TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Hvad et barn har brug for

Af Ragnhild Ølgaard Nielsen, formand for Forældrenes Børnekommission, fra bogen: Hvad et barn har brug for, 1979, s.5-8.

– og han har aldrig levet,
som klog på der er blevet,
han først ej havde kær.
(Grundtvig)

Når man har med levende væsener at gøre, er det vigtigt, at man holder af dem. Har man med børn at gøre, er det nødvendigt, at man holder af dem. Ingen har så fin en fornemmelse som netop børn for, om man nu også står inde for det, man siger; om man virkelig mener det.

Det første, et barn har brug for, er kærlighed! Ingen foregiven interesse, ingen venlig »laden som om«, men den ægte uforfalskede kærlighed!

Mon nogen anden end barnets forældre magter at opfylde dette første krav?

Ellers er et barn et levende væsen med alle de behov, der naturligt følger heraf. For at udvikle sig sundt og godt har barnet brug for: Noget at spise, et sted at sove, i vort klima klæder på kroppen, en afgrænset verden med visse faste retningslinjer, samt nogen at sammenligne sig med og nogen at »se efter«.

Det er forældrene, der afstikker grænserne for barnets verden. De er den sikre havn, hvorfra barnet på stadigt længere og længere togter begiver sig ud i verden.

Enhver, der har iagttaget livet i naturen, ved, at finder man dyre- eller fugleunger tilsyneladende forladt af forældrene, skal man ikke blande sig. En vagtsom mor er sjældent langt borte. Når ungen er alene, er det blot, fordi den er ved at lære verden at kende.

Det er opdragelse og undervisning i renkultur.

Menneskebørn skal også lære ved at erfare og ved at efterligne andre. Man ser, man lytter, man prøver selv. Forældrene danner forbilleder for barnet og skærmer det på samme tid mod den verden, der endnu er for stor og farlig.

Det er ganske naturligt. Der er ikke nogen »videnskab« i det. Derfor er det også helt overflødigt at ville forsøge at »lære« nogen at være forældre. Det er vist også kun de færreste, der tror, det lader sig gøre.

Kunne nogen tænke sig at »lære« en fugl at ruge eller at fodre sit afkom rigtigt? Det store flertal af fugle finder uden vanskelighed ud af, hvad de skal gøre. Det samme gælder forældre!

Det at have et hjem, en far og mor, er altafgørende for et menneskes udvikling. Hvordan forældrene er, om de er unge eller gamle, rige eller fattige, er ganske uden betydning for barnet. Det, der betyder noget, er, at »dette er mit!« Her er to mennesker, som elsker mig på godt og ondt. Selv om »de andre« siger, jeg er grim, tyk, dum – og alt det andet, man drilles med, når man kommer ud mellem fremmede, så har jeg far og mor, og for dem er jeg et elsket barn, ligegyldigt hvad jeg siger eller gør!

Selvfølgelig kan barnet tidligt se, at der er forskel på vilkårene her i verden. En pige fra et landbohjem med mange børn og ældre forældre mærket af et slidsomt liv, blev engang spurgt, om hun ikke var misundelig på kammeraternes yngre og kønnere forældre.

Jo, svarede hun, man kunne af og til ønske sig at bo i et sådant »fint« hjem, men så måtte man et øjeblik senere opgive tanken om at bytte gårde, for man kunne jo umuligt fejre juleaften andre steder end hjemme.

Barnets sikre instinkt skelner uden vaklen mellem glimmer og guld.

Hvad skal en far og mor så gøre for at være gode forældre?
Ingenting!
De skal bare være der!

Barnets liv og sikkerhed afhænger af, at de er der. De kan ikke erstattes af udenforstående, og barnet har gennem hele sin opvækst og udvikling brug for at kunne vende tilbage til hjemmets sikre havn, hvergang det kniber. Tryg i sin sikre forvisning om, at forældrene er der.

De halv- og helstore børn smider skoletasken ind af døren og råber: Hvor er Mor?

Har de set eller blot hørt hende, er de borte igen. Længere og længere går de ud for at udforske verden. Men ryggen er dækket. Mor var der!

Selv var jeg næsten voksen, da jeg ved en bestemt lejlighed blev klar over, hvor meget denne tryghed egentlig betyder.

Som børn var min søster og jeg meget bange i tordenvejr. Vi led alle kvaler, når et natligt uvejr drog hen over hjemmet. Hen mod slutningen af et sådant tordenvejr plejede min far at gå ud og se på vejret.

Det havde en beroligende virkning på os. Når far havde »set« på vejret, kunne det ikke gå helt galt, syntes vi.

En sådan tordennat, da jeg fra mit værelse på loftet hørte fars velkendte træskoklapren på trappestenen, faldt det mig for første gang ind, at han jo i grunden ikke kunne gøre noget ved vejret! Jeg var 14-15 år gammel, og jeg kunne ikke bare mig for at le midt i den skræk, der et øjeblik greb mig, da jeg erkendte min fars afmagt. Menneskets lidenhed gik på een gang op for mig. Jeg forstod, at jeg havde levet i en uendelig tryghed hele min barndom, og jeg erkendte, at det ikke kunne vare ved. Jeg skulle nu klare mig selv – blive voksen. Men jeg havde levet i trygheden i 15 år. Det er derfor, forældre er så uundværlige!

Vi skal bruge al den tid, vi kan, på at give vore børn tryghed, kærlighed og varme.

Vi skal ikke vente til i morgen. Vi skal ikke vente på nye love og forordninger. Vi skal begynde nu!

Det gælder blot om at være villig til at gøre en indsats, se de muligheder, man allerede har, og ikke lægge ansvaret over på andre.

Dit barn er dit ansvar! Det er afhængigt af dig, og du ved det! Intet menneske, intet samfund kan bære det ansvar for dig!

Lad dig ikke skræmme af folk, som fortæller dig, at du ikke kan klare det, ikke slår til, ikke forstår. Det er der nemlig ingen af os, der gør. Vi er alle elever i livets store skole; men lykken står den kække bi! Med digteren Bjørnsons ord vil jeg ønske alle danske forældre mod på livet og glæde ved tilværelsen sammen med deres børn.

Dagen er oppe, glæden tændt,
mismodets skyborg stormet og brændt.
Oppe mit håb med solen!