De intellektuelle

Af Niels Lillelund. Tidehverv, 1989, s.159-161. (Paul Johnson: "Intellektuelle" Centrum, 1989).

Der er et billede, jeg ikke kan få ud af mit hoved. Det tonede frem en aften i nyhederne, det var sidst i programmet og det var omgærdet med et skær af petit-stof og ligegyldighed. Der var ingen sensation eller begejstring knyttet til begivenheden, og den fandt da heller ikke plads andre steder i medierne.

Billedet forestillede den fotograf, der spillede med i den frygtelige film "Killing Fields". Filmen handler jo om De Røde Khmerers hærgen i Cambodia, om Pol Pots regimente og om de rædsler, det førte med sig. Herskerne havde en plan om at oprette en kommunistisk landbrugsstat, og følgerigtigt begyndte man derfor systematisk at jage folk ud af byerne. En scene i filmen viser, hvordan Khmererne har samlet en landsbybefolkning på en mark og nu beder dem træde frem, der har haft en udvidet skolegang. De kan bruges på høje poster i det nye samfund, får de at vide. Nogle er naive nok til at melde sig, og de bliver øjeblikkeligt skudt. I den totalitære stat frygter man den viden, der ikke er statskontrolleret.

Filmen og dens mange beskrivelser af kommunismens virkelighed virker særligt overbevisende pga. denne lille fotografs deltagelse. Han havde nemlig selv været der. Han var en af de få overlevende, det var lykkedes at slippe ud af helvedet, og han bestemte sig for at være med til at fortælle sandheden, da en amerikansk korrespondents beretning om begivenhederne skulle filmatiseres.

Det er nu nogle år siden. "Killing Fields" er taget af biografernes plakat, og fotografen er glemt af offentligheden. Men i Paris mødtes for nylig en række forhandlere for at diskutere Cambodias fremtid, og det var i den forbindelse, den overlevende fotograf igen trådte frem i rampelyset. Han havde et ærinde. Han ville advare de ulasteligt klædte forhandlere omkring det ovale bord i Paris om ikke at indgå pagt med selve djævlen. En ny regering i Cambodia kunne ikke, sagde han, rumme medlemmerne af De Røde Khmerers morderbander. "Lad dem blive i junglen og spise blade", sagde han indtrængende i en tone, man ikke er vant til ved officielle pressekonferencer.

Men fotografen var heller ikke officiel. Han var kun sig selv og havde ingen regering bag sine udtalelser. Hans tale var personlig og uden omsvøb. Og netop derfor var den værd at lytte til. Jeg kunne ikke få fotografen ud af hovedet, og jeg kom uvilkårligt til at tænke på ham igen, da jeg læste den engelske historiker Paul Johnsons seneste bog, "Intellektuelle".

At der nemlig er en sammenhæng mellem de sidste to hundrede års toneangivende intellektuelles forkyndelse og det totalitære dæmoni, Cambodia oplever, er klart. Fra Rousseaus statstanker til Pol Pots mordere går en lige linie. De kommunistiske ledere var skolet i Paris og indpodet Rousseaus ideer om den totale Stat, som han udbredte i sin bog, "Samfundspagten", der stadig læses og beundres verden over. Khmerernes idé om en "landbrugsstat" er hentet direkte fra den franske filosofs dyrkelse af naturen, og deres "opdragelse" af landets borgere er også foregrebet hos ham.

I Rousseaus utopi ville Staten "eje menneskene og alle deres kapaciteter". Det enkelte menneske var kun "lemmer i Statslegemet", og det var filosoffens tanke, at alle borgere fra de var helt små skulle opdrages til at elske Staten som børn deres forældre. Sådan kunne alle mennesker blive lykkelige, men det krævede, at Staten indpodede menneskene kærlighed til Staten. Mennesket måtte kontrolleres og konstant retledes, og man måtte "plante samfundsloven i deres hjertedyb". Sådan vil alle blive "samfundsmennesker af væsen og borgere af trang; de vil blive ét, de vil blive gode, de vil blive lykkelige, og deres lykke vil blive Republikkens".

Rousseau havde i sin bog egentlig tiltænkt Korsika denne endelige, evige lykke, men det blev i stedet altså Cambodia, der fik fornøjelsen via den ihærdige forkyndelse fra parisiske universiteter. Således blev den intellektuelles utopiske fantasier til grum virkelighed for almindelige mennesker. Og historien om Rousseau og hans tænknings konsekvenser er ingen enestående beretning. Tværtimod står den hyldede franske filosof som prototypen på den intellektuelle dæmon, hvis tanker i moderne tid har hærget verden som en pest.

Ideale tanker, fostret bag skriveborde i indelukkede studereværelser, vældige visioner udklækket af priviligerede mennesker med slotte og tjenerskab, er i vores tid blevet forsøgt presset ned over virkeligheden med enorme blodsudgydelser til følge. De intellektuelle har været vor tids svøbe, for fra dem stammer ideen om, at Gud er død og det fornuftige menneske er trådt i stedet.

Det er Johnsons udgangspunkt. Han har udvalgt sig en række intellektuelle, der har det til fælles, at de mente at have fundet Sandheden i Ideen. Mente at vide, hvad der var godt for mennesket, og hvorledes rigtige mennesker burde tænke, handle og tale. Og som via deres opnåede indsigt i disse dybere sammenhænge stræbte efter at gøre sig til herrer over menneskene.

Johnsons spørgsmål er det enfoldige: Hvad berettiger dem egentlig til det? Hvorfra henter de legitimationen til at spille frelsere af menneskeheden? Med Kierkegaards spørgsmål til Hegel: Er professoren da ikke selv et menneske?

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at de store filosoffer også var mennesker, og som mennesker endog meget lidt beundringsværdige. At studere disse menneskers liv er som at træde ind i en sump af løgn, bedrag, udnyttelse, perversitet, ja, kort sagt ondskab. Alle disse skikkelser, som er opkastet til helgener og religiøse koryfæer, viser sig at være meget, meget små mennesker med et storhedsvanvid og en egoistisk hensynsløshed, der gjorde livet til et helvede for deres omgivelser.

Tag som eksempel Tolstoj. Berømt og med rette beundret for storværket "Krig og fred", men også manden bag et projekt, der ville "gøre Kristi åndelige rige til et rige af denne verden". Denne skriftforfalskning blev i den grad en besættelse for ham, at han til sidst var overbevist om, at han var Vorherres stedfortræder. Den forfatterens almagt, som han kunne udøve som romanskriver steg ham til hovedet, og han slog sig op som moralsk leder af en massebevægelse, der via hans skrifter vandt stor tilslutning verden over.

I virkeligheden var Tolstoj meget langt fra at være et moralsk forbilledligt menneske. Han led af alle tænkelige menneskelige svagheder. Han var arving til et stort gods, men i spillelidenskabens vold og spillede store formuer væk. Hans seksuelle drifter undte ham hele livet ingen ro, og han gik ustandseligt i seng med de livegne piger, der omgav ham. Han kunne ganske enkelt ikke styre sig.

Hans utrolige egoisme gjorde ægteskabet til en pine for hans kone. Som mange andre intellektuelle havde han den opfattelse, at mand og hustru ikke måtte have hemmeligheder for hinanden. Det var hans teori, at alt skulle være "åbent", og man genkender i hans tanker i det hele taget senere tiders teoretikeres tale om det "åbne ægteskab" for frigjorte mennesker. Tolstoj ville gennemføre sit ægteskab i overensstemmelse med teorierne. Derfor forlangte han, at hans kone skulle læse hans dagbøger, hvor hans udskejelser var noteret ned med detaljeret præcision. Hun gjorde det med stigende væmmelse, rystet over hvad hun læste. Hun begyndte at indse, hvad det var for et menneske, hun havde giftet sig med. Et menneske, der i virkeligheden var blottet for moralske skrupler og helt uden sans for ægteskabelig loyalitet.

Tolstoj diskuterede ivrigt sit ægteskabelige samliv med sine bekendte. Han fortsatte uanfægtet sine eskapader med de livegne. Han efterlod, da det stak ham, sin kone alene med et sygt barn, fordi han havde sat sig for at indføre et nyt "velgørenhedssystem" for de fattige. Han nægtede at gå til sin tuberkulosedøde brors begravelse, han foretrak at deltage i et større gilde. Han rasede over sin kones insisteren på at leve en "normal" tilværelse, for han betragtede enhver form for moralsk konvention eller regel som hæmmende for hans ånd. I en periode svigtede han helt sin familie for at drage ud på landet og diskutere bondereformer med sin øjeblikkelige guru, en selvbestaltet profet, V.K. Sjutátev.

I harme og sorg over hans opførsel skrev hans kone til ham:
"Min lille har det stadig dårligt, og jeg gør mit bedste for at være sød og god ved ham. Du og Sjutátev holder måske ikke særlig meget af jeres egne børn, men vi almindelige dødelige er hverken i stand til eller ønsker at forvrænge vore følelser eller at retfærdiggøre vor mangel på kærlighed til en person ved at foregive en eller anden slags kærlighed til hele verden".

Nej, set med almindelige dødelige øjne var Tolstoj ikke at beundre. Tolstoj, der lovede sine tilhængere et paradis her på jorden, skabte et helvede for sin kone og børn.

Et andet eksempel. Karl Marx, der var forbillede for en hel generation, og hvis teorier stadig er i højsædet på vore universiteter, tager sig i nærbillede ganske infam ud.

Som alle de intellektuelle, Johnson beskriver, var han notorisk løgnagtig. Hverken i hans privatliv eller i hans værker var han til at stole på. Hans kilder var i mange tilfælde forældede, i andre direkte forfalskede. Han fordrejede hæmningsløst sit materiale, han lagde til og trak fra efter behag, og ofte forkyndte han sine teorier direkte mod bedre vidende. Hele afsnit af marxisternes bibel, "Kapitalen", falder sammen som ubrugeligt, hvis man går det kildekritisk efter i sømmene. At kalde hans arbejde for videnskabeligt er en absurditet, bogen er ren polemik, endda af den uhæderlige art, der bevidst omgår kendsgerningerne.

Det er karakteristisk for Marx, arbejderklassens filosof, at han aldrig satte sine ben på en arbejdsplads. Hans viden om den arbejdende klasses forhold stammede, da han skrev sit hovedværk, udelukkende fra en 20 år gammel bog af Engels. Siden dens fremkomst var lovene blevet ændret, og de engelske arbejderes forhold radikalt forbedret. Dermed faldt Marx' teori om, at arbejdernes kår ville forringes i takt med kapitalens ophobning, i øvrigt helt til jorden.

Men bortset fra hans arbejdes værdiløshed (han udførte i hele sit liv kun meget sjældent almindeligt, betalt arbejde, men levede på nas hos Engels) var Marx heller ikke meget værd som familiefader. Hans kone Jenny Marx blev et offer for hans manglende økonomiske sans og hans uhyrlige egoisme. Hendes hjem blev samlingssted for revolutionære sammenkomster, Marx levede som en boheme, der kun har sig selv at tænke på. Da hun i 1860 fik kopper og efterhånden blev svagere og svagere, gled hun i baggrunden. Marx gjorde i stigende grad brug af elskerinder og det lykkedes ham da også at blive fader til et uægte barn.

Moderen var den fortrykte tjenestepige, Lenchen, der hos arbejderklassens store filosof sled i det - uden løn. Barnet, en dreng, ville Marx aldrig kendes ved, og det blev anbragt hos en plejefamilie. Når drengen skulle besøge sin moder hos familien Marx skulle det ifølge husfaderens strenge ordrer - foregå ad køkkentrappen. Hans far ville ikke se ham for sine øjne.

Disse og mange andre historier står at læse i Johnsons bog. Historier om de store intellektuelle med de store tanker og den store kærlighed til menneskeheden.

Man har spurgt, stakåndet efter de detaljerede afsløringer af de intellektuelles privatliv og moralske habitus, om det ikke er en urimelig hård prøve at underkaste et menneske. Er vi ikke alle syndere? Kunne nogen af os tåle at få vores privatliv så uvenligt udstillet. Er vi andre måske kønne i transparant? Nej, det er kun de færreste af os, der er pletfri og kan kaste den første sten.

Men rent bortset fra, at disse intellektuelles udskejelser er af en karakter, som de fleste mennesker vil have meget vanskeligt ved at leve op til, de være sig nok så svinske og ubehagelige, så er det jo ikke sagen. Sagen er, at filosofferne kaster sig op som vejledere for menneskeheden. Og flere af dem ynder endog at posere som oprigtige selvbiografer og forbilledlige mennesker. De ophøjer sig selv til guder, fordi de mener at have set lyset og sandheden.

Paul Johnson piller dem ned igen, og man fornemmer hos ham en ikke ringe fryd ved at gøre det. Man forstår ham godt. Nu har disse mænd og deres tanker redet verden som en mare siden den franske revolution, men ikke nok med det: Deres troende disciple har gjort livet surt for selvstændigt tænkende mennesker. De skiftende helgendyrkelser var sat i system. Anderledes tænkende måtte snige sig langs husmurene og turde knapt hviske i krogene. Verdens-frelserne førte det store ord.

Derfor er der noget forløsende ved Paul Johnsons bog. Nu er sandheden sagt. Forfatteren har skreget den midt ind i løgnens morads. Nu skulle vi kunne komme videre på mere hæderlig grund. Kunne man synes, hvis man ikke vidste bedre.

Men hvis man kender lidt bare til vort eget lokale åndsliv, ved man, at så let går det ikke. Sandheden påvirker ikke de troende. Det er ingen ufarlig sag at rive afgudsdyrkernes altre ned. Man må være forberedt på spyt og fråde. Paul Johnson er da også fra den danske andegård blevet mødt med forargede indvendinger. Vore egne små intellektuelle er rasende ved at se de store blive pillet ned. De hyler og skriger, det bedste de har lært.

Mest hyler de pga. det kriterium, Paul Johnson har valgt. Hvad ligner det at spørge forfatteren til Emile, hvordan han selv behandlede sine børn? Hvad ligner det at udlevere Karl Marx, proletarers håb, som den sjuft han var? Hvad ligner det at berette som Shelleys harem, Shelley, den store beundrede digter? Hvor vover man at skrive, hvem Sartre egentlig var som menneske, og om, hvordan han ofrede sine nærmeste på sin egen nydelses alter.

Nej, skriger vore danske venstreintellektuelle, det kan man ikke. Det er småborgerligt. Det er "føtex-filosofi" og overfladisk bornerthed, som Peter Wivel øjeblikkeligt stemplede det i en leder i Information. "Hvad rager det os"? råbte han ophidset. Og med de mange skældsord mener de at have afskediget Johnson på gråt papir. Johnson, der engang var en af deres egne, som redaktør for det venstreorienterede tidsskrift, New Statesman, er en frafalden kollega, der er gået hen og blevet småborgerlig, og ham kan man ikke have med at gøre.

Netop foragten for "småborgeren" er jo den intellektuelle utopists kendetegn. Småborgeren, det almindelige menneske, der enfoldigt holder sig til fædrenes lære og hylder traditionen, er genstand for de intellektuelles umådelige foragt. Intet er mere forkasteligt, end at gøre som man plejer. Intet er mere ligegyldigt og underlødigt end de historiske erfaringer og de indgroede vaner. Når man kender sandheden har man ikke brug for traditionen, og man har derfor konsekvent smidt den væk og kasseret almindelige jævne menneskers selvfølgelige livsgrundlag. Det er kendetegnende for de intellektuelle, at de alle havde en drøm om at viske tavlen ren og bygge et nyt livsgrundlag. Hvad fædrene lærte og historien befalede, hvad ragede det lederskribenterne og ideernes herrer?

Som hæsblæsende salgskampagner er ideologierne derfor stormet henover menneskene, og alle som een har de forkyndt, at det gamle duede ikke mere, nu var en ny sandhed kommet til. Det er de intellektuelles mest belastende forbrydelse, at de konsekvent har bekæmpet de almindelige mennesker, der ikke lod sig rive med.

På den baggrund kunne Johnsons vinkel også kaldes noget andet end småborgerlig. Den er egentlig kristen. For når Johnson spørger: Hvordan handlede de selv, er det jo i forlængelse af Kristi bud om næstekærlighed. Af kristendommen er ethvert menneske henvist til sin konkrete næste, og har dermed fået et ansvar. Ikke et relativt ansvar for hele verden, men et absolut ansvar for dets konkrete nærmeste. Der ligger din opgave og den skal du løse efter bedste evne. På det skal du dømmes. Ikke på, om du har skrevet bindstærke værker og præsteret imponerende forskningsresultater. Ikke på, om du har taget en teaterverden med storm eller henrykket verdens romanpublikum. Ikke på, om du tænkte store tanker. Men på, hvordan du forvaltede det konkrete ansvar, der blev dig givet.

Set i det lys falder de intellektuelle igennem. De når ikke alverdens småborgere til sokkeholderne. Selv den mest hykleriske bordtale er hæderligere end deres verbale vandfald. Johnsons bog afslører deres komplette råddenskab. Det er tydeligt, at de alle først og fremmest har betragtet deres medmennesker som brugsgenstande. Redskaber for deres egne ideer og deres eget personlige velbehag. Og at ofrene for deres hensynsløshed flyder omkring dem, vækker kun deres umådelige irritation og raseri. Andre mennesker og deres følelser var dem inderligt ligegyldige. De elskede menneskeheden, men menneskene regnede de ikke. Det dømmer dem.

Men en sådan dom vil deres dyrkere ikke høre tale om. Den er dem til forargelse. Netop derfor er der grund til at forkynde den. For skriget om småborgerlighed illustrerer jo, hvordan det stadig er kyniske intellektuelle, der sætter dagsordenen herhjemme.

De intellektuelles regimente lever i bedste velgående og kræver hver dag nye ofre. Overalt skaber dyrkelsen af ideer terror og gru. Den cambodianske fotograf og hans døde landsmænd er de indirekte ofre for de intellektuelles tankespind. De direkte ofre er de mennesker, der havde den ulykke at være knyttet til en af utopisterne. De er for altid kureret for at se op til store mænd med store tanker. Som en af de overlevende fra Shelleys kreds demonstrerede det, da en veninde så hendes søn lære at læse og spåede ham en fremtid som "et ualmindeligt menneske". Da for hun op og sagde heftigt: "Jeg håber, ved Gud, at han bliver et ganske almindeligt menneske!".

Paul Johnson: "Intellektuelle" Centrum, 1989.