Når biskoppen vildleder PDF Udskriv Email

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2015, nr. 7, s.121-122.

”Vor Herre havde alligevel gemt det bedste til dig”, sådan beroligede en god ven mig, da jeg for 8 år siden - med slet skjult ærgrelse - lagde en klagesag over Kjeld Holms behandling af en af mine utallige ansøgninger i Aarhus Stift på hylden. Jeg havde fået embede i Augustenborg på Als, og det var rigtignok det bedste sted af alle at havne som sognepræst (selvom det vist af de hippe betragtes som et udkantssted, hvor fårene bræger). Jeg besluttede derfor, at kræfterne nu skulle bruges på at passe mit kald i stedet for at slås med biskoppen.

Men med sagen om det mildest talt spegede forløb i forbindelse med ansættelsen af en ny præst i Den Danske Menighed i Berlin er jeg kommet til at tænke på min gamle klagesag. Og det er jeg, fordi behandlingen af Marie Høgh med al tydelighed viser, hvad jeg allerede den gang fik bekræftet, nemlig at biskoppernes og menighedsrådenes behandling af ansøgerne til et embede i Den Danske Folkekirke - og tilsyneladende også af ansøgerne til embeder i de danske kirke i udlandet - ikke kan eftervises.

For det er jo det, der er problemet med sagen i Berlin.

Efter sigende var Marie Høgh blevet udspurgt om sit politiske ståsted. Efter signede havde en formand sagt, at en præst, der mente, at ”kirken er et gammelt hus, og det er den, fordi kristendommen er en gammel sandhed”, skulle kun ansættes dér, hvor vinden blæser og fårene bræger. Efter sigende skulle biskop Peter Skov-Jakobsen have sagt i forbindelse med sin orientering af menighedsrådet om ansøgerne, at det med den gamle sandhed skulle hun aldrig have skrevet, og at han ikke selv ville ansætte en kandidat, der erklærede noget sådant.

Efter sigende! For vi ved ikke, hvad der er blevet sagt, og hvad der er blevet spurgt om, under ansættelsesproceduren.

Og hvorfor nu det? Hvorfor kan intet verificeres, hvorfor lyder dette ”efter sigende” igen og igen, når sagen fra Berlin refereres? Fordi intet noteres ned under ansøgningsforløbet. Det er ikke muligt at rekonstruere behandlingen af en teologs ansøgning, fordi biskopperne tilsyneladende ikke mener sig forpligtet på, hvad der er god forvaltningsskik, når en myndighed skal træffe en afgørelse, nemlig notatpligten. Eller rettere, det er, hvad jeg ved, gjorde sig gældende i Århus Stift under Kjeld Holms ledelse, og det er, hvad der tilsyneladende også gør sig gældende i Københavns Stift. Og lur mig, om ikke dette også er tilfældet i de øvrige stifter. Lur mig, om ikke også de øvrige stifter ser stort på forarbejderne til den oprindelige offentlighedslov, hvoraf det fremgår at: ”enhver oplysning om faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse, der modtages mundtligt eller på anden måde, bør fremgå af sagens akter, da den senere kan vise sig at være af større betydning for sagens afgørelse end først antaget”.

Havde Peter Skov-Jakobsen sørget for, at enhver oplysning om de faktiske omstændigheder i sagen blev noteret ned, så havde avisartiklerne om sagen i Berlin ikke været spækket med forbehold, ja, så havde der næppe været en sag.

Men ved at undlade at sagen blev dokumenteret, så har man effektivt udelukket muligheden for at få dokumenteret, om der har været varetaget usaglige hensyn under behandlingen af Marie Høghs ansøgning. Ja, hermed er en væsentlig retsgaranti svigtet – både for den enkelte ansøger og for Kirkeministeriet som ansættelsesmyndighed. For havner Marie Høghs sag på Kirkeministerens bord, hvorledes skal han da kunne komme til bunds i sagens forløb? Når Christian Langballe (mf. for DF) i sin glimrende kronik om Berlin-gaten i Berlingske Tidende skriver, at han har tænkt sig gennem kirkeudvalget at stille flere spørgsmål til kirkeministeren om sagen, fordi han i den slags sager har langt større tillid til den kirkeministerielle jura end til kirkelig magtfuldkommenhed, så må man dertil sige, at denne tillid jo kun kan eksistere, hvor juraen overholdes. Og gør den det i disse sager? Det forekommer mig at være tvivlsomt.

Under alle omstændigheder er der god grund til at læse biskopperne offentlighedslovens bestemmelser om notatpligten. For det siger sig selv, at hvor den tilsidesættes, hvad skal da stække en politisk biskops eller en idiosynkratisk menighedsrådsformands trang til at miskreditere en kandidat med sladder og løse påstande om ansøgerens habilitet. Nej, da vinder i stedet usagligheden indpas, kandidaterne gøres forsvarsløse og mudderkastningen kan få frit spil.

Men vil man kaste med mudder, så sikrer notatpligten, at det kommer frem i lyset, så juraen kan få lov at gøre sin pligt og sikre, at alle holder sig til sagen. Hvert ord, der siges og er blevet sagt, skrives op og skal komme i avisen i morgen. Ved hvert vindue skal der stå tre skrivere og en gammel oldermand, som prinsessen sagde til Klods-Hans for at gøre ham bange.

For sådan skal det selvfølgelig være for en offentlig myndighed. Den skal veje hvert et ord på saglighedens vægt, af frygt for de implicerede parters ret til at få eftervist om den forvalter sit embede ret. Og det saglige hensyn, altså det, der vedgår sagen i en præsteansættelse, det er selvfølgelig ikke, om ansøgeren stemmer på DF eller støtter Green Peace, om hendes bedstemor engang samlede ind til den lokale menighedspleje, eller om hun vil danse wienervals med en hindu. Nej, det saglige og vedkommende i sagen er, om han el. hun er en god og dygtig teolog med sans for hvad kirke er, og hvad den ikke er.

Og den sans har Marie Høgh. Det er tydeligt at læse i de forskellige avisinterviews af hende, og det kan en hver forvisse sig om, hvis de læser de artikler og prædikener, hun har skrevet. Nøgternt forsvarer hun, hvad der er kirkens sag, og hvad der ikke er.

Selvom det er meget moderne at mene, at kirken skal påtage sig et væld af opgaver for ikke at stivne, som det hedder. Selvom det er blevet moderne at mene, at kirken skal afskaffe uretten, sikre verdensfreden, at den skal opdrage menneskene til religiøs tolerance og frisind, ja, så står hun fast på, at kirken skal én ting, nemlig skænke mennesker Guds evige, urokkelige og sanddru løfte om syndernes forladelse. Og han skænker dem det ved at forkynde det og ikke ved at jage efter denne verdens seneste trends. Holder kirken sig til dette alene, så skænker den dermed mennesker alt, hvad de trænger til. Så er kirken kirke. Hvor skulle mennesker ellers gå hen med al deres nød og lidelse og angst, hvis kirken havde travlt med denne verdens iver efter ikke at gå i stå?

Se, det burde biskoppen og for den sags skyld også DSUK, og menighedsrådsformanden i Berlin i bogstavelig forstand have noteret sig. At de stod med en kandidat, der forstod, at kirken er bygget for evigheden og skal tjene evigheden og ikke verdslige mål som succes og fremgang. For de burde vide, at dette er kirkens gamle sandhed, og at dette er kirkens kald - som det er ethvert menneskes kald - at holde ud i denne verden i tro til Gud alene, at forvente alt af ham, ja, forlange alt af ham.

Og havde de noteret sig dette, samt alt det sludder og sladder og vrøvl, der tilsyneladende også er blevet sagt i Berlin-sagen, så slap vi andre for at lege gætteleg, Kirkeministeren slap for at lege detektiv, og Marie Høgh var ganske givet sluppet for at skulle forholde sig til noget så uvæsentligt for sagen som Søren Krarups politiske ståsted.

Men hvem ved, måske har vor Herre gemt noget bedre til hende, og det kunne meget vel være et sted, hvor det ikke er fordommene der bræger, fordi man er optaget af at finde en god og solid sognepræst.