Reformation PDF Udskriv Email

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2016, nr. 9, s. 169-170

Ayaan Hirsi Ali udtrykker i sin bog ”Kætter” fra 2015 håbet om en reform af Islam. Det samme gør herhjemme Naser Khader, som i december 2015 var medstifter af Muslim Reform Movement.

Men lige så sympatisk de to modige kritikere af islam er, og lige så meget man må dele deres forhåbninger om, at en reform af islams magtideologi er muliglige så meget må man ærgre sig over, at ordene reform og reformation hos de to ofte synes at glide over i hinanden.

Imidlertid må de to være undskyldt, opvoksede i islam som de er.

Det er derimod ikke undskyldeligt, når kristne bruger de to begreber i flæng. Men et mindstemål af kristelig børnelærdom skulle formå tænksomme folk til at forstå, at den reform, som Hirsi Ali og Khader kræver af islam adskiller sig fra den lutherske reformation.

 

Hirsi Ali og Khader vil føre islam ind i det tyvende århundrede ved at skære dele af islam bort. Den reform, de håber på er altså en art ”hug en hæl og klip en tå”-reform. Den lutherske reformation var det modsatte. Den var en tilbagevenden til den hele og fulde kristendom, til evangeliet.

Derfor er der ingen undskyldning for justitsminister Søren Pind, når han bruger ordet reformation som et synonym for modernisering, sådan som han gjorde det i et interview i Politiken den 20. august. Her væltede justitsminister Søren Pind på perfideste vis ansvaret for sommerens terrorhandlinger over på de debattører, som har anklaget ham for at stikke hovedet i busken i spørgsmålet om, hvad islam er for en størrelse.Pind mente meget flot, at udsagnene fra visse islamkritikere vidner om, at vi lever i en post-viden-tid. Men at Søren Pind selv er et lyslevende eksempel på uartikuleret post-viden afslørede han i interviewet med følgende udsagn: ”Og hele den diskurs om, at Islam aldrig kan demokratiseres. At Islam aldrig kan undergå en reformation. At det hele er givet. At intet kan forandres. Det er i modstrid med alt, hvad jeg står for politisk.” Udsagnet, at manglende tillid til en islamisk reformation er i strid med alt, hvad Søren Pind står for politisk, må vist høre blandt sommerens mest komiske udtalelser.

Så har man vist hørt en loppe gø!

Det er skuffende, at Pind, der, før han blev justitsminister, viste en vis eftertænksomhed, nu forfalder til den overfladiske identificering af begrebet ”reformation” med demokratisering og forandring.

Man må formode, at Pind opfatter den lutherske reformation som en blot omstilling af kristendommen til moderne demokratiske tider og derfor i lighed med mange andre postvidens-debattører mener, at det, der skiller islam og kristendommen blot er tid – sådan ca. 14 århundreder, som det må kunne lykkes at speede op, så Islam kan få sin reformation nu og i Pinds egen levetid lære at indse, at der er et skel mellem politik og gudsdyrkelse, mellem åndeligt og verdsligt.

At flertallet af vestlige muslimer vil tage afstand fra vold i islams navn, fordi de foretrækker den vestlige demokratiske styreform og er loyale over for de landes sædvaner, som de bor i – det er selvfølgelig et håb, som alle deler.

Men det afgørende spørgsmål, som vi er nødt til at få klarhed over, hvis islam-debatten skal have et lødigt niveau – det er, om en sådan afstandtagen fra de totalitære sider af islam befordres af det inderste i Koranen, eller om den kræver at vestlige muslimer udvikler en fortyndet islam, en islam-light.

Og for at få klarhed over dette, må der tales klart om, hvad der ligger i begrebet reformation.

Nu var essensen i Luthers kritik af hans samtids magtsyge pavekirke jo ikke, at den var gammeldags, alt for Bibel-tro og trængte til at åbne sig over for moderniteten. Nej, Luthers kritik udsprang som bekendt af en alvorstung anfægtet granskning af Bibelen, som selv åbnede sig for ham som Kristus-vidnesbyrd.

Hvad der altså gik op for Luther, det var, at Biblen i sig rummer en norm eller nøgle, nemlig løftet om og bevidnelsen af, at mennesket Jesus er Kristus, Guds søn; at Biblen fra første side i Det gamle Testamente til sidste side i Det Nye peger på Guds søn, som forjættes i Det gamle Testamente, og i Det Nye Testamente bevidnes at være kommet som menneske på jorden for at frelse syndere ved at skænke dem sin retfærdighed.

Når Luther på sine ældre dage kunne sige, at han blot havde lært og prædiket Guds ord, og så – mens han sov eller drak godt wittenbergerøl med sine venner – udrettede ordet større skade for papisterne, end nogen fyrste kunne have gjort det med magt – så er det jo fordi, det er ordet om Kristus, der er den reformatoriske kraft. Reformation er  ikke  begrænset til Luthers  virke,  men  over  alt,  hvor Kristus prædikes, går Guds ord selv til angreb på menneskelig selvretfærdighed.

Det er Kristus, der er Biblens lys eller nøgle, og denne nøgle er en stadig korrektur af den læsning, der gør Biblen til blot og bar lovbog, der lærer os, hvordan vi skal gøre os selv gode ved at gøre bestemte gerninger; en korrektur til den almenreligiøse forestilling om, at Gud har inddelt verden i rent og urent, og dermed en korrektur af enhver tanke om, at de rene med magt skal bøje de urene under Guds herredømme. Dermed er Biblens nøgle en korrektur af enhver tanke om et dennesidigt gudsrige, som vi mennesker selv skal etablere.

For Biblens indre norm, at mennesket Jesus er Kristus, vil holde dens alvorlige læser fast på, at han eller hun er en af den syndige menneskeslægt som frelses ved tro på Guds søn. At det afgørende skel altså ikke er mellem  rene  og  urene,  men  mellem Gud, som tilgiver syndere, og så os alle sammen, som i os selv er syndere. Fordi Biblen har denne nøgle, som er løftet og budskabet om Guds søn, så har arbejdet med at tolke Biblen kritisk lige fra apostlen Paulus dage været kristen teologis hovedopgave. Men vel at mærke i den forstand, at kritikken udspringer af Biblens egen nøgle – at Jesus er Kristus, vores frelser og retter sig mod enhver vilkårligt bogstavtro læsning, som f.eks. vil gøre Det gamle Testamentes lovbøger til samfundslov i dag, eller gøre det til en hellig regel, at kvinder skal tie i forsamlingerne.

Alt dette er det, der er på tale, når der tales om reformationen, hvorfor reformation ikke blot er den historiske kirke-omvæltning i 1500tallet, men den kritik, der er kristendommens egen modstand mod den evigtmenneskelige trang til at underlægge menneskelivet en religiøs-politisk ideologi.

Derfor kunne de kristne apologeter i det 2. århundrede argumentere teologisk konsistent for, at den romerske kejser ikke skulle frygte for, at de kristne var verdslige oprørere. De var tværtimod kejserens loyale undersåtter, samtidig med at de nægtede at tilbede ham som en gud.

Søren Pind og andre, der drømmer om en islamisk reformation, kunne passende begynde med at bede moderate muslimer om at give en tilsvarende bevisførelse for, at islam ikke har verdsligt ideologiske tendenser, at koranen må læses og tolkes frit; at muslimer frit må konverterer fra islam. Og selvom det er sympatisk, når moderate muslimer forsøger at afvise de voldelige Medina-suraer med de fredeligere Mekka-suraer, så  er det ikke i sig selv fyldestgørende.

Argumentationen for Mekka-islams primat over Medina-islam må bero på en konsistent bevisførelse for, at koranen har en kerne, som gør, at de fredelige Mekka-suraer fejer Medinasuraerne af bordet som forpligtende for muslimer.

Selvom kristendommens kerne ikke er reform af samfundet, men syndernes forladelse for den enkelte, så har kristendommens egen iboende reformatoriske kraft som sidegevinst haft den vestlige verdens frihed.

Men vil en islamisk reformation have samme effekt?

Kort sagt: spørgsmålet om en islamisk reformation er ikke blot, om den er mulig, men om hvad den indebærer. Om en islamisk-reformatorisk besindelse på islams kerne indebærer en afskrivning af enhver vold i Allahs navn – eller om det er en islamisk reformation, vi ser Islamisk Stat udfolde.

Og da koranen benægter den treenige Gud og dermed, at Jesus er Kristus, Guds søn, synderes frelse, er der al mulig grund til at frygte for, at en islamisk reformation altid vil have den modsatte verdslige konsekvens af den, en kristen reformation har. Men det vil Søren Pind forhåbentligt uddybe, når han har studeret koranen nærmere.

Agnete Raahauge