bevise eksistensen af; virkeligheden går ikke på valser efter forstandens love, så vi kan forklare, hvordan det ene følger af det andet.

Der bliver kun en kunstig nattergal tilbage, når det er os, der vil bevise, hvad der har virkelighed.

For det er nu engang ikke den menneskelige forstand, der var der før virkeligheden og skabte virkeligheden i sit billede.

Men det er vores virkelighedstroskab, der skal prøves af virkeligheden selv. Af den virkelighed, som er givet af Gud, vores skaber.

Ja, at Kristus skulle lide langfredag og gå ind til sin herlighed for med syndernes forladelse at sætte os tilbage i vores virkelighed - det kan intet menneske forklare eller sandsynliggøre, men det skal forkyndes - så virkeligt er det.

Og derfor er det også Vorherres egen stemmes myndighed, der må lukke vores øren op for, at dette er sandt.

Tilbage til nattergalen: Kejseren lå syg og kunne ikke leve. Kold og bleg lå han i sin seng, hele hoffet troede ham død og løb hen for at hilse på den nye kejser, der allerede var valgt.

Kejseren kunne næsten ikke trække vejret - han så, at det var døden, der sad på hans bryst og havde taget hans krone og sabel, og rundt om i sengegardinet stak der forunderlige hoveder frem, nogle fæle, andre milde. Det var kejserens onde og gode gerninger, der så på ham:

Husker du det, husker du det - hviskede de, så sveden sprang ham ud af panden.

Musik, musik, skreg han, at jeg ikke skal høre alt det, de siger. Spil lille guldfugl - men kunstfuglen kunne jo ikke spille uden at være trukket op.

Da lød den ægte nattergals sang uden for vinduet. Den var kommet at synge ham trøst og håb, og alt som den sang, blev skikkelserne mere blege. Og den sang døden til at give kejseren hans krone og sværd tilbage, og den sang døden bort fra kejserens bryst.

Kunstfuglen, som forstanden kunne forklare helt igennem - den kunne kun synge, når den blev trukket op. Men den virkelige nattergal, som ikke kunne forklares, den sang samvittigheden til ro og døden bort.

De to disciple, der gik til Emmaus, de havde tænkt sig Jesus som frelser efter deres egen forstand - ham, der skulle forløse Israel, og de var modløse og bange.

Men Kristus er virkeligt opstanden - og hans stemmes myndighed rev indbildningens slør fra disciplenes øjne, så de kendte, at det var virkeligt, at han er hos os og med håb og frimodighed.

Ja, han er virkeligt opstanden, og kommer til os med myndighed til at gøre samvittigheden fri og døde levende.

Amen.

Agnete Raahauge.