Af K. L. Aastrup. Tidehverv, 1976, s.49-50.

Den femte bøn i Fadervor, bønnen om, at Gud vil forlade os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, den er blevet afbildet i denne lignelse. I almindelighed regnes den nok for den sværeste mellem de syv bønner, den, det er vanskeligst at få sagt af ærligt hjerte. Man går let i stå midt i den.

Somme tider synes jeg nu, det er endnu sværere med den første bøn - om, at Guds navn må vorde helliget; det betyder jo, at Gud må få ære, og vi ønsker os selv ære, ønsker vort eget navn æret. Derfor må vi ofte bede den bøn imod os selv, imod, hvad der er vort oprigtige ønske. - Men lad nu det være; i almindelighed er det ved den femte bøn, vi standser op. Blot vi kunne nøjes med at bede om syndernes forladelse uden nogen tilføjelse. Tilføjelsen fører til, at bønnen bliver tom for os.

Og igen er det i almindelighed, fordi vi tvivler om vor egen villighed til at tilgive og synes, vi derved mister håbet om, at Gud skulle tilgive os. Der er sikkert ingen af os, som aldrig har været sådan stedt: der var nogen, som havde voldt os skade så groft, at vi syntes, det var utilgiveligt; og så ville de endda ikke erkende det, ikke bede om tilgivelse.

Så klarer vi det måske for os selv med den tanke, at forudsætningen for tilgivelse er anger, at vor modpart fortryder, hvad han har gjort mod os, og bekender det eller i hvert fald på en eller anden måde viser, at han har fortrudt. Men det klarer ikke sagen; det skal ikke begynde med vor skyldners anger, men med vor villighed til at forlade ham hans skyld. Sådan har Gud begyndt overfor os, da han sendte sin Søn med ordet om syndernes forladelse.

Der er da nok kun det råd i det tilfælde, at vi viser os selv hen til at se på, hvor stor vor egen skyld er, som vi beder Gud om tilgivelse for; det kan da undertiden få andres skyld mod os til at svinde ind som noget småt og uvæsentligt. Eller det bliver til en bøn om, at Gud selv ved sin gode Helligånd vil virke villighed til tilgivelse i os. - Begge dele indeholdes i alterbønnen idag.

- Men man kan også på anden måde få det svært med den femte bøn. Man standser ved de ord - "som også vi forlader vore skyldnere", - ikke, fordi der er nogen, det falder en for svært at tilgive, men fordi man ikke kan finde nogen skyldnere til sin tilgivelse.

Ja, det er da ikke, fordi man altid er blevet godt og retfærdigt behandlet af andre; men dels var der mange tilfælde, da det ikke var ondt ment af den anden, eller der var på anden måde undskyldning for ham. I andre tilfælde forekom det en at være for småt, det, der var gjort, for småt til at den anden kunne kaldes med det tunge ord "en skyldner". Og meget ofte vil det være sådan, at vi siger til os selv: "Selvfølgelig ville den anden gøre mig fortræd; men det lykkedes bare ikke; hans slag gav bagslag; det var sig selv, han gjorde fortræd. Heldigvis prellede det af på mig".

Men se, her nærmer vi os en betænkelig sag. Der må være menneskeforagt gemt her. Hvis et andet menneske har gjort os imod, prøvet at skade os, og vi så alligevel ikke vil regne ham for vor skyldner, så betyder det, at vi ringeagter ham, ikke regner ham for vor lige, vor næste, anser ham for så ussel en person, at han er os ligegyldig. Vi vil ikke have med ham at gøre; han er ikke fin nok til at tælles med, når vi siger: "som også vi forlader vore skyldnere".

Det er moderne at tale om at "sidde i et elfenbenstårn", højt hævet over og adskilt fra andre, udskilt af det menneskelige fællesskab. Her er en af måderne for det: ikke at ville vide af at have skyldnere.

Jeg tror, det er det sværeste ved den femte bøn, når det bliver vor vanskelighed ved den. Så var det bedre, om vi i stedet standsedes af, at der var nogen, vi ikke syntes, vi var i stand til at tilgive, for i så fald regnede vi dog den anden for at være noget, for et menneske, der kunne være en skyldner.

Regner vi ikke vore skyldnere for værd at kaldes skyldnere, så er vi deres skyldnere og skyldnere overfor Gud, der vil, at vi skal komme hinanden ved, at vi skal regne den anden - enten han gør os godt eller ondt - regne ham for vor lige, en, hvis menneskelighed vi må agte, hvem og hvordan han så er.

Også det ville Jesus lære os, da han gav os Fadervor.