Afskedsprædiken i Faarup Kirke Fastelavns Søndag 1969

Af N. Otto Jensen, Tidehverv, 1969, nr. 3, marts, s.25-27 (Matt.3,13-17).

 

Al ære og pris den eneste Gud, – som sendte sin søn i verden ud! – Han styre og råde os alle sammen, – så vi ham frygte og elske, amen!

Der er ting, der tegner sig mindre klart, efterhånden som man kommer op i årene og gør flere og flere modstridende erfaringer i livet. Man ved mindre, og man er mindre sikker på det, man ved, end man var for 20, 30 eller 40 år siden.

Der er andre ting, der skiller sig ud og kommer til at stå med ny klarhed for en. Tingene forenkles, og den ene efter den anden af de ting, man har støttet sig til og været fuldt overbevist om, falder bort. I stedet træder enkelte ting skarpere frem og vinder ny klarhed for en, ja kommer til sidst til at stå som de eneste holdbare og varige, efterhånden som alle andre støtter og holdepunkter falder bort.

Således nu i dette tilfælde med dåben.

De ved alle, at for en hel fløj af den danske folkekirke er fra Grundtvigs tid dåben den skelsættende og afgørende begivenhed i kristenlivet og dermed i menneskelivet. Det er den, de stadig vender tilbage til og bygger på, den ene ting, som holder, når alt andet vakler. For dem er det afgørende, at der føres klar og tydelig tale om dåben, og at der tillægges dåben den grundlæggende betydning, som den faktisk har.

Andre mener, at denne stadige henvisning til dåben gør dåbshandlingen til en sovepude. Det er dog ikke dåben i sig selv, men troen på dåbsordet og tilegnelsen af dåbens nåde, der er det afgørende. Derfor lægger de mere vægt på troen og tilegnelsen end på selve dåben og er villige til sammen med mange andre foragtere af barnedåben at betegne dåben som en tom ceremoni, hvis ikke troen og tilegnelsen følger efter, og de er betænkelige ved at døbe børn, hvis de ikke kan få en sikker garanti for, at en kristelig opdragelse vil følge efter. Dåbens nåde skal sikres ved et påfølgende kristent liv. Ellers taber den sit værd og sin betydning.

For Grundtvig selv blev dåb og nadver fra en bestemt lejlighed Guds gerning frem for alle andre i et kristent menneskes liv, og dåbsordene og nadverordene Guds eget ord og tale til os mennesker, direkte henvendt til hver enkelt af os, og af dem var igen dåbsordet og dåbshandlingen det grundlæggende og første.

Anledningen til, at Grundtvig fandt frem til disse to begivenheder som de afgørende og grundlæggende, var, at han søgte et sikkert ståsted under al tidens uro og vaklen, et fast holdepunkt mod al tvivl og nedbrydelse af gammel arv og kristen tro. Noget, som stod fast under alle storme, og som ingen tvivl kunne nå ind til og rokke ved. Bibelens autoritet begyndte allerede dengang at vakle. Grundtvig søgte da et fast holdepunkt, noget, som uomtvisteligt var Guds eget ord og tale til et menneske, noget, som havde været i kirken til alle tider og var til stede over alt, hvor der fandtes kristen tro og kristent liv, noget, som uforandret og uforanderligt var gået i arv fra slægt til slægt. Han standsede som det eneste ved dåbsordene og nadverordene. I dem kunne et jævnt menneske finde, hvad det havde at holde sig til, noget uomtvisteligt og urokkeligt, som tidens storme og uro ikke kunne nå ind til.

Hvad denne genopdagelse af dåbsordene og nadverordene som Guds eget ord og tale til os betød, kan vi alle fornemme i de bedste af vore dåbs- og nadversalmer og i andre, som bygger på den samme faste grund. Der lades ingen tvivl om, at der her virkelig er noget fast og urokkeligt at bygge på:

Gudsfingrene grande slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.
(D.S. nr. 488, v. 2)

Hvad behøver et menneske så at vide mere? Nej, så længe det lader sig bære af ordene og holder fast ved ordene, har det deri nok til liv og salighed. Men dertil hører så også, at man værgeløst giver sig ordene i vold og lader dem alene gælde og stå ved magt, nægter at vide af andet til liv og salighed end dem og holder fast ved dem trods alt, hvad der taler imod.

Det er ordene alene, Guds tale til os i disse ord, der er det faste holdepunkt, det eneste, vi har at støtte os til. Al ydre garanti er borte. Bibelens autoritet er borte, dåbsordenes uforanderlighed ned gennem tiderne er borte. Den giver ingen sikkerhed, ingen garanti. Tilbage bliver kun ordene, som de lyder til os og tilsiges enhver især af os på denne dag.

Der er kun et guddomsord, som engang har lydt ind i verden og bliver ved at lyde. Det fik mund og mæle ved et menneske, og det bliver ved at komme til os i menneskelig fornedrelse. Kun i denne menneskelige fornedrelse vil vi møde ordet fra Gud.

Er dåben Guds ord og tale til os? Ja, hvis præstens ord ved dåbshandlingen er Guds ord, og hvis kirkens ord ved dåbshandlingen er Guds ord. Andre kommer vi jo ikke ved den lejlighed direkte i forbindelse med. Men det er det, forklaringen til dåbsordene søger at slå fast og holde os fast ved, at vi er døbt efter Guds befaling og på hans ord. Derfor er det i dåben ham, der taler til os og handler med os, som han vil.

Kun fordi Gud selv vil betjene sig af disse ringe, menneskelige redskaber til at få sagt os, hvad han vil, og sagt det, til hvem han vil, kun derved kan almindelige menneskeord og tale blive Guds eget ord til os.

Ud over denne ringe, menneskelige forklædning kommer vi aldrig. Vi hører et almindeligt menneskeord, der når og hvor Gud vil, bliver hans eget ord og tale til os; men nogen garanti for, at det er ham, der taler til os, og at ordene virkelig er hans, får vi aldrig.

Der er kun at give sig ordet i vold og tro det, som det lyder i al sin menneskelige skrøbelighed og usikkerhed. Sådan var Grundtvigs vej til at høre og lyde det ord, han standsede ved:

Sejer! Glæde over glæde!
Nu et lys for mig opgår:
Jesus! du var selv til stede,
nu jeg ved det, hvor og når:
hånd du på mit hoved lagde,
grant jeg ved nu, hvad du sagde,
hvor jeg døbtes med dit ord,
hvor du bød mig til dit bord.

Jesus! ja, nu har jeg vundet,
du er min, og jeg er din.
Nu jeg har din bolig fundet
mellem os så favr og fin.
Du er med os alle dage,
når vi dig på ordet tage,
som det lever død til trods,
som det lyder, sagt til os.
(D.S. nr. 373, v. 2-3)

Sådan var Johannes Døberens vej, og sådan var Jesu egen vej til tro og lydighed.

Jesus kommer til Johannes, en af de mange, som strømmede til ham fra nær og fjern; men Johannes genkender i ham den ene, som er sendt os mennesker fra Gud.

Sådan kommer Jesus altid til os som en fremmed og ukendt, men dog som en ener blandt de mange, hvem han ligner til forveksling, så der ikke er noget guddommeligt at pege på eller fæste sig ved, før man bliver opmærksom på, at han fører en tale fra Gud som ingen anden, og giver sig til at spørge efter, hvad den tale da går ud på, og hvem der gav ham magt og myndighed til at tale således til os om Gud og handle med os på Guds vegne.

Da kejser Augustus i mandtal skrev,
en af de mange Vorherre han blev.

Således ved hans fødsel, således ved hans dåb, således i hans død og opstandelse: en af de mange, et menneske som vi, fristet i alle ting i lighed med os, dog uden synd, og alligevel som en synder, som en af de mange, der for syndens skyld blev overgivet til døden.

Det er det forargelige ved ham, det, der gør vidnesbyrdet om ham let at afvise, let at foragte, at der ingen væsensforskel er på ham og en hvilken som helst anden af historiens særprægede skikkelser. Han kommer til os som en af de mange. Men det er samtidigt vidnesbyrdets håb og trøst, at Jesus kommer til os som en af de mange, som den, der gjorde sig helt til et med os og gjorde vor sag til sin og sin til vor.

Johannes' dåb og kristen dåb er ikke det samme. Den forskel vil vi ikke opholde os ved her. Kun fæste os ved den ene ting, at Johannes' dåb var en bekendelseshandling. Den samlede et fællesskab af syndere, som ved at vedgå og bekende deres skyld overgav deres sag til Gud og ventede hans barmhjertigheds dag.

Med Jesus kom selve Guds barmhjertighed til os. Derfor skønnede Johannes, at i et fællesskab af syndere, som måtte vedgå deres skyld, hørte han i hvert fald ikke hjemme. Jesus derimod lod Johannes klart forstå, at netop til dette fællesskab var han sendt, og for dets skyld var han kommet. Her som altid holdt han fast ved, at det er ikke de raske, som trænger til læge, men de syge. Han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Således opfyldte han på Guds vegne alt, hvad ret er.

„Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag”. Således lød røsten til ham ved hans dåb. Derved vedkendte Faderen sig hans gerning som sin, og de mennesker, han gjorde fælles sag med, som sine kære børn i tid og evighed. Således ved hans fødsel, således ved hans dåb, således fuldendt og bekræftet i hans død og opstandelse.

Det er denne Guds opsøgende gerning, vi med ham ved vor dåb drages med ind i. Nu er også vi Guds kære børn, ikke fordi vi har villet det, ikke fordi vi har anstrengt os derfor eller på nogen måde gjort os fortjent dertil; men fordi Gud selv fra evighed har villet det sådan, villet, at alle mennesker skulle finde frelse og komme til sandheds erkendelse ved ham.

Som led i denne opsøgende gerning bliver dåbsordene for os både det første og det sidste, det eneste, vi har at holde os til, når alt andet brister. Her er noget, som vi ikke selv har valgt, noget, som vi ikke har beredt os til og ikke selv formår at holde fast, noget, som helt er Guds gave og Guds værk, og som kun kan blive til sandhed og virkelighed for os, når han selv ved sit ord holder os fast derved.

Bortset fra hans ord har vi intet, og med dette hans ord er vi fastholdt ved det almindelige menneskeliv med dets synd og med dets død, med dets nedbrydning og dets opløsning, hvor alt bliver famlende og usikkert, og hvor ethvert menneskeligt håb forsvinder til sidst.

Det er dette famlende og usikre menneskeliv, Jesus ved sin dåb gik med os ind i. Det er dette menneskeliv, han helt gjorde til sit. Det er i det, han holdt ud med os til den sidste, bitre ende. Hans dåb var en indvielse til at give sig selv hen, sætte sit liv ind til sidste trævl for dette menneskeliv, som altid har været vort.

På samme måde er også vor dåb en indvielse til at holde ud i menneskelivet, som det er, det menneskeliv, hvor enhver vished og enhver garanti bliver borte til sidst, og hvor vi kun har gudsordet at holde os til som en befaling over vort menneskeliv, en befaling til at holde ud i tro til den Gud, som gav os livet, og som bliver ved med at lade sit ord lyde til os; det ord, hvormed han i dåben kaldte os og gjorde os til sine, det skal blive ved at lyde til os til vor sidste stund og på ny kalde os frem for hans ansigt, når vi ikke er mere.

Amen!

N. Otto Jensen,
Prædiken i Faarup Kirke Fastelavns Søndag 1969,
i Sabro Kirke søndagen efter,
Tekst: Matt.3,13-17.
Salmer: 24-185-123-445-365-431-55.