TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Sagt og skrevet om forældre og straf

Af Tom Høyem, Svend Heinild, Frode Muldkjær, Lone Dybkjær, Gunnel Linde, fra bogen: Hvad et barn har brug for, Forældrenes Børnekommission, 1979, s.29-31.

Det drejer sig om forældreopdragelse

Under denne overskrift stod i Berlingske Tidende for 6. maj 1979 følgende at læse:
1. juli 1979 er i Sverige loven »mod aga«, eller som i Danmark forbudet mod revselse af børn, en realitet. Loven har været længe undervejs, men den blev vedtaget med overvældende majoritet. Mishandling af børn har naturligvis altid været forbudt. Det er ikke det, den ny lov drejer sig om. Det er et udtrykkeligt forbud mod »kropslig straf eller håndgribelig tilrettevisning af børn« for at anvende socialminister Romanus' ord, da han fremlagde loven.
Og den er kun et skridt på vejen. Først og fremmest skal loven være opinionsdannende, og den skal blive et vigtigt led i den planlagte forældreuddannelse. Loven skal også anvendes i skolen, når samfundet gennem skolen vil »formidle kundskab om, hvilke opdragelsesmetoder, der er passende og tilladte«. På længere sigt er det tanken, at forbudet skal følges op med »positive råd om, hvordan man bedst kan komme tilrette med de konflikter og problemer i familien, som ofte ligger bag anvendelse af vold mod børn«, som der står i den tekst, der ledsager loven.
Loven går langt videre end til fysisk afstraffelse. Den forbyder også »anden krænkende behandling«. Socialministeren gav som eksempler på sådan behandling, som altså nu forbydes: husarrest, at åbne børns breve, at udefryse et barn eller latterliggøre det.
Overtrædelse af loven skal ikke direkte kunne straffes med fængsel eller med bøde, men mange forældre har alligevel følt, at denne indtrængen i privatlivet er et nyt udtryk for en formynderholdning, en ideologisk strid, som viser, at politikerne ønsker at tænke for folket og elitært bestemme normerne.
Sverige har som det eneste land i verden en særlig børneombudsmand. Det har man haft siden 1974. 1. Maj i år tiltrådte en ny mand, den 33-årige Bo Carlsson, stillingen.
Berlingske Søndag har talt med ham om den ny lov. Han er begejstret for den og siger: »Vel har forældrene det primære ansvar for barnet, men flere og flere får besvær med at klare det ansvar. Så må samfundet træde hjælpende til, også med opdragelsesnormer. Selvom jeg personligt beundrer f.eks. det danske undervisningssystem med de mange muligheder for private skoler, så fungerer et sådant system ikke her. Vi vil have ensartethed. 1960ernes totale normløshed blev afløst af normer på de stærkes vilkår. Majoriteten i et demokrati må også have mulighed for at gennemtvinge en ideologi, og denne lov forbyder altså en opdragelsesideologi, som vi finder forkert. Det er første gang, barnets rettigheder er indskrevet direkte i en lov.
Vi ønsker ikke naboers eller børns angiveri mod forældre. Men jeg tror, loven har stor betydning for at ændre sindelaget. Vi ved nemlig, at en majoritet af det svenske folk faktisk har haft anvendt klø som opdragelsesmiddel. Men det vigtigste perspektiv ligger i, at loven er en del af familieloven. Den er de sociale myndigheders område.
»Hvad betyder det i praksis, hvis man offentligt erklærer, at man rent ideologisk går ind for afstraffelse, men i øvrigt lever under omstændigheder, der ikke bringer familien i kontakt med de sociale myndigheder?«
»Så er lovens nye muligheder, at socialmyndighederne nu får ret til at opsøge en sådan familie og gennem samtale og hjemmeterapi kan påvise den ulovlige opdragelsesmetode«.
»Og hvis man fastholder?«
»Så har myndighederne med den ny lov i hånden mulighed for at fjerne barnet fra familien, at sige: efter svensk lov er du ikke anvendelig som forældre!«
(ved Tom Høyem)

*

Overlæge dr. med. Svend Heinild til tribunalet »Vold mod børn«, der i 1977 ved den socialministerielle børnekommissions start rejste krav om ophævelse af forældrenes »revselsesret«:
For at forstå et givet begreb – her altså straf, stigende til mishandling i opdragelsen – er visse historiske forudsætninger altid en nødvendighed …
Vort samfund har tradition for straf. Denne tradition har sin oprindelse i et klassedelt samfund, et samfund, som takket være velstandsstigningen er på vej ud.
…Det sker altså bag ligusterhækkene i et pænt villakvarter, for mentaliteten hos de mennesker behøver ikke at være så meget anderledes. At jeg så trods alt tror, den er det – baseret på, at hvis man har sine fornødenheder så nogenlunde dækket ind og ikke har striden for det daglige udkomme lige op af sig hver dag, så tror jeg på, at mennesket udvikles.
(Frode Muldkjær: Med børn skal land bygges, 1977)

*

Den fhv. formand for den socialministerielle børnekommission. Lone Dybkjær, til Berlingske Tidende den 6. maj 1979:
»Så er der det sæt af problemer, som opstår, hvis man ikke længere må bruge korporlig afstraffelse og i stedet går over til psykisk afstraffelse: »Så kan du gå ind på dit værelse!« Det er en form for afstraffelse, som formentlig er nok så skadelig for barnet, men også her er det altsammen i dets følger meget afhængig af, hvorledes forholdet mellem forældrene og barnet iøvrigt er.«
Om en ophævelse af revselsesretten siger Lone Dybkjær: »Spørgsmålet overvejes i kommissionen, men det er da klart, at juristerne ikke er glade for et forslag, der ikke følges op med en sanktion«.

*

TV-producer Gunnel Linde i den svenske stats pjece til borgerne om opdragelse efter den nye lov:
Tag ordet straf ud af sprogbrugen, og kald vold for vold. Så klares tankerne!