Ægteskab og homo-vielser i en ensrettet folkekirke
Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2017 nr., s.97-98.
”Præsterne har fået større lyst til at vie homoseksuelle par”, meddelte Jyllands- Posten 2. påskedag. Den glade nyhed om at folkekirkens præster flyder med strømmen var garneret med en for kendere opsigtsvækkende oplysning. Nemlig, at også ”præster i kredsen omkring Tidehverv” er kommet på bedre tanker og nu ikke længere vil være på tværs og sige nej. Forbløffende, da Tidehvervspræster har været særdeles aktive i debatten mod homo-vielser og leveret mange teologiske argumenter imod den konstruktivistiske tankegang bag. Jeg er selv en af dem, og nej, selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at skifte holdning, fordi Manu Sareen har påduttet folkekirken et uluthersk ritual. Hvordan kunne Jyllands- Posten så give sine læsere det indtryk, at Henrik Højlund og co. er de eneste standhaftige, lutherske præster tilbage i folkekirken? Jo, det skyldtes, at man fremstillede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for Tidehverv, og det viser sig , at hun gerne vier homoseksuelle par, da ægteskabet ifølge hende ”gudskelov” ikke er indstiftet af Gud. Her må man konstatere, at Høgh, ikke gudskelov, men desværre, afslører sig som rystende uvidende om basale dele af luthersk teologi.