Til læserne af Organet for den højeste oplysning PDF Udskriv Email

Af Morten Uhrskov Jensen, Tidehverv, 2009, nr. 10, s. 199-201.

Nedenstående sendte jeg til dagbladet Politiken i anledning af avisens 125-års jubilæum. Kronikredaktør Anders Jerichow takkede mig for at have fået mulighed for at læse mit forslag til kronik, men måtte returnere indlægget af mangel på plads. Jeg forsøgte derefter at få Information gjort interesseret. Jeg tænkte, at den gamle modstandsavis kunne have lyst til at drille sin storebror udi ånden og bringe min beske kritik af Politiken. Det viste sig ikke muligt, og jeg takker derfor Tidehverv for at publicere min artikel.

Jeg skal ikke gøre krav på at have en særlig adkomst til spalterne i Politiken, endsige i Information. Men det slår mig, at især førstnævnte avis har vanskeligt ved at goutere et verdensbillede, der er blot en anelse anderledes skruet sammen, end hvad der kan læses på lederplads i bemeldte dagblad. Det er synd og skam for Politikens læsere, der vist nok tror at abonnere på den højeste oplysning. Det er rigtig kedeligt for Politiken og dens læsere, at de ser oplysningsbegrebet så selektivt, som tilfældet er. Det underminerer ligesom påstanden om den højeste oplysning i det hele taget.

"Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue", sagde Retsforbundets Viggo Starcke i en radioudsendelse op til folketingsvalget i 1950, og lidt på samme måde har jeg det, når jeg nu henvender mig til læserne af dagbladet Politiken i anledning af avisens 125 års fødselsdag. Jeg skal dog skynde mig at sige, at forskellen er ganske betydelig. Hvor Viggo Starcke forsøgte at kapre vælgere (han fordoblede sit partis mandattal ved valget i 1950), så forsøger jeg ikke at behage, men tværtimod at udæske Politikens læsere. Jeg nærer ikke helt ubetydelige fordomme om læserne af den avis, der i sit almindelige overmod er stolt af sin selvudråbte position som Organet for den højeste oplysning, som stammer tilbage fra avisens grundlæggelse i 1884. Tilsvarende vil læserne af Politiken med stor sandsynlighed nære stærk mistro til redaktøren af et tidsskrift, der kalder sig selv for national-konservativt, en betegnelse, der vel må siges at udgøre noget nær antitesen til det kulturradikale standpunkt, som er Politikens. Redaktøren er undertegnede, og han vil nu gelejde avisens læsere ind i de dunkle afkroge, hvor mærkværdige størrelser som nation, identitet, assimilering og historie rent faktisk betyder noget.

Tidsskriftet Nomos udgav sit første nummer i 2003, og siden 2004 har vi holdt Høstmøde i Nyborg, altid den sidste lørdag i september. Fra sin begyndelse har Nomos ønsket at udgøre et modspil til den almindelige tidsånd (som vi nu har set den; Politikens læsere ser givetvis anderledes på det), og vi har ønsket at være "et uafhængigt medie, der har til formål at indsamle dokumentation samt udvikle og formidle idéer med relevans for den nationale og vesterlandske samfundsdebat".

Vi har efter bedste evne forsøgt at leve op til vores formålsparagraf, og vi har gjort dette uden at - håber vi - skele til, om det nu kunne gavne vores sag. Det lyder jo grangiveligt som den pure idealisme, og det er det for så vidt også. Det er idealisme i betydningen af en kompromisløs tilgang til spørgsmålet om menneskets evne til at indgå i meningsfulde fællesskaber. Med udgangspunkt i en konservativ position er vi generelt skeptiske over for teorier, der hylder en mere eller mindre ubegrænset menneskelig fornuft, sådan som både liberalismen, socialismen og altså også kulturradikalismen gør det. Vi er ikke så fordringsfulde som de nævnte ismer. Vi stiller os tilfreds med at anskue alle mennesker - os selv ingen undtagelse - som svage og irrationelle på så mange punkter, så vi må tage især historien til hjælp, hvis vi skal forstå os selv og den virkelighed, vi er en del af.

Nu kunne man måske tro, at vores udgangspunkt og vores endemål er dystopisk, en verden bestående af det værste, mennesker kan forestille sig. Det er langt fra tilfældet, vil vi mene. Ganske vist er vores verden ikke lige så umiddelbart glad som den, der er Politikens læseres, hvor blot uddrivelsen af det onde vil sikre overgangen til det gode, sådan som Politiken og dens abonnenter altid har stået for og af hjertet altid har troet mulig.

Vores verden er ikke dystopisk, men realistisk. Den er pragmatisk i stedet for at være revolutionær, og den er til stede i verden i stedet for ikke at være af denne verden. Lad mig illustrere denne påstand med en kort gennemgang af nogle af de foredrag, der er blevet afholdt på Nomos´ høstmøder siden 2004.

Spørgsmålet om social kapital har i alt for ringe grad interesseret nutidens sociologer og samfundsforskere generelt. Hvordan kan det være, at nogle samfund er mere velfungerende end andre? Hvordan kan det være, at graden af tillid mellem befolkningsgrupper eller mangel på samme er så ekstremt forskellig, alt efter hvor vi bevæger os hen på kloden? Hvor den sociale kapital er høj, hersker der en høj grad af tillid, også mellem mennesker, der ikke umiddelbart kender noget til hinanden. Den konservative filosof Roger Scruton - som Nomos har haft æren af at oversætte - har beskrevet et samfund med høj tillid borgerne imellem som "a community of strangers", et fællesskab af fremmede, som, skønt de ikke kender hinanden, har en samhørighed, der kun kan stamme fra en fælles historie, der er af en sådan karakter, så der bliver tale om et fællesskab. Det er ligeledes Roger Scruton, der har forsvaret traditionens tilsyneladende irrationalitet ved at hævde, at det først ville være egentlig irrationelt, hvis mennesker, der i øvrigt på en lang række områder har delt vilkår, ikke havde traditioner, der ikke uden videre kunne gives nogen rationel begrundelse for.

*

Der kan ikke gives noget udtømmende svar på den sociale kapitals rolle for et givent samfund. Dertil er både historien og samfundsvidenskaberne for usikre, foreløbige som de er. Men social kapital forsøger at indfange et forhold, som er liberalisme, socialisme og kulturradikalisme fremmed; nemlig eksistensen af historiske faktorer, som ikke kan forstås gennem kun idealistiske briller, som vil se mennesket som skabt i et specielt billede og kun det. Mangfoldighed bliver der således ikke noget af, med mindre man tager de konservative linser på.

Spørgsmålet om identitet ligger i god forlængelse af den sociale kapital, men fortjener selvstændig omtale, når indholdet af Nomos´ høstmøder skal beskrives. Både Politikens læsere og undertegnede kan formentlig godt blive enige om, at mennesker kan have forskellige identiteter; én hos familien, én på arbejdet og én i fritidsklubben. Hvad vi nok ikke bliver enige om, er gradsforskellen af disse identiteter. Hvor såkaldt progressive (spørg mig ikke, hvorfor det skulle være fremskridtsvenligt at ville ophæve enhver hævdvunden, tavs viden, en fordom, om man vil) sociologer slår på tromme for, at identiteter er flydende, så jeg det ene øjeblik lige så godt kan være fodboldfan som familiefar, så vil en konservativ tilgang betone, at nok er menneskers identitet sat under større pres som følge af det, vi kalder globaliseringen. Denne globalisering ophæver så alligevel ikke det forhold, at noget er vigtigere end andet, og der tages slet ikke højde for, at globaliseringen omvendt kan betyde en stærkere fornemmelse af at tilhøre noget bestemt; netop fordi vi i konfrontationen med andre bliver kun mere bevidste om, at vi har et særligt, partikulært udgangspunkt, som er vores i højere grad end så meget andet.

Identitet i ental vil derfor vedblive at have en afgørende betydning, når vi skal bedømme, hvor vi hører til, og hvor vi bedømmer andre at høre til. I tvivlstilfælde vil vi ikke kunne tillade os den luksus at pendle imellem et uendeligt antal identiteter. Vi må i stedet beslutte os for, hvor vi vil lægge vores lod. Læg vel mærke til, at denne tilgang ikke er rent deterministisk. Den slår ganske vist fast, at ens oprindelige tilhørsforhold betyder noget, betyder endog meget, men man kan også i praksis vælge at fravælge ens oprindelige identitet. I de ekstreme tilfælde konverterer man til den "andens" religion - Politikens læsere kan lige så godt først som sidst vænne sig til, at religionsskifte er den kraftigste markør for et identitetsskifte - men man kan også vælge at "holde med" den anden, som tilfældet givetvis var for flertallet af Politikens læsere under muhammedkrisen. Det er unødvendigt at sige, at den samme regel gælder den anden vej. Det er ikke forbeholdt vesterlændinge at skifte identitet, heldigvis da.

*

Og så er vi vel nået dertil, hvor vi skal tale om det, der med fuld ret martrer en række af de europæiske lande i disse år, nemlig indvandringen fra tredjeverdenslande, især muslimsk dominerede lande. Jeg er ret sikker på, at ikke få af Politikens læsere ville foretrække en svensk løsning, hvor næsten enhver kritik af indvandringen udgrænses som ekstremisme, og hvor Dansk Folkepartis pendant, Sverigedemokraterne, af de svenske medier behandles som ikke-stuerene. Det er også en mulighed, bevar mig vel. Jeg nævner så lige kort nogle af de kendte konsekvenser af den svenske model: et enormt og hastigt voksende antal ghettoer i forstæderne til de større svenske byer og en uhyggelig kriminalitet, der bl.a. indbefatter 5.400 anmeldte voldtægter i 2008, en voldtægtshyppighed seks gange højere end den danske, når der er korrigeret for befolkningsforskel.

Tilmelder man sig et Høst møde i Nomos, er man som regel nogenlunde på det rene med, at Europa i disse årtier oplever en revolution, en grundlæggende demografisk forandring af kontinentet. Der har aldrig været i nærheden af at være folkelig opbakning til en masseindvandring af især mennesker med en muslimsk kulturbaggrund til Danmark og til de øvrige europæiske lande, og ser man på resultatet til dato, forstår man også kun alt for godt hvorfor. Ghettoer, kriminalitet og religiøse særkrav er den pris, europæerne betaler for elitens eksperimenter og skalten og valten med den arv, der var dem betroet af deres forfædre og formødre. I Nomos er vi godt klar over, at debatniveauet i Danmark ligger lysår over det svenske; ja, det vil formentlig ikke være muligt at opdrive et europæisk land (eller for den sags skyld noget land overhovedet i den vestlige kulturkreds), der har en så fri debat også om indvandringen og dens konsekvenser som den i Danmark.

Det er svært at spå om fremtiden, det er sandt. Men derfor kan vi jo alligevel ikke lade være. Den gennemsnitlige politikenlæser vil nok spå noget i retning af, at om blot Nomos og andre højtråbende mindretal ville holde deres mund, så skulle det nok gå alt sammen, også og måske netop med en stigende muslimsk indvandring. Ikke nok med det, det ville blive både smukt og skønt i forhold til den vestlige verdens historie hidtil, som vel mest ses som en kedelig foreteelse, som vi derfor må gøre op med, hellere før end senere.

Helt det samme billede ser redaktøren af Nomos ikke for sig. Han ser ærlig talt for sig, at der kommer rigtig meget gang i den - også meget mere end nu, tag som nævnt blot over Sundet, og man vil vide, hvordan det vil blive i Danmark i løbet af et par årtier - og større og større grupper af de oprindelige europæere vil opleve, at dagligdagen bliver stedse vanskeligere i kraft af den anden, den muslimske kultur i alle dens sikkert farverige varianter, som dog har det til fælles, at de eroderer det traditionelle livsgrundlag for europæerne.

*

Jeg er nødt til at komme med et sidste spark netop til Politikens læsere, når vi taler indvandring. Indvandringens uafviselige og dystre konsekvenser har til overmål først og fremmest ramt de dårligst stillede danskere, der ikke uden videre kan fraflytte de sociale boligbyggerier, hvor der er blevet lidt for muntert. Da der er tale om en kendsgerning og ikke et gæt eller en fortolkning, må forklaringen være den, at politikenlæseren er flintrende ligeglad med, om tilværelsen bliver uudholdelig for store dele af de dårligst stillede danskere. Det rager ganske enkelt ikke læseren af Organet for den højeste oplysning. Det synes jeg så, Politikens læsere i højere grad skulle sige lige ud. Hvorfor dog stikke sin dybe foragt for de ringest stillede danskere under stolen, når man langt mere direkte kan fortælle dem, at de slet ikke indgår som en relevant del af den store ligning, der skal få den gamle yderligtgående tanke om den fuldstændige og grænseløse universalisme til at gå op?

Jeg nærmer mig afslutningen, men kan lige nå at nævne et sidste emne, der optager deltagerne på Nomos´ høstmøder. Det er selvfølgelig EU, vi her skal tale om. Fra at være et dybt forståeligt ønske om europæisk samarbejde oven på to verdenskriges rædsler er EF og siden EU i de seneste knap to årtier gået med stormskridt hen imod en egentlig ophævelse af staternes suverænitet. Hvis Europa har en mening, så er det, at kontinentet er folkenes Europa, de mange forskellige folkeslag, der ud fra deres identitet som danskere, englændere, flamlændere, polakker og så videre nærer et dybfølt ønske om at leve i deres egen nationalstat. Dette har mildest talt ikke altid kunnet realiseres i praksis for alle, men EU træder i stigende grad frem som en monolit, der ønsker at kvase enhver oprindelig nationalitet og derfor identitet hos europæerne.

Jeg skal gerne for egen regning anerkende, at EU´s indre marked har betydet økonomiske fordele for medlemsstaterne, men de langsigtede konsekvenser af en imperiedannelse, der samtidig promoverer masseindvandring, er katastrofale. Der er derfor ikke andre muligheder end at bekæmpe EU som den antitese til den europæiske tanke, der vitterlig er tale om.

Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue. Og til lykke med den runde dag. Jeg mener det skam ganske oprigtigt. Jeg vinder vel ikke mange stemmer eller blot sympati, men jeg har fået lejlighed til at fortælle lidt om, hvad der foregår uden for det segment, der læser Politiken. "Del jer efter anskuelser", sagde Viggo Hørup, en af grundlæggerne af Politiken. Og det gør vi så, det må man sige. Jeg forstår ikke den gennemsnitlige politikenlæser, det må jeg tilstå, og jeg tror, det er gensidigt. Derfor denne kronik. Ikke for at vi skal blive enige, men som et bidrag til at forstå, hvorfor man kan tænke helt anderledes end den traditionelle abonnent af avisen med sæde på Rådhuspladsen.

Morten Uhrskov Jensen.