TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Som-De-lyster-køb

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2019, nr. 4, s. 49-64

Et kirkeeventyr fra Nordsjælland

Hvem skulle have troet det, men det viser sig, at Danmarks Wittenberg ligger i Høsterkøb. Det er i hvert fald en reformatorisk selvbevidsthed, som lyser ud af pamfletten ”Et bud på fremtidens folkekirke. For og af folket. Høsterkøb eksemplet”. På sin vis et kald til bod, ikke just for Guds åsyn, men for det brede folk, som folkekirken angiveligt har ladet i stikken med sine forældede former og stivsindede præster. Der er ingen tvivl i Høsterkøb. ”Hvis den danske folkekirke skal overleve, så kræver det, man gør, som vores præst Annemette har gjort det, inddrager, fornyer og sørger for, at det, som siges i en gudstjeneste, er forståeligt og meningsgivende for det nutidige menneske”. Gør som Annemette i Høsterkøb eller giv køb på folkekirkens fremtid: Tertium non datur”!

”Da Martin Luther og Jesus satte spørgsmålstegn ved deres tids religiøse autoriteter, skabte det ragnarok” hedder det i pamfletten med udtalt kirkehistorisk og bibelsk bevidsthed, hvorpå det tilføjes: ”Det gjorde det overraskende også, da præsten i vores lille landsbykirke forsøgte at ændre sin højmesse…”. Det må man nok sige, ligefrem ragnarok. Man forstår, at ligesom Jesus og Luther måtte folkene fra Høsterkøb kæmpe mod de religiøse autoriteter for at få deres sag igennem. Det kom dog så vidt vides hverken til korsfæstelse eller kætterbål for de brave stridsfolk, men lidt modgang har også ret. Jesus og Luther er skam ikke uden nordsjællandske efterfølgere.

Resultatet af det reformatoriske indsats blev så det, som menighedsrådet kalder ”Eventyr i Høsterkøb”, hvor det er lykkedes at seksdoble kirkegangen i den døende kirke og skabe en kirke for og af folket. Her er kirken ikke kun for de såkaldte traditionalister eller de meget religiøse, men for det lidettroende og kulturkristne flertal. Ja, i Høsterkøb føler selv ateister sig hjemme på kirkebænken. ”Fra jer har Herrens ord givet genlyd”, skrev apostlen Paulus engang til menigheden i Thessaloniki. Og i Høsterkøb vil de gerne, at fornyelsen skal givegenlyd ud i alle folkekirkens støvede kroge og afkroge. Man skal som bekendt ikke sætte sit lys under en skæppe, og det er heller ikke noget, som tynger i den nordsjællandske mønstermenighed, som har sendt sin pamflet ud til 4500 menighedsrådsformænd, præster og meningsdannere. Det har kostet 72.000 kroner af kirkens midler, men det er vel en ringe pris for at sprede reformationens glade budskab.

Og en ikke uvæsentlig del af det glade budskab er glæden ved sognepræst Annemette Norsker. Kunne hun bare blive ”direktør i folkekirken og revolutionere den”, ”hende (kunne) andre folkekirker lære noget af”. ”Hvis du kigger rundt, sidder folk bare og nikker”, når hun prædiker, eller, som det videre hedder om sognepræstens gudstjeneste: ”Kristendommen, den bliver bragt frem, og har ligesom bekræftet det, jeg gerne ville have”. Hvem går også i kirke for at blive modsagt? Der er i det hele taget en rørende tillid til præstens evner i pamfletten, hvor man læser: ”Kun præsten besidder de nødvendige teologiske kompetencer til at skabe en kirke”. Det er menighedsrådets opgave er at støtte præsten i ”at skabe kirke”, og uden sognepræst Annemette Norskers indsats ”ville vi ikke have en kirke”. Det er alligevel bemærkelsesværdigt; pamfletten strømmer over med lov og tak for den pastorale indsats, men på over 60 sider er der ikke blevet plads til lov og tak for kirken som Guds gave eller Kristus som kirkens hoved og grundvold. Luther yndede ellers at tale om kirken som Creatura Verbi/Ordets skabning, men i Høsterkøb virker det, som meningsrådet tror, at kirken primært er præstens skabning. En opfattelse, som sognepræsten trods de teologiske kompetencer åbenbart ikke har fundet anledning til at korrigere, før pamfletten gik i trykken.

Hvad skal man så sige til eventyret i Høsterkøb? Man kan kun være enig i, at kirken skal være for folket og evangeliet forkyndes klart, men skal kirken også være af folket? Jesus siger ellers, at hans disciple skal være i verden, ikke af verden. Kirken har et budskab af en anden verden, som altid vil støde an i verden. Kristendommen skal ikke gøres relevant, den er det mest relevante af alt. Hvad er mere relevant end en livredder, hvis man er ved at drukne? Hvad er mere relevant end en frelser, hvis man er en fortabt sjæl? Og er man for fin, for moderne, for selvhøjtidelig, for kulturkristen eller ateistisk til at tro sig fortabt uden Jesus, så trænger man ikke til at bekræftes, så trænger man til at rystes. Kirken er for alle, men den er ikke for alt. Det skulle gerne være farlig for vantroen at gå i kirke. Menighedsrådsformanden i Høsterkøb ved ikke, om han er kristen, man han går i kirken, fordi det forstærker hans værdier, og han behøver ikke at skrive under på uforståelige trosbekendelser for at komme der. Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Også menighedsformanden i Høsterkøb har dog brug for at høre den tale, som overgår hans forståelse, af den simple grund, at trosbekendelserne taler om Guds gerninger og ikke fornuften efter munden.

Man må også konstatere, at der er en autoritet, som den systemkritiske pamflet ikke sætter spørgsmål ved, nemlig det moderne menneske. Det moderne menneske synes f.eks, at det er oldnordisk, at der er præster, som ikke vil vie homoseksuelle par. Den slags kaster kirken ”århundreder tilbage”. At det skulle have noget at gøre med Skriftens autoritet, er ikke noget, som kommer inden for horisonten, og en kirkegænger erklærer kækt: ”Undskyld, men hvor er næstekærligheden? Forestil dig lige en anden organisation eller virksomhed sagde højt her i 2018: Nej, tak vi ønsker ikke at ansætte kvinder. Eller, vi ikke have kunder, der homoseksuelle”. Man kan nemlig slet ikke have folk i kirken, hvis man ikke giver dem, hvad de vil have. Når kunden altid har ret i forretningsverdenen, hvorfor skulle han så ikke have det i kirken? I pamfletten mener man ydermere, at et sprog ”med konstante referencer til Jesus, Gud og Bibelen”, tilhører en anden tidsalder. Nej, det moderne menneske skal ikke konfronteres med for meget Gud og Jesus, men have følgeskab i ”dets nutidige behov” og kirken har et ansvar for, at det, den formidler, ”matcher det, som sker i nutiden”.

Som det turde fremgå, er pamfletten en åndløs runddans om det såkaldte moderne menneske og en pinagtig panegyrik over præsten, teologisk og sprogligt armodig. Det moderne menneske er desuden ikke spor anderledes stillet overfor det eviges livs ord end fortidens. Menneskers nutidige behov er grundlæggende ikke anderledes end fortidens, nemlig deres synders nådige forladelse i Jesu Kristi navn. Høsterkøb-eksemplet er ikke først og fremmest problematisk, fordi man har ændret på gudstjenestens former, men fordi man byder ind på folkekirkens fremtid uden at vide, hvad kirken er. Fordi der fortælles om en eventyrlig præstekirke snarere end den evangelisklutherske kirke. Er det reformationen i det 21. århundredes Danmark, melder jeg mig gerne til modreformationen.