Adskillelsens Politik

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2009, nr. 3, s.60-63. (Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Adskillelsens politik).

Ved læsningen af denne bog - tankens veje er mange og sære - kom jeg til at tænke på min gymnasietids første beundring for Holberg. Ikke komediedigteren, men oplysningsfilosoffen. Jeg så ham for mig, siddende i fine rokoko-interiører med pudret paryk, sarkastisk humor og køligt overblik. Sådan ville jeg også være: klog, kølig og højt hævet over de studentikose hundeslagsmål. Når vi i spisefrikvarteret gik ned og satte os i kantinen på Silkeborg Amtsgymnasium, anlagde jeg derfor, hvad jeg selv mente var et tilpas selvironisksarkastisk udtryk, og afventede en af de diskussioner, som altid opstod. Det var min plan at sidde tilbagelænet ligesom Holberg uden at sige noget, ligesom fordybet i egne tanker. Først når de forskellige argumenter fra højre og venstre var blevet luftet og fronterne trukket op - først da ville jeg, ligesom lidt modvilligt, løsrive mig fra mine ophøjede tanker og skære igennem med en bidende, ironisk bemærkning. Når alle så stirrede forbløffede på mig, ville jeg sætte begge de modsatte synspunkter til vægs og hævde mit eget, ophøjede, krystalklare, tredje standpunkt. Det var en god plan - den gik bare altid i vasken! Jeg blev ophidset, provokeret, kom til at svede, blev ivrig, forløb mig, kom for langt ud og modsagde mig selv. Al kølighed og tilbagelænet ironi var tabt på et øjeblik, og jeg sad og gestikulerede og råbte. Sagen havde taget magten, og jeg var selv en del af hundeslagsmålet.

Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen er oplysningsmænd med stort O. Fra deres ophøjede, oplyste, kosmopolitiske stade vil de som oplysningens sande arvtagere nedstige til jorderige og sætte modstridende positioner på plads for derefter at kunne hævde et hidtil uerkendt, oplyst, tredje standpunkt. Det er forfatternes plan. Men den går i vasken - hvilket taler til forfatternes fordel! Det viser sig, at virkeligheden ikke er sådan at ride fri af. Man kommer, hvis man da er et menneske, alligevel til at stå der og gestikulere og råbe. Forfatternes tanke, bogens konstruktion, er kort fortalt følgende: I den standende samfundsdebat ligger både højre- og venstrefløjen under for en ideologi, som forfatterne giver navnet "kulturalisme". I sin "hårde form" går denne forestilling ud på, at mennesket er determineret af sin kultur: Mennesket er bundet af sin kultur, og man kan ikke sige god for en person, uden dermed også at måtte sige god for hans kultur. Man kan ikke krænke en person, uden derved også at krænke hans kultur. På venstrefløjen dyrkes denne ideologi i form af en kritikløs accept af alt, bare det kan legitimeres som enten religion eller kultur. På højrefløjen dyrkes den samme ideologi i form af en kritikløs accept af alt, bare det kan legitimeres som dansk kultur eller historie. Hermed har forfatterne altså diagnosticeret den standende kulturdebat eller kulturkamp som et umodent hundeslagsmål, og alt er nu parat til, at de selv, ligesom lidt modvilligt, kan løsrive sig fra deres ophøjede tanker og stige ned for at slå det sande, tredje standpunkt fast. Det sære er nu, at i bogen kommer dette tredje standpunkt kun ganske vagt til orde - blot som noget underforstået og helt indiskutabelt: Menneskerettighederne og oplysningsidealerne, det enkelte menneskes personlige rettigheder, i denne sammenhæng især ytringsfrihed og trosfrihed. Det er det hele! Grunden til denne underlige skævhed i bogen er, tror jeg, at virkeligheden heldigvis har fået oplysningsmændene til at svede bare en lille smule i hænderne. Eller rettere: At sagen har taget magten for dem. Alene disponeringen af stoffet i bogen viser, at det forholder sig sådan. Forfatterne er omhyggelige med at skælde ud på Dansk Folkeparti og visse præster i folkekirken, men langt hovedparten af bogens næsten 500 sider handler om islam, eller rettere: Islams møde med vesten og ikke mindst vestens sære knæfald for islam under dække af begrebet "multikultur". Bogens konstruktion forekommer meget kunstig. Den behøver man som læser i virkeligheden heller ikke hæfte sig ved. Ligesom man heller ikke behøver dele forfatternes stærkt religiøse forhold til oplysningen og menneskerettighederne. Man kan med god grund lade sig irritere af forfatternes lemfældige omgang med kristendommen (herom mere nedenfor), men det er i første omgang mindre væsentligt. Lidt uvenligt kan man måske fremsætte den hypotese, at hele bogens konstruktion skyldes forfatternes frygt for at blive sat i bås med de forkerte. Et sted anfører de med tilslutning Arthur Koestlers ord: "Jeg kan ikke tage ansvaret for, hvem der er enige med mig". Er det mon ikke bare det, det handler om? Forfatternes ubehag ved at opdage, at de, når det gælder islam, er enige med folk, de ellers ikke bryder sig om? Alt det vil jeg lade ligge. Tilbage står, at her er to mænd, som er blevet alvorlig anfægtet ikke mindst af Muhammedkrisen og de perspektiver, som den åbnede for. Det taler som sagt de to forfattere til ære, at de netop ikke kan nøjes med oplysningsfilosoffens ophøjede standpunkt, hvor meget de end bekender sig til det. Sagen tager overhånd, og man mærker en klar personlig indignation og modstandstrang bagved. Den er ærlig og velgørende. Som journalisten Steven Gan i et interview i bogen siger til Jens-Martin Eriksen: "Lad os være specifikke: Vi taler om islam". Problemet er islam og vestens møde med islam. Kort og godt. Islamisk påberåbelse af særrettigheder og de mærkelige, vestlige indrømmelser af samme. Alt andet er spilfægterier.

Bogen falder i fire afsnit. Jens- Martin Eriksen åbner bogen med en slags interview-undersøgelse af forholdene i Malaysia, i stil med dem, den indisk-engelske forfatter V. S. Naipaul har gennemført i to af sine bøger. Herefter analyserer Frederik Stjernfelt i bogens spændende hovedafsnit begrebet multikulturalisme. Derpå følger af samme forfatter en udmærket analyse af Muhammed- tegningerne, og bogen sluttes af med en række korte, såkaldte "interventioner" eller meningstilkendegivelser. Endelig er bogen vedføjet et meget interessant appendiks i form af en minutiøs kronologisk gennemgang af tilfælde af religiøst pres mod ytrings- og religionsfriheden. Appendikset er vedføjet for effektivt at gennemhulle det synspunkt, som bl.a. blev luftet i Politikens leder, at Muhammed-krisen i bund og grund var en dansk indenrigspolitisk sag, der slet ikke angik ytringsfriheden.

Jeg vil i det følgende opholde mig ved det, jeg regner for bogens hovedafsnit og kun i mindre grad berøre de øvrige. For dem, der kender bare en smule til islam, bringer Jens-Martin Eriksens feltundersøgelse fra Malaysia ikke meget nyt. Undersøgelsen tjener i bogens sammenhæng også mest til at vise, hvordan det luftige begreb multikulturalisme kan tage sig ud, omsat til politisk virkelighed. I Malaysia har man gennemført "adskillelsens politik" i praksis med separat lovgivning for landets tre store befolkningsgrupper. Landets forfatning bestemmer således, at sharia kun gælder for landets muslimske malajer (65 % af befolkningen), men islam er dog alligevel beskyttet ved en række tiltag, bl.a. religiøst politi og domstole, som slår hårdt ned på ytringer, der anfægter islams sandhed, også når disse kommer fra kinesere (26 %) eller indere (8 %). Resultatet af dette arrangement er selvfølgelig, at ytringsfriheden kan ligge på et meget lille sted. Man kritiserer ikke forholdene og slet ikke islam. Den islamiske lærde dr. Yaacob bin Yussoff fra landets fundamentalistiske regeringsparti PAS gengiver i klare ord, hvordan klaveret spiller: "Hvis kinesere og muslimer vil gøre noget, så spørger man først de kompetente autoriteter, om det vil krænke nogen. Man spørger først, inden man handler. Det er civiliseret dialog". Undersøgelsen må siges at være ret nedslående. Chancen for, at islam kan fungere som en religion blandt andre i et samfund, båret af menneskerettighederne, anser redaktøren Kabilan fra den uafhængige internetavis Malaysiakini for usandsynlig. Han sætter ord på problemet: "Det kan ganske enkelt ikke diskuteres, fordi Koranen jo læses bogstaveligt, der er ikke rum for nogen form for fortolkning. Den sag er meget enkel". Malaysia er et samfund med flere kulturer, men den separate lovgivning for flertal- og mindretal, altså en multikulturel lovgivning, medfører kun en cementering af forholdene, samt udbredt knægtelse af ytringsfrihed og trosfrihed.

Selvom klodens mest multikulturelle samfund altså således er et nedslående bekendtskab, hvad frihed angår, er multikultur ikke desto mindre altid blevet lovsunget i vesten, især blandt politikere på venstrefløjen, journalister, forfattere og intellektuelle. Man kender omkvædet, der består i en underlig selvmodsigelse: På den ene side lovprises kulturmødet, kulturernes mangfoldighed og den berigelse, de hver især er for samfundet. På den anden side fordømmes en bestemt kultur nådesløst og utrætteligt: den vestlige. Alle kulturer er lige gode, men den vestlige, demokratiske er altså ikke lige så god som de andre. Fænomener som florerer i de muslimske miljøer, f.eks. "æresdrab", omskæring, tvangsægteskaber, sharia-lovgivning, afvisning af håndtryk til kvinder forsvares med henvisning til, at det nu er disse menneskers kultur, som vi ikke skal dømme om. Det er denne særhed Frederik Stjernfeldt har sat sig for at efterspore i bogens bedste og absolut mest læseværdige afsnit. I overensstemmelse med bogens konstruktion kalder han det selv en jagt på "kulturalismens rødder", men det skal man ikke lade sig forvirre af. Det handler om spørgsmålet: Hvor kommer den fra, ideen om særlige hensyn over for visse kulturer (læs: islam), parret med hadet til alt europæisk og vestligt? Stjernfeldt tager afsæt i kulturrelativismen i den amerikanske antropologi i 30'erne, den tysk-jødiske antroplog Franz Boas og navnlig hans elev, antropologen Ruth Benedict og hendes indflydelsesrige bog, Patterns of Culture fra 1934. Allerede her er dobbeltheden. Stjernfelt minder om den gamle vits, at en antropolog er en person, der udviser fuld respekt for alle livsformer - undtagen sin egen! Dette er præcis Benedicts stilling. Imod samtidens raceteorier indførte hun et særligt kulturbegreb: kulturerne er determinerende livsmønstre, helheder, der er bestemmende for sine dele, dvs. de enkelte individer i alle livets sammenhænge. De er uendelig mangfoldige, og ingen kan stille sig til dommer over dem. De er altså alle lige gyldige. Denne tanke burde vel logisk betyde, at al kulturkritik måtte forstumme, idet alle mennesker er spundet ind i deres egen, fuldgode, alt bestemmende kultur, men Benedict modsiger sin egen teori ved selv at hæve sig over sin egen kultur og kritisere, hvad der for hende står som indbegrebet af vesten: kapitalisme, individualisme, racisme. Fra Benedict føres vi af Stjernfelt videre til de amerikanske antropologers kritik af FN's menneskerettighedserklæring i 1947. Antropologerne anførte en række krav til modificering af FN's deklaration, f.eks.: "1. Individet realiserer sin personlighed gennem sin kultur, derfor medfører respekt for individuelle forskelle en respekt for kulturelle forskelle. 2. Respekt for forskelle mellem kulturer legitimeres af det videnskabelige faktum, at ingen teknik til kvalitativt at evaluere kulturer er blevet opdaget". Man genkender her melodien fra nutidens debat. Ingen kan stille sig til dommer over andre kulturer, men må vise skyldig respekt for et andet livsmønster. Stjernfelt gør opmærksom på, at omend det lyder kønt, har antropologerne hermed indført en tanke, som er alle totalitære staters drøm: mennesket er uhjælpelig bundet til sin kultur, og det må andre bare respektere. Om noget i en kultur er godt eller ondt, rigtigt eller forkert, er ganske uden for synsfeltet. Man kan med andre ord ikke angribe f.eks. håndsafhugning, stening, omskærelse, lynchning, tortur o.lign. Gang på gang demonstrerer Stjernfelt, hvordan antropologernes kulturrelativistiske eller multikulturalistiske synspunkt er fuldt af selvmodsigelser og uklarheder. Der fordres f.eks. tolerance og respekt over for kulturer, men hvem skal udvise tolerance, og hvem skal have respekt? Er minoritetskulturen, den ikke-vestlige kultur per definition fritaget fra at skulle udvise tolerance? Og gælder respekten ikke begge veje? Som en rød tråd igennem det hele løber dog stadig dyrkelsen af mangfoldigheden og de andre kulturer på den ene side og den næsten masochistiske selvkritik på den anden. Stjernfelt har et godt øje til sin egen stand: "Det er ejendommeligt, hvordan kulturalismen har kunnet forblinde mange intellektuelle personer til at kunne omfavne denne idè om "diversitet" som uproblematisk basalkriterium. Man kan blot sammenligne med, hvordan dette ville være inden for andre områder, hvor en stor diversitet af sygdomme, af fjender, af forbrydelser... næppe uden videre ville blive taget som noget succeskriterium". Efter en fin kritisk gennemgang af UNESCO's teoretiske grundlag, der hviler på de samme tanker, vender Stjernfelt sig til Canada, hvor ordet 'multikulturel' ifølge ham blev født i 1971. I Canada er multikulturalismen officiel politisk ideologi, lovfæstet på forskellig vis. Dog vel at mærke ikke efter en bred folkelig debat eller efter folkeligt pres, men ifølge kilder, som Stjernfelt refererer med tilslutning, nærmest tværtimod: ""Det var en lille men effektiv lobby af etniske ledere, socialvidenskabsmænd og politikere, der var involveret i etableringen af multikulturalismen..." - i kontrast til, hvorledes en meningsmåling i 1993 viste næsten trefjerdedeles flertal imod multikulturalismen". Blandt Canadas førende tænkere på dette felt er Will Kymlicka. Også hos ham er tanketågen imidlertid forbløffende tæt. Kymlicka gør sig f.eks. til talsmand for en såkaldt "målrettet multikulturalisme", hvilket betyder, at man indfører visse politiske særrettigheder for visse befolkningsgrupper (f.eks. at sikher må kører uden styrthjelm) for at vise respekt og undgå diskrimination. Desværre har han store problemer med blot at finde et kriterium for, hvordan disse særrettigheder skal gives (hvis sikher må køre uden styrthjelm, hvorfor så ikke også jøder og muslimer?). Hos Kymlicka genfinder man endvidere kritikken af vesten, parret med et idylliserende syn på andre kulturer. Han mener f.eks., at der var stor "interetnisk tolerance" mellem folkeslagene i Asien før kolonialiseringen, og at det såkaldte millet-system i det ottomanske rige var båret af samme tolerance for andre kulturer. Kymlicka er dog forholdsvis moderat. En anden canadier, som Stjernfelt anfører, John Ibbitson, gør sig til talsmand for det direkte tåbelige synspunkt, at alle problemer simpelthen bør ties ihjel. For ikke at vække de onde skal de gode tie. Man skal altså ikke tale højt om modsætninger mellem f.eks. islam og vestlig sekulær lovgivning. Stjernfelts kapitel er lidt af en øjenåbner og kan varmt anbefales til enhver, der har undret sig over den mærkelige vestlige position: her er virkelig meget godt at hente.

Det er der også i Stjernfelts minutiøse gennemgang af satiretegningerne, hvor han meget fint og vittigt sammenholder Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen med Roald Als' stærkt nedgørende tegninger af Anders Fogh Rasmussen fra Politiken. Han gør også fint rede for kronologien i Muhammed-krisen og gør her opmærksom på, hvor topstyret angrebet på Jyllands-Posten og Danmark i virkeligheden var. Ambassadeafbrændingerne i Syrien og Libanon fulgte først efter et stort møde i OIC. "Dette skete altså kort tid efter, at højtstående regeringstalsmænd fra de islamiske lande har brugt store dele af et OIC-møde på at diskutere tegningerne, hvor de antagelig har besluttet, at de danske tegninger egnede sig godt til at gøre til eksempel i en international kampagne". Det er meget tydeligt, at det er netop Muhammed-krisen, der har været udgangspunktet for bogen. Man mærker forfatternes ægte, dybfølte indignation dels over det stadigt gentagne mantra: "vi støtter ytringsfriheden, MEN ...", dels over det skamredne argument, at der skal vises særligt hensyn til den islamiske kultur og religion ganske uden skelen til, at denne kultur og religion medfører undertrykkelse og totalitær tankegang. Og endelig over muslimske organisationers kynisk beregnende brug af påståede krænkelser og mangel på respekt fra danske og vestlig side. Det er denne indignation, der driver forfatterne, og det er som sagt meget sympatisk og velgørende.

Når det er sagt, skal det også siges, at bogen i nogen grad skæmmes af forfatternes nærmest religiøse og underligt ahistoriske forhold til oplysningstiden og menneskerettighederne. Det kommer særlig til udtryk i det sidste og dårligste afsnit af bogen, der har fået den krukkede titel "interventioner". Der er tale om små korte ytringer i spredt fægtning, sure opstød og mere eller mindre velunderbyggede betragtninger samlet om bogens tema. Her kommer det ind imellem til stedvis komiske, stedvis patetiske selvbekendelser, som da forfatterne noget uformidlet sammenligner sig selv med naziregimets modstandere i 30'erne: "os, som nazisterne engang ville kalde "kosmopolitiske jødebolsjevikker", fordi vi ikke finder det væsentligste i livet i gruppeidentiteten". Dette bekendende "vi" dukker op flere gange. Det er ikke væsentligt for bogens helhed, kun let komisk. Langt værre er det, at forfatterne i forhold til kristendommen sætter kikkerten for det blinde øje. På bare to små sider, ud af bogens næsten 500, gør de sig færdige med det velkendte faktum, at kristendommen er en forudsætning for oplysningen. Det passer ikke, mener de. Oplysningen skete på trods af kirken. Det var en bevægelse bagom 1700 års kristendom - via islamiske filosoffer tilbage til græsk filosofi og videnskab. Oplysningen har simpelthen intet med kristendommen at gøre. Den er selve den tidløse sandhed, der for alvor åbenbarer sig på jord i 1700-tallet. Her er, hvad der lades tilbage til kristendommen: "Der er den bitte kerne af sandhed i påstanden, at der er visse sider af kristendommen, der kan fortolkes som oplysningsvenlige - såsom skellet mellem kejserens og guds rige og det institutionelle skel mellem stat og kirke (som reformation og enevælde dog tenderer mod igen at opløse), der er næstekærlighedsbuddet som en art tåget foregribelse af individuelle rettigheder, og der er, ligesom hos islam, monoteismen, der suger al uforudsigelig hellighed ud af denne verden, der så til gengæld bliver tilgængelig for videnskabelig udforskning". Det er ubegribeligt, at dette er skrevet bl.a. af en professor ved Århus universitet. Her er ikke tale om tænkning. Her er tale om religiøs forsagelse af ting, man tydeligvis ikke ved noget om. Jesu tale om Næsten som en tåget foregribelse af rettighedstanken. Du godeste! Påstanden om, at islams monoteisme skulle have gjort verden tilgængelig for videnskabelig udforskning, er decideret forkert, hvilket en mand som Kai Sørlander klart har demonstreret her i bladet. Det kunne nok lønne sig at tænke lidt over, hvorfor den moderne videnskab netop er udviklet i ikke-muslimske samfund. Jeg har en mistanke om, at forfatterne selv ikke rigtig tror på deres påstand, selvom de så inderligt gerne vil. Under et interview i Malaysia med redaktør Kabilan kommer Jens-Martin Eriksen til at lave en modstilling af islam på den ene side og "det kristne og verdslige samfund på den anden side". Det må være en smutter! Når de vestlige samfund er verdslige, skulle det jo ikke have noget med kristendom at gøre. Vel tværtimod, eller hvad? Det er pinligt og meget afslørende. Et andet sted afslører de to forfattere sig som de rene konfirmander. Under en voldsom kritik af en kronik af Helle Merete Brix i Berlingske Tidende forsøger de at påvise, at kristendom og islam er lige voldelige og intolerante. De henviser i den forbindelse til 5. Mos 13, 12-16 (Sært nok citeres der fra den gamle 1931-oversættelse med den gamle versinddeling, en endnu ældre retskrivning og mærkeligst af alt: navneord skrevet med stort - det må være Stjernfelts eller Eriksens konfirmationsbibel!), hvor der foreskrives nedhugning af personer, der har forført folket til frafald. De henviser også til Joh 15, 6 (I 1947-oversættelsen og med samme, gamle retskrivning. Versangivelsen er forkert. Der citeres fra Joh 15,1ff), hvor Jesus taler om de grene, som ikke bærer frugt og derfor kastes bort og brændes. Det er så plat, at det er til at græde over. Jeg vil anbefale forfatterne at studere skriftsynet i islam og kristendom. Jeg tror slet ikke, de med al deres oplysning og viden har forstået, hvor afgørende det er, at islam er lov, en guddommelig lovbog som Allahs åbenbaring, mens kristendom er troen på en person som Guds åbenbaring. Med henvisning til den særlige form for islam, som fandtes hos den rationalistiske, muslimske "akademiker- sekt" Mu'talizitterne føler de sig ligefrem kaldede til at forsvare islam: "Som altid er det både forhastet og forkert at skyde nogen skyld på "islam" som sådan". Det er smukt sagt, men man må dertil sige, at Mu'talizitterne ikke just var islamisk "mainstream". Deres rationalisme drev dem som bekendt til den sympatiske, men i islams historie desværre ret enestående påstand, at koranen er skabt, og altså ikke i sig selv guddommelig. I islam er koranen netop Allahs åbenbaring. Bogen er sandheden, hvilket er hele problemet. Her kunne forfatterne have nærlæst, hvad de selv citerer Stephen Gan for (se ovenfor). Hvordan man end vrider og drejer spørgsmålet om islam og vesten, så ender man ved islams skriftsyn: At koranen er hele sandheden om alting. Som sagt: Jeg tror ikke, forfatterne har forstået det. Dette sidste skal ikke afholde nogen fra at læse bogen, der er rigtig meget godt at hente, svaghederne til trods.

Morten Rydal.

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt:
Adskillelsens politik -
Multikulturalisme - ideologi og virkelighed,
Lindhardt og Ringhof, 2008,
ISBN: 9788759528211.