Drøn på

Af sk., Tidehverv, 1988, nr. 7, s.111.

"En slatten forkyndelse af det kristne budskab resulterer også i en slatten opbakning. Derfor skal forkyndelsen være fuld af saft og kraft og liv og drøn".

Med sådanne sætninger, der er taget lige ud af det kække, kirkelige ungdomsarbejde, i hvilket han har sit udgangspunkt, har den nye konservative kirkeminister, Torben Rechendorff, udtalt sig om folkekirken til Aarhus Stiftstidende 3. juli. Det står klart, at man ikke behøver at være noget hængehoved, fordi man er kristen, endsige kirkeminister. Der skal drøn på drengen.

Det forlyder endnu ikke, at korte bukser er blevet lovbefalet gejstlig tjenestedragt.

Derimod vil den nye kirkeminister overveje at ændre den teologiske uddannelse på grund af "sorte" præster, meddeler han. "Han sætter ikke navne på, men han taler blandt andet om de meget højreorienterede præster, der ytrer sig om samfundsforhold - for eksempel om flygtninge og fremmedarbejdere".

Vi imødeser en sådan farvebestemt præsteuddannelse med interesse. Hvilken kulør vil den nye og tilsyneladende almægtige kirkeminister mon træffe. Grønt à la Schlüter? Blåt som KFUM-spejderne? Eller en farve, der sådan changerer lidt i alt det, der for øjeblikket er på mode, og som det giver politisk pote at lægge sig efter?

Vi foreslår blegrødt i retning af det farveløse. Det træffer li'som meningen bedst. Og så synes det på niveau med den nye kirkeministers format.

sk.