Om et institut og dets opgaver PDF Udskriv Email

Af Morten Uhrskov Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 2, s. 24-26.

Det er kommet mig for øre, at lektor i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jonas Christoffersen er blevet udnævnt til ny direktør for Institut for Menneskerettigheder efter Morten Kjærums afgang. Morten Kjærum er avanceret til posten som direktør for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som tidligere gik under det mere mundrette navn Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad.

Jeg vil gerne ønske Jonas Christoffersen til lykke med udnævnelsen og tilføje, at han har en tung arv at løfte efter sin forgænger. At dømme efter hans mange indlæg i især Weekendavisen er jeg dog ikke i tvivl om, at han kan gøre det. Og så alligevel. Det er ikke en hr. hvemsomhelst, han efterfølger. Morten Kjærum nåede at optræde på den danske scene i mere end to årtier, først som asylchef for Dansk Flygtningehjælp, siden som direktør for Center for Menneskerettigheder, fra 2002 Institut for Menneskerettigheder. I al den tid var Morten Kjærum en ubønhørlig revser af samtlige siddende regeringers politik på udlændingeområdet. Det var noget trygt og velkendt, når Morten Kjærum tonede frem på skærmen og udtalte, at Danmark mindst bevægede sig på kanten af alverdens konventioner og moralsk var skredet så langt ud til højre, så det kun lige akkurat overlodes til seeren at gætte, hvor riget var på vej hen. Eksemplerne er talløse, men gribende var det, da Morten Kjærum den 17. januar 2000 til BT udtalte, at "Menneskerettighederne er til for at beskytte de allersvageste. Voldsofre hører selvfølgelig også til de svage, men deres rettigheder er der så mange, der tager sig af. Vi behøver ikke at rende efter ulveflokken". Morten Kjærums svar blev givet, fordi journalisten tillod sig at spørge om, hvorfor Center for Menneskerettigheder aldrig beskæftigede sig med ofrene for grov kriminalitet forøvet af udlændinge, men i stedet ihærdigt fastholdt, at det burde være noget nær umuligt at udvise mennesker, der havde haft bopæl i Danmark i en årrække, også selv om disse ikke var danske statsborgere og altså havde begået grov kriminalitet.

Så arven er tung, men selvfølgelig ikke umulig at løfte. Jeg tillader mig dog at give den nyudnævnte direktør et par gode råd med på vejen. Seks i alt er det blevet til, og de følger her:

1. For det første er det vigtigt, at Jonas Christoffersen fortsat bagatelliserer overgreb på danskere - ikke mindst grov vold og voldtægt - når overgrebene er forøvet af udlændinge, og disse står i fare for at blive udvist. Den nye direktør kan selvfølgelig godt udtrykke en personlig medfølelse (selv om dette ville være et nybrud i forhold til Morten Kjærums tid) med ofrene, men han skal skynde sig at slå fast, at det i virkeligheden ikke handler om kriminalitet og de mennesker, den rammer, men om de menneskerettigheder, som uvægerligt hele tiden er ved at blive krænket, når de danske domstole måtte overveje (efter mange trakasserier; dommere kommer jo, som de er flest, fra det samme segment som Jonas Christoffersen) at udvise en udlænding, der har begået grov kriminalitet. Han skal understrege, at de kriminelle udlændinge reelt er endnu svagere end de mennesker, som de har slået til lirekassemænd, idet de jo ikke er danske statsborgere og derfor risikerer en dobbeltstraf, hvis domstolen fastsætter, at de skal udvises efter endt afsoning. Her kræves ind imellem en vis stamina. Den nye direktør skal med andre ord have is i maven og med rolig mimik og stemmeføring kunne afvise alle urimelige indvendinger fremsat af pårørende, populistiske politikere eller en sensationslysten presse.

Alene det, at Jonas Christoffersen er blevet udnævnt, tyder dog heldigvis på, at han kan stå distancen. Et særkende for den klasse, han tilhører, er nemlig, at dens repræsentanter ikke under nogen omstændigheder er til fals for sådan noget som folkestemningen, ej heller selv om denne folkestemning gennem årtier har manifesteret sig i et markant ønske om flere udvisningsdomme ved grov kriminalitet. Det har vel egentlig altid kendetegnet overklassen, at den med ro i sindet kunne tilbagevise eventuelle krav fra de lavere klasser, og jeg er sikker på, at Jonas Christoffersen ikke vil vise sig at være en undtagelse.

2. For det andet er det vigtigt, at Institut for Menneskerettigheder udbygger og forstærker sin indsats mod den institutionelle og strukturelle racisme. Hvis læseren i sin vankundighed for sig selv må indrømme, at det aldrig har stået ham eller hende helt klart, hvad disse begreber dækker over, skal det være tilgivet. Det er sådan set en del af pointen. Lad mig dog forsøge kort alligevel. Den institutionelle racisme er den, hvorefter f.eks. politiet eller den kommunale forvaltning har nogle uerkendte fordomme over for mennesker af anden oprindelse end dansk. Begrebets proselytter vil i reglen hævde, at det ofte har noget at gøre med hudfarve. I hvert fald betyder det, at etniske minoriteter bliver bedømt strengere end danskere, og at de følgelig lukkes ude fra uddannelser og job, til hvilke de egentlig er kvalificeret.

Det er jo galt nok. Men den strukturelle racisme er dog værre. Den gennemsyrer nemlig hele Danmark og alle danskerne (i en bredere betydning alle vesterlændinge og hele den vestlige verden). Ifølge den er et meget stort flertal af danskere, alle frivillige sammenslutninger og i det hele taget alle steder, hvor danskere mødes og udveksler relationer, betændte af fordomme og stereotypificering (jo, det hedder det faktisk), så mennesker af anden etnisk herkomst effektivt forhindres i at deltage. Danskerne ved det mange gange ikke selv, men den er god nok.

Læseren bedes bemærke, hvor fremragende tænkt disse to begreber faktisk er. De er et studie i ukonkrethed, og de er følgelig altomfattende og derfor umulige at gøre op med, især da de som nævnt er i høj grad uerkendte. Men godt er det at tænke på, at nogen ved, at de er der alligevel og derfor må bekæmpes af al magt. Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheder bør i endnu højere grad, end tilfældet allerede er, gøre sig til fyrtårn for den oplysthed, der påtager sig det utaknemmelige slid at besidde en særlig indsigt og en særlig sprogbrug, der har som sit mål at omkalfatre Danmark og danskerne. Da den institutionelle og strukturelle racisme jo dog for størstedelen er netop uerkendt, bør instituttet derfor arbejde på at få indført f.eks. positiv særbehandling (USA har haft en helt fantastisk succes desangående, hvilket vi alle ved), langt strengere straffe til diskoteksejere, der tillader sig at diskriminere imellem, hvem de lukker ind i etablissementet, en hel del flere begrænsninger af ytringsfriheden, og læseren kan selv fortsætte listen. Der er tale om en i høj grad uopdyrket mark, og Jonas Christoffersen bør kende sin besøgelsestid.

3. Når Institut for Menneskerettigheder beskyldes for at hylde et ideal, der er abstraheret fra virkeligheden, og at instituttets anbefalinger og irettesættelser af de politiske beslutninger reelt er lig med et ønske om fortsat muslimsk masseindvandring, så må Jonas Christoffersen stå fast. Han bør i stil med sin forgænger fremhæve, at opretholdelsen af de universelle menneskerettigheder er et naturligt led i en historisk udvikling, der går mange år tilbage, til tiden efter den anden verdenskrig, til den første verdenskrig og endelig til oplysningstiden og den franske revolution. Herefter er de universelle menneskerettigheder blot en naturlig konsekvens af især det 20. århundredes ulykker. Instituttet og Jonas Christoffersen må for Guds skyld ikke begynde at overveje, om de universelle menneskerettigheder er udledt af den mest rabiate del af den franske oplysningstradition, som den er formuleret af Rousseau og Voltaire. Og om den engelsk-skotske-amerikanske moderate oplysning måske ville have et ord at sige med på vejen. I valget mellem den absolutte og den gradvise eller relative ret må Jonas Christoffersen ikke ryste på hånden. Han må fastholde, at menneskerettighederne er noget helt særegent, noget hævet over tid og rum, idet de omfatter alle på alle steder og til alle tider og mindst af alt respekterer grænser og spørgsmål om, hvem der har magten til at definere virkeligheden på et givent territorium. Menneskerettighederne må være hinsides det dennesidige og alligevel omslutte det dennesidige i sin totalitet. Samtidig skal Jonas Christoffersen altså fastholde, at menneskerettighederne er groet naturligt frem af det forgangne, og at det ville være at bryde med den historiske nødvendighed, hvis man gjorde dem relative og ikke absolutte. Det er ikke nogen helt let øvelse, men holder Jonas Christoffersen tungen lige i munden, skulle det ikke være umuligt.

4. For det fjerde bør Jonas Christoffersen vie et særligt kapitel til spørgsmålet om, hvad Danmark og danskerne er. Han bør insistere på, at danskheden og Danmark er en konstruktion, der blev skabt i første halvdel af det nittende århundrede og vel reelt først efter 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland. Det bør for så vidt ikke være noget problem for ham og Instituttet. En hærskare af historikere, sociologer, antropologer og lignende lærde mennesker vil bekræfte ham i, at den såkaldt danske identitet allerhøjst er 200 år gammel. I omtrent fire årtier har det været god latin at forsikre danskerne om, at deres følelse af identitet var noget kunstigt tilegnet, bestemt af nogle tilfældige daværende magtforhold, hvorfor det ganske logisk vil være muligt at dekonstruere denne identitet og konstruere en ny, der retter sig mod EU, mod det globale og mod den muslimske indvandring.

Jonas Christoffersen bør dog være opmærksom på, at misliebige personer kan anfægte dette synspunkt og hævde, at Danmark og dansk identitet er langt ældre, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvem der har rettigheder til at komme til og opholde sig i Danmark. De kunne finde på at fremdrage historiske kilder, hvor Saxo fortæller, at han vil skrive danernes historie, de kunne finde på at nævne Poul Helgesen, den katolske biskop der i 1534 prøvede at afværge borgerkrigen ved at henvise til, at "vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker af ens sæder og vilkår ", og de kunne finde på at nævne snaphanernes stædige forsøg på ikke at blive underlagt den svenske trone efter 1658, hvor Danmark tabte Skånelandene.

Sådanne forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved Institut for Menneskerettigheders mission bør Jonas Christoffersen se stort på. Bliver han ligefrem presset, må han alliere sig med de ovennævnte historikere og andre, der - skønt de formentlig ikke har læst de pågældende kilder - vil forsikre ham og offentligheden om, at de slet ikke betyder noget, men at de blot skal ses som led i en magtkamp, og at Danmark og danskerne dengang i virkeligheden var splittet i stænder, der ikke havde mere til fælles, end Jonas Christoffersen har med en dansker på overførselsindkomst, der bor i Gellerupparken.

5. For det femte må Jonas Christoffersen være bevidst om, at menneskerettighederne ikke er statiske, men uafladeligt må udbygges. En selvstændig opgave for Institut for Menneskerettigheder må derfor være stedse at udfinde nye rettigheder, der kan tilkomme dem, Instituttet har fundet værdige. Her skal især nævnes to typer af rettigheder: sociale rettigheder og retten til ikke at blive krænket. De sociale rettigheder har et enormt potentiale for sig. I stedet for at indskrænke sig til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mv. må Jonas Christoffersen slå på, at f.eks. retten til en bolig, retten til arbejde, retten til grønne områder og retten til kunstnydelse (den sidste fremgår allerede af FN´s menneskerettighedserklæring) bør være umistelige dele af alle borgeres rettigheder. Jonas Christoffersen skal samtidig huske på at indskærpe, at alle disse rettigheder - som altid er dynamiske, og som derfor altid skal udvides - er helt naturlige og indgår i den smukke række af rettigheder, som filosofisk anlagte mennesker har udtænkt gennem tiden. Retten til ikke at blive krænket er om muligt endnu mere indlysende og må betyde, at hvor ytringsfrihed og krænkelsesfrihed står over for hinanden, da må ytringsfriheden vige, hver gang.

6. For det sjette og sidste må Jonas Christoffersen fastholde og udbygge det synspunkt, at menneskerettigheder ikke besluttes af borgerne, men af eksperter. Jonas Christoffersen må nå det stykke vej, hans forgænger ikke nåede, og få knæsat det princip, at rigtige politiske beslutninger ikke bestemmes ud fra flertallet via det repræsentative demokrati, men i kraft af indsigtsfulde personer som Jonas Christoffersen og institutioner som Institut for Menneskerettigheder. Dette punkt er helt afgørende, da det - om det fuldbyrdes - effektivt vil sætte en stopper for den pinlige situation, der kan opstå, når det danske eller et hvilket som helst andet folk finder på at stemme forkert, og altså finder på at stemme på personer eller partier, der ikke deltager i Jonas Christoffersen og Institut for Menneskerettigheders vision om det samfund, hvor de universelle menneskerettigheder og kun de hersker.

Lægger Jonas Christoffersen sig ovenstående på sinde, er jeg overbevist om, at han - som sin forgænger Morten Kjærum - vil indlægge sig en plads i danmarkshistorien.

Morten Uhrskov Jensen.