Af Christian Truelsen. Tidehverv, 2004, s.203-205. (Foredrag holdt maj 1945).

Det er måske ikke almindeligt bekendt, at blandt de gode ting, som vi - ved siden af en del mindre gode eller rent ud dårlige - skylder England eller måske mere korrekt Storbritannien, er også en af vore store salmedigtere. Ganske vist var Thomas Hansen Kingo dansk nok, født og opvokset på Sjælland og til sidst biskop over Fyns Stift, hvortil dengang hørte Lolland-Falster. Han var altså hele sit liv knyttet til de danske øer, var vist aldrig uden for landets grænser og vist heller aldrig i Jylland. ("Farvel, Danmark" sagde kællingen, hun rejste til Jylland!); men Kingo var søn af en linnedvæver, hvis fader var indvandret fra Skotland. Hans mor var en sjællandsk bondepige.

Thomas Kingo fødtes 1634 i Slangerup på Sjælland, blev student 1654 og kom til København, hvor Universitetet imidlertid kort efter blev lukket, da der var udbrudt pest i byen, så de fleste studenter rejste hjem igen for en tid. 1658, kort efter den bitre fred med svenskerne i Roskilde, hvor bl. a. de skånske provinser blev afstået, tog han sin eksamen, blev kort efter huslærer, siden kapellan hos en gammel præst, 1668 sognepræst i sin fødeby og 1677 biskop over Fyns Stift.

Det er i Slangerup-årene, at man på højere sted særlig blev opmærksom på ham; bl.a. fik han en streg under sit navn i Griffenfeldts bog over de præster, han havde hørt - det betød, at han var en af dem, Gr. mente skulle forfremmes ved lejlighed. Allerede i sin huslærertid var han blevet bekendt på de sjællandske herregårde ved sine lystige skæmtevers. Senere, i Slangeruptiden, blev kongen opmærksom på hans patriotiske digte, og herfra udsendte han 1673 en bog, der sammen med hans senere salmer slår hans digternavn fast for bestandigt.

Det var "Åndelige Sjungekoors første Part", bl.a. indeholdende 14 morgen- og aftensange; deriblandt "Nu rinder Solen op - ", "Rind nu op i Jesu Navn - ", "Hvilestunden er i Vente -" og flere, der vel er alminde lig kendte, desværre kun i den forkortede form, de har fået i salmebogen. I virkeligheden er de fleste betydelig længere, for lange til at synge i deres helhed efter vore begreber; men de er vist også i mindst lige så høj grad beregnet til at læse. De 14 morgen- og lige så mange aftensange er i virkeligheden versificerede morgen- og aftenbønner til hver dag i ugen. Til hver dag en længere morgen- og aftensang og et kortere morgen- og aften-"suk", som han kalder dem, velsagtens til at skifte med efter tid og lejlighed.

I 1681 fulgte så Sjungekorets anden part, og 1683 fik han af kongen den opgave at udarbejde en ny salmebog. Da Kingo 1689 havde fået dennes Vinterpart (salmerne til vinterhalvåret) trykt, udgivet og godkendt, blev godkendelsen pludselig trukket tilbage igen og arbejdet med udgivelsen af salmebogen frataget ham, vist til dels på grund af intriger, men også, fordi han gik for voldsomt frem mod de ældre salmer, som folk kendte og for en stor del kunne udenad. Bøger var ikke så billige og derfor heller ikke så udbredte dengang som nu, så det har vel ikke været ualmindeligt, at man ikke havde anden salmebog end den, man havde i hovedet. Så det var en alvorlig sag, om den pludselig skulle afløses af en ny. Den "Sommerpart" af salmebogen, som Kingo havde planlagt, kom således aldrig, hvad der er beklageligt for så vidt, som vi af den grund er en del dårligere forsynede med Kingo-salmer for sidste halvdel af kirkeåret end for den første.

Den salmebog (fra 1699), der går under Kingos navn, er således ikke udarbejdet af ham, men af en kommission, hvorimod Kingo, vel som et plaster på såret, fik privilegium på at trykke den.

Thomas Kingo døde i 1703.

Dette var en smule om Kingo, blot for at præcisere ham en smule. Når jeg har givet foredraget titlen "Kingo og vor tid", så er meningen den, at jeg ville forsøge gennem nogle udpluk - der jo må blive ret tilfældige i betragtning af det store materiale - at lade Kingos salmer, hans tankeverden, kaste strejflys over os og vor tid og prøve, om vi tåler den belysning.

I en salme siger Kingo: "Gid ogsaa med Betænksomhed om Herrens Ord vi tale, og ikke om Guds Hellighed med løse Læber prale". Vi kan jo sige, at det er betænksomhed og løsagtighed, Kingo her stiller op mod hinanden, to modsatte måder at tale om Guds Ord på. Derfor kan det jo godt være det samme, der siges, eller dog de samme ord, der bruges, blot at meningen, ordenes betydning, er blevet en anden. På samme måde, som det kan gå med et lands valuta: Pengesedlerne forandrer ikke udseende, men hvis der ikke er dækning for dem, ender det med, at de ikke er det papir værd, som de er trykt på, om de så lyder på aldrig så store beløb. Derfor kan det ske, at vi stadig bruger de samme ord som Kingo, men bruger dem på en løsagtig måde og dermed helt fordrejer deres mening, og derfor er det altid nyttigt at føre en slags kontrol ved at søge ind til ordenes oprindelige mening, søge tilbage til kilderne, til udspringet - for ved en sammenligning at udfinde, om strømmen måske er blevet plumret undervejs.

Først og fremmest kan det da siges, at hos Kingo drejer sagen sig om Guds sandhed, hans bud og hans evangelium. Sådan, som Gud har talt sit ord, er det sandhed og virkelighed, og der er ikke noget om, at "nu gælder det så for os om også at gøre det til sandhed og virkelighed for os", for det vil kun sige, at vi selv gøres til dommere over ordet, at vi tilraner os Guds plads, at det bliver os og ikke Gud, det kommer an på. Kingo forstår, at alt kommer an på, at Guds ord bevares rent og ufordærvet hos os, og det beder han derfor stadig om i sine morgen- og aftensange som f.eks. med ord som disse: "Driv fra os ud den parderpletted' Flok, der spinder hemmelig paa Satans Rok!", "din Menighed og Faaresti, hvori hos os dit Ord og Ære staar, fra Sjæleulve hende fri og fra de hykkels-klædte Satans Faar", altså fra dem, der har skin af at prædike evangeliet, men i virkeligheden forvansker det til fordærv for dem, de lokker til sig.

I Kingos salmer er Gud Gud og et menneske et menneske, og det vil sige, at over for Gud kan et menneske kun stå som en synder slet og ret, - andet er han ikke, og andet bliver han heller ikke: "Men ak! Om al Naturen sig end laver til at vandre, om Sol og Maane mærkelig sig og med Tegn forandre, om Stjerner faldt, dog bliver alt vi ved vor gamle Vane, om Jord og Hav os Varsel gav, dog gaa vi i Syndens Bane!" (F.88).

Men vi skal jo da omvende os fra vore synder! Ja, og Kingo er heller ikke i tvivl om, hvor meget vor såkaldte omvendelse er bevendt: "Vel kan jeg i Synden rende som en modig Hest i Strid; men at jeg mig om kan vende, det formaar ej al min Flid". For sagen er nemlig den, at "Synden er mig nyre-groed", d.v.s. den har gennemtrængt mig lige til mit inderste væsen, ved mig er der intet godt, intet at håbe på; derfor har jeg heller ikke noget andet håb end Gud. (Jeg gentager for en sikkerheds skyld, at heller ikke dette håb beror på noget hos mig: Idet Guds Ord forkynder mig dette håb, har jeg det - jeg skal ikke først "tilegne mig det", gøre det sandt for mig personlig, for det ER sandheden om mig personlig). Her er et par vers fra en af aftensangene: "Men ak, jeg arme Adams Barn. Urenhed sidder i min Skjorteflig, jeg vælter mig i Synd og Skarn og er Guds Billede slet intet lig; mit Hjertes tanke, ja min' ord og daad med Syndens Galde-Frø er ombesaaet. Af dette onde Kildevæld er Synd og Last i dag og boblet op; men al min Skam og mit Uheld tog Jesus villig på sin blodig' Krop; ved Hannem jeg og megen Naade faar, han skjuler mine skamfuld' Synde-Saar".

Det er Guds nåde, der prædikes for den, der ikke er andet end en synder, den, hvis tanke, ord og gerning er gennemsyret af "Syndens Gift". Og "Det er ej nogen Drøm og Tant, at jeg mig derved glæder, thi det er baade vist og sandt, at mig hans Uskyld klæder, min Dom, min Død, min Synd saa led, den lod han sig tilegne, men mig igen Retfærdighed lod han ved sig tilregne" (F. 80). At "han (Kristus) skjuler mine skamfuld' Synde-Sår" derved, at "mig hans Uskyld klæder" - det er ikke noget, der bygger på en eller anden oplevelse eller erfaring, men alene på, at Gud siger det i sit Ord - derfor er den "jeg", der taler i salmen, det første det bedste menneske og ikke bare et medlem af en eller anden from klike el. lign.

Når Kingo tyr hen til Guds nåde og glæder sig over, at den gælder ham, så er det derfor ikke en glæde på andres bekostning, ikke op blandet med glæden over at være foretrukken frem for andre. Det er en glæde over Guds nåde alene, over, at himlens og jordens skaber og herre, alle menneskers Gud, er sådan, som han åbenbarer sig i evangeliet. Frelsen skyldes ikke i mindste måde noget hos ham selv, men kun det, at Jesus "Døden led i ALLES Sted, for Alles Synd at bære, jeg DERFOR er i Tallet med, thi ske dig evig Ære!" (F.80). Han kommer aldrig til Gud som den, der selv har noget; for sandheden om ham er altid den, at han kun har fortjent Guds vrede og straf; den vej, han selv går, peget ikke mod himlen, men tværtimod mod helved: "Jeg bekender, at jeg dig denne Dag og idelig har til Hævn og Harm opærred og mit Levned fast forværret. Herre, om du vilde trætte og med mig i Rette gå, skue alle Syndeplette, store syndefejl og små, jeg med evig Spot og Skam blev da Satans del og Nam (Bytte), jeg i Helved skulde synke, og mig ingen skulde ynke". Det er sandheden om ham, og den kan ingen tro eller forbedring forandre noget ved.

Synden er for ham en kendsgerning, der står urokkelig fast, og som han ikke kommer bort fra. Derfor er Kingo netop i sin Gudstro bunden til denne jord og dette liv. Vel retter han (I morgensalmen "Vaagn op og slaa paa dine Strenge") denne opfordring til sig selv: "Gør Vold oppaa den Stjerneborg og glem saa længe Verdens Sorg!"; men det er ikke sådan at forstå, at han flygter fra jordelivet med dets møje og besvær eller forsøger at slippe for det eller beder om lettelser deri. Nej, han tager netop dets glæder og dets sorger med sig og bringer dem til Gud: "Velsigne, Gud, udaf det Høje, mit Arbejd og min sure Sved, lad mig med Satans Kalv ej pløje, af andres blod gør mig ej fed; vis mig den Vej, hvor jeg skal gaa udi Guds Frygt mit Brød af faa".

Jordelivets kår, deres krav og deres omskiftelighed, de står fast for ham: "Skal Sygdom, Sorrig og Ulykke, skal Armod eller Fattigdom mig, efter Herrens Vilje, trykke, - lad dog min Tro ej stødes om; men giv mig, med Taalmodighed at gøre Herrens Kalk Besked" (tømme det bæger, Gud skænker for mig).

Som vi ser, er det ikke lettelser, han beder om, ikke lov til at skulke udenom; man han beder om Guds gode gaver, beder Gud lægge sin velsignelse i hans arbejde, for at "min Næstes og mit eget Gavn derved forøges maa i Lykke, Fryd og Fred" - og han takker for Guds gode gaver, fordi Gud "signed' selv min tunge Arbejdsstav". Han takker for det, som vi sløvt tager hen som noget selvfølgeligt: "Lyksalig' Dag, som nu så blid oprinder, at jeg endnu ved Solens Opgang finder Guds Naade i min ringe Busk at bo, at Nattens Mørk' og Satans Fange-Fælde fik ingen Magt, min Sjæl at overvælde med sin Uro". - "Op, min Sjæl, thi Sol er oppe, Straalerne på Huset ler, tænk, at du på Sions Toppe Herrens Naadestraaler ser, som dit Hjerte skal oplyse, klare dig Fornuftens Mørk', alle sorte Trolde kyse til den fæle Helvedørk".

Alt godt beder han om, deriblandt også om en god Død. Hvad mener han nu dermed? Hvad er en god Død? Er det at gå bort uden at mærke det, uden at vide af det? Sådan er det vist ikke usædvanligt at se på det. Men Kingo beder: "Lad hastig Død mit Levned ej afskære, gid mine Ben man ej med Skam skal bære til Mørkheds Land" - det var jo også i hine tider, at man i levende live anskaffede sin ligkiste og havde den stående, ja, der var dem, der regelmæssigt sov i den for på denne måde at gøre sig tanken om døden nærværende. Det er jo ingenlunde, fordi man ikke er bange for døden, men fordi man ikke mener at undgå faren ved den strudseagtige fremgangsmåde at stikke hovedet i en busk. Døden er også for Kingo "den grumme Død". At han kan kalde søvnen for "Dødens Broder" betyder ikke, at døden for ham er en god og fortrolig ven, men at selv noget så hverdagsagtigt som søvnen min der ham om, at han skal dø. Og det er ikke søvnen alene: "Jeg ser mit Kontrafej (portræt) i Blomster og i Hø, Dag og Nat mig lærer brat, at jeg skal engang dø".

Og hvad er så døden? Ja, den er afsked med alt, hvad hjertet hænger ved, den er forrådnelse, den er orme: "Jeg skikker mig til Leje nu, og mine Klæder fører jeg mig af, ved Sengen kommer jeg i Hu min Dommedages Seng og Hvile-grav, hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa og kun et Svøbelagen med mig faa. - Omkring mig, når mit Lys er slukt, jeg fin der Myggen mig at stikke paa; jeg tænker da: når jeg er lukt i al min Ejendom og Gravens Vraa, hvor Ormen da skal vrimle i min Hud og æde disse Verdens Lyster ud". Før slipper han ikke af med "disse Verdens Lyster", med sine synder, de får ikke ende, før hans liv får det. Men det evangelium, han kender, det gælder ham som den, han er, og ikke først, når han er blevet meget bedre; for evangeliet er, at "Synden, som i Kødet bor og stikker, forsonet er, saa den ej skade kan".

Sådan er han bundet til jorden, til synden og døden - og sådan er menneskets sande stilling, sådan er det, vi står i det. Der er bare det, at Kingo ikke prøver at lyve sig fra det, lyve sig en højere, åndelig tilværelse til, som han kan trække sig tilbage til, når det bliver alt for iøjnefaldende, at hans tilværelse står i nederlagets tegn. Han lyver sig ikke fra nederlaget, selv om han også kender fristelsen dertil og derfor beder om, "at Sikkerhed mig ikke skal forraske, men at jeg i min Jord og Falde-Aske må spejle mig" - spejle sig i den jord, hvoraf han er taget, og hvortil han skal vende tilbage: "O min Gud, du hjælp' mig da, naar mit Levneds Maal har Ende, og min Hjul ej mer vil rende, men mit Aag skal spændes fra. Lad da uden Tid og Dage mig dit Æres Ansigt se; Synd og Sorrig, Ve og Klage raadne med min Jorde-Ble".

Det er jo ikke sådan, at Kingo regner med, at han har en udødelig sjæl, som døden ikke kan få ram på; han tvivler ikke om, at døden tager ham helt og holdent, men så er det også hans tro, at Gud skal opvække ham hel og holden af graven: "Men efter mørke Middernat da hører jeg det klingre Hanegal, al Verden er til side sat, min Tanke er da udi Himmelsal, hvorfra jeg ved Basunens stærke Lyd på Dommedag opvækkes skal til Fryd". Eller, som en anden aftensang ender: "Gak, Ormesæk, og sov, Gud skal i Morgen dig vække her, men siden der, til Liv evindelig".

Til de jordiske forhold, som Kingo er knyttet uløseligt til, og som han derfor heller ikke forsømmer at bede for, hører også hans folk og fædreland, i nogen grad personi ficeret i den enevældige konge, og bønnen for ham bliver med det samme en bøn mod hans fjender: "Glæd du Kongen og forlene, at hans Arve-Huses Grene vidt i Verden blomstre maa; styrt hans Fjender over Ende, lad hver Skalk og Judas rende til sin Strikke snart at få". - "Gud, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa, og hug hans Fjender af som akse-klipped Straa". - "Giv Kongen Lykke, Raad og Mod, lad hver en Akitofels (Quislings) blod forbandet evig blive". For bare at nævne et par eksempler.

Og sidst, men ikke mindst, er han knyttet til den kirke, der har rakt og rækker ham evangeliet om Guds nåde, og han beder om, at Gud vil bevare den: "Din Ære og dit Ord gør her i Norden fast, at vi fra Lyset ej i Mørke bliver kast' -". Og denne bøn bliver også af sig selv til en bøn mod kirkens fjender: "O Gud, bær Omhu for din Kirkes Gode; giv hende glade Kaar, sæt dem på Fode! Lad Anti-Kristen dog med all omstødes, og hans skinhellig' Pak med deres falske Snak i Grund forødes".

Ja, emnet er ingenlunde udtømt med disse antydninger; men meningen var jo også den at konfrontere vor tid med Kingo ved at høre, hvad han siger om forskellige forhold. Nu kan man jo sige, at en sådan konfrontation kan være ligegyldig, eftersom han for længst er død og borte og forholdene nu så ganske anderledes.

Hertil er dog det at sige, at evangeliet ikke har forandret sig i de mellemliggende århundreder, så dersom kirken i den forløbne tid har ændret sin forkyndelse - i sin forhippethed på at "følge med tiden" - så er det kun så meget værre for kirken, for så vil det sige, at den har bortødslet sin arv i et ryggesløst levned. Ser vi, d.v.s. kirken, menigheden, os i spejl i Kingos salmedigtning, finder vi der et vidnesbyrd om, hvor dybt vi er sunket, så vi har al grund til at gentage Kingos ord: "Gid også med Betænksomhed om Herrens Ord vi tale og ikke om Guds Helligdom med løse Læber prale".

(Alle citater er fra "Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo". Samlede og udgivne af P. A. Fenger, Kjbh. 1827).