Af N. I. Heje. Tidehverv, 1958, s.13-14.

Prædiken holdt i Faarup og Sabro Kirker.

Fader, tak for liv og aande!
Tak for hver en glædens stund!
Tak for trøst mod gru og vaande!
Livets ord af Jesu mund!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.
Jesus sagde til jøderne, dersom Gud var eders fader, da elskede I mig, thi jeg er udgaaet fra Gud og kommen fra Gud: thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig. Hvorfor forstaar I ikke min tale, fordi I ikke kan høre mit ord. I er af den fader djævelen, og eders faders begæringer vil I gøre. Han var en manddraber fra begyndelsen, og han staar ikke i sandheden, thi sandhed er ikke i ham. Naar han taler løgn, taler han af sit eget, thi han er en løgner og løgnens fader. Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. Hvem af eder kan overbevise mig om nogen synd. Siger jeg sandhed, hvorfor tror I mig da ikke? Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud. Sandelig, sandelig siger jeg eder, dersom nogen holder mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.

Kun til at begynde med denne bemærkning: Paa grund af selvklogskab og forløjethed fornægter vi ogsaa i vort slægtled evangeliet, der trods sit sprog taler til os paa vort sprog.
Af den maade Johannesevangeliet er skrevet, kan vi lære, at ordene betyder alt og intet. De betyder alt, fordi ordet er vort eneste meddelelsesmiddel enten det raabes ud eller stille gaar fra menneske til menneske ved tegn som blandt de døvstumme og det er intet, fordi det ikke er selve ordene, vi skal hefte os ved, men forstaa, at de netop kun er meddelelsesmidler, der bringer bud fra menneske til menneske, og at det, det gælder om, er at gribe den meddelelse de vil bringe, saa man ikke bliver hængende ved sin egen opfattelse af dem og derfor intet forstaar.
Jo mere optaget et menneske er af sig selv, jo mere bliver han bundet til netop kun at forstaa de ord, der kommer til ham, ud fra sig selv og sin egen mening, saa han kun regner med sig selv og sin egen mening, og lægger sig selv og sin egen mening ind i alt det, som møder ham, saa han tilsidst (uden at vide det) kun ser sig selv og møder sig selv i alt, og uden at han selv ved af det, bliver ude af stand til at modtage indtryk af andet end sig selv og sin egen mening, og ender med at kalde dette at have en mening, til trods for at han i virkeligheden intet har. Uden forbindelse med andet end sig selv vandrer han som en levende død igennem livet kun optaget af at bevare sig i sin død mellem andre. Vi gaar rundt mellem hinanden som velbevarede lig. Det er modtagelsen af andre gennem ordet, det er forholdet til andre, livet med og i andre, der er livet, vi kan ogsaa sige det sande menneskeliv. Det er det at modtage liv, der er det sande liv, og fordi vi som levende lig kun lærer at regne med mammon og egen ære, lærer vi ikke livet at kende som andet end begær, drift og higen efter tilfredsstillelse af os selv, selvom vi kalder det noget saa fint som fred med sin Gud og fred med sin næste eller fred i sig selv og fred med sig selv.

I Johannesevangeliet stilles i udtrykket djævelens børn de levende ligs verden, hvor mennesker kun søger sig selv i ordene, op imod den verden, hvor Gud gennem Jesus forkynder mennesker, at de er Guds børn og skal leve af samhørigheden med hinanden og forbindelsen med hinanden, skal leve det sande liv i modtagelsen af livet af Guds haand gennem hinanden. Ordene i Johannesevangeliet maler Jesu situation og menneskets sag set med Jesu øjne, maler menneskets død som djævelens børn i de levende ligs verden, og stiller denne død, menneskets død, op imod det, han kalder det sande liv fra Gud. Løgnen er det at leve for sig selv og sin egen fred som et levende lig. Sandheden er den at slippe sin egen døde personlighed ved at høre Guds ord og modtage livet gennem døden.

Sandheden er denne, at det levendes ligs vantro skal dø i det sande liv fra Guds ord, at det levende ligs vantro skal dømmes til døden. Kun i denne dødsdom modtages livet for og med andre. Guds virkelighed afsløres i ordet og vendes mod menneskets selvdyrkelse og selvhjulpethed, hvori det er levende dødt og henfaldet til fortvivlelse, og søger redning fra fortvivlelsen ved at pynte og sminke sig med selvtilfredshed og gode gerninger og søge trøst i egen fred. Johannes stiller i sit evangelium mennesket blot overfor Guds ord ved at stille det blot over for mennesket Jesus som Guds ord, som repræsentanten for det sande liv, der leves for at modtage livet fra Gud gennem sine brødre i verden, og tage mod døden som Guds dom til Guds liv. Med tomme hænder staar mennesket, der enten det vil eller ej maa hævde sig selv paa andres bekostning og trøste sig med det, vi i vor egn af kloden kalder den humane videnskabelige kamp, der, mener man, dog maaske engang maa føre til et menneskeligt lykkerige. Mennesket spørges der ikke om uden som materiale for lykken, og mennesket kommer til at staa saadan, fordi det vil være andet og mere end Guds dødsdømte og vantro barn, vil være andet og mere end broder mellem brødre i verden. Der er kun disse to situationer i vor menneskeverden: Menneskets djævelske situation i dyrkelsen af sig selv og hævdelsen af sig selv i sit indadvendte blik paa sig selv og sit undersøgende blik paa andre, og i modsætning hertil Jesu situation som Guds søn, hvori han modtager livet gennem brødrene. I vor egen situation maa vi mennesker stadig forsvare os selv, vælge os selv og udnævne andre til djævle, som vi skal slaas med, fordi vi ikke vil se vor egen djævelske vantro og forstaa, at vi er af en fader djævelen. I Jesu situation maa mennesket først vende sig mod sig selv i forstaaelsen af sin djævelske vantro, og i denne forstaaelse vende sig til sine brødre for Gud, vende sig til det sande liv: fællesskabets, modtagelsens liv. I menneskets egen situation bliver menneskets liv trods al tale om søgen efter fred og finden af fred til et djævelsk drama. I Jesu situation bliver livet en modtagelse til døden med alle. Der gives intet spring fra menneskets situation til Jesu situation uden gennem dette at høre og se Jesus som ordet fra Gud hver for sig, hvert menneske for sig, og dette er menneskets ansvar. Løgn er ikke løgne, men løgnen i menneskeverdenen er vantroen overfor Jesus som Guds ord. Sandheden er ikke sandheder der søges og findes, det gør kun videnskabelige resultater, men sandheden om menneskelivet er den situation Jesus stod i mellem mennesker som brødre for Gud. Det er det Jesus mener, naar han siger: Hvem kan overbevise mig om nogen synd. Han stod i det sande livs situation mellem sine brødre. I menneskets situation er mennesket en løgner, ikke fordi det smaalyver, saadan tænkte jøderne, der levede for at være retfærdige overfor loven, men fordi mennesket staar i sin egen situation, i sin vantro, i sin egen død overfor sine brødre. Det er kun valget af opgivelsen af vantroen overfor Gud, ved bekendelsen af vantroen overfor Gud, der bringer mennesket for sandhedens domstol for Guds dom i bevidstheden om at handle ilde overfor andre. Det er fjendskabet mod aabenbaringen af broderen i Jesus, der er det egentlige i fjendskab mod Gud og ligger til grund for, at mennesket vælger sin egen situation, vælger at ville sin egen vantro og blindes af den, saa at broderen og det sande liv skjules i fortvivlelsen, i den haabløse død. I valget mellem menneskets egen situation og Jesu situation gives der ingen neutralitet.

Neutraliteten er den store usandhed, det sidste skjul for de svage, der ikke kan eller tør vælge, og ikke vil se, at mennesket altid staar i en situation, der kræver dets afgørelse. Der gælder i Johannsevangeliets skildring af løgn og sandhed, liv og død, kun et enten eller. Enten hævder mennesket sig i sin egen situation i livsløgn eller mennesket bekender sin vantro og bliver af Gud med alle dømt til døden i dette liv, dømt til et livshaab fra Gud. Hermed er alt sagt.

Spørgsmaalet til enhver er: Vil du fastholde at dømme de andre, leve for at finde dine fjender og dem, som er dig underlegne for at sætte dig paa dem, som den pæne borger, der ikke kan dele vogn sammen med den, der i hans øjne er uhæderlig, eller vil du lade dig dømme til fællesskab med alle som Guds børn.