Af Tage Schack. Tidehverv, 1928, s.147-150. Foredrag holdt paa Hindsgavl 28. August 1928.

Det er meget svært at træffe "den rette Tone". Men det er tillige meget vigtigt. For det er Tonen, vi alle hører efter, - og først igennem Tonen hører vi Ordene. Derfor maa man, hvis man har noget at sige (og for Resten ogsaa, hvis man ikke har noget at sige), kende sit Publikum, det Milieu, man taler til. Thi ethvert Milieu har sin særlige Tone, i hvilken det er vant til at blive tiltalt. Den fintmærkende véd at ramme den. Den maa endelig ikke overdrives. Milieuet ønsker nok, at det bliver gjort naturligt; men paa den anden Side skal det dog være Kunst; for det er jo Musik, det drejer sig om. Overdrives det, gaar det en, som det gik Fanden (i Flg. "Peer Gynt"), da han i Stedet for at efterligne Grisens Grynten lod en virkelig, levende Gris grynte. Man fandt det stærkt overdrevet.

"Se, det fik Fanden, fordi han var dum
og ikke beregnet sit Publikum."

Man skal beregne sit Publikum; det er Hemmeligheden ved at træffe "den rette Tone." Gør man det, skal man nok blive forstaaet, selvom man taler Hebraisk. George Whitefield kunde jo faa Folk til at græde blot ved at udtale Ordet "Mesopotamien."

For saa vidt har vi altsaa allerede fundet "den rette Tone." Det er den indyndende Tone, hvor det, man har at bringe, serveres i en indbydende Form: "Guldæbler i Sølvskaale." Det glider lige ned. De udenforstaaende og ikke-tilstedeværende haanes; men Meningsfællerne og de tilstedeværende smigres indirekte. (Men glem ikke, at det maa gøres fint). Drejer det sig om Polemik mellem "Brødre", er Tonen den: at gaa ud fra, hvad man er enig om, og betragte Divergenserne som Petitesser. Overhovedet bør man betragte alt andet som underordnet i Sammenligning med dette, at der bevares en god Tone. Og skal man endelig sige noget slemt, brug saa den afbødende Tone; saa kan man næsten sige hvad som helst; i Tonen ligger dog tydelig nok udtalt: "Græd ikke, Børnlille! det turde være Løgn altsammen."

Der kan dog siges eet endnu om "den rette Tone", nemlig dette, at det er en alvorlig Tone. Man kan straks høre, at det er en alvorlig Mand, der taler; og det er betryggende. Det gode ved "den rette Tone" er netop, at den er betryggende. Derfor skiller "den rette Tone" Spøg og Alvor ad. Man maa ikke spøge med alvorlige Ting. Man maa gerne skabe sig det ene øjeblik og tale om Vorherre i det næste. Man maa ogsaa gerne blinke gemytligt til Vorherre som den gode Bekendt af os, han dog trods alt er. Men een Ting maa man ikke spøge med: sin egen Alvor; den er hævet over Diskussionen. Hvis man ikke er i Stand til at bande paa, at man er en alvorlig Mand, og viser, at man tager sig selv fuldkommen alvorlig, saa er Tonen slet. Men man kan forøvrigt sige lige saa meget ualvorligt Bavl om Vorherre, som det skal være: naar man blot stadig selv er alvorlig, gør det ikke noget.

Maaske er flg. Ord af S. Kierkegaard aktuelle: "Den, som ikke har Spøgen til at kontrollere sin Alvor med, han bliver alvorlig ligesom Jeronimus hos Holberg. Derfra dette hykkelske Skrig mod enhver, der ikke er dum nok, men vittig og da alvorlig paa rette Sted. Det er tværtimod omvendt: Den, som ikke hvert øjeblik tør underkaste sin Alvor Spøgens Prøve; han er dum, er komisk."

Men Sagen er den, at den alvorlige Tone er en Garanti for, at man er paa det rigtige Sted, i det rette Milieu, dér, hvor det foregaar. Her staar vi ved "den rette Tone"s Hemmelighed: Vi garanterer ved Hjælp af den Sandheden, Gud selv. Garantien ligger i Tonen, d. e. i os. Derfor er det umaadelig vigtigt, at vi i vor Færd og vor Tale tydeligt viser, hvor alvorligt det hele er for os. Vor Alvor er Garantien for os selv og andre. Hvad har man ellers at holde sig til, hvis Præsten ikke er en alvorlig Mand? Det er ikke underligt, at han ogsaa bliver en højtidelig Mand, der trænger til at forsikre sig selv og andre om, at han virkelig mener det alvorligt; hans Liv tyder jo ikke altid paa det. Vi kender alle Talere, der midt i Talen standser og siger: "Nu vil jeg sige noget meget alvorligt." Det vilde jo være Synd ikke at tro Manden, naar han saa bestemt siger det.

Et Ord af Newman om at prædike har her en videre Anvendelse: "Jeg mener ikke, at en Prædikant skal sigte direkte paa Alvor, men at han skal sigte paa sit Maal. - Ingen bliver virkelig alvorlig ved at sigte direkte paa Alvor; enhver kan blive alvorlig ved at betænke Alvorens Motiver og drikke af dens Kilder. Vi kan naturligvis arbejde os selv op til en tilsyneladende Alvor, ja til en hel Paroxysme al Alvor; ligesom vi kan gnide vore kolde Hænder, til de bliver varme. Men naar vi hører op med at gnide, taber vi igen Varmen."

Maaske har vi i disse Ord et Fingerpeg bort fra "den rette Tone" i Retning af den saglige Tone. Den vil give den Alvor, som er ægte og ikke højtidelig. Den véd, at i mig og i min Alvor og Grebethed, i min Tone kort sagt, ligger der ingen Garanti. Alt dette hos mig er, for saa vidt Mennesker interesserer sig for det, (og det skal vi nok gøre), kun en Hindring. Alle vore Toner frembringer alligevel ikke den himmelske Musik. Derfor er den saglige Tone Modsætningen til den personligt-inderlige, begejstrede Tone, bagved hvilken Selvoptagetheden lurer.

Men "den rette Tone" vil for enhver Pris forhindre, at vi selv, det inderste hos os selv, vor egen Overbevisning, Grebethed, Alvor, Tro sættes til Side som problematisk. "Alt bliver trukket ned. Der er intet, der er helligt for Ungdommen mere," siger man. Nej, hvad skulde det være - andet end Gud selv? For os bør intet andet end Virkeligheden være helligt; og Spørgsmaalet er, om al denne religiøse Alvor har noget med Virkeligheden at gøre. Thi "den rette Tone" kan ganske vist svulme af paataget Ærefrygt - for Gud, mener vi. Men naar alt kommer til alt, er det Ærefrygt for vor egen Grebethed af Gud; - og den maa der sandelig ikke spøges med! Vi er fulde af Ærefrygt for os selv og vore egne religiøse Muligheder; vi betages af Ærefrygt for Sædeloven i vort Indre, d. v. s. for vore egne udmærkede Tendenser til Moral. Det er den sikre Vej til farisæisk og pedantisk Højtidelighed.

Hvad om vi var lidt sagligt uinteresserede i alt dette "personlige"! Det er dog altsammen en Form for Løgnagtighed, Omskrivninger for vor Selvinteresse. Saa var vi ogsaa knap saa interesserede i at ramme Mennesker eller i at beskytte Mennesker. Saa vilde "den rette Tone"s Motto: "Gaa stille! Tal sagte! Tænk paa de sovende!" dog maaske forsvinde.

"Den rette Tone" er altsaa usaglig, d. v. s. den skyer den ubehagelige Virkelighed som Pesten. Det er som Regel meget daarlig Tone at gøre opmærksom paa, hvordan Sagen virkelig forholder sig. Man trøster sig med, at Ord har en selvstændig Værdi, selv naar de intet har med Virkeligheden at gøre. I Martin P. Nilssons Bog "Den romerska Kejsartiden" fremhæves det, at det skæbnesvangre for Tidens Kultur bl.a. var Retorikkens, den sproglige Ordkunsts altbeherskende Stilling i Aandslivet. Frasen dyrkedes for dens egen Skyld. Da vidste man i Sandhed, hvad der var "den rette Tone", og man forstod at bruge den. Man brugte de samme humane Fraser i Samfundet som vor Tid, og de samme ydmyge Fraser i Kirken, - samtidig med at Samfundet brutaliseredes, og Kirken verdsliggjordes. Og Optimisterne mente, den Gang som nu, at disse Fraser var en ufrivillig Hyldest til det gode og rigtige. "De tror, at Ord og Handling trods alt er forbundne, og at Ordet lidt efter lidt vil drage Handlingen efter sig. De har ikke set i øjnene, at Frasens Magt overklipper Forbindelsesbanerne mellem Ord og Handling. Den bevirker en Slags Personlighedsspaltning hos Mennesket: en, som taler, og en, som haaber, stræber og handler; og den første er den sidstes Tjener."

Personlighedsspaltning: det er Resultatet af Iveren efter "den rette Tone"; Løgn kort sagt; en stadig voksende Kløft mellem det talende og det eksisterende Menneske. Og man maa huske, at "den rette Tone" glemmes heller ikke, naar man forhandler med sig selv. Derfor kan det godt siges, at Interessen for "den rette Tone" gør os ikke blot usaglige, men ogsaa upersonlige - i den Forstand nemlig, at det aldrig er det virkelige, det eksisterende Menneske, der taler eller tiltales. Manden selv træffes aldrig hjemme, men derimod alle hans Meninger, alle hans gode og pæne Ord, hele hans Moral og Religion, - kort sagt: hele den Luft af venlig overbærende, overlegen from og pæn Kristenkærlighed, som vi omgiver os med. Vi er saa parate til at tilgive - og nyder vor Overlegenhed og Bevidstheden om, at vi har god Tone lige til det inderste. Og vi bevarer vor kristelige Selvbeherskelse. Den rette og gode Tone er, set fra dette Synspunkt, at ligne ved de kalkede Grave, der synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde Ben og al Urenhed: Bitterhed, Vrede, Ligegyldighed overfor vor Næste. Man har kun det at trøste sig med, at "den rette Tone" er bevaret.

Derfor er der i Grunden kun een Ting at sige om "den rette Tone": Lad os kaste den over Bord! Lad os tabe al Interesse for den! - baade for den kirkelige "rette Tone" og for "Tidehverv"s rette Tone (hvis der er en saadan) og for enhver anden ret Tone. Vi kender alle Iveren for at træffe den rigtige Tone: "Hvad mener min Sidemand? Hvad mener Partiet?" Det er Milieuets Luft og Tone, Milieuets Lunhed og Betryggelse, som man søger efter. Den bagved liggende Aarsag er Fejghed, ikke i dens grovere Former, men i dens finere - som Angsten for en personlig Indsats, for at prisgive sig selv, saa Mennesker maaske ser eller aner, at man ikke har de rigtige Meninger, (for man har slet ingen); at man ikke har de rigtige Oplevelser, (for man er i Grunden temmelig ligeglad); at man ikke har en fast Tro og et kristeligt Tjenersind, ja end ikke ønsket om det; at man ikke har nogen Hjertets Sønderknuselse, ja at det slet ikke er gaaet i Stykker for en; og endelig, ikke at forglemme, at Barth og "Tidehverv" og den nye "Retning" altsammen kun er en Interesse, noget, der giver en intellektuel eller lyrisk Spænding over Tilværelsen. For at dække over disse eller lignende Ting er det, at der overalt spejdes og lyttes efter "den rette Tone", og at vi, saasnart vi hører den, straks søger at efterligne den - glemmende, at den virkelig rette Tone i hvert Fald altid er min egen Tone. Det kan jo være, at naar et Menneske fandt ned til sin egen Tone, saa var det slet ikke nogen af det forskellige "rette Toner", men saa var det en helt anden og meget spæd Tone. Det kan ogsaa være, at der ikke blev anden Tone tilbage end en Bøn om Barmhjertighed. Men saa maa man ganske vist nøjes med at være det Menneske, man er, i de ganske bestemte Situationer, hvori man staar: et vejløst, hjælpeløst, skyldigt Menneske. Saa staar man i Virkeligheden.

Dette alene gør et Menneske ganske ligeglad med alle "rette Toner": at han har hørt Virkelighedens dybe Røst, Guds Røst. Den Tone kendes af den, der hører den. Naar den lyder, er den altid radikal og hensynsløs - ikke for Sensationens eller Hensynsløshedens Skyld, men for Sagens og Virkelighedens Skyld. Saa bruges Ordene (og Tonen) ikke mere for deres egen Skyld, men saa bruges de som Forsøg paa at trænge igennem til Sagen selv. Lad os derfor ikke tænke paa den rette Tone; den kommer til den, der ikke tænker paa den, men udelukkende paa Sagen. - Der er vel dem, der vil indvende, at der er dog alligevel en Kærlighedens og Pietetens Tone, som er den rette. Det er der ikke - i den Forstand, hvori Ordene nu bruges og misbruges. Thi Kærlighed og Pietet er dybest set Virkelighedssans, fordi min Næste er den eneste Virkelighed, jeg har at leve med. Og Pietet kan jeg kun føle Over for det, der er levende og virkeligt, det, hvori jeg har mine Rødder, - naturligvis forudsat, at jeg ikke samler paa Antikviteter. Derfor har den rette Tone en Klang af Virkelighed og Sandhed, af det gennemtrængende, og ikke af Sentimentalitet; og derfor vil den ofte kun i ringe Grad stemme med den nu som kristelig anerkendte kærlige og ærbødige Tone.

Vi vil atter minde om Historien om Fanden og Grisen: Hvis "Tidehverv" eller noget andet, der siges eller skrives i denne Tilværelse, har nogensomhelst Interesse, saa er det, fordi det ikke er en Efterligning af Grisens Grynten, men den virkelige, levende Gris, der bliver trukket i Halen.

Den rette Tone er altid Virkelighedens og Sandhedens Røst overdøvet, som den er, af vor Løgnagtighed. Naar vi taler med den Tone - ikke i Syndenød, men fordi vi er Syndere netop i vor Ufølsomhed for det, - ikke ud fra det, der kaldes "Kærlighed", men som de, der i vor Næste er bundet til Virkeligheden, - naar vi stumme prøver paa at anraabe om at lære at tale, - saa er der Haab om, at den rette Tone skal lyde til os og fra os. Den har lydt, siger vi; Gud har i Jesus talt til os. Af alt det meget, der er blevet sagt og kan siges om Jesus, bliver maaske til syvende og sidst kun eet tilbage: han og hans Ord er Virkeligheden, den eneste i denne Uvirkelighedens Verden. Hans Røst er Virkelighedens Røst. Dér, hvor han møder os i vort Liv, dér er Sandheden, og udenfor ham er den ingen Steder. Saa er alt da ikke Løgn. Saa er der ogsaa et Sted, hvor Virkeligheden vil møde mig. Det er Evangeliets Tale om det evige Liv.

Hvor dette høres, dér lyder den rette Tone fra os: som Bøn om Guds og Menneskers Barmhjertighed, og som Svar fra os: et liv i Haabet om denne Barmhjertighed og i Tak for Virkeligheden.

"Se, som Tjeneres Øjne agter paa deres Herres Haand, som en Tjenestepiges Øjne paa hendes Frues Haand, saa agter vore Øjne paa Herren vor Gud, indtil han vorder os naadig." (Salme 123,2).