Politik og ideologi i Danmarks efterkrigstid PDF Udskriv Email

Af Lars Hedegaard. Tidehverv, 2004, s.206-211.

(Note 1: Dette er en lettere revideret version af foredraget på Tidehvervs sommermøde den 22. juni 2004 og blev i denne form holdt som åbningsforelæsning på Folkeuniversitetet i Aalborg den 2. september 2004.)

Som Karl Marx' medarbejder, Friedrich Engels, gjorde opmærksom på, sætter historien sig altid igennem bag om ryggen på de agerende. Hermed ville han - tror jeg nok - ikke bare pege på den banale konstatering, at udfaldet af en enhver handling er usikker. At man trods alle gode eller onde hensigter - og trods den mest omhyggelige planlægning og forberedelse - aldrig kan vide, hvad bestræbelserne fører til. D.v.s. at der ikke er nogen sammenhæng mellem handlinger og konsekvenser, som de handlende kan forudberegne. Jeg tror, Engels tænkte på noget dybere og mere indgribende - nemlig, at selve en periodes grundtema viser sig at have været noget ganske andet, end de handlende, ræsonnerende og håbende aktører troede, de var i gang med.

Eller enklere udtrykt: historien viser sig at handle om noget andet, end vi tror. Og vore efterkommere vil fordømme os for vore naive anskuelser på præcis samme måde, som vi selv har fordømt vore forgængere for ikke at kunne få øje på helt indlysende farer og udfordringer. Hvorfor kunne vi ikke se, hvad der var ved at indtræffe, når det dog måtte være indlysende for enhver, der ville hæve blikket bare et par et par centimeter over mulde? Sådan vil vort eftermæle blive (note 2: Opmærksomme læsere vil indse, at jeg med mine forudsigelser udsætter mig for præcis samme kritik. Hvis historien ikke er prædetermineret, kan jeg umuligt vide, hvad en udbredelse af islam vil føre til. Mit eneste forsvar er, at jeg bygger mine betragtninger på et studium af, hvad islams udbredelse hidtil har medført, d.v.s. at argumentationsbyrden må påhvile de apologeter, der hævder, at vi bør imødese en yderligere islamisk ekspansion med sindsro).

Man kan ikke afvise, at det var denne principielle ubestemmelighed af historiens udviklingsretning, der fik Friedrich Engels - denne ateist og fortaler for den dialekti ske og historiske materialisme - til at holde fast i sit medlemskab af den tysk-lutherske menighed i Manchester. Som denne stadig eksisterende menigheds ærkebiskop fortalte mig for et par år siden.

På vej mod parallelsamfund
De aktuelle meningsmålinger og stemmetallene ved valgene tyder på, at de fleste danskere - og så godt som alle akademikere, journalister og biskopper - mener, at vi står midt i kampen om velfærdsstatens ultimative perfektionering. Hvis man blot kunne få has på enkelte stærkt højreorienterede præster og debattører, ville vi med stormskridt nærme os et lykkeland præget af uindskrænket tolerance og lighed - samtidig med, at vi øste af vores pyramidalske rigdom til at afskaffe al nød i verden, forhindre klimaændringer o.s.v.

Som jeg ser det, har vi gennem de seneste 30 år beredt grunden for denne velfærdsstats afskaffelse. Islams efterhånden massive tilstedeværelse i Danmark betyder, at velfærdsstaten står over for sin afvikling. Demokratiet vil blive afløst af etniske og religiøse konflikter, og selve enhedsstaten vil vige til fordel for parallelsamfund med forskellige værdinormer, politiske systemer og retsopfattelser. Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden - og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid - blive præget af kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam - fordi alternativet vil være endnu værre.

Det er sådan, jeg ser den danske - og i øvrigt europæiske - fremtid. Efterhånden vil det gå op for flere og flere, at det har været det egentlige tema for den danske historie, siden den muslimske indvandring startede for godt 30 år siden. Og denne historie vil sætte sig igennem bag om ryggen på alle andre end de imamer og islamiske missionsselskaber, hvis plan om verdenskontrollen ikke har ændret sig en tøddel siden Muhammeds dage.

Lad mig for pænhedens skyld indskyde, at jeg sandelig også håber, at islam vil ændre karakter, blive fredelig og tolerant, vil opgive kravet om, at Allahs lov skal stå over menneskeskabte love. Ja, i det hele taget tanken om, at Gud giver sig af med at opstille regler for lovgivning, politik, kultur og administration. Jeg håber sandelig også, at muslimer vil begynde at betragte ikke-muslimer som mennesker og vil blive gode demokrater, der adskiller religion fra politik og henviser religionen til privatsfæren. Alt dette håber jeg inderligt, men jeg tror ikke, det vil ske. For det er aldrig sket før, og der er ingen tendenser i tiden, der tyder i den retning. Jeg afviser ikke, at der inden for islam har været reformforsøg, der f.eks. ville give større spillerum for fornuften, og som har dyrket den frie tanke og den frie ytring, men jeg konstaterer, at alle sådanne bestræbelser hidtil er kommet til kort.

Den udvikling, jeg har netop har skitseret - og som er udbygget og detaljeret forklaret i bogen "I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten", som jeg har skrevet sammen med Helle Merete Brix og Torben Hansen, vil sætte sig igennem ganske uanset, hvad vi måtte mene om den. Det vil ikke gøre ringeste forskel i virkelighedens verden, om vi betragter islam som en i bund og grund smuk og humanistisk religion. Lige så lidt, som det ville have gjort nogen forskel for de europæiske jøders skæbne, om de havde betragtet nazismen som et fænomen, de burde tolerere.

Islams herskende klasse
Hvis man undrer sig over, at jeg startede med at citere Friedrich Engels - der formentlig er verdens mindst citerede mand i disse dage - hænger det naturligvis sammen med mit filosofiske udgangspunkt, som er marxismen. Og som jeg stadig gerne vil vedkende mig, skønt det ikke er moderne. Det var under arbejdet med bogen "I krigens Hus" og i det hele taget i forbindelse med mit arbejde inden for islams historie, at jeg atter blev opmærksom på relevansen af marxistiske analysemetoder. Desværre var der ikke ret mange af bogens kritikere, der bemærkede, at den i virkeligheden ikke handler om alle muslimer i verden, men at den først og fremmest er en beskrivelse af islams herskende klasse - ima merne og ulema (de skriftkloge) - og hvordan deres klasseinteresser har medført en særlig udformning af islams samfundsideologi og konkrete samfundsmæssige udtryk.

Egentlig vil jeg hellere tale om Marx end om marxisme. Som man vil vide, erklærede Karl Marx, at han ikke var marxist, og det ville da også være rigtigere, hvis jeg talte om marxske ideer, men det er næsten ikke til at udtale, så lad mig alligevel holde fast i termen marxisme. Dog skal jeg præcisere, at store dele af den oprindelige marxistiske tankebygning i dag må forkastes. Det gælder ikke mindst den del af den, som man normalt betegner som den videnskabelige socialisme. Historien har ikke nogen bestemt udviklingsretning, som man på videnskabeligt grundlag kan regne sig frem til. Vi kan ganske vist ved at hugge en hæl og klippe en tå opstille et udviklingsmønster for den historie, der har udspillet sig indtil nu, men vi kan ikke på dette grundlag vide noget om, hvad der derefter kommer til at ske. Alt kan i virkeligheden ske. Det afhænger ganske af, hvad vi selv foretager os.

Der var heller ikke på forhånd nogen grund til at antage, at Danmarks opløsning som følge af islams udbredelse var prædetermineret. Havde vi handlet anderledes - bl.a. ved ikke at tillade denne massive indvandring - kunne vi have afværget den. Det gjorde vi ikke - og derfor er det vores egen skyld, at vi nu står i denne situation. Jeg må altså i dag afvise hele den konstruktion, der ser verdenshistorien som en fremadskridende revolutionshistorie, hvor den ene produktionsmåde planmæssigt afløser den anden. Altså den kendte udvikling fra den såkaldte urkommunisme, via slavesamfundet, feudalismen og kapitalismen til socialismen og endelig kommunismen. Historien har ikke nogen bestemt udviklingsretning, som vi kan forudbestemme. Men dele af de marxistiske analyseredskaber holder jeg fast i - ikke p.g.a. veneration, men fordi jeg ikke kan finde redskaber, der ellers kan give nogen forklaring: Det gælder først og fremmest klasseanalysen; det gælder ideologianalysen; og det gælder materialismen (Note 3: Jeg erkender, at begrebet ikke er ideelt. Muligvis ville det være bedre at tale om realisme eller om holisme, men begge disse begreber har allerede været anvendt inden for den samfundsvidenskabelige litteratur i ganske andre betydninger). Ikke i den vulgære forstand, at alle fænomener - herunder religion, idéer, tanker og følelser udspringer af materielle årsager - hvilket altså skulle betyde, at folk vil begynde at tænke anderledes, hvis man ændrer deres materielle livsvilkår. Men jeg vil gerne holde fast i, at ideologier, tanker, følelser og for så vidt også religioner er af materiel natur i den forstand, at de har materielle udslag, d.v.s. udslag, der er objektivt konstaterbare. Det, vi betragter som tilbagestående eller barbariske anskuelser, kan godt have deres udspring i fattigdom og materiel nød, men i vore dage forholder det sig snarere omvendt. Tilbagestående og barbariske idéer eller ideologier, d.v.s. systemer af idéer, og barbariske religioner fører til underudvikling og fattigdom.

Det er ikke Mellemøstens og Levantens materielle tilbageståenhed, der var frembragt islams elendighed, men islams barbariske indhold - som udlagt af islams herskende klasse - der har fremkaldt den aktuelle materielle og kulturelle forarmelse.

Vor tids såkaldte progressive og humanistiske opinion hævder, at det forholder sig lige omvendt. De barbariske straffe, tankens undertrykkelse, afstandtagen fra videnskabelig indsigt, kvindeundertrykkelsen o.s.v. skyldes ifølge den knæsatte ideologi, at verdens muslimer for det meste lever i fattige områder. Og da vi er rige og ikke vil give vore penge til muslimerne, er det sådan set vores ansvar, at islam forekommer så tilbagestående. Ifølge den danske normalideologi må kulturelle og religiøse faktorer simpelthen ikke kunne spille nogen afgørende historisk rolle. Heroverfor vil jeg gerne understrege, at enhver befolkning, der kommer under islams kulturelle indflydelse, sandsynligvis vil ende i økonomisk stagnation og til slut i fattigdom. Medmindre muslimer gennemfører en revolution, der sætter de gamle ideologiske magthavere fra bestillingen. Ideologien har materielle konsekvenser. Det gælder naturligvis også for de dele af den muslimske umma, der har taget ophold i Vesten. Når indbyggerne i de muslimske ghettoer ikke er lige så fattige, som de ville være i u-landene, skyldes det, at kapitalismen stadig fungerer omkring dem, således at der konstant kan overføres midler, der tillader muslimerne at opretholde en levestandard, som deres trosfæller i hjemlandet kun kan drømme om. Dette vil naturligvis ophøre, når evnen eller viljen til at fortsætte med de massive transfereringer slipper op. Eller når muslimerne er blevet så mangfoldige, at danskerne simpelthen ikke vil være tilstrækkeligt talrige til at kunne opretholde velfærdsstaten for muslimerne, uanset hvor meget de knokler og betaler i skat. Når det indtræffer, vil enhedsstaten ikke længere kunne bevares, og landet vil opløses i usammenhængende enklaver.

Det, der gælder på det nationale plan, gælder naturligvis også på det internationale. Den arabiske olie, som gennem årtier har tilladt dele af de arabiske befolkninger at leve i overflod, ville ikke være meget værd, hvis de arabiske lande ikke var omgivet af økonomisk mere fremskredne - ikke-muslimske lande, som kunne efterspørge olien.

D.v.s. at hvis man vil fremme økonomisk og videnskabelig udvikling i muslimske flertalsområder - som atter er forudsætningen for, at de kan udvikle sig i fredelig og demokratisk retning, så må man starte med at bekæmpe islam. Man kan også udtrykke det på den måde, at valget kommer til at stå mellem at afskaffe islam i den form, vi har kendt indtil nu, eller at acceptere et civilisationssammenbrud.

Som jeg var inde på, har der faktisk - oven i købet langt tilbage i den muslimske historie - været tænkere, som synes at have været bevidste om denne sammenhæng. I den danske og vestlige debat tages det som regel som et bevis på, at der ikke er nogen væsentlig forskel mellem kristendommen - og det i kristendommen satte skel mellem kejserens rige og Guds rige - og is lam. Men det, man skal lægge mærke til, er ikke, at lignende tanker fra tid til anden er blevet fremført i islams hus. Det, man skal lægge mærke til, er, at sådanne tanker aldrig har kunnet holde stand mod den klasse af imamer og ulema, hvis magt afhænger af en ganske bestemt tolkning af religionen.

Jeg vil altså hævde, at islam er fastfrosset i en bestemt form, fordi denne form er en klasseideologi, der tillader en bestemt samfundsklasse at bevare sin magt og sine privilegier. Og som vi kan se i Danmark og andre steder, indfører islams herskende klasse præcis den samme religionsopfattelse, når de kommer til Vesten.

I Vesten har vi svært ved at acceptere, at der skulle kunne eksistere en herskende klasse, hvis magt gennem mere end 1000 år har været afhængig af ikke-udvikling - af krig, kaos og opløsning - men det er den eneste forklaring, der giver mening.

Afsked med venstrefløj og borgerskab
Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Angreb på folkesuveræniteten
På et tidspunkt vil det formentlig gå op for kapitalbesidderne, at islam ikke bare fjerner rationaliteten, demokratiet, ytringsfriheden o.s.v., men selve betingelserne for kapitalistisk aktivitet. Kapitalisme og sharia kan nu engang ikke sameksistere, fordi den islamiske lov ikke anerkender juridiske personer og derfor heller ikke kan yde dem nogen retlig beskyttelse. D.v.s. at kontraktlige forpligtelser bliver meningsløse. Hermed bryder også statens beskatningsgrundlag sammen.

På længere sigt kan intelligentsiaens regimente kun opretholdes, hvis man ophæver folkesuveræniteten. Det er man allerede begyndt på ved gradvis op gennem 1980erne og 1990erne at flytte det ene politikområde efter det andet fra den sfære, der reguleres af demokratiske, politiske afgørelser, og ind i en før-politisk sfære behersket af moralsk begrundede handlingsanvisninger, således som de i de konkrete tilfælde udmøntes af domstolene på grundlag af en dynamisk tolkning af menneskerettighederne.

Sådan er det gået med indvandringen, med retten til et kulturelt forsvar mod præmoderne obskurantisme, der sættes lig med racisme og fremmedhad, med u-landshjælpen, med pligten til multikultur, med den hastige indskrænkning i kvinders rettigheder og meget andet, som jeg ikke kan komme på lige nu.

Men også forsøget på at regere via domstolene vil mislykkes af den enkle grund, at domstolene jo ikke påtager sig eller kan påtage sig at regulere de samfundsområder, som ikke længere må reguleres af demokratisk vedtaget lovgivning. En domstol kan godt forbyde staten at gøre noget ved islamiseringen, men kan ikke påtage sig at sætte noget i stedet. De ideologiserede domstole og hele den oppumpede menneskeretsideologi, som de henviser til, vil snart fremstå som kaosfremkaldende kræfter, der vil fremskynde sammenbruddet.

Skyld-mafiaen
Hvordan reproducerer den herskende klasse sig, når dens magt ikke bygger på ejendom? Svaret er ganske simpelt: gennem ideologisk kontrol med de mennesker, der får adgang til magtens korridorer. De rigtige ansætter og promoverer de rigtige og gør det efterhånden i en sådan udstrækning, at uafhængige tænkere har svært ved at fortsætte deres kritiske virksomhed. Skyldmafiaen er altså et karrierefællesskab, der reproduceres af en ideologi.

Den rå magt til at bestemme, hvilke tanker offentligheden skal præsenteres for, går hånd i hånd med intelligentsiaens magt til at bestemme ordenes indhold og dermed i en vis forstand, hvilke tanker der overhovedet kan tænkes eller udtrykkes. Den politiske korrekthed (som vi alternativt kunne kalde intelligentsiaens ideologi) er et magtsprog, der viser sig i ordenes skiftende betydning samt den hastige introduktion af nye begreber, der præsenteres som for længst fastslåede kendsgerninger, selv om ingen nogen sinde har diskuteret, om indholdet dækkede over noget reelt, eller om denne realitet overhovedet var noget, demokratiet gik ind for.

Efter mange års historier om integrationen (som ingen havde hørt om for bare 30 år siden, men hvis bestemte form jo måtte antyde, at der var tale om noget gammelkendt og accepteret), gik man pludselig over til at snakke om det multikulturelle samfund, som om nogen havde vedtaget, at vi skulle have sådan et. Også det multikulturelle samfund er en ideologisk konstruktion uden bund i nogen empirisk konstatering. Efter at integration har vist sig at dække over disintegration, kommer nu Socialforskningsinstituttet med en opmuntrende melding om, at ghettodannelse i visse tilfælde kan være et fuldgodt alternativ til integration - eller i virkeligheden en højere form for integration.

En forespørgsel i Dansk Sprognævn viser, at ordet etnisk første gang vandt indpas i dansk omkring 1990 dengang i betydningen etniske restauranter o.lign. I formen etnisk ligestilling kan det første gang spores til en artikel i Jyllands- Posten 4.4.1998, der omtalte et forslag fremsat i Københavns Borgerrepræsentation samt nogle udtalelser af Lubna Elahi. Men jeg tror, at vi vil kunne spore begrebet til et direktiv fra EU-Kommissionen.

Multikulturel optræder i Politiken 16.11.1981 og har sandsynligvis spredt sig ganske hurtigt via udenlandsk påvirkning. I formen Mångkultur optræder det i Svenska Dagbladet 20.5.1981. I Guardian Weekly optræder det i formen multicultural variety 27.4.1974. I Tyskland er det i almindelig brug i 1987.

Formen "det multikulturelle samfund" synes at have vundet indpas i dansk ca. 1995.

På samme måde kan det være interessant at spore alle de andre ord, som offentligheden pludselig har fået revet i næsen, som om de henviste til fastslåede og gennemdiskuterede kendsgerninger: integrationsarbejde, integrationsindsats, fremmedfrygt etc.

Vi bør også spore udviklingen af det udvidede racismebegreb. Hvornår fandt man på at beskylde befolkningen for racisme? Har vælgerne nogen sinde fået lov at afgøre, om de ville finde sig i det udvidede racismebegreb, som man i dag kan dømmes for at have forbrudt sig imod.

Denne ideologiske prægning påvirker tilmed Folkekirken og andre religiøse grupper, der tidligere opretholdt den kristelige adskillelse mellem kejseren og Gud, men som i stigende grad får smag for politisk magt. Kirken har anskaffet sig en politisk verdensagenda, som er lagt snævert op ad de islamiske missionsselskabers demografiske overmandingsstrategier. Fra bisper og præster udgår konstant promuslimsk og proarabisk propaganda. Et vigtigt led i denne indsats er at fremstille islam som et i særklasse tolerant, demokratisk, egalitært, gudfrygtigt og fremskridtsvenligt system, som kristne ikke bør frygte, men som de tilmed kan lære af. En nylig delegation i Egypten anført af Københavns biskop mente således, at den svinske danske opinion kunne lære meget af den nænsomme måde, hvorpå de muslimske ledere behandler mindretallene.

I en kommende bog vil min kollega Torben Hansen og jeg forsøge at give en nøjere beskrivelse af den danske ideologiske klasses vej til herredømmet samt af de metoder, som klassen bruger for at bevare magten - ganske uafhængigt af, hvad befolkningen måtte beslutte gennem demokratiske valg. Her vil vi forsøge at genoverveje marxismens historie med henblik på at bevare de elementer af analysemetoden, som er uomgængelige, hvis man vil danne sig en adækvat opfattelse af de seneste årtiers udvikling.