Forfølgelsen af de arabiske kristne

Af Henrik K. Frost, Tidehverv, 2014, nr. 2, s.39-41.

Stridsmanden
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var med nogen skepsis, at jeg gik i gang med Klaus Wivels bog: "Den sidste nadver - en rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden", som udkom i september 2013.

Baggrunden for min skepsis var den illoyalitet og mangel på dømmekraft, Klaus Wivel udviste, da Lars Hedegaard i foråret var blevet forsøgt myrdet på sin bopæl.

En rum tid efter mordforsøget skrev Klaus Wivel i Weekend-avisen en tåbelig artikel: "Slangen ved brystet", hvori han bebrejdede Hedegaard - der altså netop var blevet forsøgt skudt - at islamkritikeren oplevede at befinde sig i en krig. Derudover brugte Wivel det meste af artiklen på at mistænkeliggøre Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet med citater fra nettets kommentartosser, selvom han samtidig i artiklen indrømmede, at Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet ingen som helst sympati har for disse tosser eller deres skriverier.

Men han nævnte dem altså alligevel og sluttede efter disse billige associationer artiklen af med en sætning, som vel dårligt kan forstås som andet end en opfordring til at gøre sig negativt afhængig af tosserne og derfor holde inde med den relevante islamkritik: "Det er tankevækkende, at disse gevækster gror i deres baghaver" (Se evt. en nærmere gennemgang af Wivels artikel her: Bruce Bawer: "Jorden kalder Klaus Wivel", sappho.dk, 2. april 2013).

Heldigvis viser det sig, efterhånden som man læser sig igennem: "Den sidste nadver", at Wivel har været i splid og strid med sig selv, for på side 35 i bogen står der: "Mig forekommer det at være et forlist argument at undgå at beskrive muslimernes diskrimination og had mod kristne, blot fordi meningsmagere, man ikke bryder sig om, vil finde tilfredshed i at læse om det. På den måde beskytter man dem, der begår overgrebene, ikke ofrene".

Og heldigvis viser det sig også, at det har været den sidste af de to her nævnte og indbyrdes modstridende positioner, der har været bestemmende for Wivels arbejde med bogen.

I "Den sidste nadver" møder man med andre ord en modig forfatter, som - på linje med Lars Hedegaard - er ægte interesseret i at få belyst problemet og tale ærligt og klart om den voldsprægede, ofte livsfarlige, virkelighed, som følger i hælene på islam, når og hvor den slår sig ned, og som derfor i dag er de arabisk-kristnes hverdag i det islamdominerede Mellemøsten og Nordafrika. Ikke fordi samtlige muslimer ønsker at gøre hverdagen utålelig for deres ikke-muslimske naboer, men fordi - som Wivel skriver (s.15) - alt for mange gør. Det viser historien, det påviser Wivel i sin bog, og det viser f.eks. en undersøgelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center, som Wivel refererer (s.17). Heraf fremgår det f.eks., at 84 % af Egyptens muslimer mener, at der skal indføres dødsstraf for frafald fra islam, mens 20 % har sympati for selvmordsbombernes drab på civile, kvinder og børn.

Bogens baggrund
I sit forord skriver Wivel om baggrunden for bogens tilblivelse: Daværende nyudnævnte udenrigsminister Villy Søvndal fandt det ikke ulejligheden værd at svare på det åbne brev, som Wivel skrev til ministeren i oktober 2011, og hvori han spurgte Søvndal, hvad udenrigsministeren i sit nye ministerembede havde tænkt sig at gøre for de kristne i Egypten. Derimod udtalte Søvndal et års tid senere (sept. 2012) - sikkert drevet af venstrefløjens ABC-mantra: Anything But Christianity - at "det er meget lidt klogt at kaste sig ud i en kamp for en enkelt gruppe (de kristne)" (s.303).

Siden er Søvndal blevet suppleret af den nye udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen, der i P1-programmet Religionsrapport (17-12- 2013) gjorde sig til talsmand for den noget bagvendte logik, at dét specifikt at hjælpe de arabiske kristne ikke ville være at hjælpe de arabiske kristne, fordi man derved kun risikerer at fornærme deres muslimske omgivelser, som derefter vil straffe de kristne endnu voldsommere. Her kan man da tale om ægte islamofobi, altså den frygt for islam, der gør, at man dukker nakken og tier om problemerne.

Selvom Søvndal ellers ikke normalt tøver med at kalde sig selv minoriteternes, de svages og de forfulgtes beskytter, så fandt han det altså ikke tilrådeligt at slå et slag for de forfulgte kristne, og man forstår derfor den - af frygt anonyme - kristne iraker, som Wivel møder (s.251), når denne siger: "Vi bebrejder alle de vestlige lande, at de ikke hjælper os og ikke lægger et større pres på den irakiske regering for at komme os til undsætning".

Det er i øvrigt et på een gang sigende, forståeligt og gennemgående træk, at de kristne, som tager bladet fra munden og fortæller om den forfølgelse af de arabisk-kristne, der finder sted, for det meste af sikkerhedsmæssige årsager ønsker at være anonyme, mens de (ofte ledende) kristne, som står frem med navn, kun sjældent ønsker at tale om forfølgelserne, men derimod for at overleve og af frygt for at sige noget forkert leverer den officielle løgn om et ganske harmonisk samliv kristne og muslimer imellem (s.72-3+80).

Provokeret af denne tavshed fra regeringen og mangel på officiel dansk vilje til at få kastet lys over kristenforfølgelserne og de kristnes lidelser tog Klaus Wivel sagen i egen hånd og tog afsted for at møde de arabiske kristne og høre deres historie og for at få svar på det grundspørgsmål, han gik med: Hvorfor forlader så mange kristne de arabiske lande? Eller det samme spørgsmål omformuleret: Hvorfor blev "Det arabiske Forår", som Ulla Terkelsen og co. i den danske medieverden helt uden kritisk omtanke jublende rapporterede fra, til "Det arabisk- kristne Efterår", som de samme danske medier nu ikke gider rydde sendefladen for at rapportere om?

Det er et stort, imponerende og modigt arbejde, Wivel har gjort. Specielt hans rejse til Irak og Bagdad har bestemt ikke været ufarlig, og resultatet: "Den sidste Nadver" er et fortjenstfuldt og nødvendigt dokumentarisk værk, der i et klart og flydende sprog ikke forsøger at sløre billedet af den forfærdelige situation, de arabisk-kristne befinder sig i.

Bogen
"Den sidste nadver" består af fire velskrevne og oplysende hoveddele, som omhandler de fire områder/ lande, Wivel har rejst i, dvs.: 1) Vestbredden og Gaza, 2) Egypten, 3) Libanon og 4) Irak. Derudover af et kortmateriale, et forord og et velvalgt efterord, der pointerer, at problemer sjældent forsvinder, bare fordi de ikke omtales eller belyses, tværtimod. Forudsætningen og første skridt på vejen mod en løsning er, at der kastes lys over problemerne.

Det har Wivel gjort grundigt og forstandigt med sin bog, og når han af bl.a. professor Jakob Skovgaard- Petersen bliver bebrejdet, at bogen lider af den svaghed, at den ikke indeholder et konkluderende afsnit med konkrete og konstruktive forslag til en løsning af problemerne, så kan Wivel roligt trøste sig med, at han - ved ikke at have stukket hovedet i busken - allerede har gjort langt mere og vist sig langt mere interesseret i en løsning end alle de mange vestlige universitetseksperter og dialoginstitutter, der med deres strøm af udenomsord og bekvemme nuanceringer ender med intet at få gjort eller sagt.

Jeg skal her ikke slavisk gennemgå hver enkelt af de fire hovedafsnit, men kun nævne, at det efter endt læsning står en klart, at situationen for de kristne i Gaza og Irak er helt forfærdelig; at de kristne på Vestbredden må leve med en åbenlys juridisk diskrimination, der tvinger dem til som andenrangsborgere at holde lav profil og dukke nakken (s.49); at de "kristne i Libanon har det, som om de lever i lufthavnens afgangshal" (s.178) på vej væk; og endelig: at en anonym kvindelig kristen egyptisk journalist, som Wivel arbejder sammen med i Cairo, præcist opsummerer de arabisk-kristnes situation i Mellemøsten og Nordafrika med sin replik på Wivels grundspørgsmål: "Spørg ikke om, hvorfor de kristne egyptere forlader Egypten. Spørg, hvorfor de bliver" (s.88).

Arabisterne
Selvom det selvfølgelig er for tidligt at skrive bogens virkningshistorie, så er der god grund til at omtale dens tidligste virkningshistorie, der hænger nøje sammen med bogens fortræffelige efterord, der går i kødet på Vestens og de hjemlige arabisters svigt og berøringsangst. Konkret: professor Jakob Skovgaard- Petersen, fordi også han - der skulle være eksperten og af medierne også bliver brugt som autoriteten på området - har forsømt at tale klart og umisforståeligt om de arabisk-kristnes katastrofale situation. Tværtimod har han beskrevet problemerne modererende, forsigtigt og relativerende, mens han sideløbende har suppleret sine analyser med en række påfaldende skæve forudsigelser om, hvordan situationen ville udvikle sig i den nærmeste fremtid.

I forbindelse med valget i Egypten mente han f.eks., at Salafisterne og Det Muslimske Broderskab begge ville få en beskeden vælgertilslutning; det viste sig som bekendt siden, at de to partier tilsammen ved valget kunne samle ca. 75 % af stemmerne.

I Weekend-avisen har der efter udgivelsen af "Den sidste Nadver" været en ophedet debat, idet Skovgaard-Petersen i en kronik forsøgte at forsvare sig selv og sin position. I sin forsvarskronik henviser han bl.a. til en artikel: "Forholdet mellem kristne og muslimer i den Arabiske verden historisk og i dag", som han har skrevet i "Årbog for Københavns Stift 2008" (udkommet 2009), fordi han mener i denne artikel i stil med Wivel for alvor at have sat fokus på de arabisk-kristnes problemer.

Læser man årbogsartiklen, viser det sig dog, at Skovgaard-Petersen også her har været så forsigtig og så islam-apologetisk, at den henvisning kun er et ringe forsvar.

Han skriver således i artiklen, at der ifølge ham ganske rigtigt findes et separat koptisk problem i Egypten i form af diverse forfølgelser, men så fortsætter han: "Det vil blive løst den dag, den autoritære stat (dvs.: Mubarak) falder". En mildest talt virkelighedsfjern forudsigelse, idet kopterne med Mubaraks fald og det såkaldte forår i Egypten er kommet fra asken i ilden, og med mindre der utilsigtet er faldet et: "ikke" ud af sætningen, må man med Wivel også her sige: "Jeg forstår ikke, at han kan være så uklar og fejlbehæftet, når det gælder de islamiske bevægelser i Egypten" (s.302).

Artiklen fra årbogen er i det hele taget et meget godt eksempel på den forplumrende og uklarhedsskabende balancegang, som Skovgaard-Petersen er en mester i.

I artiklens afsluttende og konkluderende afsnit skriver han godt nok, at de arabisk-kristnes situation ikke er opmuntrende, men så følger den lange række af modererende og fremtidshåbefulde påstande, der ender med at relativere kristenforfølgelserne til et minimalt eller rent historisk problem: 1) Borger- og menneskerettighederne har et stadig stærkere tag i de arabiske befolkninger, ja selv de islamitiske bevægelser søger at forene tanken om den islamiske stat med en egalitær rettighedstænkning. Der er med andre ord ikke grund til for de arabisk-kristne ikke at se lyst på fremtiden. 2) Tidligere så muslimerne dhimmi-diskriminationen af de kristne som et positivt udtryk for en passende muslimsk dominans og overlegenhed, i dag derimod (påstår Skovgaard- Petersen altså i artiklen) ser de fleste muslimer islam som de undertryktes religion. Altså: De kristne kan nu roligt sætte deres lid til islam, der for fremtiden vil vise sig at være deres beskytter, selvom der, som Skovgaard-Petersen skriver, formodentlig vil være lommer, hvor volden mod de kristne vil fortsætte. 3) Endelig afviser Skovgaard-Petersen, at der i det hele taget i islam ligger en teologisk determinisme; med andre ord: islam og overgrebene på de kristne har intet med hinanden at gøre, for islam har i sig selv ingen essens eller kerne, men er derimod så mange forskellige ting; islamudlægningen er, må man forstå, helt afhængig af den enkelte koran- og traditionslæser og ikke af Koranens og traditionsteksternes indhold selv.

Ved et debatmøde i Trykkefrihedsselskabet i begyndelsen af november, hvor Wivel og Skovgaard-Petersen krydsede klinger, gjorde både Wivel og Lone Nørgaard - hvilken sidste var blandt tilhørerne og siden har skrevet en glimrende artikel i Kristeligt-Dagblad (13-11-2013) om mødet og Skovgaard-Petersens svigt - meget rammende opmærksom på, at Skovgaard-Petersen har en evne til at efterlade sine tilhørere forvirrede på et højere plan, eller med et citat fra Lone Nørgaards artikel: Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen "skaber flimmer ved at dynge deres modtagere til med detaljer og enkelhistorier for at undgå minefeltet".

Wivel nævner og citerer undervejs en række danske og udenlandske arabister/naivister, der har markeret sig i debatten om kristenforfølgelserne. I sit hovedafsnit om forholdene i Egypten kommer han ind på Dansk-Egyptisk Dialoginstitut og dets direktør Jakob Erle. I dag, hvor dialog ofte er et andet ord for frygt, villet blindhed og løgn, er Jakob Erle som skabt til direktørjobbet i dialoginstituttet. Han har således udtalt, at hverken de kristne eller Vesten bør frygte islamiseringen, og at Det Muslimske Broderskab er "en yderst moderat organisation" (s. 127f.).

Man kommer til at tænke på Ayaan Hirsi Ali, som om 11. september skriver i sin selvbiografi: "Opbrud og oprør": "Fortvivlende dumme analytikere - navnlig folk, som kaldte sig eksperter i den arabiske verden, men som ikke lod til at vide noget som helst om virkeligheden i den islamiske verden - skrev side op og side ned med kommentarer. Artiklerne handlede alle om, at islam havde reddet Aristoteles og nullet - og om at islam er en fredelig og tolerant religion, ikke den mindste smule voldelig. Det var eventyr og havde ikke det mindste at gøre med den rigtige verden, som jeg kendte til" (s 322).

Behøver jeg at nævne, at Dansk-Egyptisk Dialoginstitut er støttet og betalt af dén danske stat, hvis udenrigsminister ikke ønskede at støtte de forfulgte kristne.

Wivel har skrevet en aktuel og meget nødvendig bog, som bør og forhåbentligt vil blive læst af mange; en bog, der tegner et rystende billede af de kristnes forhold i Mellemøsten og Nordafrika.

Henrik Frost.

Klaus Wivel,
Den sidste nadver
- En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden.
Kristeligt-Dagblads Forlag,
2013,
320 sider.