Tidehvervs anliggende
Tidehverv - det er gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: at være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld.
Tidehverv er derfor umoderne, for Tidehverv undsiger den modernitet, der er et andet ord for overfladiskhed. Tidehverv er derfor også reaktionært, for Tidehverv reagerer imod den dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed.
Tidehverv, der er et tidsskrift og et arbejdsfællesskab, begyndte sit arbejde i 1926, da en række unge teologiske kandidater og studenter blev lukket ude fra at kunne komme til orde i Det kristelige Studenterforbunds blad. De var inde i et opgør med en kirkelighed og kristelighed, der havde gjort kirkelig succes til sit program og som derved svigtede evangeliet om syndernes forladelse, der jo ikke handler om at blive mange og få magt, men handler om det enkelte menneskes frimodige eksistens i troen på Kristus. Tidehverv vendte tilbage til Luther og Kierkegaard og vendte sig derfor imod en kirkelighed, der tænkte i antal, ikke i inderlighed, i omfang, ikke i dybde.
Det betød, at Tidehverv blev opgørets sted, og at der i 192o´erne og -3o´erne blev foretaget en række dybtgående opgør med KFUM-kristendommen og succes-kirkeligheden og en teologisk humanisme. Ikke blot Luther og Kierkegaard, men også Dostojevski og Jakob Knudsen og Sigrid Undset var poler i opgøret. De unge teologer kunne ikke få vejret i den kvalmende idealisme, der herskede i det akademiske og kirkelige miljø, og fik luft ved at lufte ud - som det siden blev sagt. Uærbødighed, radikalitet, skarphed, kravet om alvor og redelighed: dette var opgørets indhold og form.
Derved blev Tidehverv ikke kun et kirkeligt, men også i stigende grad et kulturelt opgør, for samme idealistiske sentimentalitet, som herskede i kirken, herskede også i det kulturliv, der var bestemt af udviklingstroen og kulturradikalismen. Man opdagede, at undsigelsen af Olfert Ricard også betød undsigelsen af Georg Brandes og Poul Henningsen. Man opdagede, at luften var ikke mindre kvalm i kulturlivet end i kirkeligheden. Det var kun "bøf på en anden måde" - med et udtryk af Henrik Pontoppidan.
Derfor har Tidehvervs vej i 90 år været den radikale kritiks og den kritiske sagligheds vej. Situationen omkring den tyske besættelse af Danmark tvang til besindelse på den folkelige, ja politiske tilstand, der herskede i landet, hvor man i ideens navn svigtede den enkelte næste og den nære virkelighed, og i dag står Tidehverv i et opgør på alle fronter med den holdning, der kaldes for den politiske korrekthed. Dette har tvunget nogle af Tidehvervs udgivere til for en periode at træde politisk i karakter.
Men anliggendet er det samme som fra begyndelsen: med udgangspunkt i evangeliet om Kristus at være livet og næsten tro.
Gustav Brøndsteds forsideartikel: »Tidehverv« fra det første nummer af Tidehverv, okt. 1926, kan læses her: Tidehverv.