Kirkens kald i migrantkrisen PDF Udskriv Email

Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2015, nr. 10, s.173-175.

Oplæg til mødet: ”De mange flygtninge og hvad så” i Maribo.

I Første Kongebog fortæller Bibelen, at da Salomon var blevet konge i Israel, sagde Gud til ham: ”Sig, hvad jeg skal give dig!” Det var ellers noget af et tilbud. Det står i Guds magt at give alt, og den magt stillede han altså til rådighed for Salomons ønsker. Hvad ville vi mon svare? Salomon, som var ny konge, svarede bl.a. Gud på denne måde: ”Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles og så mange, at de ikke kan opregnes. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” (1, Kg 3,10).

”Giv din tjener et lydhørt hjerte” bad Salomon i lyset af sin store opgave og tunge ansvar. Det forekommer også en relevant bøn i den aktuelle situation. De danske magthavere står midt i deres eget folk, som ganske vist ikke hører til de største, overfor en migrantbølge, for ikke at sige folkevandring, som i den grad kalder på lydhøre hjerter. Ja, bønnen kunne også gælde for kirkens forbøn for alle med magt og myndighed. Det lydhøre hjerte må være det hjerte, som ikke lukker sig inde i sig selv og sine forudfattede meninger, det hjerte, som er åbent for den brogede virkelighed og hører andet og mere end sin egen stemme. Det lydhøre hjerte må være det hjerte, som ikke drives af stemninger, fornemmelser, overskrifter og øjebliksbilleder. Det lydhøre hjerte må være det hjerte, som hører, hvad der siges uden at glemme, hvad der er sagt af Gud. Det sidste betyder ikke, at magt – og myndighedspersoner i nogen ligefrem forstand kan eller skal bruge Bibelen som partiprogram eller lovbog, men det betyder, at de skal huske fortegnet for Salomons bøn, at de er i tjeneste og har fået en tjeneste midt i det folk, som er deres, og at denne tjeneste ikke bare er for tiden, men for eftertiden, ikke bare for dagens domme, men for Guds dom. Det lydhøre hjerte kender sin plads, fordi det kender Gud som Gud og sig selv som tjener, det lydhøre hjerte er en menneskekender, fordi det kender verden, ikke bare idealerne. Gud roste i øvrigt Salomon, fordi han netop bad om evne ”til at høre, hvad der er ret”. Hvad der er ret, må man lytte sig frem til. Det kan ikke bare afgøres på forhånd, løsrevet fra og på magelig afstand af realiterne.

Det er, som allerede nævnt, til alle tider kirkens kald, og ikke mindst i denne tid, at bede for lydhøre hjerter hos alle, som håndhæver og vedtager loven. Det Nye Testamente fremhæver også myndighederne som Guds tjenere og betoner, at ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd”. (Rom. 13, 4. )Altså bekræftes myndighederne som dem, der skal sørge for orden både i den konkrete situation og i det større samfund. Det er i ly og læ af den orden, at vi lever som folk og kirke, og hvor den orden slår revner eller helt mangler, går selvtægten ind, og de svageste bliver sorteper. Som det hedder i den berømte fortale til Jyske Lov fra 1241: ” Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest”. Ingen hverken danskere eller migranter skal tage loven i egen hånd.

Hvordan hævdes den orden i dag, hvor store menneskemængder, og alt tyder på, at de vil vokse yderligere, ikke nøjes med at banke på Europas døre, men går ind på parcellerne med det ønske at gøre vores lande til deres hjem? Ja, de politiske svar på denne udfordring er forskellige, og dette oplæg er ikke et politisk indlæg, men man siger ikke for meget ved at sige, at det hus, som vil huse enhver, kommer i spild med sig selv, og det hus, som slet ikke vil huse andre, bliver en skygge af sig selv.

Kirken skal altså bekræfte myndigheder og magthavere i deres kald og bede for deres lydhøre hjerter. Kirken har imidlertid også sit eget kald, og det er naturligvis det samme som altid: at døbe alle folkeslag i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem alt, hvad Jesus har befalet. Der findes ikke vigtigere nødhjælp end sjælenes frelse, ikke bedre integration end den, som sker gennem dåb og nadver, ikke større kærlighed end det at række evangeliet til andre mennesker. Kirkens eget kald er det største kald, for det kalder mennesker til evigt liv, ikke bare et bedre liv, et tryggere liv, et grønnere liv, et mere retfærdigt eller mere harmonisk liv. En kirke, der glemmer eller nedtoner sit egentlig kald, fordi den føler sig kaldet til at tjene verdens mange sager, giver stene for brød. Den bliver et ekko af tidsånden frem for et ord fra Helligånden. Kirken skal således møde alle migranter med evangeliet og kalde dem til omvendelse. Alle folkeslag er alle folkeslag. Koster det muslimen islam at komme til Danmark, fordi Kristus forkyndes, så har kirken i sandhed tjent sin Herre.

Kirken har også et andet kald, som ligger i direkte forlængelse af kaldet til at forkynde evangeliet. Ja, man kunne tale om et genkald af det første kald. Det er kirkens kald at tage vare på menneskelivet, at dele brød, tid og sorger med mennesker. Man taler som bekendt om kirkens diakonale arbejde, og det arbejde skal naturligvis heller ikke forsømmes i forhold til migranterne. Det er ikke kirkens opgave at føre socialpolitik, men det er kirkens opgave at række en varm hånd og et bæger koldt vand til den, som har brug for det. Fornødenhederne skal afhjælpes efter sted, kræfter, evner og behov, uden at kirken skal stille sig i spidsen for opnåelse af særlige rettigheder og privilegier. Den barmhjertige samaritaner hjalp den mand, som var faldet i hænderne på røvere, men han stillede sig ikke i spidsen for retten til sikkerhed på de palæstinensiske veje eller skattefinansierede herbergspladser til alle rejsende. Kirken ændrer ikke loven, den ændrer hjerterne. Vejen til varigt ophold i Danmark går ikke gennem kirken, men den, som opholder sig i Danmark, bør ikke gå forgæves efter kirkens hjælp, som ikke nødvendigvis stemmer overens med hans eller hendes krav og forventninger.

Det er altså kirkens kald at bede, forkynde og hjælpe, men det er ikke kirkens opgave eller de kristnes opgave at misbruge evangeliet til at hævde en bestemt politisk position. Det være sig den ene som den anden. Politisk uenighed er ikke en moralsk brist og et andet syn på problemerne ikke et etisk kætteri. I den standende debat kan man en gang imellem få det indtryk, at der kun er to positioner, landsforræderi eller racisme. Pest eller kolera, men det er alligevel for sygt, hvis man ikke ser og hører andet end tvende afveje.

Det har heller ikke skortet på tale om næstekærlighed, oftest som noget, man selv besidder, og som andre mangler. Næstekærlighed er imidlertid noget, vi gør og alt for ofte ikke gør, det er ikke en løftestang for vores selvgodhed. Ja, næstekærlighed er slet ikke et begreb – selve begrebet næstekærlighed findes ikke i Bibelen - næstekærlighed er et bud, som lyder til os, og næsten er den, som hjælper, ikke den, vi udvælger, ikke ideen om menneskeheden, men det konkrete medmenneske. Næsten er den, der ligger på vores vej, og den, som hjælper, når vi ligger ned. Enhver kan blive min næste, men alle bliver aldrig min næste. Næste bliver man i kraft af gerninger ikke i kraft af meninger, og vil man gøre godt for alle, bliver det ikke godt for nogen. Sommetider er det rarest at gøre næsten abstrakt, fordi den konkrete næste faktisk er lidet elskværdig. Som manden bag Radiserne, Charles Schulz. engang sagde det: ”Jeg elsker menneskeheden, det er folk, som jeg kke kan fordrage”.

Migranterne er så mange slags, og de skal hverken idealiseres eller dæmoniseres. De bedste humanister er de realistiske, ikke de utopiske, de velgørende fremfor de velmenende. Men lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Uanset hvad vi mener, har det sin pris, der findes ingen smertefrie og lette løsninger på migrantkrisen. Mennesker drukner i Middelhavet, men en politisk og social orden kan også drukne i mennesker. Grænser standser, men grænser værner også. Krig og fattigdom jager folk på flugt, men fred og velstand har ikke gode kår, hvor folket bliver splittet og store grupper står fremmede for hinanden. Indvandring har der altid været, men føles indvandringen snare re som en invasion, går det galt.

Migranterne er mennesker på vej til andre lande. Kirke er også på vej, men kirken er på vej til et andet rige. Den Danske Folkekirke er således en fremmed i Danmark, for den kommer først hjem, når den får hjemme i en ny verden uden lidelse og død, uden hjemløse mennesker og trøsteløse skæbner. Derfor kaldes kirken også ecclesia migrans, på dansk migrantkirken, og det uanset om medlemmerne er nok så meget hjemmefødninger. Det er ikke kirkens kald at gøre verden til hjem, ligesom det heller ikke er kirkens kald at sige, at verden kan få hjemme i Danmark eller Europa. Det første er manglende gudstro, det sidste er manglende virkelighedssans.

Kirken er også i migrantkrisen kaldet til at være tro mod sig selv og dermed sin Herre. Kirken er sandheds søjle og grundvold, og grundvolden er ikke lagt med fuldfede meninger, men med Jesu Kristi fuldbragte offer. Det lydhøre hjerte kan høre forskel, og det gør en forskel for sandheden, for næsten og for landet.